“Splint & Co.’s ekstraordinære eventyr” er den ved siden af serien løbende serie, hvor skiftende forfattere og tegnere kan få lov til at boltre sig en smule friere og knap så forpligtende i det velkendte univers og persongalleri.
Fænomenet Fabian Vehlmann og tegneren Yoann (Chivard) stod for første slag i bolledejen, som åbenbart var godt nok til skaffe dem fast arbejde på hovedserien i stedet for det til den serie ikke videre velegnede makkerpar Jean-David Morvan og José Luis Munuera. Siden har især den superproduktive og stadigt vitale manuskriptsnedker Yann(ick le Pennetier) – måske bedst kendt herhjemme for Bob Marone, men som burde være mindst lige så kendt for (under aliasset Balac) at sætte Yslaire i gang med Sambre samt hans og Didier Conrads Le Innommables, der helt utilgiveligt gik ind efter det første danske album “Hongkong 1949” – spredt tilpas meget kvalitetsstøv ud over den ekstraordinære serie til, at den snart må betragtes som det ene af to lige bærende ben under konceptet Spirou et Fantasio.
Og det er måske også mere passende i forhold til kundesegmentet, der jo for en stor dels vedkommende nok er nogle efterhånden ældre herrer, som forelskede sig i universet som drenge og gerne vil genbesøge det. Hvor hovedserien vel stadig, i hvert fald formelt, skal henvende sig til yngre læsere, så kan den ekstraordinære skeje en smule mere ud i ”voksen” retning. Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget man kan skubbe til grænserne, før også det modne publikum ville begynde at rynke bryn – det skal stadig være Splint & Co. og nok sjovt, men også farligt, og der er selvklart ikke nogen, der knalder eller bliver skilt eller får skudt knoppen af i “Det glatte ansigt“. Men Kvik kan godt blive lidt lun på den lækre tv-meteorolog og jaloux på Splint, når hun falder for ham, efter at de to har indspillet en film om begivenhederne i “Kvik i knibe”, som Kvik har beskrevet, urimeligt nedgraderende Splints indsats, i en dårligt sælgende bog, men som filmatiseringen af gør Splint til superstjerne og kun giver plads til Kvik i rollen som sin fætter Sante, og de to må gerne blive rigtigt uvenner, da berømmelsen stiger Splint til hovedet, og først forenes igen i kampen for at styrte den militærjunta, der har kuppet sig til magten i Bretzelburg, når bølgerne bare ikke går højere end til et enkelt kys på munden, en bedøvelsespil i bagdelen og lidt Champignac-eleksir til at tage sig af soldaterne.
Kunstnernavnene Makyo og Toldac dækker over brødrene Pierre og Michel Fournier, som næppe er i familie med tidligere hovedserieforfatter og -tegner Jean-Claude, selv om det ikke direkte kan afkræftes af en ikke-fransk-læsende internetsøgning. Pierre står fadder til en del serier, der blev oversat til dansk, dengang der stadig var råd og plads til udgivelser fra hylden lige under den allerøverste, og har sammen med den yderst kapabelt tegnende Alain Dodier skabt dektektivserien Jérôme K. Jérôme Bloche, der bedømt på antallet af udgivne albums må være en lidt større sag i de fransktalende lande, mens vi vist ikke her i landet har stiftet bekendtskab med Michel før. De to har sammenkogt en historie, som vel stort set er, som den nu engang skal være inden for de givne rammer. Det er umiskendeligt Splint & Co., og der er en god balance mellem de nødvendige elementer, nyt og gammelt, slapstick og plot, umiddelbart og indforstået osv. Denne anmelder kommer nok aldrig til helt at forstå glæden ved at vende tilbage til fx Bretzelburg, bare i en lidt anden anledning, eller hvorfor en doktor Kilikil skal hives ud af det køkken, han endte i i SOS, og som var den rigtige og udtømmende anvendelse af den figur, der ikke vinder ved genbrug alene for gensynsglædens skyld. Samme anmelder morer sig heller ikke over, at Franquin og andre mere eller mindre kendte ansatte og aktører fra virkelighedens magasin gennem tiderne har cameoroller ved Kviks udgivelsesreception.
Men den slags er jo blot en del af den måde, man kører sådanne koncepter videre på, og derfor svært rigtigt at bebrejde forfatterne, der gør det, de er sat til, og som i dette tilfælde faktisk også gør det ret fornuftigt. Bretzelburgplotsporet er under alle omstændigheder perifært i albummet. “Det glatte ansigt“ er bygget op omkring bruddet i og genetableringen af relationen mellem de to hovedfigurer – et helt klassisk fortællegreb, som her fungerer fint og er sjovt og i orden. Og selvom tegneren Tehem er medvirkende til at bringe det samlede antal fjollede pseudonymer involveret i denne udgivelse op over enhver rimeligheds niveau, illustrerer han den såmænd helt nydeligt, kan holde sig inden for stilen uden helt at opgive sin egen stil og bidrager i det hele taget til det slapstickede og på den positivt mente måde letbenede indtryk, som det tydeligvis er hensigten, albummet skal gøre, så det er også, som det skal være. Men så er det bare heller ikke mere.
Solidt håndværk, udmærket underholdning, opgaven løst og afleveret uden nævneværdige anmærkninger. Hvis man hører til blandt de trofaste og godt kan lide de her ekstraordinære eventyr, så skal man bare gå ud og anskaffe sig denne udgivelse uden yderligere forbehold. Hvis man primært har nydt serien på grund af billedsiden, dvs. primært når Yanns efterhånden faste makker Olivier Schwartz har stået for den, så kan man måske godt overveje at springe det her album over, uden at dog skal lyde, som om illustrationerne i sig selv er anledning til fravalg. Og endelig, hvis man kun helt ekstraordinært overvejer at sætte sine ben i butikken Splint & Co., så bør man nok vide, at den seneste leverance ikke indeholder nogen fuldkornsprodukter, kun kalorielette snacks – uskadelige, men ikke nærende eller mættende nok til at erstatte et egentligt måltid.
Karakter: 3/5
Titel: Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.: Det glatte ansigt
Forfatter/tegner: Makyo & Toldac/Tehem
Forlag: Cobolt
Format: 72 s., farver
Pris: 198,- kr.
ISBN: 978-87-7085-583-9
