I Nummer 9s fortsatte række af interviews med kendte danskere og deres forhold til tegneseriemediet, er vi denne gang nået til skuespilleren Nicolas Bro.
Nicolas Bro (f. 1972) har på mindre end ti år formået at markere sig som en af Danmarks største skuespillere – på såvel scenen som det hvide lærred. Han blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1998 og vakte allerede året efter opsigt via sin rolle i Anders Thomas Jensens Oscar-vindende kortfilm Valgaften. Det helt store folkelige gennembrud kom imidlertid først i 2002, hvor Nicolas Bro i tre episoder af den populære tv-serie Rejseholdet portrætterer den sindsforstyrrede Otto, der er mistænkt for mord. Rollen skulle blive emblematisk for Bros uhyggelige evne til at leve sig ind i og blæse liv i karakterer, der enten huserer i randområderne af – eller for længst har passeret grænsen for – almindelig sund fornuft.
I 2000 blev Nicolas Bro ansat ved Det Kongelige Teater, hvor han over årene medvirkede i så forskellige opsætninger som Holbergs Den vægelsindede, Shakespeares En skærsommernatsdrøm, Kenneth Grahames familieforestilling Vinden i piletræerne og Henri Nathansens husklassiker Indenfor murene. På mindre scener har Nicolas Bro bl.a. gjort sig bemærket i Skrigerne på Aveny-Teatret, der i 2002 indbragte ham en Reumert-pris for bedste birolle, og i Østre Gasværks opsætning af Macbeth. I 2007 vandt Nicolas Bro årets Reumert for bedste mandlige hovedrolle for sin Mefisto-fortolkning i Det Kongelige Teaters opsætning af Goethes Faust, og året efter åbnede han det nye skuespilhus som hovedrolleindehaver i en aldeles overvældende opsætning af Shakespeares Hamlet.
Også i filmsammenhæng har Nicolas Bro over årene fået blotlagt spændvidden i sit kolossale skuespiltalent. Han har brilleret i humoristiske biroller i komedier som De grønne slagtere, Rembrandt og Adams æbler, og sideløbende fremstillet uforsonligt indædte monstrøsiteter i film som Mørke, Beast og Offscreen, hvor sidstnævnte former sig som en skønsom blanding af urovækkende metaportræt og vrangforestilling med Nicolas Bro i hovedrollen som sig selv. I 2010 blev endnu dybere grader af ondskab loddet på scenen i Jokum Rohdes skuespil Manson, hvor Nicolas Bro leverede et grænseoverskridende portræt af den amerikanske seriemorder.
Nicolas Bros uomtvistelige talent har senest sikret ham en rolle i Steven Spielbergs stort anlagte War Horse fra sidste år, og han har netop overstået arbejdet med rollen som Mogens Glistrup i den mangeårige samarbejdspartner Christoffer Boes kommende film, Spies & Glistrup, der får premiere næste år. Når Nicolas Bro ikke balancerer på de skrå brædder eller folder sig ud på celluloid, samler og læser han tegneserier. Nummer 9 tog en snak med ham om hans personlige favoritter.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Den eneste tegneserie i mit barndomshjem var Niels Klims Forunderlige Rejse tegnet og fortalt af Hans Scherfig. Men jeg startede meget tidligt med at samle selv.
Hvilken tegneserie vakte for alvor din interesse for mediet?
– Det var Fantastiske Fire nr. 8 fra august 1978. Jeg købte det i Fårevejle. Hele øjeblikket er ristet ind i min hukommelse. Øjeblikket jeg ser det i butikken. Hjemturen med det i hånden. Jeg læste det to gange i træk og sov med det om natten. Læse er nu nok så meget sagt, jeg var 6 år gammel og kiggede billeder. Men det gjorde et uendeligt indtryk på mig. Hæftet indeholdt de amerikanske Fantastic Four-numre 171, 172 og 173 – et kosmisk eventyr med The Evolutionary, Galactus, Silver Surfer og hele molevitten. Og Jack Kirbys King Kong-lignende forside med den gyldne abe ”Gorr” vækker stadig så kraftige følelser hos mig, at den virker som en direkte portal til den augustdag i Fårevejle i 1978.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Ed Brubakers Captain America, Jonathan Hickmans Fantastic Four og Mark Waids Daredevil. Både Brubaker, Hickman og Waid kender deres klassiske runs, og de bruger det optimalt. Jeg må jo indrømme, at jeg er lidt af en Marvel-zombie. Jeg køber alle de faste Marvel-serier hver måned, men jeg har efterhånden lært at vælge nogle af mini-serierne fra – især hvis tegneren er lidt for mangainspireret for min smag.
Er der en dansk tegneserie, som du er særligt glad for?
– Claus Deleurans Danmarkshistorie er fantastisk, ligesom førnævnte Niels Klims Forunderlige Rejse af Hans Scherfig er fuldstændig fabelagtig.
Findes der en tegneseriefigur, som du enten identificerer dig med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Peter Parkers bestræbelser på at være et godt menneske og hans evner til at bruge sine kræfter afgørende med et højt bundniveu, synes jeg er i familie med min egen daglige kamp. Med store kræfter kommer stort ansvar.
Hvilken tegneserie, som du endnu ikke har læst, ved du bare, at du bør stifte nærmere bekendtskab med på et tidspunkt?
– Grant Morrisons Superman og hans Batman-run. En af de her dage læser jeg det.
Er der tegneserier, som du har haft svært ved at overbevise andre om værdien af?
– Jeg har en svaghed for Marvel-serien The Defenders fra 1970’erne – især de første 40 numre med tegneren Sal Buscema ombord. De fleste, som kender lidt til universet, synes det er en lidt corny serie, og det synes jeg på en måde også selv. Men hele konceptet, deres forsvar mod mystiske kræfter og gruppens sammensætning, synes jeg er optimal. Måske fordi jeg har en kæmpe svaghed for Dr. Strange. Jeg drømmer om, at han igen får en fast serie – det har han ikke haft siden 90’erne.
Hvordan reagerer din nærmeste omgangskreds på din fascination af tegneserier?
– De synes det er en del af mig, fordi jeg har haft den fascination stort set hele mit liv. Jeg har været gift i 17 år nu, og min kone har ligesom kendt til betydningen af det fra starten. Hun har bygget op til flere reolsystemer til mig igennem årene, og hjemme i vores stue står der en 2 meter høj Spider-Man-statue plus diverse porcelænsfigurer i glasskabe.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Som sagt er jeg totalt Marvel-zombie – med enkelte afstikkere til Batman og andre udvalgte DC runs. Marvel er mit univers. Jeg kender det ind og ud. Det er et rum, som jeg kan træde ind i. Det er mit Ensomhedens Fort, mit private menageri. Alle andre kunstformer er en evigt forandrende tilstand i mit liv – og jeg sætter stor pris på kunst – men min symbiose med Marvel-universet er uforanderlig. Det er min portal.
Kig forbi på næste fredag, når vi stiller endnu en kendt dansker overfor 9 skarpe.
