Nummer 9 mindes Harvey Pekar med Paw Mathiasens portræt af manden der ellers besad stor livsvilje og overvandt både kræftsygdom og skilsmisse samt sin maniske trang til at samle på jazzplader.
Det lyder måske ikke så vanvittigt spændende med et seriehæfte, der handler om en mand, der arbejder i arkivet på et hospital i en amerikansk industriby. Men det er ikke desto mindre det, man kan opleve i det amerikanske hæfte American Splendor, der i snart 30 år har levet sit eget liv i den amerikanske seriebranches periferi. Og som sidste år fik ekstraordinær opmærksomhed, da filmatiseringen af samm navn vandt førsteprisen ved den amerikanske Sundance Film Festival.
American Splendor er over årene blevet noget af en institution i den amerikanske tegneseriebranche ved at holde fast på et stærkt personlige udtryk, ene og alene udtænkt af hæftets bagmand, Harvey Pekar. Indholdet er i hvert nummer en række serier af episodisk karakter med betragtninger over små og store aspekter fra den moderne tilværelse. Det er hverken inspireret af Kant eller Kierkegaard, men af hverdagen i Cleveland, som den tilbyder sig for den i dag 64-årige Pekar. Det er derfor heller ikke uden grund, at hæftets nøjagtige titel er From the Streets of Cleveland Comes American Splendor. Cleveland ligger ved Lake Erie mellem USA og Canada og var tidligere en af de amerikanske motor cities, hvor Ford og General Motors havde sine bilfabrikker. På grund af rationalisering lukkede mange af fabrikkerne imidlertid og bragte Cleveland i økonomisk krise, som i årevis har givet byen et blakket ry.
Hæftets titel er derfor også ironisk ment, da der ikke er meget splendor (pragt) over Pekars liv, der siden 60erne blandt meget andet har budt på en række dårligt betalte, ufaglærte jobs, et beskedent husholdningsbudget, en skilsmisse og en kræftsygdom.
Harvey Pekar skriver selv hver og en af disse serier, og da han ikke er i stand til at tegne andet end tændstikmænd, illustrerer en lang række tegnere hans historier. Man kan til tider være stærkt uenige i Pekars dømmekraft i valg af tegnere, men til dem, som vil stifte bekendtskab med Pekar på den lette måde, anbefales samlingen Bob & Harv’s Comics, udgivet af forlaget Four Walls Eight Windows i 1996. Her er alle de episoder, som den amerikanske tegner Robert Crumb har illustreret over årene, hvoraf mange står centralt i forståelsen af Pekars liv og værk.
Crumb og Pekar er fra samme generation, har sammenfaldende interesser og har begge et ambivalent forhold til deres status og selvopfattelse af at være outsidere blandt normale individer.
At Robert Crumb fremstår som en af de mest benyttede tegnere og den, der har formidlet Pekars historier bedst, skyldes ikke kun hans status som en af USAs bedste serieskabere, men også at Crumb og Pekar i snart 40 år har haft et indgående kendskab til hinanden. De mødtes i begyndelsen af 60erne gennem en fælles ven, der, ligesom Crumb og Pekar, var storsamler af jazz-musik. På det tidspunkt boede Crumb i Philadelphia, hvor han arbejdede som farvelægger hos lykønskningskort-producenten American Greetings. Crumb og Pekar kom hurtigt på bølgelængde med hinanden, da de begge var optaget af jazz og amerikansk folkemusik og gennemgik ungdomsoprøret på samme måde, idet de begge havde svært ved at identificere sig med hippierne.
Pekar havde altid læst tegneserier, men med fremkomsten af den amerikanske undergrundsgenre så han et potentiale i mediet for at fortælle personlige, selvbiografiske historier og dermed muligheden for at bruge sit eget liv som ressource. For egne penge finansierede han i 1976 udgivelsen af første nummer af American Splendor og distribuerede selv hæftet fra sin lejlighed, der efterhånden blev fyldt fra gulv til loft med kasser med hæfter.
Det stille liv
Harvey Pekars liv som ufaglært arbejder, hvor han gennem kollegaer og anden social omgang møder de daglige udfordringer, er benzinen i hans fortællinger. Historierne er som oftest betragtninger over tilværelsen og er sjældent handlingsmæssigt fremadskridende historier med afsluttede pointer. Ud over Pekar selv er en gennemgående figur Jack the Bellboy, der, ligesom Pekar, arbejder som kontorassistent på en større virksomhed. Han er pladesamler og køber og sælger blandt venner og kolleger. Samleriet er gået ham til hovedet, hvorfor han er en fedterøv, der lever af billig, dårlig mad for at få råd til at købe plader. Når hans veninder spørger, om han ikke giver en softice, køber han hende en, men kun med en enkelt kugle is i. På sin rundtur på arbejdet med at dele post ud falder han i snak med forskellige folk, som kommer med deres betragtninger over livet. En gennemgående figur er den ældre, forstokkede Mr. Boats, der om ungdommens musik glimrer ved at sige, at “unge lærer et par akkorder og tjener millioner på det!”, og at det kun er rytmer, der er interessant, når de unge lytter til popmusik. Næh, det var ikke ligesom i de gode gamle dage, hvor der var ordentligt musik til…
Om sit forhold til musiksamleriet har Pekar på ærlig vis lagt kortene på bordet i afsnittet “How I Quit Collecting Records”, en selvransagende serie, der burde være obligatorisk tvangslæsning til alle maniske samlere. På sober og velovervejet vis gennemgår Pekar sin storsamlerfase, hvor samlermanien i starten blev drevet af en beundringsværdig nysgerrighed og interesse for at lære jazzmusikken at kende, men som gradvis kammer over i ren narkomani og besiddertrang. Pekar erkender, at lykken aldrig indfandt sig, for når han endelig havde erobret det klenodie, han i så lang tid havde jagtet, dukkede der altid et nyt op ude i horisonten, der skulle jages. Og som med andre af Pekars fortællinger afslutter han denne nærmest ubetydelige anekdote med at reflektere over hændelsen og perspektiverer den moderne eksistens via en af livets små detaljer. Da han fik stoppet sit samlerhysteri, blev de penge han sparede brugt på en ny besættelse, nemlig udgivelsen af American Splendor.
Pekars personlige beretninger kulminerede i 1994 med den selvbiografiske Our Cancer Year, tegnet af Frank Stack, der beskriver, hvordan han i 1990 fik konstateret lymfekræft og siden blev behandlet for sygdommen. I mere grotesk retning gik Pekars bekendelser for nogen over gevind, da han på et tidspunkt i 80erne var så kult, at han blev hyret som satirisk kommentator til det amerikanske tv-show Late Night With David Letterman. Hans politiske holdninger var for producenterne af programmet så langt ude, at han efter få optrædener blev smidt ud af showet (han blev dog siden taget til nåde igen). Men det er prisen, Pekar er villig til at betale, når han ikke kan holde sin kæft med sine meninger. En pris, der efter års stædigt engagement, dåsemad og dårlig økonomi, endelig ser ud til at have betalt sig.
Paw Mathiasen
Artiklen blev oprindelig bragt i STRIP! nr. 26, 2004.