Da Nummer9s Michael Lindal anmeldte Jean van Hamme og Paul Cuveliers ‘Epoxy’ for en måned siden, skabte det en del debat (hvad vores anmeldelser heldigvis gør af og til). Her på sitet står vi naturligvis 100% inde for, hvad vi publicerer, og det gælder selvfølgelig også Lindals ‘Epoxy’-anmeldelse. Vi modtog en henvendelse fra Jørgen Høgh, der beklagede sig over anmeldelsens manglende dækning af historiske kontekst, og tilsvarede efterlyste Høgh også en mere præcis karakteristik af Cuveliers tegnestil og kunstneriske sensibilitet.
Vi fornemmede straks, at Jørgen Høgh er kender, og opfordrede ham prompte til at skrive en ‘modanmeldelse’, hvor disse perspektiver kunne udfolde sig – et lille indblik i et hjørne i den fransk-belgiske tegneseriehistorie, vi normalt ikke snakker meget om på disse breddegrader. Høgh tog imod udfordringen, og nedenfor følger så resultatet – god fornøjelse:
I et af Numa Sadouls kendte interviews fra halvfjerdserne siger Hergé: “Den første gang jeg mødte ham, var han ikke engang fyldt 20 endnu, og bad mig om råd. Det var mig, der burde have bedt ham rådgive mig. Det han lavede, var superbt, tegninger udført med en usædvanlig elegance”. Den unge mand, Hergé beretter om, var Paul Cuvelier.
Cuvelier blev født i november 1923, og var en meget ung mand, da han på opfordring fra Hergé i 1946 var med til at starte tegneseriemagasinet “Tintin” med sin serie om “Corentin Felts Eventyrlige Liv”. Det blev i første omgang kun til tre historier om drengen Corentin, der som blind passager på et skib flygter fra en trøstesløs tilværelse i syttenhundretallets Bretagne og ender i det lille indiske fyrstendømme Minpore. Cuvelier trak sig efter disse tre historier tilbage fra arbejdet med tegneserier for at hellige sig billedkunst og skulptur.
I 1958 vendte han imidlertid tilbage til tegneseriens verden, hvor han genoptog arbejdet med “Corentin Felt”. I løbet af de følgende 4 album undergår Corentin en næsten umærkelig forvandling fra dreng til ung mand. Blandt de forskellige manuskriptforfattere, der leverede manuskripterne til eventyrene om Corentin, finder vi Van Hamme, der jo netop debuterede som manuskriptforfatter på “EPOXY”; men mere derom senere.
Billedsiden i fortællingerne om Corentin er uhyre detaljeret, og uanset om handlingen foregår i ørkenen, i klippefyldt terræn, i junglen eller i østens byer og paladser, formår Cuvelier gennem sine tegninger at formidle så megen stemning – så megen atmosfære – at man som læser virkelig føler sig hensat til det mystiske og eksotiske østen.
Det, der dog virkeligt kendetegner Cuveliers tegninger – hans adelsmærke så at sige – uanset om der er tale om arbejdet med “Corentin Felt”, “Flamme d`Argent”, “Line”, “Wapi” eller “EPOXY” – er hans arbejde med menneskers og dyrs anatomi. Han formår som få tegneserietegnere på den tid at puste liv i sine personer – at skabe troværdige, tredimensionelle figurer på det flade papir. Figurer fulde af liv og bevægelse.
I 1966 lærte Paul Cuvelier Jean Van Hamme at kende. De blev enige om at lave en tegneserie sammen. Og det førte så i første omgang til skabelsen af “Epoxy”. Siden er Van Hamme jo som bekendt blevet et stort navn i tegneserieverdenen, og har idag et stort bagkatalog som manuskriptforfatter til så forskellige albumserier som “Thorgal”, “XIII”, “Blake og Mortimer” med mere, og oneshots som eksempelvis “Den Lille Sninkels Store Kraft” og “I Dødens Skygge”. “Epoxy” blev Van Hammes debut som tegneserieforfatter.
I “Epoxy”, der nu endelig foreligger på dansk (i en nyfarvelagt version), ses Cuveliers forkærlighed for arbejdet med anatomi og bevægelse tydeligt. Næsten hver eneste planche er et overflødighedshorn af nøgne og halvnøgne skikkelser – især kvindelige. Men “Epoxy” er også tegneserien, hvor Cuvelier holder “frikvarter”. Der er ingen stemnings- og atmosfærefyldte miljøbeskrivelser. Baggrundstegningerne er udført med hurtig hånd, og kun det allermest nødvendige er taget med. Og tushningen er ikke udført med samme omhu, som i andre af Cuveliers tegneserier.
Så på den måde – tegnemæssigt – er “Epoxy” ikke et ‘hovedværk’. Cuvelier giver sig selv lov til at lege her. Han hengiver sig til udforskningen af menneskers, dyrs og fabelvæseners anatomi – at gengive bevægelsen. Jeg ville give meget for at kunne have fået lov til at se Cuveliers skitsearbejde forud for tushningen. Jeg tror, at her ville man virkeligt have kunnet se tegneekvilibristen Cuvelier for fulde omdrejninger.
Jeg skal ikke indlade mig på en dyb analyse af dette meget symbolladede værk, blot nævne at det i mine øjne er en opfordring til at hengive sig til livet (og til døden) – ikke at lade sig hæmme af snærende bånd, men netop at kaste sig ud i livet og udleve både de sure og de søde aspekter af et liv i frihed. På den måde går “Epoxy” godt i spænd med sin samtid – de frihedshungrende tressere – der kulminerede med “Summer Of Love” i ´67 og ungdomsoprøret i ´68 – samme år som “Epoxy” udkom første gang.
Ordet “epoxy” er en sammensætning af de græske ord “epi” og “oksy”, og kan (meget frit og subjektivt) oversat betyde “efter det sure”. Er min oversættelse okay, kunne det jo hentyde til pigen Epoxys bevægelse fra det mere konforme liv til hengivelsen til “la dolche vita” – på godt og ondt!
Er “Epoxy” ikke ligefrem et mesterværk, så er albummet dog en tegneseriehistorisk milepæl. Sammen med blandt andre værker som “Saga De Xam” og “Jodelle” kom “Epoxy” for eftertiden til at fremstå som en avantgarde, der beredte vejen for halvfjerdsernes “voksentegneserierevolution”, der materialiserede sig i, blandt andre, magasiner som “Fluide Glacial”, “Metal Hurlant”, “A Suivre” og et nu mere voksent “Pilote”.
Paul Cuvelier døde i 1978.
Hele sit liv stræbte han efter at raffinere sit arbejde. Han var aldrig tilfreds med sig selv – var sin egen største kritiker, så på den måde havde han ikke brug for nogen anmelderes letkøbte og dumsmarte kritiske bemærkninger.
I Hergés efterladte papirer kan man læse dette om Cuvelier: “…han tvivlede på sig selv, på sit talent, på sine muligheder….Han havde et idol: Rafael. Han ville gerne have været Rafael. Åh! Hvis han dog blot ville have været Paul Cuvelier!…”.
“Epoxy” er et album, der har stor tegneseriehistorisk betydning både på grund af dets ophavsmænd, og det det kom til at være med til at betyde for tegneseriens udvikling i Europa. Og er det ikke hverken Van Hammes eller Paul Cuveliers bedste arbejde, hæver det sig dog stadig over mange af de tegneserier, der udkommer idag.
– Jørgen Høgh