Der findes angiveligt en elite inden for den danske tegneseriebranche
Tegneseriekultureliten. Der er to ting, du med fordel kan gøre med dette ord. Tag det i munden, og smag på det, som var ordet en god skotsk whisky. Gerne en røget en af den slags, der får hårene i næsen til at skrige en lille smule i både rædsel og nydelse. Du kan også bare gentage ordet igen og igen og igen, indtil det opløses på stemmebåndet.
Uanset hvilket måde du vælger at gå til ordet på, er det muligt, at du når frem til den samme fornemmelse af Tegneseriekultureliten som jeg: At det er en helt igennem imponerende tåbelig klat udflåd af dansk retstavning.
Alligevel er det et koncept, som i løbet af april måned stak snuden frem i et par af de mere underholdende og udmattende debatter, jeg har nået at følge med i på henholdsvis Facebook og på Nummer9.dk.
Er Chris Wares ‘Building Stories’ nominering til en Pingpris samtidig udtryk for, at en tegneseriekulturelite sætter dagsordenen for tegneserier i Danmark?
I Facebook-gruppen Tegneseriefans dukkede der den 30. april dette debatoplæg op fra gruppens stifter, tidligere tegneserieformidler og galleriejer Peter Hartung:
“Er der andre end mig, der er irriteret over, at der blandt kultureliten synes at brede sig en holdning om, at man SKAL mene, at følgende serieskaber er de bedste og de eneste rigtige: Art Spiegelman, Seth, Daniel Clowes, Chris Ware og Charles Burns? Jeg holder skam også meget af dem, men synes bare, at de samlet set peger i én retning for mediet, hvor design er vigtigere end indhold. Jeg kan således slet ikke følge begejstringen for Chris Ware’s “Building Stories”, hvor designet helt har overtaget styringen – og lader den forvirrede læser i stikken. Jeg har skam også personlige favoritter med i denne flok, men jeg er meget, meget glad for, at de ikke alene skal sikre tegneserien en fremtid. Hurra for mangfoldigheden – og for alle os, der OGSÅ er til tegneseriens klassikere, superhelte, avisstriber, europæiske albumserier og meget, meget andet. Jeg er også kritisk over for idealiseringen af udtrykket “Graphic novel”, som jo i bund og grund bare er en lang, episk tegneserie. Fint nok, hvis det kan sælge flere bøger, men jeg hopper ikke på den vogn, at det bliver hverken bedre eller finere, fordi det hedder noget andet.”
Det virker, som om denne kulturelite i Hartungs optik har en meget ensidig smag, men også har holdninger, der skal tages stilling til. Det kræver så et par ekstra indlæg i tråden, før der falder et svar på, hvem tegneseriekultureliten egentlig er:
“Anmeldere generelt, tegneserierådet, Ping Pris komiteen…synes farvet af den samme holdning som den, jeg refererer. Og nu skal du ikke begynde at lægge mig ord i munden. Jeg stopper her,” skriver Hartung. Og bare rolig, han stopper ikke – han er til stede i trådens, i skrivende øjeblik, 56 indlæg.
Specielt interessant bliver det da forlægger Steffen Rayburn-Maarup (som jævnfør overstående definition af eliten må siges at være en del af den?), senere i tråden og ganske konkret spørger: “Men hvor er de mennesker, der tager afstand fra “den klassiske spændingsserie, humorstrips, etc.”? Jeg kender ikke selv nogen.”
Her svarer Peter Hartung: “Jeg kender nogen, men gider ikke starte en krig ved at sætte navne på. Lad mig bare sige, at jo, de er der.”
Det er kongeargumentet, den ukronede kejser i alle debatter, den næsten uangribelige påstand om at kende nogen, der synes det samme som én selv, men som af den ene eller anden grund ikke kan stå frem. Med et skabes der den der fornemmelse af, at debattøren muligvis ikke står alene på sin sæbekasse, men har et hav af ansigtsløse meningsfæller bag sig.
Det interessante ved debatten på Facebook er, at den på rigtigt mange måder spejler den debat, der opstod på Nummer9.dk i kølvandet på en ellers ikke specielt opsigtsvækkende nyhed om Dansk Tegneserieråds hvidbog for 2012.
Tegneserieskaber og arrangør af tegneseriefestivalen Art Bubble Lars Jakobsen går med let vaklende retorik i rette med hvidbogen med dette indlæg:
“Taget i betragtning af mangler og fejl i bogen kan man vist trække argumenterne hen hvor de passer bedst. Jeg tror ikke CComics flytter mere end andet. Men jeg støtter klart initiativet – men få nu rettet den hvidbog – og lad være med at konkludere på løse og ufuldstændige oplysninger. Eller drop den.”
Og han har ret. Hvidbogen har en række fejl, mangler og smuttere – det er, hvad der kan ske, når arbejdet udføres på frivillig basis. Det har derfor heller ikke været nogen hemmelighed, at Dansk Tegneserieråd gerne vil have hjælp med de praktiske opgaver. Reaktionen på den udmelding fra manden, som ellers i andre debatter igen og igen har slået på, at vi skal stå sammen i den her lille branche, lyder således:
Er det kulturelitært at sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er et kvalitetsstempel at have mange læsere?
“Det er da ikke mig der skal lave bogen. Så har de 15 mennesker ikke gjort deres arbejde ordentligt. Det var da skræmmende at høre! Men det bliver jo useriøst når der mangler alle tegneserierne fra ugebladene. Min egen Ganske vist kører i Familiejournalen der har et oplag på næsten 200.000. samt Nikolines serie – vi har begge temlig mange læsere på vores serier. Min serie har kørt nu i 18 år i Allers blade. Slap nu af med de angreb hver gang man antyder en fejl fra tegneserierådets side. Man kan da ikke lave konklutioner på et ufuldstændigt grundlag.”
Og så er det, at startskuddet lyder for en debat om Dansk Tegneserieråd, som netop på samme måde som debatten på Facebook kredser omkring tegneseriekultureliten, og “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet.
Henrik Rehr skriver blandt andet: “Samtidig er du (Carsten Søndergaard) forhåbentligt også klar over at der er en indre kerne i DTR, der ikke, som du siger, er interesseret i at få tegneserien til at blomstre, men som primært promoverer en bestemt del af tegneserien, også når det kommer til danske serier.” … og … ” Lad mig bare slutte med at sige det her: Dansk Tegneserieråd fremstiller sig som repræsenterende tegneserien i Danmark, men der er mange i branchen, der ikke føler, at det er tilfældet. Tværtimod synes de DTR er en lukket mafia, der prøver at tilrane sig inflydelse under falske forudsætninger.”
Han får opbakning af Kim Lyn Larsen, som skriver: “Jeg har snakket med flere som ikke anerkender DTRs præmis, men som simpelthen ikke tør ytre sig, da det danske tegneseriemiljø er så lille som det er, og de helst ikke vil “blive uvenner” med nogen…”
Og hele “jeg kender nogen, der kender nogen”-argumentet topper, da Henrik Rehr i debatten gør opmærksom på, at han er nødt til at sende Peter Kielland en privat mail, der bedre belyser argumenterne, men som Rehr ikke mener er til offentlig brug.
Det er på dette tidspunkt i debatten, at der på passende vis kunne tilsættes musik fra Benny Hill Showet, mens tegneserieeliten (som altså muligvis er det samme som Dansk Tegneserieråd) flygter gennem skove af Anders And-blade tæt forfulgt af en horde af ansigtsløse meningsfæller. Debatten er med andre ord på én gang umådeligt dum, tragisk og lidt sjov.
Nu er jeg ikke klar over, om jeg selv er en del af denne tegneseriekulturelite, som muligvis ikke vil tegneserien det bedste. Men jeg ved, at jeg ikke er en del af de ansigtsløse meningsfæller bag Hartung, Rehr, Jakobsen eller Larsen, og jeg har heller ikke brug for at gå til en debat bevæbnet med “jeg kender nogen, der mener det samme som mig”-argumentet.
Så bare for at aftegne nogle klare linjer, så er her, hvad jeg mener, så kort og kontant som jeg kan udtrykke det:
– Dansk Tegneserieråd er en demokratisk forening helt efter bogen, og alle, der har lyst til at gøre en indsats, kan få indflydelse på rådets arbejde. I mine øjne er rådet en interesseorganisation, som med fordel kan agere den vægtstang, der vitterligt kan flytte meget store projekter på plads for tegneserien som helhed. Det er et arbejde, som jeg gerne støtter op om, også selvom det ikke direkte forplanter sig ned i min bankkonto.
– Ja, det er mere interessant som formidler at skrive om fx Chris Ware end stribeserien Ganske Vist. I udgangspunktet har det ikke noget at gøre med, om den ene serie er bedre end den anden (omend det i det konkrete tilfælde forholder sig sådan). Det er den gode historie, som jeg ønsker at formidle – det har intet med at være elitær at gøre.
– At Henrik Rehr og Thomas Thorhauge har et eller andet mærkværdigt indbyrdes forhold er vist ingen hemmelighed, blot er det ærgerligt, at det til tider står i vejen for den konstruktive debat.
Tegneseriemediet har godt af at blive udfordret rent kunstnerisk – men ligesom det ikke er alle tegneserier, der er kunst, er det ikke al kunst, der er tegneserier. Heller ikke selvom de ligner.
– Ja, der er en række tegneserier udgivet i fx Aben Malers Dokument eller i Matthias Wivels redigerede Kolor Klimax, der er så meget KÅNST, at det er til at kaste op over. Men det er ikke udtryk for nogen tendens i mediet, andet end at der åbenbart ikke er nogen forlæggere eller redaktører med smag for det mere traditionelle eller konventionelle med samme gennemslagskraft rent pr-mæssigt.
– Blot fordi en tegneseriestribe har over 200.000 læsere, er ikke det samme, som at det er en god tegneserie. Det er fluer på en lort-argumentet.
– Jo, jeg respekterer Lars Jakobsen for store dele af hans indsats for tegneserier, men jeg synes fortsat, at Art Bubble er et provinsielt halbal, og at han alt for ofte er ufatteligt ukonkret i sine tirader.
– Nej, jeg mener ikke, at der er en tegneseriekulturelite, en hemmelig mafia eller andre konspiratoriske forsamlinger i den danske tegneserieverden.
– Og ja, jeg er på Copenhagen Comics – villig til at uddybe mine synspunkter, tage en sund debat eller bare drikke en enkelt øl eller to.
