Manuele Fiors 5000 Kilometres Par Seconde vandt prisen som årets bedste på Angoulêmefestivalen. I et land, hvor der udkommer over 4000 tegneserier årligt, er det noget af en bedrift. Var det så fortjent?
Den 36-årige Manuele Fior er italiener, men har også boet i Berlin, Oslo og nu i Paris. Jeg nævner denne kosmopolitiske natur, fordi man også fornemmer den i 5000 Kilometres Par Seconde (eller ‘Fem tusen kilometer i sekundet’, som den hedder i den nye norske udgave), som begynder i Italien, bevæger sig til Oslo og så Egypten, hvorefter alle tre lande besøges en gang til. Piero og Nicola er to teenagedrenge, som venter på deres eksamensresultater, kører rundt på knallert, taler om piger og flirter med egen seksualitet i den bagende italienske sol, skildret med varm gul akvarel. En ny nabo flytter ind med en yndig, jævnaldrende datter, Lucia, og Piero gør klodsede tilnærmelser til hende. Sceneskift til et vinterblåt Oslo, nu et par år senere, hvor Lucia er flyttet nordpå for at studere Ibsen, mens hendes forhold til Piero går i stykker. Og således går tiden, et kapitel ad gangen, forhold påbegyndes og går i stykker, og vores hovedpersoner bliver gradvist voksne, finder nye partnere, får arbejde og børn og kuldslået hverdag.
Går man som jeg og håber, at tegneseriemediet vil finde flere læsere via den mest oplagte kanal, de grafiske romaner, er 5000 Kilometres Par Seconde en oplagt kandidat. Det er en historie om kærligheden og tilværelsen, med unge, tiltrækkende, sympatiske hovedpersoner placeret i varierende og eksotiske omgivelser, fortalt lige ud ad en kronologisk landevej, malet i akvarel med smukke, dybe, farver. Det lyder da som en opskrift på succes.
Men også en smule forudsigeligt. Der er ikke rigtig nogen overraskelser undervejs, og jeg havde fornemmelsen af at have set det hele før i et utal af film, bøger og tegneserier. Personerne gjorde intet, der kom bag på mig, og heller ikke noget, der fik mig til for alvor at føle for dem.
Men så kan man i stedet fokusere på de lækre tegninger. Allerede når man får bogen i hånden, appelleres der til ens gode smag: Omslaget er i tykt, nopret akvarelpapir, og det elegant underspillede forsidemotiv inviterer til at kigge indenfor. Fior er en dygtig akvarelmaler, som effektivt anslår stemninger i farvelægningen, der nærmest anvendes som en lyssætning, der skifter fra scene til scene. Hans stil er typisk for den franske scene i øjeblikket – Daumier via Blutch – med en blød, hurtig, karikeret streg, og et drys Disneytegnefilm i 60erne oveni.
Men ak, også her savner jeg lidt personlighed og valg, som ikke ligger lige for. Den hede italienske sommer er korngul, og en norsk vinteraften er dybblå, jo, det giver god mening, men det er så oplagt. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere sprælskhed.
Ak, så vidt, så kedeligt. Og så reddes Fiors tegneserie alligevel lidt på stregen. For et årti efter den øvrige handling mødes Lucia og Piero og gør status over, hvordan deres liv udviklede sig, og hvad der kunne have været gjort anderledes. Også denne scene er forudsigelig og velkendt, men det er, som om der er en pointe med forudsigeligheden, næsten noget uafvendeligt – og pludselig får personerne liv.
Karakter: 3/5
Værkets titel: 5000 Kilometres Par Seconde
Forfatter/tegner: Manuele Fior
Forlag: Editions Atrabile (fransk-schweizisk, men dette eksemplar var venligt stillet til rådighed af Jippi, som har udgivet den på norsk: Fem tusen kilometer i sekundet.)
Oversætter: Nina Haugdahl
Farve og form: Paperback, farve
Sidetal: 144
Vejl. pris: 230 NOK
ISBN: 978-82-92226-27-8 (norsk udgave)
Udgivelsesår: 2010