Nummer 9 har bedt en række kendte danskere berette om deres forhold til tegneserier. Denne gang fortæller DR2s Adam Holm om, hvordan han tabte interessen for mediet – og siden fandt tilbage i folden.
Adam Holm (f. 1969) er journalist og nyudnævnt kanalchef for Danmarks Radios DR2. Han er uddannet fra Københavns Universitet og har en ph.d. i historie. Fra 2001 og fem år frem fungerede Adam Holm som debatredaktør og lederskribent ved dagbladet Politiken, og i samme periode varetog han desuden rollen som vært på radioprogrammet ‘Faglitteratur på P1’. I 2006 blændede DR2 op for ‘Adam og Asmaa’ – en række debatprogrammer, hvor Adam Holm sammen med politikeren Asmaa Abdol-Hamid diskuterede mødet mellem en vestlig, sekulariseret verden og en mestendels religiøst forankret arabisk kultur.
Samme år var Adam Holm for første gang at finde som studievært på DR2s dybdeborende nyhedsmagasin Deadline, hvor han hurtigt markerede sig som en af de mest pågående og indgående journalister på dansk tv. Som medredaktør af Deadline har Adam Holm siden ofte sat fokus på mellemøsten og de konflikter, der udspiller sig i området. Sideløbende med jobbet som studievært har Adam Holm i en årrække været tilknyttet Weekendavisen, hvor han hovedsageligt har anmeldt faglitteratur med mellemøstligt fokus – et emneområde, der også har været gennemgående i de efterhånden adskillige glimrende tegneserieanmeldelser, han har begået for samme organ.
Adam Holm har desuden bidraget til og redigeret en række antologier og debatskabende bøger, senest Orientalske rejser fra 2010, der blev til i samarbejde med kollegaen Anders Jerichow. I juni måned i år blev Adam Holm annonceret som ny kanalchef sammen med Michael Thouber i forbindelse med rekonstruktionen af DR2 – en stilling, han i øvrigt tiltrådte i forgårs. Trods en formentlig mere end almindeligt travl hverdag tog Adam Holm sig meget venligt tid til at besvare samtlige spørgsmål, i hvad der bliver foreløbigt sidste ombæring af 9 skarpe.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Mit barndomshjem var temmelig venstreorienteret, for nu at sige det mildt. I 1970’ernes sort-hvide verdensbillede betød det at Anders And og Marvel-serierne blev regnet for småborgerlig indoktrinering og derfor var bandlyst, mens eksempelvis Claus Deleuran og Jan Lööf var guderne på parnasset. Især Felix-serierne slap gennem holdningscensuren og jeg fik også en god dosis propaganda fra kinesiske og cubanske ’revolutionshæfter’, der skildrede kampen imod de udbyttende kapitalister og blodstørstige imperialister. Det var krasbørstige sager, som spillede på realismen, men dog med et klart helte-skurke tema. Senere, da ideologien begyndte at visne, kom klassikere som Tintin og Asterix på banen og da jeg gik i gymnasiet i slutningen af 1980’erne fik min far og bror og jeg et flip med både Hugo Pratt og Enki Bilal, mens min mor himlede med øjnene og ikke forstod de nye tider.
Hvilken tegneserie vakte for alvor din interesse for mediet?
– Helt klart Bilals Den sorte ordens falangister. Jeg ejer den desværre ikke selv, men læste den hos min onkel og var solgt til stanglakrids. Min familie på min fars side havde været aktive kommunister i 1930’erne og senere under besættelsen og det var som om Bilals fortælling bedre end nogen bøger jeg havde læst om krig og elendighed fik sat ansigter og stemninger på enkeltskæbner.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Jeg har ikke én decideret favorit, men jeg kan jo dårligt skjule at den tegneserie-gryde jeg faldt i som barn har det politiske som afsæt. Ikke at jeg søger efter serier, der bekræfter bestemte holdninger hos mig selv, men jeg bliver tændt at historier, der foregår i en periode og et univers, jeg kan forholde mig til. Og her må jeg sige, at især Jacques Tardi med sin firebindsudgivelse om Pariserkommunen 1870-1871 har skabt et mesterværk efter min ringe opfattelse. I det hele taget er Tardi i mine øjne fantastisk. Man bliver liderlig af at se på hans kvinder og han kan skildre regnvåde og kaotiske byer som få andre. Alt med fjerne galakser og muskuløse kontormænd i kropsnære kostumer er spildte streger på mig.
Er der en dansk tegneserie, som du er særligt glad for?
– Jeg har to sønner på 6 og 8 år og de er fuldstændigt forgabte i Strids tegninger og frække rim og det er ikke gået hen over mit eget skaldede hoved. Jeg synes også at Strid er skæg. Sussi Bechs ugentlige strimler i Weekendavisens bogsektion er ligeledes underholdende. Valhalla-serien har vi til gode, men den har jeg fået kraftigt anbefalet, så det må blive inden så længe.
Findes der en tegneseriefigur, som du enten identificerer dig med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Med fare for at lyde voldsomt prætentiøs må jeg sige at jeg for nogle år siden blev introduceret for italienske Vittorio Giardinos serie No Pasarán. Den foregår under den spanske borgerkrig og man følger en eks-agent og journalist med jødiske rødder ved navn Max Friedman. Det er omtrent mig selv, bortset fra at jeg ikke har gået med skæg og blå briller og i øvrigt heller ikke er søn af en rabbiner. Friedman er en moden, halvgrim antihelt, der går grueligt meget igennem og får nogle slemme ridser i skindet, men han klarer sig alligevel igennem skærene uden at give køb på sine værdier. For halvandet års tid siden rejste jeg i fagligt øjemed rundt i det borgerkrigshærgede Libyen sammen med en gruppe oprørere og følte mig som en hjemmestrikket udgave af Max Friedman. Fraset de blodige realiteter var det som at være med i sin egen tegneserie.
Hvilken tegneserie læser du for øjeblikket?
– I disse dage læser jeg i anmelder øjemed to tegneserier om Israel. Harvey Pekar og J.T. Waldmans Not The Israel My Parents Promised Me og den fransk-canadiske tegner Guy Delisles Jerusalem – Chronicles From The Holy City. Jeg er ikke så pokkers indsigtsfuld i forhold til stilarter og tegnernes placering i forhold til forskellige traditioner og skoler. Jeg ser først og fremmest på historierne og de holder big time for begges vedkommende. Det hellige land alias Israel er jo i dén grad konfliktstof og det er der kommet nogle stærke bøger ud af.
Hvilken tegneserie, som du endnu ikke har læst, ved du bare, at du bør stifte nærmere bekendtskab med på et tidspunkt?
– Her er jeg temmelig blank. Jeg har dog en ven i Politikens boghandel, som kender sine lus på travet og han er ferm til at finde værker, han mener, falder i min smag. Senest har han prakket mig Joe Saccos nye Journalism på ærmet. Jeg har tidligere læst en enkelt sag fra Saccos hånd, men jeg tror at jeg i en ikke så fjern fremtid må forsøge at opdyrke hans udgivelser.
Er der tegneserier, som du har haft svært ved at overbevise andre om værdien af?
– Ja. Det iranske makkerpar Amir og Khalil har lavet en fortræffelig skildring af de folkelige protester imod præstestyret i Iran for nogle år siden. Deres bog hedder Zahra’s Paradise. Jeg har lånt den ud til et par venner, som har returneret den med skeptiske bemærkninger og hånlig latter. Det forstår jeg ikke et suk af. Tegningerne er gode og historien om en søn, der er ’blevet forsvundet’ af sikkerhedsstyrkerne er ekstremt oprørende.
Hvad er det bedste, der er sket indenfor tegneseriernes verden indenfor de sidste ti år?
– Som glad bogorm må jeg sige at kombinationen af gode grafiske fremstillinger og historier, der har tyngde og vil mere end bare at underholde på drengeværelset, er godt nyt for mig. Den grafiske roman med andre ord.
Hvordan reagerer din nærmeste omgangskreds på din fascination af tegneserier?
– Jeg går ikke rundt med et skilt om halsen, der siger at ’jeg læser tegneserier’. Omvendt gør jeg heller ikke noget for at forbigå det i tavshed. Jeg havde ellers en lang periode, meget lang faktisk, som ung mand på universitetet, hvor jeg end ikke skelede i retning af tegneserier. Jeg havde fået den afsindige tanke at det var lavstatus og åndsforladt. Komplet idioti, skal jeg straks indrømme, men dengang ville jeg bare ikke kendes ved tegneserier, fordi det var ufint i de kredse, hvor jeg færdedes. Der var alt for meget rullekrave og teorisnak over foretagendet dengang. En fordel ved at blive ældre er, at man efterhånden lærer at stå på egne ben og blæse på hvad der er ’rigtigt’ og ’forkert’. Men i øvrigt har tegneserien som form også undergået en gigantisk forvandling i de seneste ti-femten år, så vidt jeg kan se. På samme måde som at ethvert æggehoved med respekt for sig selv kan tale med om fodbold, er tegneserien atter kommet til ære og værdighed.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Jeg synes, at tegneserier er gode til at stimulere fantasi og billeddannelser på en anden måde end især film. Der er måske roen til forskel. Man kan sidde og indtage en grafisk roman over lang tid og leve sig ind i beretningen, mens film i højere grad efterlader et færdigt udtryk.
Har du hentet ting fra tegneseriernes verden, som du har kunnet bruge i dit eget arbejde?
– Altså bortset fra at føle mig lidt som en wannabe Max Friedman har jeg ikke et særligt praktisk forhold til tegneserier. Det skulle da lige være at forstå, at man sagtens kan tåle en omgang klø og alligevel komme på benene igen.
Med disse vise ord runder vi vores interviewserie 9 skarpe af for denne gang. Tusind tak til alle de medvirkende.
