De seneste bind af antologierne ”Kniv Komix” og ”Tuschmørke” viser bredden i vækstlaget.
”Undergrund” er et spøjst begreb, i hvert fald når det handler om tegneserier. Takket være tressernes amerikanske underground-bevægelse vækker begrebet uværgerligt associationer til oprørsk ungdom med sex, dope og modkultur. Men undergrund kan også bare være det, man er, når drømmene om verdensherredømme ikke helt er gået i opfyldelse endnu. Eller når man slet ikke har sådan nogle drømme, men bare forfølger sin muse af kærlighed til kunstarten.
Og så er der dem, som huserer i overlappet mellem rebellerne og de håbefulde. Nogle vil bare gerne lave noget mainstream-ramasjang, men rammer så langt forbi målet, at deres tegneserier bliver kult og outsiderkunst. Andre er ude på at vælte etablissementet, men har inderst inde ikke helt afskrevet drømmen om at blive favnet af det.
Genreramasjang til folket
Hos serieskaber-kollektivet Ondskabens Flydende Vatikan er det fortælleglæden og skaberlysten, der er i højsædet. De seks tegneserier i deres seneste ”Tuschmørke”-antologi er hverken ude på at chokere borgerskabet eller gøre verden til et bedre sted. Deres berettigelse afhænger helt og aldeles af, hvor meget de aktiverer lystcentrene i din hjerne.
Patrick Leis åbner samlingen med ”Vejens sidste rose”, prologen til en længere fortælling. Zombieapokalypsen skildres gennem en lille piges øjne i en broget blanding af fotos, tracede fotos (?) og relativt enkle stregtegninger. På seks sider gengiver Leis den samme lille pige på fire-fem visuelt vidt forskellige måder, og selvom det til hans ros aldrig bliver forvirrende, så er helhedsindtrykket stadig lovligt rodet.
Asger Grevil byder ind med et lille undervandseventyr i en charmerende, manga- og Claus Deleuran-inspireret streg. Vores hovedperson ankommer til scenen i et rumskib formet som en tekande – så bliver det ikke meget mere hyggeligt.
Animationsuddannede Grevil er tydeligvis langt mere interesseret i at tegne karakterer end miljøer, og ”SOS fra Oceanium” bærer i det hele taget præg af at være et hurtigt skud fra hoften. Den underholder på sin flugt hen over nethinden, men er hurtigt glemt igen.
Selvfølgelig har evigt produktive Peder Riis også fundet tid til at bidrage, denne gang med agenthistorien ”Operation Fiskehejre”. Stregen vækker minder om Fart og Tempo, men fortællestilen synes manga-inspireret, når Riis underholder om to kvindelige ærkefjender på hver deres side af den kolde krig.
Riis sparer ikke på noget i sine omhyggeligt udførte tegninger, men stregen er shaky, billedkompositionerne til tider rodede og sidelayoutene ofte lidt svære at følge, især når ramasjangen skruges op på 11. Og så er det lidt problematisk, at han insisterer på at ydmyge sine girl power-protagonister så totalt til sidst.
Næste historie, ”Kabale”, markerer første gang, unge Christine Gundlach får en tegneserie trykt. Hun har stadig meget at lære om at fortælle med billeder, fra det næsten totale fravær af baggrunde til de gentagne brud på 180 graders-reglen. Resultatet er en forvirrende og lidt frustrerende læseoplevelse.
Henrik Maegaard og Petur Heinesens ”Einer og Mara” er til gengæld en stram lille fortælling om overnaturlige hændelser på Færøerne. Folkloren føles autentisk, uanset om den er det eller ej.
Så tilgiver man gerne den let klodsede dialog og Maegaards altmodische 80’er-streg, som veksler lidt uforudsigeligt mellem tætte skraveringer og hårde chiaroscuro-skygger. En regulær pageturner.
Endelig runder Webcomics-veteran Cassan samlingen af med ”Griske gysser”, en vittig røverhistorie fra en verden befolket af pengesække (!).
Stregen er spændstig og manga-inspireret og sidelayoutene er letaflæselige, men de lyse gråtoner rækker ikke helt til at gøre de meget enkle tegninger fængende – man fornemmer, at Cassan er vant til at have farver på paletten.
Slackerens strakte langemand
”Danmarks eneste magasin for alternative tegneserier” kalder redaktørerne Anne Sofie og Tobias Birger Mørch Bendixen selv ”Kniv Komix”. Alternativ til hvad, spørger du måske? For eksempel den type undergrund, Ondskabens Flydende Vatikan giver sig af med.
I bind 2 af det nærmest kvadratiske tidsskrift får vi mod- og subkultur for alle pengene – klassisk underground. Og hvor niveauet i ”Tuschmørke” er relativt uniformt, så svinger det her fra glimrende til nærmest provokerende skidt.
Det sidste først, lad os få det overstået. Cameron Arthur, Olivia Soule og Karissa Sakumoto prøver hver især kræfter med den klassiske gag-stribe, Sakumoto endda helt bogstaveligt: Hendes bidrag er to sider med infantile parodier på gamle travere som Garfield, Peanuts og Cathy. Garfield har en tissemand! Snoopy tisser på Søren Brun! Tag den, borgerskab!
Arthur og Soule byder ind med hver deres ensides-striber, lutter hjælpeløse tegninger, kulørte klistermærker og tilfældige non sequiteurs. I én af Arthurs serier går hovedpersonen af ren og skær kedsomhed på jagt efter ”lady animals” og finder først en slags hund – gætter jeg på, svært at se – og så en flyvende blæksprutte. Så er striben ikke længere. Det er punchlinen! Badumtisj.
Soules striber har mere på hjerte, men er heller ikke vellykkede. Tag bare følgende ordveksling mellem to pingvin-klistermærker:
– My subconscious is trying to destroy me via my dreams.
– LOL! Why?
– Because I have never acted authentically once.
– LOL! So what?
Det er endnu ikke lykkes mig at komme på en læsning så generøs, at dén stribe bliver bare lidt sjov eller interessant. Og er det mig, eller minder den her Soule-stribe konceptuelt en hel del om den her nyklassiker fra Gun Show?
I den anden ende af kvalitetsspektret – altså den gode ende – tager John F. Malta første lille spadestik til en længere (unavngiven?) slackerskrøne. Hans tynde streg fremmaner et skævt og fascinerende visuelt univers af langlemmede lømler med hundesnude og katteører, som sidder og går og står i isometriske miljøer belagt med spraglede digitale teksturer. Selve plottet når vi ikke at blive meget klogere på, men det er en løfterig smagsprøve.
Patrick Kyle leverer en bittersød, absolut minimalt tegnet lille meditation over kunstverdenen. Teksten gør langt det meste af arbejdet, men den gør det godt. Værd at læse og genlæse.
I ”Molasses” byder Devon Mcfarland inden for i et surrealistisk univers befolket af syrup-drenge og gamle damer i skovhytter, Rødhætte-style. Med sine rudimentære, cartoony tegninger oven på forvrængede fotos rammer Mcfarlands serie en på én gang charmerende og foruroligende tone. Igen når historien kun lige at tage sin begyndelse, men jeg er klar på mere Fort Thunder-inspireret galskab fra dén kant.
Samlingen rundes af med et par interview og så serier fra Jacob Canepa og Anna Ida Pezzot. Canepas introspektive, Ron Rege Jr.-inspirerede serie er et lidt vagt brydetag med en nedtrykt sindstilstand, men den lykkes på sine egne præmisser. Og Pezzots muntert blasfemiske ”Nun Club”-striber tager pis på den katolske kirke uden at have så meget nyt oppe i ærmet. Den runde, svulmende blyantstreg er udtryksfuld, men også så dårligt gengivet, at den ikke rigtigt kommer til sin ret.
Men vent, må man egentlig overhovedet kritisere en ”alternativ” tegneserie for uskarpt tryk? Hvad nu, hvis serieskaberen havde tænkt sig gengivelsen præcis sådan. Hvad nu, hvis det er en afgørende del af udtrykket?
De svageste af bidragyderne i ”Kniv Komix” har gjort ufærdig eller ubehjælpelig finish til en dyd. En æstetik født af dårlige kopimaskiner og til tider også dårligt håndværk for 30-40 år siden er blevet et mål i sig selv, slackerens strakte langemand til smagsdommerne. Fred være med det. Men når substansen er fraværende, bliver det lidt udvendigt at se på.
Heldigvis er der masser af finish og substans i de fleste af serierne i den alternative antologi. Sammenholdt med ”Tuschmørke” er der en del på spil her, bidragyderne vil mere med deres serier – også når de KAN mindre – og stilmæssigt peger de ikke tilbage, men fremad, eller i hvert fald ud til siden, mod et bredere, mere spraglet og sammensat tegneserieunivers.
Titel: Tuschmørke
Karakter: 3/6
Forfatter/tegner: Diverse
Forlag: Ondskabens Flydende Vatikan
Form: 108 s/h sider i softcover
Vejl. pris: 50 kr.
ISBN: 978-87-92951-16-8
Udgivelsesår: 2016
Titel: Kniv Komix 2
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Diverse
Forlag: Kniv Komix
Form: Softcover, s/h
Vejl. pris: $7
ISBN: 978-87-997355-1-8
Udgivelsesår: 2015