Horen H kaster handsken er en fantasmagorisk fortælling om den gådefulde kvinde, Horen H, der møder Den store moderne mand, føder hans barn og begiver sig på ensom vandring i en verden af brudte løfter, talende virginiahjorte og tomme balsale. Og så er det en af de bedste tegneserier, jeg har læst.
Et dirrende billedepos
Den tyske billedkunstner og tegneserietegner Anke Feuchtenberger har med udgangspunkt i forfatteren Katrin De Vries’ skønlitterære beretning om Horen H skabt en grafisk fortælling om krop, magt og begær. Et dirrende billedepos om en kvinde i udvikling, en verden i uorden og en uudgrundelig trang til at ankomme og forlade.
På bogens første side får vi at vide at ”Horen H går videre”, mens den bandagemaskerede hore lægger byens osende skorstene bag sig og træder ud på en zigzaggende badebro midt i det mørke hav. Lige så lakonisk konstaterer en anden mærkværdig kvinde, der cykler forbi bogens sidste panel, at ”Ja. Ja. Nu mener hun at være ankommet.” Men hvor kommer Horen H fra og hvor er det, hun er på vej hen?
I grunden har kvinden med det frivole navn allerede været en lang rejse undervejs, da vi møder hende. Horen H kaster handsken er tredje bind i Feuchtenberger og De Vries’ fortælling om den unge ’hore’, der vandrer rundt i en tyst verden af sort/hvid dramatik, der på mange måder ser ud, som var den formet over den kvindelige anatomi. De første to – Die Hure H og Die Hure H zieht ihre bahnen har vi desværre stadig til gode i dansk oversættelse. Hvor Feuchtenbergers blyantsstreg i etteren var lige så spinkel og søgende som den unge Hore, der ønskede at begære, tager treerens markante kultegninger form efter den frugtbare kvindekrop og slynger sig i en voluminøs og buttet aftegnelse af den modne Hores erfaringer. Lige så buttet og cirklende som Feuchtenbergers uforlignelige og charmerende håndtekstning af den danske udgave.
Øjnene der ser
Feuchtenberger giver kroppen et sprog. Horen H kaster handsken er ikke så meget en undersøgelse af, hvordan kroppen ser ud, også det, men mest af alt en eminent og eksperimenterende billedliggørelse af, hvordan det føles at være i en krop, at bebo de kødelige former og funktioner, der er vores fysiske hjem i verden. Maveskind, der næsten brister, vægten af et nøgent bryst i havvand, brændenælder på en bar ryg. Feuchtenbergers sort/hvide kultegninger har en særegen taktilitet, en konsekvent insisteren på det sanselige.
Og så er der noget der skurrer i De Vries og Feuchtenbergers visuelle udforskning af kroppen. En sælsom dissonans mellem ord og billede, som når vi hører at ”Den store moderne mand forbløffes”, mens manden selv er ude af billedet og fyrtårnet spærrer sit store sorte øje op. Og kort efter, hvor ”Horen H kigger på ham”, mens hun hiver op i skørterne, og tilsyneladende stirrer tilbage på det falliske magtimperium med sit nøgne underliv. I næste panel zoomes der helt ind, så kønnet står alene – ”Horen H kigger godt på ham”.
Denne form for kontrapunktik, denne skæve orkestrering af tekst og billede, synes at være båret af en egen logik. Blikket rettes mod øjnene der ser, og Horen H kaster handsken udnytter eminent tegneseriens format til at visualisere vægtigheden af, hvorfra vi sanser og fra hvilket centrum vi oplever verden. Blikretningen indgår i en art magtforhandling, og gennem bogens tre afsnit forskydes magtens centrum flere gange.
Sig mig. Hvad skal der ske.
I ”fyrtårn”, som første afsnit hedder, har Den store moderne mand magt i sit potente fyr og kan fra sin position rette lyskeglens granskende spot mod Horen H. Snart har hun dog Den store moderne mand om natten, bliver gravid med hans barn, betragter ham, når han sover og gør til slut det, hun gør bedst: ”Jeg forlader dig. Vær ikke ked af det.”, siger hun og svømmer tilbage mod byen.
I ”kulgård” ankommer vores handlekraftige hovedperson, nu med page, sofistikeret rullekravekjole og nyfødt på armen, til en grå efterkrigslignende industriby med en arbejdshær af flittige kvinder. Hun finder den mand, hun har ledt efter, liggende på ryggen under en traktor: ”Du. Råber Horen H. Jeg er her. Du ville lave gården til mig.” Manden har ikke lavet nogen gård og lægger knap mærke til Horen H. Indtil hun vælger at kaste handsken, altså udfordre til duel, og sætter i løb efter manden, mens hun pisker ham med larvebefængte brændenælder.
Sidste afsnit, ”Balsal”, er det smukkeste og mest mærkelige. ”Sig mig. Hvad skal der ske.”, siger virginiahjorten. Horen H erklærer, at hun skal til bal, triller en kørestol med en tildækket skikkelse, der viser sig at være alt andet end et menneske, hen til et bur og spærrer denne inde. ”Alt er parat. Hore H. Det er dit bal. Træd ind.” lyder det fra kontrolrummet, hvorfra hele scenariet overvåges. Horen H bevæger sig ind i den tomme balsal og kravler op på et gigantøje, i hvis iris noget meget besynderligt stirrer tilbage.
Horen H kaster handsken er et lavmælt mesterværk og Anke Feuchtenberger en af nyere tegneseries fornemste billedfortællere. I en trøstesløs udforskning af kroppen, sindets og omgivelsernes dunkle huler og mørke farvande udsættes menneskets dyder og drifter for en centrifugering, der gør det velkendte fremmed og det uhyggelige hjemligt.
Karakter: 5/5
Titel: Horen H kaster handsken
Forlag: Aben Maler
Tegner/forfatter: Anke Feuchtenberger/Katrin De Vries
Form: Softcover, 120 s/h
Pris: 240 kr.
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 9788792246592
Del på
