Forrige uge blev Rikke Bakman og Rikke Villadsen inviteret til nordisk seminar om tegneserier og feminisme. Bakman rapporterer fra nyskabelsen.
Sammen med tegneserietegner og billedkunstner Rikke Villadsen var jeg blevet inviteret til det nordiske feministiske tegneseminar i Helsinki organiseret af det finske tegneseriecenter, Nordicomics-netværket og Hanaholmen Cultural Center med Johanna Rojola – tegneserietegner og medarbejder på seriecenteret – som tovholder. Desværre måtte Rikke Villadsen melde fra i sidste øjeblik, da hun blev ramt af en ond influenza.
Ærgerligt, for vi havde inden seminariet haft nogle spændende samtaler omkring feminisme, hvordan vi forholder os til emnet i vores tegneserier og i vores liv uden for kunsten. Cobolts reklame, som ligner noget fra 50’erne, havde også sat gang i tankerne. Selv arbejder jeg ikke ud fra et feministisk standpunkt i mine tegneserier, men er meget optaget af emnet, som jeg mener skal på skoleskemaet i folkeskolen.
Seminariet blev holdt på Hanaholmen, et svensk/finsk konferencecenter, som ligger lidt uden for Helsinki ved en sø og lidt skov. Et meget flot og formelt sted at holde seminaret, som viste sig at være glimrende tilrettelagt. Der var mange forskellige grupper af mennesker på stedet, f.eks. den kristne amerikanske kvindegruppe, som var i Finland for at missionere. Eller de ældre finske damer – ved ikke, hvilket seminar, de var på – som sang finske viser ved buffeten. Og så var der altså os, den nordiske feministiske tegneseriegruppe.
Programmet for seminaret bestod i en præsentation af de inviterede tegneserietegneres arbejde. De inviterede var ud over Rikke Villadsen og mig Rut Andersson (Sverige), Saskia Gullstrand (Sverige), Hanneriina Moisseinen (Finland) og Kaisa Leka (Finland). Synd, at ingen fra Norge var repræsenteret; det er en seriescene, jeg meget gerne vil vide mere om.
Hanneriina Moisseinens arbejde berørte mig dybt. Jeg kendte godt til hendes kortere tegneserier fra forskelige antologier, men hendes seneste bog, “Isä” (fader, red.) handler om hendes fars forsvinden i en skov på en fisketur, og den er både smuk og tragisk. Bogen handler om, at hun har slettet alle minder om sin far fra sin hukommelse efter tragedien, og består bl.a. af nogle symbolske drømmesekvenser lavet i sirligt broderi – også er stor del af hendes praksis. Hun er ved at tage sin anden master på en finsk kunstskole, som handler om arkitektur/kunst i det offentlige rum, hvor hun også gør brug af tegneseriemediet. Men hun kaldte alle sine kunstneriske aktiviteter for tegneserier.
Saskia Gullstrand holdt et oplæg om Dotterbolaget, en separatistisk feministisk tegneseriegruppe for kvinder og transseksuelle. Gruppen blev etableret af elever fra Serieskolan i Malmö år 2005 og har siden da vokset sig større og større med afdelinger i hele Sverige. Deres hovedvirke er at udgive zines og være et samlingssted for kvindelige serietegnere, men der er også mange andre aktiveter knyttet til gruppen, bl.a oplæsninger/performance og events på forskellige festivaler, som ikke er tegneserierelaterede.
Da Dotterbolaget er en åben gruppe, er niveauet i deres zines meget svingende i kvalitet, og nogle af serierne er efter min mening for endimensionelle og kedeligt faktuelle – de benytter slet ikke seriemediets muligheder for historiefortælling. Men Dotterbolaget er et godt sted for unge kvinder at finde et afsæt for deres tegneserier, og her er der opbakning og erfaringsudveksling at hente fra mere etablerede serietegnere, som har flere udgivelser bag sig. Der er stor engagement og aktivitet i gruppen. Jeg sidder bare med en fornemmelse af, at det politiske projekt overskygger alt det, jeg godt kan lide ved tegneseriemediet. De serier, der berører mig dybest, er dem, hvor feminismen får følgeskab af stærk historiefortælling som f.eks. hos Ulli Lust, Hanna Gustavsson og Sarah Hanson.
Kaisa Leka holdt også en meget spændende præsentation. Hun debuterede på sit eget og sin mands forlag, Absolute Truth Press, for fem år siden med en tegneserie om at få amputeret sine ben. De har siden da udgivet fem bøger, som handler om deres lange cykelture i Europa, hvor de blander cykling med buddhisme. Bøgerne er meget smukt produceret. Kaisa Leka er ud over at være serietegner og grafisk designer også politiker, hvor hun advokerer for handicappedes rettigheder og bedre adgangsforhold i det offentlige rum.
Siden fulgte drøftelser om fonde og residencies, man kan søge som serietegner, f.eks. hos Cune Comics og i Angoûleme. I Helsinki findes i øvrigt også en gammel villa, der fungerer som et residency.
Seminariet var det første af sin art, men der er planer om, at det skal holdes hvert år. Jeg kan kun anbefale danske kvindelige tegneserietegnere at tage til det. Tegneseriemediet er stadig så snæver en niche, at det er vigtigt at kigge ud over sit eget land for at finde beslægtede kollegaer. Jeg har i hvert fald fået udvidet mit netværk og er blevet introduceret til spændende serietegnere.