Den engelske tegner er anonym, hans danske forlag ligeså. Men hovedpersonerne i hans serie er kendte om nogen: Jesus og Muhammed. Eller Mo, som sidstnævnte hedder i serien.
Siden Jesus og Mos start i kølvandet på Muhammedkrisen i slutningen af 2005, har serien hver uge gjort grin med religionernes dogmer og dumheder. Selvmodsigelserne, selvhøjtideligheden og hykleriet i særligt kristendommen og islam, personificeret i seriens to ikke alt for kvikke hovedpersoner, der bor sammen, sover i samme seng, og gerne nyder en øl sammen på den lokale pub. Hvor de sættes på plads af den ateistiske bardame, der i modsætning til Muhammed, aldrig bliver tegnet. Et selvpålagt billedforbud, der skyldes, at skaberen tegner så dårligt, at han ikke kan tegne bardamer.
Serien er, synes denne læser, både intelligent og morsom (og rigtig grimt tegnet). Og på Jesus og Mos hjemmeside, www.jesusandmo.net, hvor den danske udgave af serien også kan købes, kan man se at prominente navne som forfatteren Salman Rushdie og evolutionsforskeren og ateisten Richard Dawkins er blandt seriens støtter og læsere.
Tegneren og jeg mødes hos forlaget i København et sted. Han har et travlt program, og jeg er presset ind efter de fleste af dagbladene, men før DR2’s Martin Krasnik og hans Deadline-slæng. Men tegneren virker afbalanceret og ufortravlet. Han fremstår mild, velformuleret og meget britisk.
Det er halvanden måned efter Charlie Hebdo terrorangrebet, der blandt andet kostede fem tegnere livet, og kun fem dage efter terrorangrebet i København, der efter al sandsynlighed havde den svenske Muhammed-tegner Lars Wilks blandt sine mål.
Og her er så en mand der har tegnet (eller: tegnet er måske så meget sagt, som det vil fremgå af interviewet, kopierer han gamle tegninger mere end han egentlig tegner) Muhammed kontinuerligt hver uge gennem næsten 10 år.
Spørgsmålet der uvægerligt presser sig på, er:
Er du ikke bange?
Ikke rigtig, for jeg er vældig god til at holde mig anonym. Det er lykkedes mig at forblive anonym i næsten 10 år nu. Jeg er meget forsigtig, så jeg anser mig selv for at være ret sikker. Hvis jeg ikke var anonym, ville jeg være i fare.
Men jeg får ingen trusler eller tilbagemeldinger fra vrede fundamentalister. Jeg fik nogle få da Muhammedkrisen var på sit højeste i januar og februar 2006. Siden da har jeg nærmest ingen fået. Selv når serien har været i nyhederne, eller når andre mennesker har fået trusler på grund af den, er jeg blevet ladt i fred. Det er en gåde for mig.
Så der har været tidspunkter i årene med Jesus & Mo, hvor jeg har overvejet, om jeg behøver være anonym. Livet ville være lettere for mig, hvis jeg ikke var anonym. Jeg kan ikke lide at være anonym, det irriterer mig at det er nødvendigt, og det er lidt pinligt for mig, for jeg ser det som en knæfald for volden.
Men min kone ville slå mig ihjel, ha ha. Jeg har også børn. Hvis jeg var alene, ville jeg måske turde stå frem.
Din serie startede kort efter offentliggørelsen af Jyllandspostens Muhammedtegninger. Hvad fik dig til at begynde at tegne Jesus and Mo?
Jeg havde fået ideen inden Jyllandspostens tegninger, men havde svært ved at komme i gang. Så det var Jyllandsposten-situationen, der fik mig startet. Det var absurditeten i at nogen forsøgte at påtvinge andre mennesker det her overtroiske tabu: “Jeg synes ikke man skal tegne Muhammed, så derfor må du ikke tegne Muhammed!” Det fik mig til at tænke, at det var det rigtige tidspunkt at starte på.
Hvordan fik du ideen til serien?
Jeg ved ikke hvor den kom fra. Jeg har en interesse i religion og filosofi generelt. Jeg finder religionernes absurditet interessant. Jeg plejede at rode mig ud i onlinediskussioner med mennesker fra den anden side af verden med totalt anderledes verdensanskuelser. Og jeg kan lide at lave vittigheder.
Hvorfor valgte du tegneseriestriben som form?
Ideen var altid at lave den som tegneserie, men mine begrænsede tegneevner holdt mig tilbage. Jeg har elsket tegneserier siden jeg var barn. Jeg plejede at læse Radiserne og jeg havde bunker af bøger med avisstriber, mest de amerikanske. Så jeg har altid tænkt at det ville være et fantastisk job, men jeg har aldrig være dedikeret nok til rent faktisk at sætte mig ned og lære at tegne.
I et stykke tid overvejede jeg at lave serien som en vittighedstegning med bare et billede, men det var for restriktivt, da jeg prøvede det. Man kan ikke rigtig komme i dybden. Det er er nemmere med fire billeder, hvor man har mere plads. Men ikke for meget, for så bliver det svært igen. Jeg kan lide de begrænsninger de fire billeder giver mig.
Tegner du serien digitalt?
Oprindelig tegnede jeg med blyant, rentegnede, scannede og rensede så tegningerne på computeren. Og så har jeg brugt de samme billeder igen og igen, år efter år. Jeg tegner meget lidt nu om dage.
Ser du tegneseriens hovedpersoner, Jesus og Muhammed, som havende forskellige personligheder?
Det synes jeg de har. Jeg ved ikke om man lægger mærke til det i tegneserien, men jeg ser dem som to forskellige personer.
Hvordan vil du beskrive dem?
Mo er lidt klogere end Jesus, og mere nede på jorden. Jesus er mere hippieagtig, og ikke så kvik. Men ingen af dem er særlig kvikke. De er begge to idioter.
Men Mo er mere en verdensmand end Jesus, det passer også med hans historie, han havde masser af koner og var rig og slog folk ihjel. Det er endnu en grund til at folk ikke burde være krænkede: min Mo er nok rarere end den historiske Muhammed.
Jesus er jo en ikonisk figur, som er afbildet tusinder af gange. Men hvordan fandt du ud hvordan du skulle afbilde Muhammed?
Han er baseret på flere hundrede år gamle islamiske afbildninger af Muhammed. Forbuddet mod at afbilde Muhammed er ikke generelt i islam, det er specifikt i forhold til en specifik strømning indenfor islam. Der er mange forskellige former for Islam, og der er en lang tradition for at afbilde profeten i kunsten, særligt inden for shia-islam.
Så jeg søgte på nettet, og efter alle Jyllandspostens tegninger dukkede de traditionelle afbildninger op. Der er flere hundrede af dem, og Mo er baseret på en eller to af dem. Han er lidt mere buttet og ikke så godt tegnet som i de oprindelige afbildninger, men det er de eneste forskelle.
Som jeg ser serien, er den en konsekvent rationel kritik af religiøs tro, primært i kristendom og islam. Det kunne let blive meget tørt. Hvordan arbejder du med humoren i serien?
Jeg synes der er noget iboende morsomt ved teologi. Det handler om ingenting, om at finde på ting inden i hovedet, og prøve at forene de ting du har fundet på, med de indvendinger som folk smider efter dig. Teologi er absurd. Det er ikke svært at gøre sjovt, det er sjovt i sig selv.
Men serien er jo ikke kun teologisk kritik, den omhandler også alvorlige hændelser, som angrebet på Charlie Hebdo, hvor mennesker bliver dræbt. Tænker du over, om du kan gøre grin med det – at 12 mennesker er blevet dræbt i weekenden, og så laver du en vittighed der kommenterer det?
Det var svært for mig at finde på Charlie Hebdo-striben. Det tog et stykke tid. Det er åbenlyst et alvorligt emne, når det handler om konsekvenserne af fanatisk religiøs tro. Det er ikke sjovt. Men jeg tror, at det er vigtigt at kunne le af det, på en måde der ikke er respektløs overfor ofrene, men som er så respektløs som mulig overfor gerningsmændene.
Det er balancegang, men jeg tænker ikke over det, når jeg laver striben. Jeg skriver aldrig noget og tænker, “åh, jeg må hellere lade være”. Jeg redigerer eller selvcensurerer ikke mig selv.
Du er også meget fri. Du har ikke en redaktør og er anonym.
Der er ingen der kigger mig over skulderen. Jeg kan sådan set gøre hvad jeg vil.
Truslerne og den potentielle vold kommer primært fra islamiske fundamentalister. Du har jo tydeligvis sat dig ind i teologi. Har du tænkt over hvorfor truslerne kommer derfra? Hvorfor kommer de ikke fra kristne?
Kristendommen havde Reformationen. Den var gennem en reformation med den videnskabelige revolution, Renæssancen og alt det. Vi tog brodden ud af kristendommen, selv om de stadig henrettede folk og satte dem i fængsel for blasfemi i det 19. århundrede.
Men kristendom er blevet en smule mere voksen, blevet lidt mere ydmyg i sine påstande.
Det er mange grene af islam og mange måder at være muslim på, men der er en ret stærk strømning indenfor islam, som ingen ydmyghed har i forhold hvad de påstår.
Det er den ide der er farlig. At du er så overbevist om din tro, at du ikke kun mener, at din tro er sand, men også at den er så meget vigtigere end ikke kun andre menneskers tro, men også deres liv. Det er hvad der skete med Charlie Hebdo og hvad der skete her i København sidste lørdag. Arrogancen og narcissismen hos fyren her, der var så overbevist om, at det han troede på var vigtigtigere end livene af de mennesker han prøvede at dræbe. Det er noget, du er nødt til bekæmpe. Du kan ikke lægge dig ned, når du bliver konfronteret med det.
Er humor et effektiv våben mod religiøs fanatisme?
Jeg tror, at humor på mange måder er mere effektivt end argumenter, fordi det gør mere ondt.
Det er ikke derfor jeg laver serien, jeg gør det for at underholde og få folk til at grine. Men jeg har accepteret at der er et sekundær grund til at lave tegneserien, en slags bonus-effekt, som er at den får folk til at tænke.
Her i København er der flere der har fortalt, at de har vist tegningerne til en Imam, som sagde at han ikke fandt dem stødende. Det er opmuntrende for mig. Jeg har ikke hørt om nogle negative reaktioner endnu, men jeg er forbandet sikker på, at de nok skal komme.
Religiøs, blasfemisk satire er et meget smart våben, fordi den leverer præcis den rigtige dosis forargelse hver gang. Du er præcis så krænket, som du fortjener at være.
Din emnekreds er ret begrænset, og du har lavet striben i 10 år. Har du ikke problemer med at blive ved med at finde på ideer?
Nej, overraskende nok. De sidste 10 år har jeg hver gang tænkt at den stribe jeg lige har færdiggjort ville blive min sidste. “Hvad skal jeg lave i næste uge?”, har jeg tænkt. “Jeg har ingen ideer.” Men for det meste dukker der noget op.
Religiøs dumhed er en uendelig brønd, det bliver bare ved med at komme op. Du skal bare holde øjne og ører åbne, se nyhederne. Der sker hele tiden noget.
Hvad er din egen livsanskuelse?
Jeg er vel materialistisk ateist. Ikke materialistisk i forståelsen af at ville samle verdslige goder, men i forståelsen af, at materien er alt. Der er ikke plads til noget overnaturligt i min verdensanskuelse. Det er alt sammen natur.
Del på
