Nummer 9 stiller skarpt på en række kendte danskeres forhold til tegneseriemediet. Denne gang fortæller forfatter og professor i semiotik, Frederik Stjernfelt, om sin passion.
Frederik Stjernfelt (f. 1957) er forfatter og professor ved Center for semiotik på Århus Universitets Institut for Æstetik og Kommunikation. Han er uddannet mag. art. og ph. d. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Stjernfelt brød – sammen med Poul Erik Tøjner – i 1992 for alvor gennem lydmuren med udgivelsen af bogen Billedstorm, der tog temperaturen på samtidens danske kunstscene.
I 1992 blev Stjernfelt ansat som lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, og året efter overtog han redaktørposten på forlaget Gyldendals hæderkronede gamle kulturtidsskrift KRITIK – en position han i øvrigt varetager den dag i dag. Samtidig hermed begyndte Stjernfelt – efter i en årrække at have været tilknyttet dagbladet Information – at anmelde litteratur af hovedsageligt filosofisk og videnskabelig karakter i Weekendavisen.
Det var også i midten af 1990’erne, at Stjernfelt – sammen med Ole Knudsen og Hans Siggaard – påbegyndte det kolossale arbejde med at redigere og bidrage til et værk, der skulle kortlægge hele den vestlige verdens idéhistorie. Resultatet forelå først godt ti år senere i form af det imponerende trebindsværk Tankens magt fra 2006. Stjernfelts doktorafhandling, der beskæftiger sig med diagrammer og som griber tilbage til semiotikkens fader, Charles Sanders Peirce, blev året efter publiceret under titlen Diagrammatology af det tyske forlag Springer Verlag.
I samarbejde med forfatteren Jens-Martin Eriksen udsendte Stjernfelt i 2003 Hadets anatomi – rejser i Serbien og Bosnien efter krigen, der blev fulgt op året efter af Krigens scenografi – nye rejser i Serbien og Bosnien. Begge er dels rejsedagbøger og dels undersøgelser af Balkankrigens vanvittige rædsler, og kan som sådan minde ikke så lidt om amerikanske Joe Saccos tegneserierapporter sammesteds fra i værker som Safe Area Gorazde og The Fixer.
I 2005 udgav Stjernfelt – denne gang sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen – essaysamlingen Kritik af den negative opbyggelighed, der postulerer og diskuterer den tiltagende tendens i dansk åndsliv til at definere sig selv som værende udenfor det etablerede, og i øvrigt formulere sin dagsorden ud fra hvad den ikke er. Bogen skabte voldsom debat. Det samme gjorde Stjernfelts næste projekt, som endnu engang blev til i samarbejde med Jens-Martin Eriksen.
I 2008 udsendte makkerparret således Adskillelsens politik som indspark i den på daværende tidspunkt stadigt rødglødende Muhammed-krise. Bogen sætter naturligvis fokus på størrelser som ytringsfrihed og det multikulturelle samfund, men er i bund og grund et opgør med den kulturalistiske tænkning, som ifølge forfatterne er godt på vej til at erstatte integration med segregation.
Bogens forsidemotiv vækker ikke så få mindelser om art spiegelmans berømte New Yorker-cover fra 1993. Tilfældigt eller ej, bør der dog ikke herske nogen som helst tvivl om begejstringen for tegneseriemediet hos Frederik Stjernfelt, som allerede for snart tyve år siden gjorde sit til at knæsætte mediet på parnasset ved at dedikere et nummer af KRITIK til Carl Barks og Donaldismen. Nummer 9 tog en snak med ham.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Ikke automatisk – min far var født i 1915 og var således fra før tegneseriens moderne udvikling. Stod der en enkelt Storm P.-bog i reolen, så læste jeg i hvert fald den. Men jeg fik Anders And & Co. hver tirsdag, hvor jeg købte bladet i kiosken om hjørnet, når jeg kom fra skole – det var et ugentligt højdepunkt i de små klasser.
Hvilken tegneserie vakte for alvor din interesse for mediet?
– Her må jeg igen sige Anders And, men det var ikke i stort omfang de serier, der prægede bladet midt i tresserne, da jeg læste det. Det var jo lidt en forfaldsperiode med Fætter Vims og lignende. Det var derimod de tidlige blade, som jeg havde adgang til på ferier hos min farmor og farfar i Viborg, hvor min onkel Oles samling af danske Anders And & Co. fra 1949-55 bragte mig i kontakt med en lang række af de klassiske Carl Barks-serier. Jeg var parkeret i Viborg ved flere tilfælde, hvor min far og mor rejste bort, og her var disse hæfter naturligvis en central attraktion, som jeg læste igen og igen. Jeg arvede i øvrigt senere samlingen, da Ole udvandrede til Grækenland for at bosætte sig som munk under aliaset Fader Photius, og da jeg mødte Barks ved hans Danmarksbesøg først i 90’erne fik jeg ham naturligvis til at signere nr. 1 fra 1949, den med Anders And og nevøerne som brandmænd.
Ellers blev jeg hurtigt altædende og læste samtlige tegneserier i foreliggende aviser og ugeblade plus forskellige forhåndenværende blade, Seriemagasinet, Daffy og hvad der ellers forelå. Lidt senere blev jeg superhelte-fan – det som jeg ikke dengang vidste hed DC: Batman, Superman, med hvert deres blad, men også i selskab med “Lovens Vogtere” i bladet Gigant. Og lidt senere endnu de amerikanske undergrundsserier, Fabulous Freak Brothers, Zap Comics osv.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
-Jeg har jo stadig et meget blødt punkt for Carl Barks, hvis samlede værker i 30 bind er den dyreste bog jeg har anskaffet mig (i seriøs konkurrence med omfattende encyklopædier o.m.a.) – han udgør en unik kombination af en rent grafisk helt suveræn tegner og en storyteller, der formår at adressere funny animal-konceptet til virkelig tankevækkende emner. For et par år siden lavede jeg endog – sammen med Svend Østergaard – et helt Carl Barks-kursus på Center for Semiotik i Aarhus.
En af Barks’ disciple er jo Robert Crumb, der fascinerede mig som ung hippie, og som stadig optager mig – for hans hæmningsløse selvudlevering og ultrakynisme over for den tresserkultur, han selv udspringer af. Jeg kunne godt tænke mig at få fat i hans samlede værker, men det er jo udkommet i spredte hæfter, man kan ikke anskaffe det med eet hug. Doonesbury er efterhånden blevet en art amerikansk Balzac – en mere end fyrreårig kortlægning af amerikansk politik og samfund, ret utroligt når man tænker over det.
Er der en dansk tegneserie, som du er særligt glad for?
– Jeg synes Valhalla er meget svingende, men nogle få albums som “Mysteriet om digtermjøden” og “Gudernes gaver” er virkelig stærke. Jeg ærgrer mig over, at Claus Deleuran aldrig fik ført sin Danmarkshistorie op i rigtig historisk tid … Wulffmorgenthaler kan være ret stærke. Nu kender jeg Nikoline Werdelin, så jeg er måske lidt inhabil i forhold til at fremhæve hende, men ellers ville jeg gøre det.
Findes der en tegneseriefigur, som du enten identificerer dig med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Hm, jeg tror ikke der er een figur, jeg identificerer mig specielt med – i mange forskellige kan man vel genkende meget blandede sider af sig selv … det ene øjeblik er man jo en mislykket Søren Brun, det næste er man en eller anden helt, der redder verden. Men det er jo lidt ligesom litteratur generelt – man læser det ikke kun for at genkende sig selv, snarere tværtimod.
Hvilken tegneserie læser du for øjeblikket?
– Ikke nogen. De seneste større jeg har læst er vel Logicomix og Taniguchis Distant Neighborhood.
Hvilken tegneserie, som du endnu ikke har læst, ved du bare, at du bør stifte nærmere bekendtskab med på et tidspunkt?
– Min kone fører kontinuerligt propaganda for Corto Maltese, men jeg kan altså ikke holde den kasket ud. Det er sikkert helt uretfærdigt – efter alt at dømme er serien jo fantastisk tegnet og fortalt – så jeg må nok til det før eller siden.
Hvad er det bedste, der er sket indenfor tegneseriernes verden indenfor de sidste ti år?
– Det er vel udbredelsen af “graphic novels” – så ubestemmelig den ellers er som genre (var Tintin egl. ikke allerede graphic novels?), så angiver betegnelsen jo en bølge af tegneserier med seriøse, ofte smertelige emner, der udvider tegneseriens repetoire af muligheder betragteligt.
Hvordan reagerer din nærmeste omgangskreds på din fascination af tegneserier?
– De er vant til det. De undrer sig ikke mere over det, end at jeg går op i semiotik eller videnskabsteori eller idéhistorie eller fodbold eller politisk filosofi eller bestemte digtere. Min datter Karoline er blevet meget mere serienørd end jeg er, hun går på Serieskolan i Malmö og laver selv serier og forsøger at holde mig lidt ajour med nye tendenser – så det er ikke sådan, at jeg fremstår som et mærkværdigt særtilfælde.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– I kontrast til film: en individuel egensindighed i den visuelle, stiliserede gestaltning af et univers og en fortælleteknisk økonomi – i kontrast til tekst-litteratur: en umiddelbarhed og sanselig konkretion, der samtidig kan være stramt æstetisk styret.
Har du hentet ting fra tegneseriernes verden, som du har kunnet bruge i dit eget arbejde?
– Måske. I semiotikken interesserer jeg mig meget for tegn, der integrerer billed og tekst, ikoner og symboler, såsom diagrammer – det gør tegneserien jo også. Jeg tenderer egentlig mod at mene, at kombinationen af tekst og billede er det almindelige og typiske – medens isolation i enten ren tekst eller rent billed er atypiske afvigelser med særlige formål.
Kig forbi på næste fredag, hvor vi stiller endnu en kendt dansker overfor 9 skarpe spørgsmål om tegneserier.
