Profeti! Reinkarnation! Hjemsøgelse! Sort magi! Udråbstegn!
Legenden Jack Kirby prøver kræfter med sensationsprægede genfortællinger af overnaturlige hændelser i ny, flot genudgivelse af en hans imponerende karrieres mere ukendte serier, Spirit World.
Meget tid og mange anslag går med at debattere, hvorvidt tegneserien er en kommercielt døende udtryksform – og hvordan vi kan redde den fra denne forestående, langsomme aflivning. Sådan er det i dag, og sådan var det også i 1970. På dette tidspunkt anså mange det som meget sandsynligt, at tegneserien ville bukke under for tidens andre fristelser, nye distributionsmåder og den evigt fremadrullende udvikling.
Kirby – et idélaboratorium!
Jack Kirby havde på det tidspunkt været en markant serieskaber i to årtier, og havde ud over sit epokegørende arbejde inden for superheltegenren været foregangsmand og videreudvikler for ind til flere nye seriegenrer. Romantiske serier, krigsserier og flere andre flød fra hans hyperaktive pen. Han var et sandt idélaboratorium, som omverden og hans samarbejdspartnere ofte havde svært ved at holde trit med, endsige fuldstændigt forstå.
I denne periode efter Kirbys skifte fra Marvel til hovedfjenden DC, var serieskaberen overmåde produktiv og skabte nogle af sin karrieres allermest markante serier, der ofte havde svært ved at fange samtidens interesse i helt samme grad som hans klassiske arbejde på fx Fantastic Four. Serier som The New Gods var stort tænkte og på mange måder svært forståelige – ofte var det først ved genlæsning af flere af Kirbys serier, at det samlede billede kom frem. Kirby tænkte i denne periode store tanker om at samle sine serier i luksusbind, der havde en naturlig plads på boghylden – en tanke, der flere år senere i dén grad er blevet til altdominerende virkelighed. Men Kirbys iderigdom stoppede ikke dér.
Som et svar på branchens hårde tider så Kirby et glittet månedligt magasin i overstørrelse for sig – et magasin, der kunne fange et andet og nyt, mere modent publikum, som ikke udelukkende tørstede efter superhelte og ungdomsromantik. DC viste interesse for Kirbys idé, men efterhånden som forlaget gennemskuede den økonomiske virkelighed i at udgive firefarvede magasiner i bred distribution, blev Kirby bedt om at justere sine drømme. Langsomt men sikkert ændrede magasinet karakter for til sidst at ende med Spirit World, en samling kortere seriefortællinger med et fælles udgangspunkt i det okkulte.
Jack Kirby færdiggjorde ét nummer af Spirit World, hvorefter magasinet blev trykt og distribueret men aldrig nåede længere end til lageret som en anden Pagtens Ark. Ingen forstod, hvad Spirit World var og hvad de skulle gøre med det. Og således led en af Kirbys farverige ideer en stille, ubemærket død.
Det overnaturlige set igennem pseudovidenskabeligt prisme!
Nu, næsten fyrre år senere, har DC samlet det første nummer af Spirit World sammen med flere beslægtede Kirbyserier i en flot hardcover udgivelse. Samlende for alle de 10 fortællinger (plus en enkelt side med humorstriber af Sergio Aragones) er temaet – det drejer sig om overnaturlige hændelser, gerne set gennem et pseudovidenskabeligt prisme i form af parapsykologien.
Her er genfortællinger af almindelige menneskers møder med det overnaturlige i form af prækognition, sort magi, genfærd, spontan antændelse og meget, meget andet. Har man som jeg brugt timevis i selskab med bøger med titler som “Utroligt, men sandt” vil man nikke genkendende til både temaer og endda specifikke forløb.
De fleste af bogens 108 sider fortælles af parapsykologen Doctor Leopold Maas, der med pibe i hånd og brille på næsen opsøger og forsøger at forklare disse fænomener.
Genfortalt fra graven!
Formen er korte historier, der holdes i en genfortællende stil, der desværre forlener fortællinger med en afstand, der lidt tager luften af ballonen. Målet for Kirby har givetvis været at lade fortællingerne fremstå som mere troværdige og neutrale, men dette lykkes langt fra i fortællingerne, der har noget af den sensationsprægede tone vi kender fra populære gengivelser af lignende tilfælde.
Serierne fra det oprindelige nummer af Spirit World er holdt i en gråblå tone og rentegnet og malet af den ellers udskældte Kirbyrentegner Vince Colletta. Normalt anklages Colletta for at forsimple og ødelægge Kirbys kompositioner ved at udelade baggrunde og runde hans skarpe kanter, men i disse serier har han tydeligvis lagt stor kærlighed i alle billeder. Hvert panel fremstår fornemt og veludført men også en anelse pænt og ofte uden Kirbys berømte voldsomme energi. Det er selvsagt ikke udelukkende Collettas skyld, men Collettas nydelige arbejde tager dog lige den sidste, afgørende kant af Kirbys tegninger.
Herudover byder den første halvdel af bogen på et par eksempler på Kirbys collager, der altid har delt vandene samt en såkaldt fumetti – en sekventiel historie fortalt i fotos. Bindets fumetti skildrer et californisk hekseritual men fremstår noget bedaget og en del mere latterlig end skræmmende men opstyltede og opstillede fotos af ukendte personer i temmeligt lattervækkende kostumer.
Efter en kort tekst om Spirit Worlds historie forfattet af den tidligere Kirbyassistent Mark Evanier kommer så fire fortællinger med samme tema – og hovedperson. Men disse fire historier er rentegnet af Mike Royer og holdt i skarp sort/hvid. Royer var en mere ærlig og loyal rentegner af Kirby end Colletta og den fantastiske Joe Sinnott, der begge meddigtede en del – for Sinnotts del dog med et formidabelt resultat. Royer gengiver derimod Kirbys kantede streg råt for usødet, så den fremstår nærmest firkantet og skæv men altid med en underliggende energi og selv i disse seriers noget mere tilbageholdende facon en nærmest utæmmelig kraft.
I forhold til bindets første historier er det en mere genkendelig Kirby, vi møder i de sidste fire. Særligt historien Toxl, the World Killer er meget tæt på, hvad Kirby lavede i Fourth World-titlerne og senere i Eternals, Kamandi og andet af den meget pulpede skuffe. Faktisk virker rammefortællingen i Toxl temmelig påklistret, og det er da også i den helt særegne blanding af science fiction og Conan-agtig fantasy, at Kirby for alvor skinner klart.
Pseudo vender tilbage!
Det okkulte er ellers et i princippet godt match til Kirbys altfavnende tilgang, hvor han ofte blander bavlende pseudomytolgi á la Erik von Dännichen (Eternals) med en fascination af UFOer (Devil Dinosaur), religion (The New Gods) og andet fra popkulturens dybeste skuffer (Kamandi), men det er som om han i forsøget på at fange et nyt publikum snubler halvvejs og ender med et produkt, der ikke helt har den samme tænding, vi er vant til fra hans hånd. Derudover giver den genfortællende manér simpelthen Spirit World en em af illustrerede fortællinger snarere end sand sekventiel fortælling, og det er mere end synd.
Alligevel er Spirit World slet ikke svær at holde af. For det første, fordi Kirby ganske enkelt tegner decideret smukt flere steder og har et generelt højt tegnemæssigt niveau hele vejen igennem. Der er flere overvældende scenerier som fx den gestaltede smerte, der i historien House of Horror! tager form af en kraftfuld og kantet morderisk figur samt et Lovecraft-agtigt formskiftende monster. Derudover er der – seriernes mangler til trods – masser af Kirbyfingeraftryk i de korte fortællinger, der indeholder udråbstegn nok til en hel årgang af Superman.
Om det er DC’s konstante udvanding af Kirbys idé, der har svækket seriernes kvalitet eller om der blot er tale om et mindre vellykket koncept er svært at sige. Tilbage står et underholdende og særligt historisk interessant objekt, der vidner om Kirbys evige søgen efter nye jagtmarker, om et tegnetalent, der ikke altid har fået den respekt, det fortjener og om tegneseriemarkedets udødelige dødsangst.
Karakter: 3/5
Titel: Spirit World
Forlag: DC Comics
Tegner/forfatter: Jack Kirby
Form: Indbundet, 108 sider i farver
Pris: $ 30
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-1-40123-418-8
Udgivelsesland: USA