Velkommen til “Nr. 9 spørger”, hvor vi for sjov og alvor stiller Nummer9s bidragsydere et tegneserierelateret spørgsmål. Du er velkommen til at bidrage til diskussionen i kommentarfeltet – eller foreslå spørgsmål vi skal stille i fremtiden.
Nu 2015 rinder ud, er det oplagte gammelårs-spørgsmål selvfølgelig: Hvad var din største tegneserie-relaterede oplevelse i 2015?
Morten Tjalve: Gud bevare tegneseriefestivalerne!
Uden sammenligning Copenhagen Comics, et overflødighedshorn af tegneserier, tegneserienørder og tegneserienørdede panelinterviews og -debatter. Tænk, at der kan ske så meget tegneserierelateret på én weekend, så man er nødt til at prioritere med hård hånd for at nå bare det allermest interessante. Det virker på mange måder som om festivalen har fundet sine rette rammer, så forhåbentlig kan de mange gode frivillige kræfter bag holde dampen gående. Oven i hatten kom ”lillebror” Art Bubble samme år, men hvad denne har i intim hygge og panikagtig Don Rosa-stemning kan på ingen måde overskygge CoCo 2015, hvor lidt over 20 udenlandske gæster med Art ”Maus” Spiegelman i spidsen og mere end 100 danske kunstnere var på plads. Hvis ikke H.M. Dronning Margrethe får plads til at takke alle de frivillige bag begge festivaler i årets nytårstale, så er det hermed gjort på egne vegne. Gud bevare mindst én årlig tegneseriefestival på dansk jord!
Christian Aarestrup: Burns-feel-bad
Charles Burns X-trilogi. Burns har været med siden starten af “RAW Magazine” og i årtier anerkendt både i og uden for tegneseriemediet, men modsat så mange virker den efterhånden 60-årige artist par excellence ikke til at være i nærheden af at have toppet eller solgt ud eller noget. Hver aftapning fra den uudgrundelige Burnske kilde rinder blot med mere modenhed, tyngde og dybde, og “X’ed”, “Kuben” og den på dansk endnu uudgivne “Sugar Skull” er et mere foruroligende, komplekst og fuldstændig suverænt værk, end undertegnede er stødt på siden… nåja, selvsamme Burns’ “Sort hul”. Trilogien er udgivet i euroalbumformat og tilsvarende tegnet som en hyldest til de klassiske serier, men indholdet er gennemført auteuristisk og feel-bad. Det er uhyggeligt, men ikke horror, fantastisk, men ikke eskapistisk, gennemtænkt, men ikke fortænkt, selvbevidst, men ikke distanceret, og mere end noget andet er det bare fremragende tegneseriekunst. Eller – glem det med tegneserie-, det er bare stor kunst.
Michael Lindal Andersen: A wonderfull newWare
En del af mig (min indre Marvel-dreng) har lyst til at skrive, at Netflix og Marvels jubelsucces (både kvalitetsmæssigt og på publikumsfronten) med “Daredevil” er årets fedeste tegneserieoptur for mig. En anden del af mig (samleren, der elsker lirede udgivelser) vil gerne nævne den dag, hvor jeg endelig pakkede Daniel Clowes’ “The Complete Eightball” ud efter en tur i døgnboksen, men sandheden er, at jeg ikke har fået læst den endnu. Jeg har bare aet den. Og det ville være lidt af en falliterklæring at nævne en bog, jeg faktisk ikke har læst endnu.
Så. I samme ånd: 2015 var året, hvor jeg endelig fik kværnet “Building Stories” af Chris Ware igennem fra ende til anden. Selv de små striber på siden af kassen fik jeg læst. Jeg har ligesom mange andre haft det lidt stramt med at komme i gang. Den så uoverkommelig ud. Lidt uhyggelig i al sin kassethed. Og den der totale frihed som Ware giver læseren i forhold til, hvor hulen man nu begynder, kunne jeg nok ikke rigtigt håndtere. Jeg havde læst noget af den. Men ikke det hele. Men så blev det sommer, og kolonihavesæsonen gik i gang. Og så var der dømt øl, liggestol og kassetegneserie af en af vor tids største mestre.
Og det viste sig, at den slet ikke var uoverkommelig. Jeg læste den på to dage. Det man gør er følgende: Lav en bunke af tegneserier fra kassen på bordet. Læs derefter bunken. Ligesom enhver anden bunke af tegneserier. For det er Ware i absolut topform. Der er nogle lirede ting i den, hvor han blærer sig med hvor meget han nu er i stand til at lege med sideopbygning og alle de narrative tricks, der gemmer sig dybt inde i tegneseriemediet. Men det helt store kunststykke med “Building Stories” er hvor ligefrem den er. Det er lykkedes Ware at skabe en hovedperson (endda en kvinde! Skildret nuanceret! Af en mandlig tegneserieskaber!), der er helt og aldeles almindelig. Der er ikke noget spektakulært ved hende eller hendes liv. Men det gør kun historien mere rørende. Jeg må indrømme, at jeg kneb mere end bare en enkelt tåre under læsningen. Det er ægte, det er vedkommende, og det handler i virkeligheden om os alle sammen… men så altså specifikt om denne kvinde og hendes liv.
Det er en meget smuk tegneserie. Så kan jeg godt se igennem fingre med, at der er nogle – bevares aldeles hæderlige og i en anden sammenhæng måske endda glimrende – hæfter om en bi. Hvilket bryder lidt med den ellers så perfekte skildring af den ægte verden. Det bliver lidt smart i en fart. Men der er slet ikke noget at være bange for. “Building Stories” er på trods af sin form betydeligt nemmere at gå til end f.eks. “Jimmy Corrigan” var. Længe leve Chris Ware. Nu skal jeg så bare have læst den der Eightball-samling. DEN er godt nok stor og lidt uhyggelig…
Christian Jess Mark: Overclowesis
Vi har jo fået det bedste fra Clowes’ antologiserie “Eightball” serveret i form af moderne mesterværker som “Ghost World”, men foruden de gennemgående historier indeholdte hæfterne også et væld af småhistorier der bobler over af kreativ energi og syrede indfald. De har selvfølgelig været udsolgt i lange tider, men i “The Complete Eightball”, det smukke restaurerede genoptryk fra Fantagraphics, kan man nu nyde alle de oprindelige udgivelser i overdrevet lækkert udstyr, inklusiv reklamer og den stærkt underholdende brevkasse.
Derudover vil jeg gerne nævne “Pope Hats #2”, en lille guldklump og Steffen Kvernelands “Munch”, et sindssygt vellykket og ambitiøst skandinavisk værk.
Erik Barkman: Fars fede tegneseriejob
![Erik + GS15 + Paul Karasik](https://nummer9.dk/wp-content/uploads/2015/12/Erik-GS15-Paul-Karasik-1024x535.jpg)
Erik Barkman, yderst til venstre, med “sine” studerende i Grafisk Fortælling, samt tegneserieskaberen mm.Paul Karasik i midten.
I 2015 var jeg ikke redaktør på Nummer 9, og jeg havde ingenting med Pingprisen at gøre. Alligevel bød året på masser af markante tegneserieoplevelser. Jeg var til tre tegneseriefestivaler, ét tegneserieseminar og én prisuddeling. Jeg læste et væld af fantastiske tegneserier og var i infight med op til flere meget talentfulde tegneserieskabere.
Men den ubetinget største oplevelse var at tiltræde i et rigtigt tegneseriejob – som ”koordinator” på Professionsbachelor i Grafisk Fortælling.
Uddannelsen optager hvert andet år 20 tegneserietalenter fra ind- og udland til fire års studier i tegneseriens teori og (især!) praksis. Strukturen er lidt usædvanlig: Alle undervisere er professionelle udøvere, som håndplukkes til at holde workshops på 1-2 uger i alt fra perspektivtegning til manuskriptskrivning. Til gengæld har hvert hold en fast koordinator, der planlægger workshops, booker gæstelærere og fungerer som de studerendes holdepunkt i den stadige strøm af nye underviseransigter.
Siden optagelsesprocessen i foråret har jeg været ansvarlig for dette års nye førsteårsstuderende, og det har været en hæsblæsende oplevelse.
I løbet af efteråret har jeg arbejdet og/eller delt kontor med en lang række knalddygtige tegneserieskabere, f.eks. Paul Karasik, Ed Piskor, Mårdøn Smet og Jim Rugg. Det har været en fornøjelse. Men først og fremmest har jeg nydt at dele hverdag med 20 dedikerede unge tegnere og fortællere, som hver dag giver prøver på deres evner ved tegnebordene. ”Det er det tætteste, jeg nogensinde kommer på Marvels bullpen,” sagde Ed Piskor engang om Grafisk Fortælling – med henvisning til matriklen, hvor Kirby, Ditko og alle de andre skrev tegneseriehistorie. Selv er jeg så jysk, at jeg højest kan svinge mig op til at citere andre for dén slags sammenligninger.
Men det ER virkelig inspirerende at se så meget råt talent give den gas og folde sig ud!
Læringskurven som koordinator har været stejl, for jeg havde begrænset erfaring med undervisning og med at være tovholder og livline for mange mennesker, da jeg startede. Heldigvis har ”mine” undervisere alle været både vidende og engagerede – og ”mine” studerende er en herlig flok: ambitiøse, seriøse og generøse. Alt andet lige er mit første halve år som koordinator gået mere smertefrit, end man med nogen rimelighed kunne have forventet, og det kan jeg især takke de her individer for.
Jeg kan dårligt vente, til andet semester starter …
De strenge krav om blot at nævne én største tegneserieoplevelse i år, gør det absolut nødvendigt at knibe uden om. Så i stedet for at lade Rikke Villadsens og Bjørn Rasmussens “9 piger” konkurrere imod Julien Neels “Lou!”, vil jeg snyde groft på vægten og simpelthen bare erklære disse “pigeserier” for den største tegneserieoplevelse, jeg har haft i år. Det er noget af det sjoveste, mest pinagtige, voldsomme og mest fantastiske – Villadsen/Rasmussen pigernes afmagt i vamle og horrible universer er psykesmadrende hardcore håbløshed og nærmest antitesen til Lou!s kulørte univers. I stedet for at rendyrke en stemning lokker det læseren rundt i hele spektret. Som noget af det vildeste vil jeg nævne overgangen for diskotekets mørke, lilla, tekstløse natteliv direkte til den skærende neon gulgrønne halvt udmattede morgenstund i “Lou! 6 – Krystalnatten”. Det er fornøjelig smertefuld storbyteenageliv for fuld og aldrig før set udblæsning!
Jacob Albrechtsen: Avantgardeaber
“Barrel of Monkeys” er en tegneserie der går nye veje. Som noget helt særligt har de to kunstuddannede franskmænd, Florent Ruppert og Jerome Mulot, indgået et samarbejde hvor de begge både tegner og skriver. Den Angoulemepris-vindende og anmelder-roste “Barrel of Monkeys” er et bevis på hvor rummelig – og skræmmende langt fremme! – den franske tegneseriescene er. Selv efter flere gennemlæsninger har jeg ikke helt forstået hvad der foregår, men der er i hvert fald tale om en virkelig ondsindet samfundssatire, som kun franskmænd kan servere den. Det er godt med verbale tilsvininger og slapstick vold, men det er faktisk ret sjovt. Billederne er komponeret ved brug af neutrale og lette streger. Men tag ikke fejl. Den grafiske side tager nogle uforudsete, og vist nok ret geniale, krumspring. Mine Damer og Herrer – dette er avantgarde!
Kristian Bang Larsen: Da de skød tegnerne
Mere Frankrig. I Paris var året knapt begyndt, før nogle idioter begyndte at slå tegnere ihjel. Den 7. januar angreb brødrene Said og Cherif Kouachi det franske satireblad Charlie Hebdo, og dræbte 13 mennesker, heriblandt fem tegnere.
På Nummer9 fandt vi det som tegneseriemagasin naturligt at reagere og at vise vores støtte til Charlie Hebdo og ofrene. Vores primære aktion blev en række støttegallerier hvor danske (eller i Danmark bosatte) tegnere kunne udtrykke deres følelser og holdninger til Charlie Hebdo-angrebet.
Det projekt blev jeg tovholder på, med uvurderlig hjælp fra især Thomas Thorhauge og Erik Petri, der havde kontakten til henholdsvis tegneserie- og bladtegnerne. Carsten Fogh Nielsen skrev også en leder og en debatoverbliks-artikel. I alt postede vi med start samme dag som angrebet skete og lidt over en uge frem otte støttegallerier med bidrag fra 78 tegnere – alt i alt en stor del af den danske tegnerstand.
Det var endnu inden debatten (igen) gik op i perspektivløse skyttegravskrige, hvor stråmandsargumenter synes at være de primære våben: på den ene side blev de der stilfærdigt insisterede på at tegninger og ord betyder noget og at man genre må tænke sig om før man taler og tegner beskyldt for at ville begrænse ytringsfriheden og for at gå islamisterne og terroristernes ærinde. På den anden side, blev de der insisterede på at man må ytre sig som man vil i et frit samfund, også når det støder og sårer, beskyldt for at være islamofober og racister og for at gå det yderste højres ærinde.
Men tegningerne, dér den første uge efter katastrofen, var så meget bedre end debatten der fulgte, og viste i mine øjne (og her er jeg vist uenig med de fleste), at de to synspunkter ikke er hinandens modsætninger, men snarere hinandens forudsætninger. Tegnerne udviste både omtanke før de tegnede OG insisterede på, at man har lov til at tegne hvad fanden man har lyst til. Uden at blive skudt. Det var stærke, smukke, stride, sjove og sørgelige tegninger. Jeg tog mig flere gange i at græde.
De fleste bidragsydere havde jeg meget lidt kontakt med. De sendte mig deres tegning (eller Erik Petri eller Thomas Thorhauge gjorde det) og jeg huskede for det meste at sende en takkemail. Men nogle enkelte havde jeg, af forskellige grunde, mere i dialog med, per mail, telefon, eller ude i virkeligheden. Der gik det op for mig, hvor meget situationen rent faktisk berørte tegnerne. Det var deres kollegaer, der var blevet skudt. Det var bare nogen der tegnede. Det var folk som dem selv.
Nogle kendte folk blandt de oprindelige Muhammedtegnere fra Jyllandsposten, der havde måtte leve under politibeskyttelse, nogle var de oprindelige Muhammedtegnere, nogle havde mødt og kendte tegnere fra Charlie Hebdo, der nu var døde. Nogle havde, med omtanke, bidraget med tegninger, der med ond eller dum vilje kunne forstås som Muhammed-tegninger, og nu tog de sig selv i at frygte deres egne skygger, og deres smartphones når nummeret der ringede var ukendt.
Der var en masse frygt i de dage, også hos os på Nummer9. Vi havde trods alt publiceret de tegninger, der med dum eller ond vilje, kunne forstås som Muhammed-tegninger (jeg viser dem ikke, du må selv lede). Fagbladet “Journalisten” ville ikke skrive om gallerierne. For vores egen sikkerheds skyld, sagde de. Jeg jokede med min kone, at jeg nu var terrormål. Det var mit navn der stod øverst på alle de gallerier. Hun synes ikke, det var sjovt.
Det kan i dag virke fjollet, eller paranoidt. Måske. Måske ikke.
Nå, men det var min største tegneserierelaterede oplevelse i 2015. Du skulle se tegningerne. De er virkelig gode. De er alle sammen her.