Så er Nostalgiekspressen på skinnerne igen. Gringos Locos er en hyldest til tiden, hvor den belgiske tegneserie var i sin vorden, og til nogle af mændene bag, Jijé, Franquin og Morris. De tre visuelle pionerer drog i 1948 vestpå, med Jijés kone og familiens fire børn, fra et Europa i ruiner efter Anden Verdenskrig, for at søge lykken hos Disney i USA. Så meget er sikkert.
Der holder enigheden så op blandt de få, der endnu har en førstehåndserindring om mændene og deres levned, og det bliver ikke teamet bag Splint & Co. oneshot “Operation flagermus”, Yann og Schwartz, der bidrager til det faktuelle. Ambitionen med serien er ikke en biografisk korrekt skildring, men en fiktion bygget på spredte anekdoter og erindringsforskydninger indsamlet fra interviews og personlige samtaler med de tre herrer, da de endnu var blandt de levende. Det er der kommet en mere sød og formfuldendt end egentlig underholdende serie ud af.
Vi ved alle i dag, at Disney ikke blev de tre tegneres skæbne, men at deres mislykkede forehavende blev epokegørende for den europæiske tegneserie. Serien spiller konstant på, at læseren ved, at tegneren og forfatteren ved, at læseren ved o.s.v. Det og så personernes karakter, streget op som rimeligt firskårne størrelser, er hvad det bliver til af drama, så det er det sikre kort at satse på hygge og humor i stedet for hæsblæsende action eller menneskeligt drama.
Humorens omdrejningspunkt er de modsætningsfyldte figurer. Morris’ erotiske eskapader og Franquins ulykkelige kærlighed til Jijés kone er lige brændstof nok til at holde den kørende, men lårklaskende morsomt er det ikke ligefrem. Det er ikke så flov en cerut-humor som i f.eks. Max Jordan, for nu at nævne en serie, der i dag virker som om den kommer fra et fjernt parallelunivers, men det er, som om tiden her har stået stille siden starten af tresserne, hvad morsomhederne angår. Figurernes maniske råben, når en pointe skal understreges, er et stiltræk fra den europæiske series barndom, og som sådan fint i tråd med det bagudskuende i projektet, men i en verden hvor grænserne for humor forskubber sig konstant, har det ikke rigtig nogen effekt.
Rollerne i persongalleriet er således fordelt, at Franquin er det følsomme neurotiske geni, Morris den ekstroverte livsnyder og Jijé det højrøstet joviale familiemenneske og selskabets faderfigur. Den karakteristik giver eksempelvis Jijés sønner Laurent og Gillain og Franquins datter Isabelle ikke meget for, som det fremgår af bogens fyldige efterskrift. Palaveren som har været bragt i de belgiske medier bliver trofast citeret, og hvis det ikke ligefrem er voldsomt interessant, om Jijé gik med wifebeater eller ej, så nuancerer det de lidt todimensionelle karakterer, uden at man dog af den grund føler, man er kommet sandheden om belgiernes Odyssé meget nærmere. Et postkort til venner og familie fra en fiktiv fortid er, hvad det kan blive til.
Som nostalgisk roadtrip er serien som sagt både sødmefuld og smukt udført. Hvad mere kan man også forlange, når det er nostalgi vi snakker om? Yves Chaland, retroens ukronede konge, går igen i Schwartz’ stilsikre streg, der i sine computerlækre farver dog fremstår noget mere skabt for et nutidigt publikum, end Chalands hårdnakkede fransk/belgiske stilfundamentalisme var det, da manden havde sin storhedstid i firserne. For den europæiske albumseries vedkommende synes det, der er oppe i tiden, paradoksalt nok at være fortiden. Det gør Gringos Locos til topmoderne underholdning for logebrødre, eller for de der nyder tegneserier for de flotte tegninger alene.
Karakter: 3/5
Titel: Gringos Locos
Tegner/forfatter: Olivier Schwartz og Yann
Form: indbundet, 64 sider, i farver
Forlag: Cobolt
Pris: vejl. pris 198 kr.
Udgivelsesår/land: 2013, Danmark
ISBN: 9 788770 855143
