Henry Sørensen guider til den store manga-sensei Jiro Taniguchis værk.
Danske forældre har set undrende til i løbet af de sidste 10 år, mens deres poder har kastet sig frådende over mangaen. Derfor var det måske ikke overraskende, at Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby – den første manga på dansk rettet mod et voksent publikum – blev revet ned af hylderne. Men hvad er mangaens særlige fascinationskraft? Og hvor skal man som voksen læser gå hen for at finde mere af samme skuffe? Fra i dag og måneden ud vil Nummer 9 komme med en række bud på uomgængelige mangaer for voksne, der snilt kan sniges ind i sommervarmen og fordøjes uden solstik. Vi lægger ud med Taniguchis øvrige værker…
Fra den amerikanske underverden til Himalayas højeste tinder – for den japanske tegneserieskaber Jiro Taniguchi har den kunstneriske rejse været lang. Han finder dog endeligt hjem med Min fjerne barndomsby, der omsider introducerer manga for voksne for et dansk publikum. Nummer 9 har pluklæst i et omfangsrigt forfatterskab, der peger i talrige retninger og som dog er i besiddelse af en unik sammenhængskraft.
Det har ladet vente på sig, men med forlaget Fahrenheits udgivelse af Jiro Taniguchis prisbelønnede Min fjerne barndomsby præsenteres danske læsere nu omsider for manga rettet mod et voksent publikum. At efterspørgslen har været enorm, befæstes til fulde af den store opmærksomhed der allerede er blevet bogen til del fra både mediernes, boghandlernes og ikke mindst læsernes side. Med udgivelsen af Min fjerne barndomsby kommer Danmark således forhåbentligt til at ligge trygt i kølvandet på andre vestlige lande, hvor store dele af Jiro Taniguchis forfatterskab allerede foreligger i fransk, tysk og engelsk oversættelse.
Når lige præcis Taniguchis værker er så velrepræsenterede i vesten, skyldes det måske i nogen grad den ærlig talt ikke videre sindsoprivende science fiction-fortælling Ikaru, som han skabte i 2001 i samarbejde med den franske tegneserieguru Moebius. Herefter var vejen banet for oversættelser af større, vægtigere og mere personlige værker fra Taniguchis omfangsrige bagkatalog, som man inden længe tilmed så sig i stand til at lancere under den selvgratulerende, men noget misvisende term ”europæisk manga”. For mens flertallet af Taniguchis værker med deres karikerede figurer på en hyperrealistisk baggrund, de klassiske, afdæmpede sidekompositioner og det adstadige fortælletempo ganske rigtigt har mere til fælles med den europæiske fortælletradition end den gennemsnitligt højspændte metervaremanga, så er og bliver hans fortællinger dog gennemsyret af en distinkt japansk sensibilitet.
Set med vestlige øjne er Jiro Taniguchis produktion enorm, og hans spændvidde kolossal. Mindst 40 større værker er det blevet til i løbet af en karriere, der tæller lige så mange år, og som undervejs har ladet Taniguchi prøve kræfter med bl.a. hårdkogte noir-fortællinger, sports- og samuraitegneserier, den historiske fortælling, og hvad man med en bred betegnelse kunne kalde for naturserier. I de sidste 20 år har Taniguchis opmærksomhed dog mest været rettet mod en række fortællinger, der kun vanskeligt lader sig genrekategorisere. Med udgangspunkt i det nære og hvedagsagtige fortælles der om helt almindelige menneskers tovtrækkerier med tilværelsen, og ikke sjældent former fortællingerne sig som dannelsesromaner om den lange rejse mod erkendelsen – hvad enten denne så finder sted i mødet med naturen eller i et opgør med fortidens fortrædeligheder.
Til disse sidste hører i høj grad Min fjerne barndomsby, der er fortællingen om en travl forretningsmand, som en morgen af vanvare kommer til at tage det forkerte tog og som, i stedet for at ankomme til Tokyo, pludselig genfinder sig selv i sin barndomsby. Forvirret går han omkring i gader, han ikke har besøgt i årevis, og ender til sidst på en gravplads, hvor han falder i søvn foran sin mors grav. Da han atter vågner, synes alting så anderledes, og det går langsomt op for ham, at han på forunderlig vis er blevet sat mere end 30 år tilbage i tiden, og at han nu er tvunget til at konfrontere sin egen fortid, og dermed alt det, der er gået forud…
Velturnerede variationer
Jiro Taniguchi blev født i 1947 i Tottori, Japan. Efter i en årrække at have fungeret som assistent for den ældre mangaka, Kyota Ishikawa, begyndte hans egen karriere så småt at tage form i løbet af 1970’erne. Blandt Taniguchis første arbejder finder man en række hårdkogte kriminalfortællinger, der blev trykt i magasiner som Pulp og Big Comic, og som oftest blev til i samarbejde med journalisten og forfatteren Natsuo Sekikawa.
Et af de mere utraditionelle om end ikke helt vellykkede livtag med genren finder man i den forholdsvist kortlivede føljeton Benkei no New York, som Taniguchi skabte sammen med forfatteren Jinpachi Mori. Seriens ledefigur, Benkei, er en ekspatrieret japaner bosat i New York, der fordeler sin tid ligeligt mellem at kreere nøjagtige kopier af klassiske kunstværker og gennemføre udspekuleret eksekverede vendettaer – to metierer der, oftere end man skulle tro muligt, kommer til at gå hånd i hånd, når man som Benkei har sin gang blandt gangstere og depraverede rigmænd.
Og ligesom Benkeis kunstforfalskninger ikke helt er, hvad de giver sig ud for at være, så gemmer der sig bag malerens godmodige, nærmest lidt naive ansigtstræk en gådefuldt koldblodig – grænsende til det sadistiske – morder, som imidlertid ikke synes at påtage sig hævntogterne for pengenes skyld men alene ud fra en højere retfærdighedssans. Også serien som helhed postulerer flere gange undervejs en sådan dobbeltbundethed i form af en række overvejelser om krigerens væsen, etik og moral, men det er alt sammen tilløb, der langt hen ad vejen kommer til at klinge hult i en føljeton, der i sidste ende stiller sig tilfreds med at levere velturnerede variationer over samme hastigt slidte formel.
Turbulente tider
Taniguchi og Sekikawaforfulgte noir-formlen i årevis med begrænset succes. Makkerparrets store gennembrud indfandt sig først, da de begyndte at lodde dybderne i deres egen nationale kulturarv med den stort anlagte kollektivfortælling Botchan no jidai, der lader en lang række historisk autentiske personers livsbaner krydse hinanden på en aldeles turbulent baggrund. Tiden er den såkaldte Meiji-periode, det knap halve århundrede fra 1867 til 1912, hvor Japan, efter at have afviklet det århundreder gamle shogunvælde og genindsat kejseren på tronen, langsomt begyndte at åbne op over for vestlig indflydelse med store sociale, politiske og økonomiske omvæltninger til følge. Fortællingens ledefigur er forfatteren Natsume Soseki, der har været udstationeret i London, og som nu er vendt tilbage til Japan med et kulturchok, der grænser til det neurotiske.
Vi følger Soseki, der nu underviser i engelsk litteratur på universitetet, og samtidig barsler med sin egen roman, Botchan. Uden videre kastes vi ind på den ideologiske kampplads, som var Meiji-perioden, og får indblik i diskussionerne om den gamle orden versus den nye, som pågår imellem Soseki og den kreds af studerende og andre intellektuelle, der sværmer omkring ham. Hver især er de – måske lige lovlig behændigt nok – rendyrkede repræsentanter for det væld af modstridende idéer der florerede i tiden, men de er nødvendige aktører i værkets dramatisering af en periode, der skulle komme til at bane vejen for det moderne Japans samfundsstruktur og selvforståelse.
Arbejdet på Botchan no Jidai blev påbegyndt i midten af 1980’erne og først afsluttet 10 år – og godt 1500 sider – senere. Med sit historisk akkurate afsæt, sit blik for detaljen og de fint sammenvævede persontegninger på en baggrund af brede kulturhistoriske penselstrøg, er Botchan no jidai måske Taniguchis mest ambitiøse og under alle omstændigheder mest rendyrkede japanske værk. Fuldendelsen af den kolossale bedrift markerede imidlertid også enden på Taniguchis mangeårige parløb med forfatteren Natsuo Sekikawa. Tegneren var nu parat til for alvor at springe ud som forfatter.
Vildnissets vovehalse
Siden karrierens begyndelse og indtil i dag har Taniguchi sideløbende med de slagkraftige storbyfortællinger skabt en lang række på overfladen mere afdæmpede værker, der – om end vidt forskellige – alle er forankrede i en dybtliggende fascination af den vilde natur og dyrelivet, man finder der. Toudo no tabibito fra 2004 er en samling af tematisk beslægtede tegneserienoveller, der bl.a. med afsæt i den amerikanske forfatter Jack Londons liv og værker sætter sig for at undersøge, hvad der sker, når man ene mand vover sig ud i vildnisset og prøver kræfter med en nådesløs natur.
Hvad enten det nu sker højt oppe i Alaskas bjerge i mødet med en sagnomspunden elg eller langt under havets overflade i jagten på hvalernes kirkegård, er det fortællinger om at finde sin plads i verden, om menneskets lidenhed og menneskeligt storsind, om liv og død og genfødsel – prægnant billedliggjort i en sekvens, hvor en døende hund føder en hvalp, og i fortællingen om faderen, der efter at have skudt bjørnen der dræbte hans søn, genvinder respekten for alt levende.
Opstigningen af erkendelsens trin i mødet med naturen tages også under håndfast allegorisk behandling i det vældige bjergbestigerepos Kamigami no itadaki, som Taniguchi påbegyndte i 1995 i samarbejde med forfatteren Yumemakura Baku efter romanforlæg af samme. Her følger vi den unge fotograf Makoto Fukamachi, der ved et tilfælde kommer på sporet af alle tiders største bjergbestigermysterium, da han får fat i et kamera, som kan være det, George Mallory og Andrew Irvine havde med sig, da de forsvandt sporløst på deres sidste ekspedition op ad Mount Everest i 1924.
Fukamachis søgen bringer ham i første omgang i kontakt med landsmanden Habu Jouji, en sagnomspunden men invalideret kraftkarl, for hvem bjergbestigning ikke er en hobby men hele tilværelsens fundament. Fra Kathmandus regnvåde labyrint over Tokyos pulserende larm til Himalayas svimlende vidder følger vi således Fukamachi i hælene på Habu, der som en anden Kaptajn Ahab nægter at lade sig knægte af skæbnen, og ikke helmer førend han har underlagt sig hele den vilde, hvide natur.
Taniguchi kan imidlertid også lade sine naturfortællinger krydsbestøves af andre genrer, som når han lader ældgamle inuit-legender gå op i en højere enhed med moderne teknologi i fortællingerne om den genmanipulerede ulvehund Blanca, der må krydse hele det amerikanske kontinent på flugt fra militæret, eller i den aldeles medrivende, om end noget banale og forudsigelige Sousaku sha, der lader et gennemsnitligt kriminalplot finde sin forløsning via Taniguchis fascination af bjergbestigning.
Den evige genkomst
I begyndelsen af 1990’erne foretager Taniguchi et kvantespring væk fra den actionmættede genrelitteratur – for ikke at sige det handlingsorienterede i det hele taget – med den tyst underspillede Aruku hito, som han selv forfatter. Her følger vi en ganske almindelig japansk mand på hans gåture, og får del i hans oplevelser undervejs. Og der sker vitterlig ikke ret meget: den vandrende mand finder en konkylie, hviler ud under et træ eller lader sig synke ned i en svømmepøl midt om natten for at studere stjernehimmelen. Men Taniguchi forlener disse øjeblikke med en nærmest demonstrativ sanselighed og videreformidler syner og lyde og et uovertruffent taktilt nærvær når han lader vandringsmanden klatre op i et træ, gå barfodet gennem en vandpyt eller lægge sig ned i de faldne blade fra kirsebærtræet.
Der er en nærmest meditativ ro over denne ofte tekstløse ikke-fortælling, og undervejs sættes der da også allehånde buddhistiske motiver i spil: renselsen og opstigningen, hvad enten det nu er ad bjergets side eller den udvendige brandtrappe på et nybyggeri i byens udkant, tingenes evige genkomst, som når vandringsmanden, frivilligt fortabt i byens labyrint, igen og igen støder på den samme gamle dame, der ligeledes er faret vild, og til sidst floden, tidens flod, der i sin evige bevægelse er så evigt uforanderlig.
I denne linde strøm af abstraktioner får de konkrete genstande, som Taniguchi lader sin vandringsmand støde ind i undervejs, funktion af gensidigt spejlende pejlemærker i alt det uudgrundelige: fuglen og modelflyet, hundehuset, fuglekassen og konkylien – det handler om bevægelse og opdrift, men også om at have et udgangspunkt og trygge rammer at vende hjem til. Aruku hito er ikke Taniguchis første tegneserie efter eget manuskript, men den er interessant, fordi den indvarsler en ny sensibilitet i hans arbejde, og samtidig markerer et fortællemæssigt fokusskifte fra det højspændt dramatiske til det jordbundent hverdagsagtige.
Den store brand
Et spor der forfølges og for alvor udvides i Chichi no koyomi, der er fortællingen om reklamemanden Yoichi, der ved nyheden om sin fars død nødtvungent må lægge sin travle tilværelse i Tokyo bag sig og rejse tilbage til sin barndomsby, Tottori, som han ikke har besøgt i 15 år. Her modtages han ved faderens ligvagt – til sin egen store overraskelse – med åbne arme af familien, og sammen tilbringer de natten rundt om den dødes kiste med at genkalde sig øjeblikke fra deres fælles fortid.
Trods erindringsforskydninger, huller i hukommelsen og divergerende oplevelser af den samme situation, får Yoishi sammen med bl.a. søsteren Haruko og deres fordrukne men frimodige onkel Daisuke, i løbet af natten sammenstykket en mosaik af erindringer, der ikke alene tvinger ham til at revurdere sin opfattelse af såvel den døde som de levende, men som også bidrager til vor forståelse af, at der har ligget mere end almindelig travlhed til grund for Yoichis lange fravær.
I Yoichis erindringer genkalder han sig som oftest faderen med ryggen vendt til, bøjet over en kunde i familiens lille barbersalon og bøjet under vægten af en stolthed, der dikterer ham at arbejde i noget, der nærmer sig døgndrift for at betale en gæld tilbage. Stykkevis hører vi om moderens højlydte protester, hendes pludselige forsvinden og forældrenes skilsmisse, og bliver klar over de oplevelser af fravær og fremmedgjorthed, som bruddet har afstedkommet i Yoichi. Med virtuos voldsomhed iscenesættes den lille kernefamilies opløsning på baggrund af en historisk autentisk katastrofe, og Yoichis tiltagende følelse af fortabthed og hjemløshed sættes effektfuldt i relief af den brand, som i 1952 på mindre end 12 timer lagde det meste af Tottori øde, og frarøvede mere end 20.000 mennesker deres hjem.
Både tid og sted i erindringsafsnittene er identiske med dem, der dannede rammen om Taniguchis egen opvækst. Præcis hvor meget af Chichi no koyomi der er selvbiografisk, og hvor meget der er digtet til, er imidlertid umuligt at gennemskue og i sidste ende også ligegyldigt. Vigtigt er det, at fortællingen brænder igennem med betydelig kraft, og selvom den måske nok ind i mellem balancerer faretruende tæt på kanten af det sentimentale, overlever den i kraft af sin oprigtighed og sin rene og skære nødvendighed. Chichi no koyomi er Taniguchis første helt igennem personlige værk. Den er at læse som den fortabte søns apologi og er da også dedikeret til forældrene – med undskyldning for ”mange års barnlig ulydighed”.
At emnet har været et, som Taniguchi ikke uden videre har kunnet lægge bag sig, vidner hans næste store værk om. For Min fjerne barndomsby er i alt væsentligt den samme fortælling én gang til – om end med adskillige omvendte fortegn. Taniguchi tager her gensynet med barndommens land og opgøret med fortidens spøgelser til sin yderste ekstrem ved at stille spørgsmålet: hvad nu hvis man ikke blot kunne få kastet nyt lys over det forgangne via samtaler i de sene nattetimer, men kunne få lov at gennemleve det hele helt og holdent én gang til?
Den anden ungdom
Min fjerne barndomsby markerer, som titlen antyder, endnu en sådan visit til en hjemstavn, der ellers synes tabt i tidens tåger. Hiroshi Nakahara er en travl, midaldrende forretningsmand, som en tømmermændsplaget morgen af vanvare kommer til at sætte sig i det forkerte tog, og som i stedet for at vende hjem til sin kone og børn i Tokyo pludselig finder sig selv i sin barndomsby Kurayoshi. En rundtur i byen forsikrer ham om, at intet er, som det var engang, og forvirret går han ind på den lokale helligdoms gravplads, hvor han falder i søvn foran sin mors grav. Da han vågner igen, er han 14 år og tilbage i barndommens land.
Hiroshis forbløffelse er selv sagt total, da han ser sig genforenet med sit barndomshjem, og sin mor, far og lillesøster fra dengang. Men inden længe bliver det hverdag og forvirringen afløses snart af forundring over og siden forventningen om de uventede ting man kan præstere, når ens 14-årige krop og intellekt har en 48-årig mands viden og erfaringer at trække på. Såvel på skolebænken som på atletikbanen brillerer Hiroshi nu i sin anden ungdom i en sådan grad, at klassens kønne pige, Tomoko, som han i sin tid ikke turde så meget som værdige et blik, af egen fri drift henvender sig til ham med romantiske hensigter.
Diskrepansen mellem den voksnes sind og barnets krop resulterer imidlertid også i en række optrin af humoristisk tilsnit, som når den aldrende mands forkærlighed for whisky kommer til at karambolere fælt med ynglingens manglende modstandsdygtighed. Generelt er Min fjerne barndomsbys grundtone dog vemodig, og fortællingen finder sit tyngdepunkt i det voksne barns erindring om faderens pludselige og uforklarede forsvinden, der, som datoen for den endelige afrejse rykker nærmere, naturligt nok kommer til at fylde mere og mere i Hiroshis bevidsthed.
Mysteriet der omgærder faderens forsvinden bliver så at sige retfærdiggørelsen for hele fortællingens magisk-realistiske udgangspunkt: det er det store uforklarlige omslag i Hiroshis liv, som har kastet lange skygger helt ind i hans voksentilværelse, der nu kan kastes lys over. De første glimt af forklarelse lader Taniguchi med sikker hånd skinne igennem præcis midtvejs i fortællingen, hvor Hiroshis bedstemor – symbolsk placeret ved vævestolen – trækker tråde tilbage til tiden omkring anden verdenskrig og lader drengen ane konturerne af et ægteskab, som måske aldrig burde have fundet sted.
Som i alle selvbevidste tidsrejsefortællinger er også Hiroshi i Min fjerne barndomsby optaget af og bekymret for de ændringer, som hans handlinger i fortiden måtte afstedkomme i fremtiden. Han sætter sig ikke desto mindre for at opsøge faderen på dagen for dennes afrejse, og prøve at overtale ham til at blive. Udfaldet af dette møde skal selv sagt ikke afsløres her, blot skal det nævnes, at mødet mellem far og søn en sen aftentime på en banegårdsperron, og samtalen der udspiller sig imellem dem, hører til de mest hjerteskærende og mindeværdige sekvenser, denne skribent endnu er stødt på i en tegneserie.
Jiro Taniguchis sene, genreløse værker går hånd i hånd, og især Chichi no koyomi og Min fjerne barndomsby fortjener at blive læst i forlængelse af hinanden. Der er selv sagt noget meget japansk over værkernes cirkulære komposition og deres beskrivelser af mænd, der møder på arbejde klokken otte om morgenen og kommer hjem igen, når de er fyldt 65. Men i kraft af deres skånselsløse afbildning af kernefamiliens sammenbrud og fædrenes synder, som uvægerligt vil gå i arv til næste generation, vækker de også en universel genklang.
I sidste ende er Min fjerne barndomsby et både bjergtagende og bevægende opgør med det forgangne og samtidig en stålsat konsolidering af familien som fundament for såvel den individuelle som den sociale sammenhængskraft. Bogen blev i 2003 belønnet med prisen for bedste udenlandske værk på den toneangivende tegneseriefestival i Angouleme, og også her til lands burde den gå rent hjem. Indbundet og med smudsomslag, og oversat til et mundret dansk af ingen ringere end Mette Holm, er Min fjerne barndomsby på alle måder en pragtudgivelse.
Artiklen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #49
JIRO TANIGUCHI I OVERSÆTTELSE:
For de af Nummer 9s læsere som ikke kan japansk følger her en liste over Jiro Taniguchis værker i oversættelse. Som nævnt er store dele af forfatterskabet tilgængeligt på både fransk, tysk og engelsk, og nærværende liste er ingenlunde udtømmende. Kun værker, der er omtalt i artiklen, er medtaget.
Ikaru (2000)
Engelsk udgave: Icaro (2 bind, 2003-2004)
Fransk udgave: Icare (2005)
Benkei no New York (1996)
Engelsk udgave: Benkei in New York (2001)
Toudo no tabibito (2004)
Engelsk udgave: The Ice Wanderer (2004)
Fransk udgave: L’homme de la toundra (2006)
Tysk udgave: Der Wanderer im Eis (2006)
Kamigami no itadaki (2000-2003)
Fransk udgave: Le sommet des dieux (5 bind, 2004-2005)
Tysk udgave: Gipfel der Götter (5 bind, 2007-2008)
Engelsk udgave: Summit of the Gods (5 bind planlagt, foreløbig er 1 udkommet, 2009)
Blanca (1985-1986)
Fransk udgave: Le chien Blanco (2 bind, 1996-1997)
Sousaku sha (1999)
Fransk udgave: Le Sauveteur (2007)
Tysk udgave: Die Stadt und das Mädchen (2007)
Engelsk udgave: The Quest for the Missing Girl (2008)
Botchan no jidai (1987-1996)
Fransk udgave: Au temps de Botchan (5 bind, 2002-2006)
Engelsk udgave: The Times of Botchan (10 bind planlagt, foreløbig er 3 udkommet, 2005-2007)
Aruku hito (1992)
Fransk udgave L’homme qui marche (1995)
Engelsk udgave: The Walking Man (2004)
Tysk udgave: Der spazierende Mann (2009)
Chichi no koyomi (1994)
Fransk udgave: Le journal de mon père (1999)
Tysk udgave: Die Sicht der Dinge (2008)
Haruka na machi he (1998)
Fransk udgave: Quartier lointain (2002)
Tysk udgave: Vertraute Fremde (2007)
Engelsk udgave: A Distant Neighbourhood (2 bind, 2009)
Dansk udgave: Min fjerne barndomsby (2010)
