Nummer 9 har talt med en række kendte danskere om deres forhold til tegneserier. Denne gang er det forfatteren og musikeren Kristian Leth, som på mandag udsender sin solodebutplade, der liner de personlige kæpheste op.
Kristian Leth (f. 1980) er forfatter, musiker, skuespiller, radio- og tv-vært. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2002 og debuterede samme år som skønlitterær forfatter med digtsamlingen Land, der udkom på Gyldendal. I 2008 udsendte Leth endnu en samling digte under titlen Besværet, der udkom på det lille århusianske forlag After Hand.
Fra 2000 og en håndfuld år frem medvirkede Kristian Leth desuden som skuespiller i en række tv- og filmproduktioner – mest markant i ungdomsgyseren Midsommer fra 2003. Året efter blev han ansat af Danmarks Radio som radiovært på P1 og P3, og i 2005 tog han hul på en årrække som tv-vært med musikprogrammet Liga, der præsenterede nye toner fra ind- og udland.
Også Leths egen musikalske karriere begyndte at tage fart i de år som del af bandet The William Blakes. Gruppen udsendte i 2008 debutalbummet Wayne Coyne på deres eget label, Speed of Sound, og såvel anmeldere som publikum var begejstrede. The William Blakes har siden trofast sendt en ny skive på gaden hvert år – senest Music Wants To Be Free fra 2011, der både indbragte dem prisen for Årets Rockalbum og Årets Gruppe ved Danish Music Awards.
I slutningen af marts i år udsendte Kristian Leth singlen ”Når lysene går ud”, som forløber for sit første, dansksprogede soloudspil, Hjemad, der udkommer nu på mandag. Når Kristian Leth ikke skriver, spiller eller synger, læser han bl.a. tegneserier. Nummer 9 tog en snak med ham.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Ja, men det var nogen jeg selv havde med hjem. Mine to brødre og jeg havde masser af jumbobøger og jeg kan huske at jeg nogle få perioder havde abonnement på Anders And & Co, hvilket er forbundet med en af de største lykkefølelser jeg kan huske. Carl Barks’ værk, og også Don Rosa, Marco Rota og de andre i Disney-regi skubbede mig godt på vej. Det var i de år at man begyndte at tale om dem som individer. Da jeg selv begyndte at gå på biblioteket udvidede horisonten sig. Tintin, Buddy Longway, Gary Larsons Far Side, Calvin & Hobbes af Watterson, Splint & Co., Asterix, Lucky Luke, Felix af Jan Lööf 0g så videre.
Hvilken tegneserie vakte for alvor din interesse for mediet?
– Jeg tog altid tegneserier dybt alvorligt, på linje med Rødder af Alex Haley, Jules Verne, Haggard, Jean M. Auel og andre formative læseoplevelser. Så det er en sammenflydende strøm af den større tanke bag “Z for Zorglub”, Tintins Cigar og Lotus, Barks’ fantasi, Watchmens uendelige spejlkabinet, Byrne og Claremonts “Dark Phoenix”-saga og så videre, og så videre… Jeg følte mig meget tidligt som en stor advokat for tegneseriernes vigtighed og validitet som medie. Så var jeg jo så heldig at mediet selv igennem halvfemserne kæmpede samme retfærdige kamp, og med Legend-imprintet og hele auteur-vækkelsen er det i retrospekt det største held at jeg var lige i midten af det. Jeg husker med glæde OMAC og Next Men af John Byrne, Hellboy af Mike Mignola, Sin City af Frank Miller og Astro City af Busiek.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Det er nok ligesom med musik, at det hænger sammen med de teenage-år hvor jeg blev dannet som menneske. Jeg læste Madman af Mike Allred, der rammer mig et eller andet usigeligt sted, med sin lethed, mørke og menneskelighed. From Hell af Alan Moore er også en god kandidat. Her tipper Moores værk og bliver ikke bare perfekt, men grumset og tungt, hvilket gør fortællingen og historien så meget mere poetisk og beskidt. Frank Millers run på Daredevil, Moores Watchmen og andre står også som pejlemærker. Invisibles af Morrison bliver ved med at sparke og værke både mens og efter man har læst det, og efter de blå mærker har lagt sig, så savner man det som kærtegn. Peter Milligan og Allreds X-Statix tog fuldstændig røven på mig og var noget af det bedste medie-kritik og derved åndskritik jeg har læst i mange år. Den kigger jeg stadig i, når jeg skal have et rap over fingrene. Så griner jeg højt og slår mig for panden. Det mest breathtaking værk i nyere tid må dog være Alan Moores Promethea, der efter min mening er en skør, overløbende, uomgængelig indførelse i begrebet magi, med alt der dertil hører. Jeg fik decideret kuldegysninger undervejs, og lige nu glæder jeg mig bare til hans grimoire, der efter sigende skulle udkomme snart.
Er der en dansk tegneserie, som du er særligt glad for?
– Hvem kan komme uden om Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for folket? Den slugte jeg som barn og ønskede mig bindene som de udkom. Men Peter Madsens Valhalla fyldte også meget. Der er ikke rigtig nogen af dem jeg stadig læser. Men hvis Peter Snejbjergs fantastiske mini-runs på Books Of Magic gælder, så indtager deres mørke britiske eventyr-kaleidoskop klart førstepladsen.
Findes der en tegneseriefigur, som du enten identificerer dig med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Madman bliver ved med at være en af de mest menneskelige karakterer jeg har læst, og hans uafklarethed og hjerte kan jeg i hvert fald selv identificere mig med. Ellers Scott McClouds ZOT! der også har en naivitet og visdom jeg vel mest beundrer.
Hvilken tegneserie læser du for øjeblikket?
– Peter Snejbjerg anbefalede BPRD, som jeg er rigtig glad for. Og så catcher jeg op på Hellboy, som jeg har ladet ligge næsten lige siden “Seed of Destruction”. Og så er jeg i gang med et Grant Morrison-rush, hvor jeg lige har læst Invisibles og nu går igang med hans Batman-run. Desværre er jeg ikke aktivt en del af miljøet mere, så det er først nu jeg opdager relanceringen af DC osv.
Hvilken tegneserie, som du endnu ikke har læst, ved du bare, at du bør stifte nærmere bekendtskab med på et tidspunkt?
– Jeg har nogle Cerebus stående, der bare håner mig på hylden. Jeg forsøgte engang med den første trade, men de siger den først bliver rigtig god et (laaaaaangt) stykke inde, og det er en dårlig motivator. Men… en dag. Ud over det har jeg masser af huller – de er der fandeme altid! – og der er meget som jeg synes jeg burde samle op og læse fra ende til anden igen.
Hvad er det bedste, der er sket indenfor tegneseriernes verden indenfor de sidste ti år?
– Jeg har nok været lidt for langt ude af scenen til at svare på det.
Hvordan reagerer din nærmeste omgangskreds på din fascination af tegneserier?
– De har vænnet sig til det for lang tid siden. Mine venner låner bladene (og glemmer at putte dem tilbage i poserne!) og mine børn beder mig læse op af Madman for dem.
Er der tegneserier, som du har haft svært ved at overbevise andre om værdien af?
– Peter Milligan og Mike Allreds run på X-Factor / X-Statix blev aldrig ordentlig anerkendt. Det var et genre-definerende mesterværk.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Tegneserier er sin egen form og har sin helt egen fantastiske fremdrift og fordybelse. Det er lige så svært at sætte ord på som de andre kunstarter. Men blandingen af ordenes fortælling og billedernes umiddelbare sensualitet er let at pege på som både et forfinet udtryk og et unikt aktiv for tegneserierne.
Har du hentet ting fra tegneseriernes verden, som du har kunnet bruge i dit eget arbejde?
– Der er et mod i tegneserieskriveriet, en vilje til at kaste alle brikkerne op i luften og kaste sig ud i undersøgelser, der virker langt ude, før man læser dem, som har betydet meget for mig. De store kunstnere i tegneserien er nogle af de modigste og mest originale fortællere der er. Punktum. Lige gyldig hvilken genre eller hvilket medie man taler om. Det mod forsøger jeg at huske når jeg selv er i gang.
Læs med næste fredag, hvor Nummer 9 stiller endnu en kendt dansker overfor 9 skarpe.
