Sauvage 2 og 3: I kløerne på Salm-Salm og La Youle
Imponerende nok lykkes det Yann og Meynet at samle trådene i bind to og tre af Sauvage, der afslutter trilogien begyndt i Sauvage 1: De fordømte i Oaxaca. Imponerende ikke mindst fordi der i den grad er intriger på kryds og tværs, så man nærmest skal tage noter ved siden af, for ikke at miste overblikket.
I 1860’erne forsøgte Frankrig af et par omgange at udvide imperiet til at inkludere Mexico, hvilket er den historiske baggrund for Sauvage. Løjtnant Felix Sauvage deltager på den franske side, men kun halvhjertet da hans virkelige mål er at finde og likvidere den person, der er skyld i hans forældres død. Faktisk er han den tredje i rækken af hævnende slægtninge, da både hans ældre bror og søster allerede har forsøgt at tage blodhævn. Setuppet blev rullet ud i første bind og får lov at udfolde sig i de to nye I kløerne på Salm-Salm og La Youle, der runder historien, men ikke serien, af.
Unge Sauvage er en helt af den gamle skole, der kommer kvinder i nød til undsætning og ikke har tænkt sig at løbe fra sit ord, når han først har givet det. Han kan få selv den største skurk til at falde til ro, når han giver sit ord, og får i retur dette skudsmål med på vejen: ”Min Gud! Sådan taler et mandfolk!” Når nøden er størst og svage skal beskyttes – medmindre man vælger at flygte – så er Sauvages svar naturligvis: ”Nu er der ikke andet for end at dø med ære!” Godt nok kan en smuk kvinde kortvarigt få ham til at tabe koncentrationen, men kun for med endnu større ildhu at fange den igen bagefter.
Samtidig med Sauvages personlige hævntogt er et større komplot i gang mod Frankrigs kejser Napoleon d. 3. også kaldet ”den lille Napoleon”. Der arbejdes i det skjulte for at Maximilian, der i en kort periode var kejser i Mexico, i stedet skal hjem og overtage magten i Frankrig. Stille og roligt viser det sig, at der er flere spegede personer med modstridende interesser, end der er sild i en tønde. Den underskønne Agnès de Salm-Salm vil have byttet en ring med stor betydning for komplottet mod Napoleon for sin tilfangetagne ægtemand. Men andre er også interesserede i ringen og er Sauvages søster, Clementine, egentlig så død, som han troede? Pudsigt nok hvirvles alles interesser sammen på kryds og tværs. Plausibelt? Nej! Underholdende? Ja! Hvad den ene vil opnå kolliderer med en andens planer og til slut skal det hele kulminere ved en fangeudveksling blandt aztekiske ruiner.
Sauvage er som sådan godt bud på en historisk spændingsserie. Den kunne stort set have været lavet for 50 år siden, men adskiller sig alligevel lidt på nutidens præmisser. Kvinderne er mere handlekraftige og egenrådige, volden er mere eksplicit og der er mere bar hud. Alligevel sidder man måske nok med en lidt tom fornemmelse af, at der godt kunne have været lidt fuldkorn med i tortilladejen. Ambitionen om at levere effektiv underholdning med forviklinger indfries dog til fulde, og det skal der bestemt også være plads til.
Og så er vi tilbage ved det imponerende i, at Yann og Meynet faktisk formår at afrunde det hele tilfredsstillende og uden løse ender til højre og venstre, hvilket man ellers godt kunne have frygtet undervejs. Nuvel, der er nok lige et par personer, der kommer til at krydse klinger eller flette fingre i de næste bind i serien, men det må være tilladt, når læserne trods alt helst skal holdes varme frem mod næste udgivelse.