Han, hun og Adolf
Niels Søndergaard og Benny Vigan sender lille Adolf Hitler til genopdragelse i Han, hun og Adolf, den selvstændige opfølger til 2004s Krononautens påske. Der er ramasjang og indvolde for alle pengene … men er der også en vedkommende historie?
What if …? Det er jo det store spørgsmål i masser af film, bøger og tegneserier. Hvad nu, hvis man kunne rejse i tiden og rette lidt op på historiske fadæser her og der. Redde folk fra naturkatastrofer, advare om terrorhandlinger … nakke en enkelt diktator eller to?!!
Det er grundlæggende en god præmis, for de fleste – unge såvel som gamle – synes jo nok, at tidsrejser og deraf opståede paralleluniverser er både skræmmende, dragende og godt underholdningsstof.
Og at tidsrejser altid – ALTID – går galt, ja, det er jo bare en bonus.
Dét ved garvede Niels Søndergaard godt. Han er manden bag utallige film- og tegneserieoversættelser gennem tiderne, og så er han forfatter til Superman og fredsbomben samt de fire mesterligt opfindsomme Dimentionsdetektiven-album, som Ole Comoll udførte de lækre tegninger til.
Og så er han også manden bag Krononautens påske, hvori man i en parallel virkelighed, hvor Hunnerne har erobret Europa og verden, følger kvinden Nova Tayanan, der er halvt jøde (og derfor uren) ombord på et tidsrejsefartøj, som hendes far har opfundet. Under en tidsrejse går det galt (!) for Hunnerne, deres nutid bliver lavet om, og efter en masse mord, skabelse af myten om Jesus’ genopstandelse og flere mord, ender Nova og en frigiven slave på et gods i Sønderjylland anno 1939.
To år senere har nazisterne besat Danmark, og her tager Han, hun og Adolf sin begyndelse. Nova får besøg af en deling tyskere (der har Albert Einstein med på slæb), og vi får at vide, at især jøderne står Førerens hjerte nær. Nej, alt er ikke helt, som vi kender det. Mænd er dog, som vanligt, nogen svin, og da en officer prøver at forgribe sig på Nova, pløkker hun knoppen af ham. I en hastig konfliktoptrapning ryger der en halv deling tyskere, og før vi kan nå at sige ”Marty McFly”, er Nova på vej tilbage i tiden for at ændre historiens gang ved at indfange lille Hitler og opdrage ham ordentligt, så han ikke bliver, I ved, ond.
Som sagt, så gjort. Men med Hitler af vejen kommer Stalin til magten, så han skal også indfanges som barn. Med Stalin af vejen, kommer Mussolini til verdensmagten, så han skal også indfanges som barn. Og med Mussolini af vejen, kommer … o.s.v., o.s.v.
Snart er tidsmaskinen fyldt op med uvornt diktatoryngel, og det kan da umuligt gå galt … Vel?!!
Han, hun og Adolf er tænkt som mainstream-ramasjang med tungen lige i munden og et glimt i øjet. Ingen tvivl om det. Alene titlen signalerer Dansk Folkekomedie a la Balling og Anders Thomas Jensen. Sidstnævntes stil overfører Søndergaard i hvert fald med hensyn til voldskomik. Når der bliver skudt nazister på stribe og hjernemasse og indvolde flyver til højre og venstre, er der ingen moralske mellemregninger. Fordi vold er sjovt. Men som læser risikerer man altså at få de mange afskudte hoveder og indvolde liiidt galt i underholdningshalsen.
Det er nok et sci-fi-eventyr, der belyser de eviggyldige sandheder om, at magt korrumperer og at det ikke nytter at ville lege Gud og ændre historiens gang. Men Han, hun og Adolf er først og fremmest Sømmet-i-bund-spas for den drengerøvede læser med smag for den verdenshistoriske fortælling.
Og tager man historien for, hvad den er, fungerer den ret godt. Søndergaard er en dreven fortæller, og albummet har et fint flow uden (for) mange svinkeærinder. Det er en klassisk tre-akt-struktur, hvor man – hvis man har set en film eller to – ikke er i tvivl om, hvor vi er på vej hen, men turen derhen er også det vigtigste. Altså god underholdning uden de store overraskelser – faktisk signaleres ”twist-slutningen” lovligt kraftigt allerede på albummets cover.
Fortællingen er båret af plottet, og det kan der ikke sættes en eneste fedtet finger på. Man underholdes undervejs. Til gengæld er der ikke megen indlevelse, simpelthen fordi ingen af hovedpersonerne eller bipersonerne er sympatiske.
Det nytter ikke noget af have en protagonist, der kommer til at fremstå som ubehagelig i forhold til Hitler! Eller … det er i hvert fald meget, meget svært at at holde med en sådan protagonist. Så når Søndergaard lader Nova opdrage Lille Hitler ved gentagne gange at smække ham nogen på kassen, ja, så er vi efterhånden lidt kolde overfor, om hun selv klarer skærerne. Jovist, hun prøver at redde verden, men korporlig afstraffelse af børn (uanset hvem barnet er) giver altså ikke mange bonuspoint eller likes.
Og i det hele taget er der meget udpenslet vold i Han, hun og Adolf. Vi er på den forkerte side af tyve likvideringer, hvor blod, indvolde og hjernemasse sprøjter udover de 62 sider, historien varer. I sig selv ikke et problem, men det virker bare lidt … påtaget med alle de blodsudgydelser i et underholdningsalbum. Men det ligger fint i forlængelse med ”1’eren”, Krononautens påske, så er man fan i forvejen, bliver man ikke skuffet.
Hvor Jens Thegler holdt penslen på Krononautens påske, står Benny Vigan for tegningerne i denne opfølger. Hele albummet er – som forgængeren – holdt i sort/hvid, og Vigan, en erfaren billedkunstner, skaber masser af lækre enkeltruder og variationer i billedkompositionerne, og hans landskaber og især nattescener fungerer ret godt. Der bliver skruet godt op for skyggeeffekter, og siderne 5 til 14, der foregår mestendels på en pangsort baggrund en mørk nattetime, er effektive og albummets bedste.
Til gengæld er Vigans persontegning mindre vellykket. Jo, han kan virkelig tegne en god karikatur, og Einstein sidder lige i skabet, ligesom en sjov – men distraherende – sekvens viser, hvordan Vigan med få virkemidler kan få Hitler til at ligne både Superman og Wolverine. Men! Man kommer ikke udenom, at hovedpersonerne i Han, hun og Adolf er tegnet i en stil, der vækker mindelser om Europæisk tegneserie anno 1980’erne. Måske er det den utaknemmelige opgave at skulle overtage figurerne fra en anden tegner, der har gjort det, men persontegningen kommer til at fremstå upersonlig, lidt altmodisch og nogen gange næsten tangerende – undskyld! – illustrationer til lægeromaner.
Dét giver hele albummet en lidt spøjs vaklen, for stilen ender op til flere gange med at spænde ben for den vilde historie. Om det er tilsigtet, skal jeg ikke kunne sige, og albummets kernepublikum vil muligvis synes godt om stilen, da den i sig selv er en tidsrejse tilbage til da de var unge og læste ramasjang-historier.
Men i 2019 fremstår Han, hun og Adolf som en utidssvarende, tilbageskuende historie.
Søndergaard og Vigans nye album vil altså ikke selv ændre historiens gang på nogen måde. Dertil er det for ujævnt samlet set, og historien er ikke afgørende anderledes end de mange, mange andre tisrejseforviklingshistorier, populærkulturen er proppet med. Men kan man leve med en ramasjangfortælling, hvor dybden ligger på overfladen, hvor aftrækkeren sidder løst, og hvor lemmer og indvolde flyver til højre og venstre, ja, så er underholdningen hjemme.
