Hand-drying in America

Reply

En doven, usammenhængende og misvisende anmeldelse.

Det starter meget godt med nogle observationer om serien, men de lades hurtigt i stikken. *Er Katchors arbejde surrealisme? Og er pointen, at store sammenhænge ikke findes? Interessante spørgsmål, som man kunne diskutere videre med udgangspunkt i serierne — deres struktur på siden, deres forløb, deres unægtelige opbud af observationer fra hverdagen, som ganske rigtigt tages et stykke videre, end vi normalt har tilbøjelighed til.

Men i stedet for en interessant diskussion, udarter anmeldelsen til frustration fra anmelderens side. En frustration over primært overfladiske forhold ved publikationen, der helt fordriver de positive ting, han har at sige om substansen.

Der er for mange striber og de byder ikke på en åbenlys (kausal?) sammenhæng. Og det trækker så ned, selvom det tydeligt fremgår at det er en opsamling af enkeltstående tegneserier. Der er mange stribeopsamlinger af den art, fx. af uomgængelige klassikere som Little Nemo og Krazy Kat — er det også dårlige bøger, fordi striberne faktisk er beregnet til at blive læst og fordøjet enkeltvis? Og videre: er tegneserierne dårlige, fordi det er svært at læse hundrede sider i ét hug?

Argumentet om at opsamlinger kan modarbejde visse tegneseriers intention og svække det indtryk de giver, er helt legitimt, men at det i den grad skal påvirke den overordnede bedømmelse af deres kvalitet er problematisk. Turde man foreslå, at anmelderen i stedet angiver en foretrukken, opsamlende præsentationsform eller måske bare råder læseren til at punktlæse?

Men lad nu det ligge. Det er ikke det værste ved anmeldelsen. Det er derimod påstanden om, at Katchors serier skulle repræsentere en form for “arkitektur/design”-fagnørderi, at bogen fremstår som en fagtekst. Det har jeg meget svært ved at se skulle have noget på sig — hvor benytter Katchor sig (uironisk) af fagjargon? Hvor præsenterer han egentlige faglige synspunkter på området?

Katchors arbejde handler ikke om arkitektur eller design som fag. Han lader dem derimod danne en ramme for observationer om vores samfund og dets indretning (ligesom han i andre værker tager udgangspunkt i rejser og ferie eller den historiske migration over det amerikanske kontinent). Der er et element af satire i det, men først og fremmest handler det for mig at se netop om den betydning, vi kan udlede af verdens og tilværelsens delelementer og detaljer.

Anmelderen synes heller ikke der sker nogen udvikling over stribens femten år. Det må bero på, at han ikke læste ret meget længere end de tyve sider, han selv angiver som sin smertegrænse. Hvis han havde ulejliget sig med i det mindste at punktlæse lidt rundt omkring, ville han opdage forskellige strukturelle tilgange til siden, tematiske skift i fh. t. emnet for hans observationer og — især — hvorledes de sene striber antager decideret kapitalismekritisk karakter.

Sidstnævnte er en af de mere spændende udviklinger i Katchors arbejde de seneste år. Hans tegneserier har altid handlet om kapitalismens logik, men skarpheden og satiren er på godt og ondt taget til.

Katchors originale blik på verden og hans underfundige humor falder selvsagt ikke i alles smag, og det gør hans akavet kantede mangel på præcision i stregen heller ikke. Men det er svært at afvise, at han ved hvad han laver og præsenterer en konsistent kunstnerisk vision. Som sådan fortjener hans arbejde mere seriøs behandling (det være sig positiv som negativ) på et seriøst site som Nummer9.

Reply

Som jeg læser anmeldelsen, så kan Felix godt se, hvad Katchor har gang i, men han keder sig gevaldigt over det.

Han går så på udkig efter forklaringer på kedsomheden, og mens jeg godt kan følge, at hans bud ikke er helt tilfredsstillende og gennemargumenterede, så synes de nok mere utilstrækkelige for læseren, der påskønner Katchors surreelle uudgrundelighed og lidt klodsede streg, end ham, der sidder tilbage med en kraftig fornemmelse af også at ville have kedet sig bravt i selskab med “Hand-drying in America” 🙂

I øvrigt – uden at have læst bogen – så kan det godt være, serien ikke bruger decideret arkitekt-fagsprog, men når man læser en stribe som den, der er indsat i anmeldelsen, så sidder man ikke desto mindre tilbage med fornemmelsen af at have læst et essay fra et arkitektur- eller designtidsskrift skønsomt illustreret med gnidrede tegninger. Dét er måske ikke den allermest ophidsende måde at lave tegneserier på, tænker jeg, heller ikke selvom teksten sådan set er finurlig nok …

Hvad forandringerne i striben angår, så er det jo ikke alle, der kender Katchor så indgående som dig, Matthias. Den uindviedes indtryk – og de fleste Nummer 9-læsere må formodes at være uindviede, hvad Katchor angår – kunne vel godt tænkes at korrespondere med Felix’?

Reply

Jeg stor beundrer af Felix’ energi og appetit, men er også stor beundrer af Katchor, der som alle ved, helt klart er “acquired taste”.

En af mine gamle undervisere sagde engang: “Panserkrydseren Potemkin er ikke en film, man elsker, men et mesterværk man bøjer sig for”. Sådan synes jeg ikke det er med Katchor, men jeg synes det er ret indiskutabelt at Katchor er blandt de mest unikke, fascinerende og originale nulevende tegneseriekunstnere, og at hans striber har meget at byde på. Han leverer ikke “underholdning”, men eftertænksom uudgrundelighed i sit helt eget billedsprog, som blandt mediets mest distinkte (man kan simpelthen genkende en Katchor-tegneserie fra 1000 kilometers afstand).

Det er en anderkendelse af de forhold, som anmeldelsen slet ikke interesserer sig for, og det er en ærgerlig mangel, uanset om anmelderen og Erik Barkman personligt keder sig eller ej 🙂

Jeg har ikke selv læst bogen endnu, men har ventet længe på den, og glæder mig til at få fingre i den (så den i Fantasks vindue forleden)

Reply

Jeg forstår udmærket, hvis man synes Katchor er kedelig, men som anmelder er det ikke nok at sige det uden videre forklaring, eller som i dette tilfælde med en halv forklaring, der ikke stemmer overens med materialet. Det er ikke fagnørderi — selv den stribe, der er gengivet, som er en af de allerførste, da Katchor tydeligvis stadig var ved at finde frem til hvordan han kunne tilpasse sig Metropolis‘ rammer, kan da ikke kaldes fagnørdet. Den laver sjov med den vestlige kulturhistorie, ja, men det er da alment tilgængeligt for enhver med en vist niveau af almen dannelse og bestemt ikke noget, man behøver at være arkitekt for at forstå? Det er ikke falde-på-halen-komik og det er ikke klassisk avisstribehumor, men det er altså heller ikke snævert henvendt til fagfolk. Felix siger selv, at han interesserer sig for arkitektur, så han burde vel være målgruppen, hvis det var det, der var hovedsagen. Ja, hans synes serien er kedelig, men han forklarer ikke på retvisende vis, hvorfor vi bør skippe den.

Angående det med udviklingen, så er denne formulering både selvmodsigende og bygget på besynderlige kriterier:

“Måske er der en smule variation i kvaliteten af striberne, men der intet spor af kronologi eller sammenhæng. Ingenting. Ikke en engang i forhold til stil og tone.”

Hvorfor skulle mangel på kronologi være et problem, når serierne er lavet til at stå alene? Og hvorfor er det et problem for enkeltstående striber, at der ikke er en udvikling mellem dem?

Videre: hvis der ikke er nogen sammenhæng, end ikke i fh. t. stil og tone, burde serierne vel i øvrigt være vidt forskellige, men det lader Felix jo ikke til at synes. Tværtimod. Det giver ingen mening.

Og bare for lige at slå det fast: forskellene er der altså, og de er ganske tydelige hvis bare man sætter sig og læser. Og hvis man ikke synes det er tilstrækkeligt til at fordrive oplevelsen af kedsomhed, må man gøre sig lidt mere umage med at forklare, hvad det er der ikke fungerer, i stedet for blot at gå ud fra at ovenstående, grundlæggende neutralt ladede observationer er nok.

Som jeg skrev i første indlæg taler vi hos Katchor om en ganske enestående, idiosynkratisk, men også konsekvent kunstnerisk vision. Hans stil og tone ligner intet andet. Det kan så fortolkes positivt eller negativt, men man skal gøre det, bør man altså engagere sig en anelse mere.

Reply

@ Matthias: Enig, den sætning giver ikke så meget mening. Dér har de fleste af os vist været: Man sidder og forsøger at udtrykke noget, man ikke helt kan sætte på formel – og ender så med at gribe til en forførerisk tvetydig sætning.

Både dig og Thomas taler om, hvordan Katchors årelange produktion manifesterer en kunstnerisk vision, som man må tackle med behørig andægtighed, og dét argument kan jeg sagtens følge.

Men egentlig peger diskussionen jo tilbage på en årelang diskussion om, hvad anmeldere skal. Bør de være eksperter, der ved alt om alt og kan vejlede de intetanende læsere på baggrund af deres olympiske overblik? Eller bør de snarere være “publikumsrepræsentanter”, der oplever kulturen i øjenhøjde med gennemsnitslæseren af det medie, de skriver til?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Matthias netop nu vrænger på næsen bare ved at læse ordet “publikumsrepræsentant”, hæ, men i min verden er det en tilgang til anmeldermetieren, som er legitim og i orden, hvis man tydeliggør, at det er det, man gør. Felix hævder ikke, at han ved alt om Katchor, han møder værket der, hvor han er, og hvor langt de fleste læsere af Nummer 9 også vil være. Det giver ham en anden oplevelse end én, der har læst new yorkerens samlede produktion, plus-minus, og den beskriver han så her.

Igen: Jeg er enig i, at indvendingerne mod bogen kunne være bedre underbyggede med argumenter, men jeg er fundamentalt skeptisk over for en forestilling om, at man kun må forholde sig til værker fra kunstnere, man i forvejen har et indgående kendskab til. Enhver anmeldelse behøver ikke være en uddybende introduktion til hele den anmeldte kunstners produktion – det er simpelthen ikke et realistisk krav og i mange tilfælde er det heller ikke ønskværdigt.

Til gengæld ville jeg elske at bringe sådan en introduktion fra dig, Matthias, eller en hvilken som helst anden, der har lyst til at lave den – for der er da slet ingen tvivl om, at Katchor er en spændende serieskaber, der fortjener sådan én.

Reply

Du misforstår mig. Jeg forlanger bestemt ikke kendskab til kunstneren eller hans værk, blot en basal anerkendelse af, at vi ikke har at gøre med en lallende amatør og følgelig et forsøg på, at gå i clinch med værkets kvaliteter og/eller problemer i stedet for at ty til mavereaktioner og kritik på tvivlsomme præmisser (‘sammenhæng’, ‘udvikling’, ‘som en fagbog’).

Reply

Puha. Jeg var jo godt forberedt på det her, og det er jo ikke ment fra Matthias som et personangreb overhovedet, men det gør alligevel lidt ondt når en af ens idoler synes man er en røvelendig anmelder. Sikke en afklapsning. Den skulle jeg lige sluge, derfor det sene svar. hehe)

Der er jo lidt to ting i det. På den ene side handler det om kvaliteten af anmeldelsen, og på den anden side handler det om at Matthias er godt gammeldags uenig. De to ting hænger naturligvis lidt sammen, men jeg synes dog det næsten lykkes for Matthias at holde det en smule adskilt. Hvilket er rart nok. Det kan hurtigt kamme over og blive for bittert og personligt sådan noget kommentarsporsdebat.

Det første (og for mig vigtigste) først. Jeg er en dårlig anmelder. På den ene side er det vildt svært at arbejde med kvalitetsbegrebet indenfor en genre der omhandler subjektive vurderinger, men omvendt er jeg rørende enig. Jeg ser i hvert fald mig selv som den der skriver dårligst her på siden. Og netop derfor har jeg arbejdet røven ud af bukserne hele sommeren med at skrive anmeldelser så jeg kan blive bedre. Og forhåbentlig en dag lige så god som dig Matthias (dette var altså ikke sarkasme).

Dog er jeg nødt til at give dig en over nallerne for at postulerer at jeg er doven og useriøs. (du får rent faktisk anklaget mig for ikke at ha læst bogen…wow) Det synes jeg er ret groft. Uvidende og middelmådig måske, men jeg har sgu arbejdet så seriøst og grundigt som jeg kan og som jeg gør i alle mine anmeldelser. Lige der kommer du desværre til at lyde som en bitter fan, og det ligner dig ikke.

Nuvel, den anden ting (hvad der nok er det vigtigste for alle andre). At jeg er for hård ved Katchor. Erik har sagt en del af det allerede. Men ellers tror jeg egentlig kun vi er uenige i en enkel ting. Jeg endte med at anmelde bogen som værk på samme måde som jeg ville anmelde en standart graphic novel. ”Ville jeg anbefale andre at købe denne bog?”. Det er ganske og aldeles urimeligt over for striberne, men det er det altså også at udgive dem som bog…som værk. Det er bogen der får lav karakter, ikke Katchor eller de enkelte striber. Denne beslutning er bestemt til diskussion, og det er sgu en spændende diskussion!

Jeg postulerer at der ingen sammenhæng er mellem striberne…jeg burde ha skrevet ”interessant sammenhæng”. For det er altså ikke interessant at de er ens. Det er måske en smule imponerende med en så voldsom monotoni, men det kræver altså velvilje af læseren at nyde den samme mundfuld igen og igen.

Katchor (såvel som alle andre kunstnerne vi anmelder) fortjener andet og mere end blot disse korte anmeldelser. De skal læses og forstås og analyseres og beskrives og diskuteres af så mange forskellige mennesker som muligt. Men her er det kun anmeldelse det gælder, og så må man jo håbe på at de frivillige anmeldere langsomt bliver bedre og bedre til denne type arbejde. Jeg gør i hvert fald mit bedste.

Ps.
Eriks anke er også lidt interessant. Handler det her i virkeligheden om at Kachor som værende ”aquired taste” fordrer ”bedre” anmeldelser (ikke karakteren, men altså kvaliteten) og ville den samme debat om anmelderens viden om kunstneren dukke frem hvis det var en mindre aquired tegner det drejede sig om? Shit guys, er vi så kunstsnobbede og biografistiske? Jaja, det er en helt anden debat.

Reply

Felix, du tager sgu det her pænt. Du er en guttermand.

Du må undskylde, at jeg antydede at du ikke havde læst hele bogen, men omvendt synes jeg altså det er mærkeligt, at du ikke har lagt mærke til at striben udvikler sig. Det synes jeg som sagt at den gør på flere niveauer. Når du så siger, at du var ved at kløjs i den efter tyve sider, var det nærliggende at tro at du måske havde skimmet resten. Jeg mener som også nævnt i øvrigt ikke at nærlæsning af hver side er nødvendig for at drage nogle konklusioner.

Hvilket bringer mig til det med at anmelde bogen som værk. Det er forståeligt nok atdu gør det, men du må nu alligevel tage stilling til stribernes oprindelige kontekst og forsøge at vurdere dem på egne præmisser. Det her er en opsamling — det er sådan at striber genpubliceres i dag. Det kan man mene om hvad man vil, men så må man gå ind i den diskussion. Jeg synes ikke det giver mening at sige, at du anmelder bogen, men ikke striberne — hvis de enkelte striber er gode, hvorfor skal det så ligge dem til last, at de er samlet på et sted? Så er det mere hensigtsmæssigt at anbefale folk, at de punktlæser. Jeg ville gøre det samme med en Krazy Kat-opsamling.

Angående det sidste, så kan der være noget om det. Et mere udfordrende værk kræver større engagement. Det er selvfølgelig svært målelige størrelser, men det er da klart, at Katchor er vanskeligere at anmelde end det seneste Natascha-album.

Reply

@Erik: Jeg er helt med på hvad du mener med “ekspertanmelderen” vs. “publikumsrepræsentanten”, men sidstnævnte kategori er der noget muggent ved, for HVEM er det, man hævder at være repræsentant for, og HVAD NU hvis man lige pludselig alligevel ved mere om noget, end ens ide om dem, man repræsenterer? Helt alvorligt, hvordan håndterer man det? Det bliver lynhurtigt utroværdigt.

Den engang så berømte Hans-Jørgen Nielsen, der skrev ‘Fodboldenglen’ og i sen-Roland Barthes’k ånd introducerede begrebet “attituderelativisme” (lad være med at måle Batman med Joyce-alen etc, MEGET nyttigt begreb), havde en periode hvor han fx prøvede at anmelde med helt åbent sind, hvor han så at sige vaskede tavlen helt ren, og var helt uden fordomme og kontekstviden, men som man kan regne ud går den bare ikke, med mindre man lyver for sig selv og dermed læseren, og i øvrigt ender man med noget viiiildt idiosynkratisk materiale, ingen kan være tilfredse med.

Altså, det har ikke noget med Felix at gøre, det var bare lige den der distinktion mellem de to anmeldertyper, hvor det er vigtigt at huske at den ene er en mere problematisk konstruktion end den anden (der naturligvis også kan være problematisk, hvis eksperten fx ikke er vidende nok, men det er noget andet).

Reply

Tak. Og tak for undskyldningen.

Og så det med bogen: Tja, jeg er sådan set enig i dine overvejelser, og jeg var også meget i tvivl om det. Men jeg besluttede at denne korte nummer9 anmeldelse ikke var stedet at diskutere Katchor som sådan og 15 års striber. Her anmelder vi udgivne bøger. Jeg ville gøre det samme med Krazy Kat. Lie netop i den sammenhæng ville det interessante ikke være hvor gode striberne er, men at de pludselig var blevet (gen)udgivet i en eller anden bog. Som sagt synes jeg til gengæld at Katchor (og Krazy Kat for den sags skyld) også fortjener en langt grundigere analyse som overhovedet ikke handler om udgivelse og karakterer.
Jeg tror jeg vil holde fast i at det altså er to forskellige genrer, selvom det jo aldrig helt kan være totalt sort/hvidt. Men omvendt kan jeg godt se at det slet ikke er lykkedes mig i min anmeldelse at tydeliggøre præcis hvad jeg gør og hvorfor. Det skal jeg huske at gøre næste gang.

Til det med feinschmeckeriet: Jeg synes virkelig det er svært. På den ene side er jeg enig i at man ikke kan gå til kunst helt uden at vide hvad man går ind til og så forvente lige så stort et udbytte som hvis man er forberedt. Omvendt irriterer det mig grænseløst hvis et værk lukker den uforberedte læser hermetisk ude. For mig at se er et værk først rigtig interessant hvis det kan virke på flere “niveauer” på én gang.

Og så kan jeg ikke lade være med at spekulere over om jeg overhovedet ville have kunnet give Katchor 2 af 5 uden at blive slået i hovedet. Uanset hvor godt jeg så havde skrevet. Simpelthen fordi han som person er sådan en der ikke for 2 af 5. Jeg ved det ikke, men jeg håber i hvert fald ikke det er sådan det hænger sammen.

Bottomline er nok at jeg er opdraget til at være hamrende uinteresseret i kunstneren og i stedet fokuserer fuldt på værket selv. Det er noget jeg skal arbejde med at komme lidt ud over, i know, men man må dælme heller ikke falde i den anden grøft.

Reply

Burde Nummer 9 ikke have nogle viderekommende ‘senior’-anmeldere til den her slags krævende udgivelser? I stedet for at de potentielle senior-anmeldere kommer og brokker sig i kommentarfiltet bagefter. De ender jo med at bruge lige så meget tid på det som det ville have taget for dem at skrive enmeldelsen selv.

Reply

(sorry, man skal læse korrektur før man poster)

Reply

“En senioranmelder”, haha, det minder lidt om denne her scene:

http://www.youtube.com/watch?v=-9CynvMlFyo

(altså, det bliver nok misforstået voldaggressivt, og ingen tvivl om at Nummer9 har mange gode bidragydere – ABSOLUT også Felix, der skælder sig selv alt for meget ud – men nogle gange lyder det som om Nummer9 er stort kompleks med velsmurte afdelinger, men vi sidder alle sammen på det yderste i vor ynkelige fritid og smider ugens absolut sidste kræfter ind utaknemmeligt, frivilligt arbejde. Det ved du selvfølgelig godt, men så fik du lige en af de bedste scener fra 1990ernes signaturfilm 🙂 )

Reply

Felix, jeg forstår ikke hvorfor du gør det her til en diskussion af manden vs. værket? Som jeg forstod diskussionen, handlede det om værket vs. bogen.

Hvor går grænserne i øvrigt for hermetisk udelukkelse? Jeg elsker bredt tilgængelige værker (når de er gode, forstås), men verden ville da være et kedeligt sted, hvis det var det eneste vi havde?

Reply

Nåh, det var bare for at tage den anden diskussion op samtidig. Det her med om man skal vide noget om Katchor for at læse Katchor. Men du har ret i at det lige er et ekstra emne. Det var også bare fordi jeg fornemmede noget i din og TT’s forståelse af Katchor. Det er tydeligvis Katchor der er aquired taste, ikke den og den bog han har lavet. Og en sådan tilgang har jeg det svært med. men altså den debat er vel en god gammel slager i kunst-diskussionens historie. 🙂

Med hensyn inklusion og eksklusion af modtagere: Næh du har nok ret i at grænserne er dejlig flydende. Men hvis “det fede” ved en bog pludselig er at den er “svær”, ja så trækker jeg bremsen. At et værk er fantastisk har vel noget at gøre med hvor meget hvor mange kan få ud af det, ik? Så det er vel skidt hvis en masse får meget lidt ud af et værk – ligesom det er skidt hvis meget meget få får en masse ud af et værk. Eller i hvert fald er det bedst når en masse (forskellige) får en masse (forskelligt) ud af et værk.

…det var vidst ikke sådan vildt forskelligt fra det du sagde.

PS:
Ud af det med senioranmeldere trækker jeg kun dette, at Thomas, Matthias og Erik i denne verden åbenbart er “de gamle”. Og det synes jeg er ret morsomt. Men jeg er jo også ham “den unge” (indsæt mega-street sprog og chat-lingo yir) hehe. 🙂

Reply

@ Thomas – spoler lige lidt tilbage i diskussionen: Både “publikumsrepræsentanten” og “ekspertanmelderen” er i den her sammenhæng arketyper, der groft sagt ikke findes i deres rene form. At gøre den ene “mere problematisk” end den anden er i min optik noget af en tilsnigelse.

Enhver anmelder vil gennem et længerevarende virke ophobe mere kontekstforståelse end gennemsnitslæseren af hans anmeldelser, det er indlysende, men omvendt er forestillingen om en alvidende skribent, der objektivt gennemlyser et værk fra alle tænkelige vinkler via sin encyklopædiske viden jo mindst lige så virkelighedsfjern. Alle anmeldere er defineret af deres baggrundsviden og ballast, og den er aldrig hverken ikke-eksisterende eller komplet.

Jeg ser det som et spektrum, hvor de to idealer befinder sig i hver deres ende – og min pointe var, at en del af kritikken af Felix’ anmeldelse kunne skyldes, at du og Matthias efterspørger noget, der måler sig med ekspertanmeldelsens alen, mens Felix går efter at være i øjenhøjde og solidarisk med læseren – à la en publikumsrepræsentant.

Reply

Problemet er, at “læseren i øjenhøjde” ikke findes (igen, denne diskussion har ikke noget med Felix’ anmeldelse at gøre, det er helt overordnet). Du gør dig måske en forestilling om vedkommende, men det er noget mærkeligt noget. Altså, akademikere, der skriver til en større offentlighed bør selvsagt lægge fagsproget på hylden, men det er jo bare almindelig kommunikations-ABC, ikke noget med at gætte på læserens præferencer, interesser, viden etc.

Så: jeg er meget uenig, den herre. 🙂

Reply

At noget kan være lidt svært tilgængeligt betyder ikke, at det i sig selv er grunden til at det er fedt. Kant og Heidegger eller Marx, eller Freud, er alle svært tilgængelige, men det er sgudda ikke derfor, at de er betydningsfulde.

Og så er Katchor i mine øjne heller ikke så svært tilgængelig endda. Læs een stribe af gangen, i stedet for tyve, og koncentrer dig om de originale og overrumplende observationer den har, det skægge sprog den benytter sig af, det skæve blik på verden, ikke mindst mennesker, den har. Det er skælmsk humoristisk og øjeåbnende og slet, slet ikke så svært, hvis man giver det en chance.

Hvilket bringer mig til Eriks karakteristik af anmeldelsen: fint nok, at den ikke er på specialistniveau. Det har jeg aldrig forlanget. Problemet er, at den er decideret misvisende (jvf. fagbogsbetegnelsen), at kritikken et stykke ad vejen går på sekundære faktorer omkring publikationen, og at der ikke bliver argumenteret for de holdninger, den bringer til torvs.

Reply

@ Thomas: At “være i øjenhøjde med sine læsere” findes som et ideal, man kan tilstræbe, akkurat som den objektive anmeldelse baseret på en altomfattende viden om emnet er det. Så vidt jeg lige kan se. Men det er da totalt fair og fjong, at du er uenig 🙂

Reply

Apropos tegneserier og arkitektur.

Reply

Fantask har en stak liggende til 150,- stykket, hvilket bestemt kan konkurrere med internettets priser.