I dag er det 100 år siden, tegneserieklassikeren Krazy Kat så dagens lys. Nummer 9 fejrer katten ved at genoptrykke Louise Bang Olesens begavede portræt.
Første gang bragt i tegneseriemagasinet Strip!
En mus, en kat, en hund og en mursten. Det er de enkle ingredienser i George Herrimans Krazy Kat, der blev trykt i forskellige amerikanske aviser i perioden 1913-44. Musen afskyr katten og finder stor nydelse ved at fyre bombardere den med mursten, mens katten elsker musen og derfor tolker hver mursten som en kærlighedserklæring. Og hunden, ja han elsker katten og prøver naturligvis at beskytte det stakkels væsen ved at sende musen i fængsel.
Men Krazy Kat er ikke blot et af de mest smukke og absurde trekantsdramaer i tegneseriehistorien. Den er en fantastisk rejse ind i tegneren George Herrimans drømme og fantasier til en ørkenverden med konstant morfende landskaber og svævende halvmåner, hvor krukker bliver til kaktusser, kaktusser bliver til bjerge og bjerge bliver til huse. En verden beboet af dyrelignende væsner, der taler til hinanden i en bizar blanding af børnerim, jazzede riff og forskruede talemåder. Det er surrealistisk poesi – omkring et årti før André Breton skrev det første surrealistiske manifest.
Historien om ‘musen efter katten’ begynder allerede i 1910, hvor Herriman arbejdede på serien The Dingbat Family, der handlede om en middelklassefamilie med en temmelig usund interesse i deres mystiske og aldrig sete overboere. I en stribe fra 26. juli 1910 udspiller der sig pludseligt et bizart scenarie i bunden af den ’rigtige’ tegneserie; en lille mus nærmer sig listende en kat, samler en sten op og smider den i fjæset på katten, som derefter tager sig til hovedet med et overrasket udtryk. Denne tidlige udgave af katten Krazy og musen Ignatz har en næsten krusedulle-lignende kvalitet, og ifølge Herriman selv blev Krazy Kat da også skabt med det simple formål at udfylde det tomme rum nederst i avisstriben.
De følgende uger fortsatte legen mellem musen og katten i bunden af The Dingbat Family, og katten Krazy blev nådesløst udsat for brutale møder med baseballbat, flasker, eksploderende cigarer og tunge mursten. Men slapstick-komikken tog en uventet drejning omkring en måned inde i forløbet, da Krazy i en stribe pludselig kravler hen til en sovende Ignatz og kysser ham på panden, hvilket får musen til at udbryde: ”I dreamed that an angel kissed me!”, mens Krazy lister væk og spinder: ”sweet thing”. Katten havde altså forelsket sig i fjenden, og hvert objekt, som musen, der for altid ville være uvidende om denne kærlighed, fra da af sendte susende gennem luften mod Krazy’s hoved, blev af Krazy selv opfattet som et tydeligt tegn på kærlighedens gengældelse.
Den lille krusedulle havde nu fået sit helt eget liv og begyndte samtidig at tilkæmpe sig mere og mere plads fra familien Dingbat, som dog havde så travlt med at udspionere deres egne overboere, at de slet ikke opdagede, at deres stribe langsomt, men sikkert blev invaderet nedefra.
Den levende ørken
Handlingen i Krazy Kat er sat i Coconino Countys surrealistiske ørkenlandskab, som undergår sære transformationer fra panel til panel, og hvor det sjældent er klart, hvad der er naturligt, og hvad der er menneskeskabt i baggrunden. Et træ bliver pludselig til en bygning, som igen bliver til klippeformationer for – måske – kort efter at blive til et træ igen. Samtidig kan klipperne være stribede, ørkenplateauerne plettede og træerne synes oftere at gro i potter end at stikke op af jorden. Denne ustabilitet i omgivelserne er med til at gøre den gentagne narrative formel (mus jager kat, kat elsker mus, hund elsker kat og jager derfor mus) sær og fantastisk, og det er bl.a. her, at man kan finde forbindelsen til surrealismen.
Surrealisterne var stærkt optagede af tanken om at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed. Gennem deres kunst søgte de at udfordre borgerskabets fornuftskultur og muliggøre en surrealistisk tilværelse, hvor man frit kunne udtrykke sig uden rationalismens behovsundertrykkelse. De ville genvinde virkelighedens mysterium og opleve verden på ny – på samme måde som barnet, der med et åbent sind oplever hverdagen som underfuld. Denne tanke ser man blandt andet udfoldet i René Magrittes billedserie La clef de songes (1927-30), hvor han søger at genvinde mysteriet ved almindelige objekter ved at give dem nye navne og dermed tvinge beskueren til at opleve dem på ny.
Nogenlunde samme effekt opnår Herriman med Krazy Kats konstant morfende baggrunde. Forandringerne i landskabet har ingen tydelig konsekvens for handlingen i tegneserien, der fortsætter uforstyrret af landskabets omskiftelighed. I stedet er det morfende landskab med til at gøre forløbet mere sært og mystisk. Samtidig delte George Herriman surrealisternes fascination af ørkenplateauerne som potente landskaber, hvor drøm og virkelighed med lethed smelter ind i hinanden.
Krazy Kats sære lyrik
Hvor det visuelle lag i Krazy Kat kan siges at være poetisk i kraft af sit morfende udtryk, er tegneseriens tekstlige lag mindst lige så poesifyldt. Få tegneserietegnere har som Herriman formået at mestre sprogets lyriske potentiale såvel som det visuelle felts muligheder. Den særlige tekstur i Krazy Kats sprog stammer fra en blanding af sære stavemåder, alternativ grammatik, dialekter, fonetiske gengivelser og ikke mindst allitterationer. En søndagsstribe indledes f.eks. med teksten: ”The wind witches of Wunanti brew a breeze – blows it abroad – and buffets with blustering buffoonery – a bonnet”. Brugen af allitteration giver teksten en særlig rytme, som humoristisk kontrasteres med banaliteten i det beskrevne, hvor klimakset afslører, at al den poetiske snak blot handler om, ja, en hat.
Men legen med sproget kommer først rigtig i spil, når man begynder at se på katten Krazy. Hans tale er en sær blanding af dialekter, accenter, misforståede ord og alt for bogstavelige metaforer. Denne tilgang til sproget skaber et åbent felt, hvor flertydigheden og fejlfortolkningerne har frit spil og ofte har lige så stor betydning som den korrekte brug af sproget – hvis ikke mere.
I en af de daglige striber fra 1919 ser man Krazy og Ignatz sammen gå gennem ørkenlandskabet i Cocino County. I det første panel advarer Krazy Ignatz om at lade halen have form som en krog; ”Don’t hook your tail like that, Ignatz”. Men Ignatz ignorerer advarslen, hvilket får Krazy til at udbryde ”Very well – but I’m telling you, it’ll catch on something” og i det næste panel: ”And you’ll unravel yourself”. Samtidig ser man Ignatz’s hale sætte sig fast på en gren i jorden, så Ignatz til sidst trævles op som en lang tråd. Dermed sker der en sammenblanding mellem billedsproget (at halen ligner en krog) og forløbets realplan, hvor halen rent faktisk bliver til en krog, der får Ignatz til at hænge fast og i sidste ende gå i opløsning – præcis som Krazy havde forudset.
Den krazy kat, der sanser barnligt åbent
Kernen i Krazy Kat er forholdet mellem Krazy og Ignatz samt den ofte utidige indblanding fra den hundelignende Officer Pupp. Katten Krazy er et sødt, venligt og drømmende væsen, der på mange måder synes at være en observatør i højere grad end en egentlig aktør i det bizarre trekantsdrama, der danses om i Krazy Kat. For selv om Krazy’s kærlighed til Ignatz er et af de centrale plotpunkter, så forholder Krazy sig aldrig aktivt i forhold til sin kærlighed til musen. Han opsøger sjældent Ignatz for at erklære sin kærlighed, men venter i stedet trofast på den mursten, der for ham bekræfter, at Ignatz gengælder følelserne. Ignatz selv er derimod en pragmatisk handlingens mand, der er skeptisk og aggressiv. Han prøver konstant at ‘banke noget fornuft’ ind i den ‘foolish kat!’, mens han sindrigt forsøger at undgå lovens korte pote i form af Officer Pupp.
Men hvad er det egentlig, der er årsag til, at Ignatz så ivrigt insisterer på at sende mursten efter mursten mod Krazy’s hoved? På intet tidspunkt lægges der op til, at der er tale om gammelt nag eller et opgør fra fortiden, som Ignatz søger at afgøre på sin egen håndfaste facon. I stedet synes det nærmere at være Krazy’s ‘krazyhed’, der er årsag til musens foragt. I en stribe fra 1921 diskuterer Ignatz og Krazy, om det er solen eller månen, der lyser klarest. Ignatz argumenterer logisk for, at solen skinner klarest og derfor er månen overlegen, mens Krazy fastholder, at månen uden tvivl må være den, der lyser klarest, da den jo formår at lyse om natten, mens solen bare udnytter den fordel, at den lyser om dagen, hvor der jo i forvejen er lyst! Her er det altså Krazy’s alternative logik, der udløser murstenskastet i det sidste panel.
Der er en umiddelbarhed over Krazys tilgang til verden, som på mange måder minder om barnets. Det er derfor på ingen måde langstrakt at sige, at Krazy er indbegrebet af surrealisternes credo om at ‘sanse barnligt åbent’. Krazy synes konstant at opleve verden på ny og være interesseret i at forstå omverdenens fænomener, men fastholder hele tiden sin egen umiddelbare logik, hvilket ofte fører til misforståelser eller misfortolkninger, der dog er mere magiske – eller underfulde – end den rationelle forståelse af verden, som Ignatz repræsenterer. Med murstenen forsøger Ignatz, der altså er en yderst fornuftsbetonet mus, således at banke katten ud dens alternative verdensopfattelse og ind i den alment accepterede rationelle forståelse af verden.
Det er også interessant at bemærke, at murstenen altid kastes mod Krazy’s hoved; centret for tale og tanke. Murstenen er dermed musens sidste, desperate indlæg i samtalerne med Krazy, da hans rationelle forklaringer altid fejler overfor Krazy’s alternative logik, og murstenen er derfor på mange måder et våben, der kan læses og fortolkes. Og fortolke er netop, hvad Krazy gør. Krazy tolker murstenen som noget andet (kærlighed) end afsenderen (afsky), og dermed er katten i stand til at leve i en lykkelig verden, hvor fortolkningerne er konge – uanset hvor ulogiske og irrationelle de end måtte være.
Med dens legesyge tvetydighed lykkedes det Krazy Kat at adskille sig fra de mere stereotypiske humor-tegneserier fra samme tid. Selvom Krazy Kat i høj grad er bundet til en repetitiv formel med forskellige variationer over det samme tema, så bruger den dette vilkår til at skabe et absurd og surrealistisk univers, hvor katten Krazy med sin ulogiske verdensopfattelse står som den lykkelige helt. Krazy Kat bliver med sin overraskende blanding af humor, poesi og vilde fantasier på mange måder indbegrebet af den sammenblanding af høj og lav, tid og rum, drøm og virkelighed, som Breton efterlyser i det surrealistiske manifest – selvom dette først blev skrevet mere end et årti efter kattens og musens første optræden. Krazy Kat er både visuelt og sprogligt eksperimenterende, og George Herriman formåede gennem disse eksperimenter at fremstille et kunstværk, der i ambition og kompleksitet sagtens kan siges at ligge på linje med anden surrealistisk kunst.
