Den tyske billedkunstner og serieskaber Anke Feuchtenberger får dansk debut på torsdag.
Et af “kunsttegneseriens” helt store koryfæer er tyske Anke Feuchtenberger, hvis gådefulde fortællinger og smukke, blyantstunge billeder blev introduceret til det bredere danske kulturlandskab i Nummer 9-skribenterne Matthias Wivel og Thomas Thorhauges “Forandringstegn” fra 2004.
Siden har Feuchtenberger som inspirator sat sit klare aftryk på danske tegneserier signeret godtfolk som Rikke Villadsen, Rikke Bakman og Signe Parkins, der som hende arbejder i grænselandet mellem billedkunst og tegneserier.
Alligevel er det først nu, vi kan stifte bekendtskab med tyskerens tegneserier på dansk. Torsdag den 25. april udgiver Aben maler nemlig Feuchtenberger og forfatter Katrin de Vries’ “Horen H kaster handsken”, en samling surrealistiske billedfortællinger om kønnenes kamp og biologiens fordringer.
Serieskaberen har selv håndtekstet på dansk, og hvordan der ser ud, kan du forvisse dig om i den 13 sider lange forsmag nedenfor: