Copenhagen Comics-aktuelle Anke Feuchtenberger om at læse sin første tegneserie som 26-årig, om inspirationskilder og om at lade sine tegninger gå deres helt egne veje.
Sidst i april fik Anke Feuchtenberger dansk debut med “Horen H kaster handsken”, og i weekenden er hun gæst på tegneseriefestivalen Copenhagen Comics. Den tyske tegneserietegner, kunstner og undervisers indflydelse på den europæiske kunsttegneserie har været enorm – især blandt yngre kvindelige serieskabere – men hendes gådefulde fortællinger og søgende blyantsstreg er og bliver umiskendeligt Feuchtenberger’ske.
Nummer 9 sendte guruen en samling spørgsmål om hendes baggrund som østtysk billedkunstner, hendes plads i tegneserieuniverset, hendes arbejde med “Horen H” og lidt mere til:
Du startede din løbebane i Østtyskland som politisk kunstner. Hvad fik dig til at prøve kræfter med tegneseriemediet?
– Ja, min kreative karriere startede med plakater for teatre og politiske bevægelser. Især teaterarbejdet gav mig appetit på at finde frem til en mere narrativ kombination af ord og billeder. Jeg kendte faktisk intet til tegneserier – fordi jeg var vokset op i det kommunistiske Tyskland, havde min uddannelse handlet om skulptur, grafik og tegning. De eneste billedfortællinger, jeg kendte til som barn, var Rodolphe Töpffers, fordi mine forældre havde to bøger med hans tegneserier. Jeg kunne ikke læse dem, men elskede dem alligevel, og det gør jeg stadig.
– Da muren faldt, besøgte jeg mit livs første tegneserieforretning, og jeg fandt især Mark Beyer og Loustals værker enormt inspirerende. Beyers melankoli, de hårde sort/hvide kontraster, selv hans smukke farver opmuntrede mig.
Hvordan ser du din egen plads og rolle i “tegneserietraditionen”?
– Fordi jeg ikke oplever at kunne læne mig op ad nogen tradition, så ser jeg heller ikke mig selv som del af den. Jeg føler ofte, at jeg mangler viden om tegneserier, en referenceramme. Hvis du læser din første tegneserie som 26-årig, så vil der være et hul i din viden …
– Jeg føler mig mere knyttet til litteratur- og kunsthistorien generelt end til tegneserien. Men det er ikke kun skidt, for det betyder, at jeg altid er på åben for nye måder at tegne og nye måder at fortælle historier med billeder på.
Dine tegninger er nemme at genkende, især i kraft af din brug af blyant, kul og synlige rettelser. Hvor kom dén stil fra?
– Et væsentligt afsæt for mit eget arbejde er en tidlig fascination af tegninger, malerier og skulpturer fra renæssancen. Jeg var også meget optaget af japanske træsnit allerede som helt ung. De påvirkede min opfattelse af skønhed dybt. De her japanske kvinder – eller Michelangelos Madonna, f.eks. – matchede jo ikke 70’ernes skønhedsidealer, men jeg tog dem meget alvorligt som repræsentanter for noget flertydigt og stærkt. Nå ja, og så kan man stadig spore indflydelse fra østeuropæiske plakatkunstnere fra f.eks. Polen og østtyske John Heartfields politiske kunst i mine tegninger.
– Min uddannelse var meget klassisk-akademisk, hver dag tegnede vi nøgenmodeller, ansigter og dyr i timevis. Undervejs blev klassisk håndtegning min absolut foretrukne udtryksform. Når jeg arbejdede i farver, var det på en meget gammeldags måde, hvor farverne blev separerede i hånden. Det kan man stadig se i mine billeder, synes jeg.
“Horen H kaster handsken” er med tekst af forfatter Katrin de Vries. Hvordan startede dit samarbejde med hende?
– Efter min første bog blev udgivet, sendte Katrin mig nogle af hendes prosaværker. Jeg fik øjeblikkeligt lyst til at tegne dem. For mig var hendes tekster både inspirerende og skræmmende, faktisk lidt af en åbenbaring. Jeg gik i gang næsten med det samme, og Katrin gav mig frie hænder til at arbejde med teksten. Hendes værker er meget nedbarberede og minimalistiske, og det gav mig mulighed for at skabe et billedunivers til dem helt fra bunden.
– Som menneske hjalp Katrin mig til at blive modigere og have mere tillid til min egen måde at tegne på. Hun var heller ikke del af tegneserie”scenen”, hun kom fra den litterære verden, og vores samarbejde blev et inspirerende møde mellem to universer: Tegningens og sprogets.
Hvorfor er hovedpersonen en “hore”? Hvad kan dén mærkat?
– Ordet “hore” eller “luder” vækker en hel masse associationer omkring kvindekroppen, den forbudte krop, den begærede krop, vold og hemmeligheder, skønhed og død … Så det er et dejligt stort associationsfelt at arbejde i, når det handler om at skildre kønnenes indbyrdes forhold.
– “Horen H” har ingen personlighed, hun har ikke engang et navn. Hun er altid på udkig efter noget, prøver hele tiden at få en fornemmelse af, hvad hun er til for. For mig som tegner var arbejdet med hendes historier som at gå med bind for øjnene – eller at drømme. Jeg vidste aldrig, hvad der ville komme ud af tiden ved tegnebordet, og det var vigtigt for mig at lade tegningerne gå deres drømmende enegang, for de viste mig løsninger også i mit eget liv, som jeg ikke havde forestillet mig på forhånd.
I de senere år har du haft stor indflydelse på en lang række især kvindelige serieskabere, også her i Danmark – Rikke Villadsen er ét eksempel. Hvordan oplever du det at være en inspirationskilde for andre?
– Engang var jeg lidt betænkelig ved, at der fandtes en masse tegnere med en stil meget som min. Så jeg ændrede den drastisk, brugte nye tegneteknikker og frigjorde mit udtryk. Faktisk kedede hele det her fokus på tegnestil mig lidt i forvejen. Forhåbentlig er det ikke længere stilen, der gør min tegninger interessante. For mig handler det i hvert fald mere om at give sig i kast med en kreativ proces, som kalder på et særligt visuelt sprog, og hvor jeg ikke kan falde tilbage på en specifik stil. Selvfølgelig er det smigrende at se værker inspireret af mine egne, men jeg gør ikke selv noget for at være en inspirationskilde. For eksempel viser jeg aldrig mine tegninger til de studerende på Hochschule für Angewandte Wissenschaften i Hamborg, hvor jeg underviser til daglig.
Ja, ud over at arbejde som kunstner og serieskaber underviser du også. Hvordan har det påvirket din kunstneriske praksis?
– Selvom jeg ville elske at kunne tegne på fuld tid, så har jeg lært så meget af at undervise, at jeg nødigt vil undvære det. At hjælpe unge kunstnere med at løse fortællemæssige eller visuelle udfordringer og være involveret i andres kreative processer kan være enormt spændende og tilfredsstillende. Især når det handler om så fantastiske studerende som f.eks. Sascha Hommer, Birgit Weyhe og Marij Pol, som jeg alle har haft fornøjelsen af at undervise.
Hvad arbejder du på nu i forhold til tegneserier?
– Jeg er i gang med en længere historie om de ambivalente relationer mellem mennesker og dyr i en lille landsby i det nordøstlige Tyskland. Ofte afbryder jeg arbejdet for at koncentrere om store tegninger i en periode, det er en meget simulerende vekselvirkning for mig. Dele af den lange tegneseriefortælling kan i øvrigt allerede læses i antologier som Canicola og Orang.
