De gode folk bag Willy-Centret fortsætter deres arbejde med at udgive Tage Andersens og Aage Grauballes eventyrserie Willy på Eventyr. I dette tredje album er turen nået til historien ”Den Skibbrudne” der blev den sidste Willy-historie, der nogensinde blev udgivet.
”Den Skibbrudne”, den seneste udgivelse i Willy-Centrets genoptryk i albumformat af den klassiske danske eventyr-serie Willy på Eventyr, fortsætter i samme spor, som seriens første album, ”Onkel Hans Forsvundet i Bermuda-Trekanten”, der blev anmeldt her på Nummer9 for nogle år siden. Vores helt, Willy, er stadig ung, blond og ædel og hans rejser rundt i universet bliver fortsat afbrudt af ondsindede rumvæsner, mystiske begivenheder, og uforklarlige hændelser. I dette album er Onkel Hans, Willys mentor og videnskabelige rådgiver, blevet tilbage i Willy-Centret på Jorden, hvorfra han via radioen kommer med gode råd og betragtninger. Jonna, Willys yppige, rødhårede kæreste, er derimod fortsat med om bord på SM-6, Willys rumskib, og det varer ikke længe, inden hun er kommet i problemer.
Udkast til bagside
”Den Skibbrudne” indeholder to relativt klart opdelte men dog tæt forbundne historier, der begge er forholdsvis simple. I den første historie lander Willy og Jonna på en mystisk sumpplanet, hvor de finder et gammelt nedstyrtet rumskib. Et af rumskibets besætningsmedlemmer, Igor, har overlevet styrtet (det er ham der er ”Den Skibbrudne”) og ser nu muligheden for endelig, efter mange år, at komme væk fra sumpplaneten. Tingene går desværre ikke helt som Igor havde tænkt sig. Hans forsøg på at stjæle SM-6 mislykkes, og det samme gør hans forsøg på at kidnappe Jonna og derved afpresse Willy. Historien slutter med, at Willy og Jonna atter sætter kurs mod Jorden, med nogle underlige krystaller i lasten, som de har fundet i Igors skjulested.
Albummets anden historie er en direkte fortsættelse af den første. På vej hjem mod Jorden begynder SM-6 at opføre sig underligt: Den lystrer ikke instrumenterne og holder gradvist at holde op med at virke. Det er selvfølgelig de mystiske juveler (som Onkel Hans har opdaget ”er selve Ur-stoffet”), der er på spil. Og som om det ikke var nok, så udsender krystallerne også en meget kraftig stråling, der opfanges af en flok lyssky, lilla rumvæsener med punkerhår.
Det varer ikke længe før end rumvæsenerne har fået sendt et rumskib afsted, der, uden det store besvær, får bugseret SM-6 hen til deres hjemplanet, hvor de spærrer Willy og Jonna inde, og snupper krystallerne, som de skal bruge til deres eksperimenter med at omdanne uskyldige flyveøgler til robotter! Willy lader sig imidlertid ikke slå ud, og inden længe har han befriet både Jonna og sig selv, tiltvunget sig krystallerne og tilbageerobret SM-6. Historien slutter med ordene ”Mens virkningsløse projektiler eksploderer omkring dem, strøg SM-6 sikkert ud i rummet. På vej hjem – til onkel Hans og Willy-Centret.”
Som det fremgår af ovenstående korte referat, så er Willy på eventyr ikke kendetegnet af hverken narrativ kompleksitet eller subtil fortælleteknik. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at den første historie, historien om den skibbrudne på sumpplaneten, er direkte dårligt fortalt. I stedet for at lade den skibbrudne være et mystisk, ukendt og lidt uhyggeligt væsen, hvis planer Willy og Jonna kun langsomt opdager, så skynder Tage Andersen og Aage Grauballe sig at lade læserne se og høre, hvad Igor planlægger. Det fjerner meget hurtigt ethvert tilløb til spænding og uhygge. At så garvede føljeton-skabere som Andersen og Grauballe, der i 1976-77, hvor ”Den Skibbrudne” trykkes i Familie Journalen, havde skrevet og tegnet Willy på Eventyr i over 20 år, kan udvise en så manglende forståelse for, hvordan man opbygger en spændende historie, er meget overraskende. Det var derfor næppe nogen dårlig idé, at Willy på Eventyr blev afsluttet med den historie, der fortælles her.
Som jeg også nævnte i min anmeldelse af ”Onkel Hans Forsvundet i Bermuda-Trekanten”, så er det imidlertid heller ikke på grund af Aage Grauballes historier, at der fortsat kan være grund til at beskæftige sig med Willy på Eventyr. Trækplasteret er derimod Tage Andersens tegninger, der også i dette album er værd at bide mærke i.
Jeg er fortsat ikke specielt glad for Andersens måde at tegne mennesker og ansigtsudtryk på: Det er for stift og stillestående, og Willys ansigtsform ændrer sig undertiden rimelig meget fra planche til planche. Mens hans rumskibe er virkeligt flotte og nogle gange næsten Kirbyske i deres bastante kompakthed. Se f.eks. satellitten i ramme 4, planche 12-1107 (s. 24 i ”Den Skibbrudne”), eller det lettende rumskib i ramme 5, planche 13-1108 (s. 25). Og han er også virkelig god til at tegne fremmedartede, eksotiske landskaber og bygninger. Sumpplaneten er flot, og de lilla rumvæseners hovedkvarter, et større sneglehuslignende kompleks, ville jeg gerne have set flere billeder af.
Summa summarum: Willy på Eventyr er en klassisk pulpserie på godt og ondt. I dette sidste Willy-album er der dog nok mere af det onde end af det gode. Hvad angår selve historien, så synes jeg som sagt, at kvaliteten i dette sidste album er noget lavere end det forrige album jeg anmeldte. Tage Andersens tegninger er dog stadigvæk værd at stifte bekendtskab med, og specielt rumskibene og de eksotiske landskaber kan man godt bruge lidt tid på at studere. Tekstningen er, lige som i det første album, ikke specielt pæn. Men da der er tale om scannede og efterredigerede genoptryk af de oprindelige plancher, er der jo ikke rigtig noget at gøre.
Bonus-information for de særligt interesserede: Willy-Centret har oprettet en Facebook-gruppe dedikeret til Willy på Eventyr.
Karakter: 2/5
Værkets Titel: Willy på Eventyr: Den Skibbrudne
Forlag: Forlaget Fabel og Willy-Centret
Forfatter/tegner: Aage Grauballe og Tage Andersen
Farve og form: Farve/Softcover
Sidetal: 42 sider
Pris: kr. 129
ISBN: 978 87-91419-29-8
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
Willy på Eventyr kan bestilles fra Willy-Centrets hjemmeside.
Del på
