Jerome K. Jerome Bloche 2
Serien om privatdetektiven Jerome K. Jerome Bloche udkommer på dansk med 30 års forsinkelse.
Serien om privatdetektiven med det meget lidt mundrette navn Jerome K. Jerome Bloche (opkaldt efter og modelleret over den engelske forfatter Jerome Klapka Jerome) er en af de fransk-belgiske albumserier fra disses sene storhedstid, som undertegnede faktisk en (sjælden) gang imellem har undret sig over, at vi aldrig fik at læse på dansk. Det gjorde vi så alligevel, takket være Zoom, der i år har udgivet to samlealbum med hver tre Jerome-mysterier.
Jerome er en ung og udtalt nørdet fyr med rødt hår og store, runde briller. Han kender ikke sin far; hans mor døde, da han var spæd, og han voksede op hos sin mormor. Bogormen blev bidt af Edgar Allan Poes forfatterskab og udviklede som følge heraf et brændende ønske om at ernære sig som detektiv. Hvilket han forsøger at gøre fra et etværelses taglejlighed med bad i Paris og ofte assisteret af sin kæreste Babette, der dog synes, at detektiveriet fylder lidt for meget i deres parforhold. Han klæder sig som Bogart, men kan ikke drikke noget stærkere end citronvand og bliver nemt køresyg. Det hele er i det store hele meget sødt og tilforladeligt, selv om folk da godt kan bedrage og myrde og hade og miste forstanden i serien. Ud af fortidens tåge bringer trods søsygen Jerome til den lille ø Sankt Matieu ud for Bretagnes kyst, hvor en aldrende kvotekonge hjemsøges af et spøgelse fra sin tid som soldat under 2. verdenskrig. To mand frem gør den unge detektiv selv til genstand for en efterforskning, der skal afsløre hemmeligheder og tragedier i hans familiehistorie. Og i Zelda fører hans tjans med at udstyre den elskelige spåkone af samme navn med oplysninger om hendes klienter ham på sporet af en seriemorder.
Dodier skabte serien om Jerome sammen med medforfatterne Makyo og Le Tendre i starten af 80’erne og overtog den helt selv fra slutningen af årtiet, dvs. omkring historierne i netop dette andet danske album. Og de er såmænd udmærkede, fermt nok flikket sammen og ganske glimrende tegnet. Krimiplottene er lidt barskere end lignende serier fra guldalderens 60’ere og 70’ere og de komiske afbrydelser af handlingen lidt færre, om end stadig en betydende del af det samlede udtryk. Det var måske det, der var problemet dengang i 80’erne, hvor Jerome K. Jerome Bloche ikke blev oversat til dansk; at serien var for nymodens i forhold til de rigtige guldalderkoryfæer som f.eks. Tillieuxs Max Jordan og Duchâteau og Tibets Allan Falk og den dertil knyttede følelse af nostalgi, men slet ikke indtrådt i moderniteten på samme måde som f.eks. Millers samtidige Dark Knight. For ungdommelig og for gammeldags på én og samme tid faldt Jerome i en begrænset tidslomme.
I 2019
er de tidlige bloch’e jo så gået hen og blevet så egentligt gamle, at det faktisk er ret sjovt at læse serien primært af den grund. Fordi der ikke er nogen mobiltelefoner eller noget internet i den, og fordi personerne kan ikke få fat i hinanden, hvis de ikke er hjemme, og Jerome kan ikke finde ud af noget om nogen, med mindre der er nogen andre, der fortæller ham noget om dem, og deraf udspringer en betragtelig del af mystikken og spændingen i de tre indeholdte historier. Det er også skægt, når han møder en engelsk kollega, som modsat Jeromes klassiske metoder benytter sig af moderne teknologi, herunder en art lommeregner, man kan taste spor og oplysninger ind i, og så spytter den efterfølgende løsningen på mysteriet ud – vores forestillinger om, hvad den teknologiske udvikling lige om snart vil være i stand til af nærmest magisk karakter, har ikke ændret sig stort i løbet af de mere end 30 år. (Det siger sig selv, at den teknologiafhængige kollega kommer tragisk af dage.)
Men selv om undertegnede sådan set hyggede sig med at kigge ind gennem denne lille rift i tidstæppet til en sympatisk-bedaget forestilling, så er det nok ikke helt nok til at anbefale udgivelsen. Den er ikke dårlig, og det er da fint nok, at den foreligger på dansk, så interesserede kan orientere sig i den som en del af tegneseriens historie. Og det er da også muligt, at serien bliver bedre hen ad vejen (Dodier bliver det i hvert fald, og han er allerede dygtig i 80’erne); Jerome K. Jerome Bloche udkommer stadig, så der er ud over de seks mysterier, som indtil videre foreligger på dansk, mindst 20 mere at tage af: Om ikke andet ville de udgøre en tidsrejse op gennem 90’erne og 00’erne helt frem til nutiden i tegneserieformat, hvis udgivelsesrækken fortsætter.
