Bag genudgivelsen af Danmarks svar på Jens Lyn – “Willy på eventyr” – gemmer sig et unikt, østjysk græsrodsprojekt. Nummer 9 har interviewet to af styrmændene fra “Willy-centret”.
Jan Wenneberg er den dedikerede samler, der har akkumuleret en enorm bunke striber af science fiction-serien Willy på eventyr fra Familie Journalen. Asger Pedersen er entusiasten, der netop nu er i fuld gang med at bygge en model i størrelsesforholdet 1:2 af Willys rumskib SM 4 i sin have – et “über-nørdet projekt”, hvis han selv skal sige det.
Sammen med en række ligesindede i Østjylland og omegn har de to dannet interessesammenslutningen Willy-centret, som foreløbig med stor flid og risikovillighed har sendt tre album med tegner Tage Andersen og forfatter Aage Grauballes stribeserie Willy på eventyr på gaden. Og mere er på vej, afslører Jan og Asger i interviewet med Nummer 9, hvor de også løfter sløret for roden til deres fascination, arbejdet med serien og facit på bundlinjen efter de tre udgivelser.
Hvordan blev Willy-centret dannet og hvordan har jeres dagsorden udviklet sig siden dengang?
Asger: – For os startede det i 2007; jeg havde lige afholdt sommermøde for Donaldistforeningen efter at have fået udgivet noget så nørdet som en Anders And-stamtavle i klubbladet Rappet. Jeg var så stopfodret med donaldisme, at jeg næppe kunne tåle at åbne et Anders And-blad. Men så henledte et indlæg fra Frank Madsen på Seriejournalens forum min opmærksomhed på Jan Wennebergs hjemmeside, hvor han søgte scans af Willy på eventyr. Jeg sprang straks med på vognen og sendte Jan en håndfuld scans fra min sparsomme samling af udklip fra Familie Journalen. I løbet af et halvt år og med hjælp fra en snes entusiaster lykkedes det ham at få hele serien komplet – samtidig fik vi det gode råd fra Peter Hartung fra Comicart, at det nok ikke var nogen god ide at lægge hele serien på hjemmesiden uden tilladelse.
– Vi skrev selvfølgelig en del sammen pr. mail, men den 16. marts 2008 inviterede Jan os til sit hjem i Virring nær Skanderborg, så vi kunne snakke om serien og vores oplevelser med den. Vi var enige om, at vi gerne så serien genudgivet, men havde ikke nogen ide om, at vi selv kunne gøre det.
Jan: Ved det første møde i Virring viste sig også en Willy-nørd ved navn Ole Rosén, som kendte Tage Andersen tilbage i tresserne. Ole blev ret hurtigt udpeget til at tage kontakt til Tage’s enke, selvfølgelig med henblik på at tale om en eventuel udgivelse. Det skulle senere udvikle sig til det eventyr, vi er i fuld gang med nu.
Asger: Selv foreslog jeg, at vi dannede en fanklub, og navnet ’Willy-Centret’ er simpelthen taget fra serien: Willys forskningscenter i Australien. Vores formål var at samle viden om serien og henlede folks opmærksomhed på den. Først i 2010 foreslog Lars Jakobsen fra forlaget Fabel, at vi udgav et hæfte med nogle Willy-sider i forbindelse med tegneseriefestivalen Art-Bubble i Horsens foråret efter.
Hvad er det ved “Willy på eventyr”, der får jer til at investere så meget tid og så mange kræfter i at fremme lige præcis dén serie?
Asger: – I begyndelsen var det mest nostalgi. Vi var alle vokset op med serien; noget af det første, jeg kan huske, er min bror, der læser serien op for mig, inden jeg selv lærte at læse. Jeg var vel 4 år og dybt fascineret af de spændende oplevelser, Willy kom ud for.
– Senere var det meget Willys rumskib SM4, der optog mig – det havde et unikt design og ingen synlig fremdrift og jeg tænkte meget over, hvordan det fungerede. Som Star Trek-skaber Gene Roddenberry svarede, da han blev spurgt, hvordan USS Enterprise’s motor fungerer: ”It works very well, thank you!”
– Men da jeg så tog serien op igen, kunne jeg tydeligt se seriens grafiske kvaliteter. Tage Andersen var en meget dygtig tegner, der lagde et stort arbejde i hver eneste side. Historien var måske en smule endimensionel, og teksten anbragt under billederne gjorde, at udtrykket var mere statisk end andre action-serier, men det gjorde blot, at Tage var nødt til at lægge endnu mere i hvert billede.
– Og så seriens omfang: Over 1100 sider af Tage Andersen og Aage Grauballes science fiction-udgave af Willy på eventyr, godt 300 af Harry Nielsens udgave fra 2. Verdenskrig og 1000 sider af den engelske forgænger Rob the Rover – det er tre generationer af danske drenge, der er vokset op med Willy!
I dag kan det virke pudsigt, at “Familie-Journalen” har lagt sider til en Jens Lyn’sk science fiction-serie. Hvilken status havde striben i sin samtid?
Asger: – Når man ser historisk på det, var Illustreret Familie Journal virkelig en ’familie-journal’ indtil ihvertfald 70’erne – i modsætning til i dag, hvor det er et ’dameblad’. Dengang var der artikler om teknik, biler, opdagelsesrejsende og videnskab. I hvert nummer fandt man ’Ugens Mikkel Borgen’, hvor journalisten af samme navn tog mange forskellige emner op: lægevidenskab, fremtiden, berømte forskere. Tegneren Eugen Semitjov – der havde en karriere i Sverige som serietegner med SF-serien Allan Kämpe – havde jævnligt artikelserier om rumfart og fremtidens teknik og skrev mindst én om Willy på eventyr.
– I Familie Journalen var Willy tegneserie-slagskibet; med ganske få og korte afbrydelser gik den i bladet fra 1923 til ’77, og dens to danske tegnere lavede masser af andre illustrationer til bladene, Harry Nielsen tegnede endda serien Bamse og Dukke Lise fra 1937 til ’78. seriens forfatter, Aage Grauballe, var chefredaktør på Familie Journalen fra 1965, så det virker, som om den var højt skattet på redaktionen, hvilket også ses af den stribe notitser og artikler, der blev bragt om den i både Journalen og Ude & Hjemme.
– Tage Andersens run på serien faldt nærmest sammen med rumfartens guldalder, den startede et par år før opsendelsen af Sputnik og sluttede 4 år efter den sidste månelanding; der var nærmest rum-eufori i dén periode. Den kolde krig og atom-truslen var samtidig på sit højeste, og her kom seriens SF-tema til sin ret.
– En anden ting, der nok havde betydning for seriens popularitet, var relationen til 2. Verdenskrig og besættelsen. Både Tage og Aage var tilknyttet modstandsbevægelsen på forskellig vis, og Willys bekæmpelse af interplanetære diktatorer har nok rødder dér, ligesom et par episoder, der foregår i fange- og koncentrationslejre. Størstedelen af Danmarks befolkning i 60’erne havde besætttelsestiden i frisk erindring, så på det punkt var serien også stadig aktuel.
Hvorfor stoppede Willy på eventyr så?
Asger: – Willy stoppede i 1977, fordi Tage Andersen og Aage Grauballe var trætte af den efter 21 år. Tage havde lyst til at prøve kræfter med naturskildringer i sin tegnekunst og lavede illustrationer til to bøger, hvoraf kun den ene – om sten – udkom. Der blev angiveligt gjort et forsøg på at finde en afløser, men forgæves. Og med opblomstringen af fransk-belgiske albumserier var tiden for spændingsserier i ugeblade nok overstået. I Familie Journalen fortsatte kun genoptryk af Hogarths Tarzan nogle år.
De tre album, I har udgivet med Willy på eventyr, rummer seriens allersidste striber – hvorfor lige tage fat dér?
Jan: – Der er jo desværre ikke ret meget af Tage Andersens Willy, der er udgivet. Hæftet “Rumpiraten” fra 1966 og så en sort/hvid udgave af den første historie fra 1956 repræsenterer midt- og start-perioden, hvilket er en af grundene til, at vi valgte at udgive fra sidste periode. Vi vidste jo ikke, om det blev til flere album end det ene, og så var der om ikke andet blevet udgivet noget fra start-, midt- og slut-perioden.
– En anden faktor var også, at hvis vi skulle gøre os håb om at få vakt nogle unge/nye læseres interesse, så er den senere periode vel nok den mest ‘moderne’. Vi har siden erfaret, at serien stort set kun appellerer til nostalgikere, der læste Willy som ung!
Asger: – Samtidig er mange af seriens episoder på over 100 sider, men i slutningen var der 3 rimeligt afsluttede episoder på hver ca. 33 sider, ret passende til et album med titelblad og en indledningsartikel. At Tage Andersens tegnestil havde udviklet sig til det ypperste i seriens seneste år var også et plus. Selvfølgelig udviklede stilen sig kontinuerligt gennem de 21 år; men jeg vil mene, at de første 3-4 år var lidt præget af den oprindelige Rob the Rover med mange totalbilleder og mindre dynamik i opbygningen med teksten under selve billedet. Derefter gik der over 10 år med en fin og levende illustrativ streg, hvor Andersens billedsprog udviklede sig langsomt op til 1971, hvor layoutet blev ændret drastisk, simpelthen ved at teksten flyttede ind i tegningerne. Herfra udviklede tegningernes dynamik sig stærkt med mange uregelmæssige sideopbygninger.
– Historien har desværre ikke udviklet sig sideløbende, og man kan mærke en vis gentagelse i temaerne, hvilket dog kun kan opfattes, hvis man læser historierne samlet, så det har vi egentlig set bort fra. Vi har så gjort et forsøg på at samle et par af de løse tråde op og binde dem sammen ved at lave en smule redaktionelle ændringer i teksten, hvilket næppe nogen lægger mærke til, hvis de da ikke minutiøst sammenligner albummene med udklip fra Familie Journalen!
Duoen bag “Willy på eventyr” benyttede sig af en lidt usædvanlig samarbejdsform, en slags dansk “Marvel-metode” … ?
Asger: – Ja, de mødtes en gang om måneden hos Tage og hans kone Elisabeth og diskuterede seriens videre forløb over et slag billard. Det er ikke sikkert, der ligefrem blev udarbejdet et synopsis, men Tage tegnede så siderne i løbet af de næste uger. Han sendte eller afleverede originalerne til redaktionen, der blev lavet en håndfuld kopier, som Tage og Elisabeth farvelagde en eller to af, og Aage skrev så teksten til billederne. Man skal her tænke på, at Tage brugte ca. 4 dage på at tegne en side, mens Aage jo havde et krævende job som chefredaktør og kun havde Willy som en slags hobby; han har måske kun brugt en times tid på at skrive teksten.
En nørdet detalje: Til tider går billedruderne på en side ikke op, så Tage Andersen bliver nødt til at sætte en lille firkant med f.eks. et stjernesymbol ind i midten. Ved du, hvordan han arbejdede med sidelayouts og dén slags?
Asger: – Tage tegnede siderne direkte på kraftigt tegnekarton uden at lave separate skitser, og da han gik over til mere uregelmæssige billedruder, blev der vel bare plads tilovers, som han ikke syntes var umagen værd at prøve at passe ind i billederne, og så lavede han vel for sjov en lille tegning dér. Et flot eksempel er 1977-16 planche 1111, hvor over halvdelen af siden er ét stort billede med to dele af handlingen:
Hvordan fremskaffede I striberne og i hvilken form – og hvordan klargjorde I dem til tryk? Kan I give os et indtryk af arbejdsbyrden i det her?
Jan: – Vi har samlet alle siderne af Tage Andersens Willy på eventyr i Familie Journalen, som vi scanner striberne fra – farveoriginalerne findes desværre ikke længere. Det giver en del udfordringer, ikke mindst med rastrene i billederne fra trykprocessen. Et andet problem er den temmelig store mispasning, der er i mange af ruderne. Farverne varierer meget, og de flyder ofte temmelig meget udenfor den sorte kontur. Det er noget, vi har brugt meget tid på at rette op på. Selve gulningen af papiret er også meget forskellig, hvilket også har været med til at vanskeliggøre et ensartet resultat.
Asger: – Hvis vi går videre med ældre dele af serien, støder vi på nye udfordringer: Højtryk med brede raster fra 1956-67, der ikke umiddelbart kan forstørres, og derefter to år med meget flade farver; men vi arbejder på at finde en løsning.
– Vi har også været så heldige at få lov til at låne og kopiere originalsiderne, da Tage Andersens enke lå inde med næsten alle sammen; dem har vi brugt til omslagene, der er lavet som collager og farvelagt af serieskaber Lars Jakobsen.
I hvert fald det første “Willy på eventyr”-bind blev trykt i et ret højt oplag, men jeg kan forstå, at I også er kommet af med en del af dem igen. Kan du løfte lidt af sløret for tallene bag succesen?
Asger: – Vi trykte 1. album i 1000 eksemplarer, og det kunne lade sig gøre, fordi Jan fik mulighed for at låne et trykkeri en weekend, så det kun kostede materialerne; det havde stort set kostet det samme at trykke 200 eks. Men det var en engangsforteelse, de to andre er trykt professionelt.
– Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at lave gratis reklame for albummene: avisartikler, udstillinger, hjemmeside-fora og Facebook, og har da også solgt en del på den måde; men salget fra de store tegneseriebutikker i København og Århus har været det største. Vi nærmer os nu 500 solgte eksemplarer af album 1, og det har for længst betalt sig ind. Faktisk er der allerede overskud på de to andre albums også, de blev trykt i 700 eks. hver.
Willy-Centret har på Danske Tegneserieskaberes forum annonceret, at der er mere “Willy” på vej. Hvad er næste skridt?
– Jeg har haft et møde med en repræsentant for Tage og Elisabeths arvinger (Elisabeth døde i maj), og der skulle ikke være noget til hinder for, at vi kan fortsætte udgivelsen af serien. Jeg har så fået kontakt med det norske Thule-forlag – som bl.a. udgiver Prins Valiant – samt et engelsk forlag, begge har vist interesse for at udgive serien. Mit eget forslag er, at vi udgiver et album mere næste år i samtryk på dansk, norsk og engelsk, hvilket skulle gøre det lidt billigere, men da også kræver en del mere arbejde; jeg er f.eks. ved at oversætte serien til engelsk. Det skulle så være en episode fra 1964-65: “Robotternes Fanger” på ca. 45 sider – af tre årsager: Det var Tages egen yndlingshistorie, det er den direkte fortsættelse af hæftet “Rumpiraten”, og det er en af de få episoder, Tage har lavet en forside til.
– Men albummet er faktisk mest tænkt som et springbræt for ’Willys Samlede Eventyr’, som vi håber at kunne udgive op til seriens 100 års-jubilæum i 2020.
Jan: – Hold øje med Willy-centret.dk – og vores Facebook-gruppe!
