En af de største danske tegnere gennem tiden – og lejlighedsvis anmelder for Nummer 9 – har netop rundet et skarpt hjørne. I går fyldte Mårdøn Smet 50 år. Vi siger tillykke, og benytter lejligheden til at lægge Matthias Wivels interview med Den store Smet ud til Nummer 9s læsere. Samtalen fandt sted i 2001, da Mårdøn endnu blot var en ung knøs på 40 år.
MÅRDØN SMET INTERVIEWET AF MATTHIAS WIVEL
INTRODUKTION AF HENRY SØRENSEN
MÅRDØN KORT
Der stod i høj grad hærg på dagsordenen, da en ny generation af danske tegneserietegnere gjorde sin entré i begyndelsen af 80erne. Inspireret af den amerikanske undergrundsscene satte folk som Rune T. Kidde og Peter Kielland nye standarder for, hvordan en tegneserie kunne se ud – og ikke mindst hvad den kunne indeholde. Som ved et trylleslag var der gået sex, drugs and rock’n’roll i de danske striber.
Én mand syntes dog fra starten at være mere rabiat end sine kolleger. Det var Mårdøn Smet. Hvor Kidde og Kiellands værker ofte tangerede det poetiske, var Smet anderledes uforsonlig i sit udtryk. Der er således næppe det tabu, der er ikke har været under kniven i hans serier: pædofili, urinsex og en smule af den gode gamle ultravold er blot et par af de emner, han har afsøgt. Hvem husker ikke klassikere som historien om drengene, der circle jerker over liget af deres kammerat, som de har drevet til selvmord, fordi han onanerede (!) Smagløst? Javist; men også med en vis morale.
Smet måtte imidlertid finde et anderledes midtsøgende udtryk frem, da han i 90erne blev bedt om at genillustrere en af alle tiders store børneklassikere: Tove Janssons Mumitroldene. Her formåede han i en række albums ganske overbevisende at opdatere forlæggets dystert poetiske grundtone, og udviklede sig samtidig mærkbart som tegner. Sideløbende hermed fik Smet afløb for sin egen skingre teologi i den genialt betitlede Stig & Martha, der blev afleveret i den mest snørklede streg nord – og såmænd også syd – for alperne.
Senest har Smet udsendt første bind i funny animal-serien Hieronymus Borsch. Titelfiguren er en godmodig ræv, der ernærer sig som detektiv med speciale i okkulte sager, hvorfor mere eller mindre klassiske kriminal-rutiner syltes godt og grundigt ind i voodoo, sort magi og astralrejser. Her virker det som om, den alsidige tegner og fortæller har fundet den rette balance mellem de ovenfor skitserede ekstremer. Smet er stadig fascineret af pik og patter – men nu omstunder vil han mere end blot at chokere: han vil fortælle en god historie, der i bedste fald gør os klogere på os selv og på hinanden.
Siden 2001 har Mårdøn Smet hovedsageligt leveret illustrationer til en række børnebøger, bl.a. en håndfuld Pixi-bøger med nogle af H. C. Andersens kendteste eventyr. I 2006 illustrerede Smet alle fire bind i Benni Bødkers vampyrserie Nattens børn, og med samme forfatter har han siden 2006 stået bag fantasy-serien De 7 nøgler, hvoraf det syvende og sidste bind i øjeblikket er under forberedelse. På tegneseriefronten er det blevet til en enkelt udgivelse: den meget personlige pantomime-fortælling Lazarus, der udkom i Aben Malers 676-serie i 2007. Smet har netop færdiggjort illustrationerne til en børnebog af Kim Langer, der udkommer i slutningen af august.
DE ÅRLE ÅR
Hvordan kom du ind på tegneseriescenen?
Jeg mødte Peter Kielland og de andre tegnere fra kollektivforlaget Balder og Brage i ‘78 – forlagets projekt var meget at gå imod storkapitalen ved at lave danske kvalitetstegneserier, hvilket selvfølgelig var fuldstændig til grin fordi det meste af det der blev udgivet var noget pis og lort [latter]. Balder og Brage udgav en del soloting – af Peter Kielland, Rune Kidde, osv. – men de havde også et “flagskib”, der hed På stribe og det skulle være Danmarks svar på Metal Hurlant. Der kom vel en tre-fire numre, så gik det ind pga. en masse personligt fnidder fnadder. Der var nogle, der mente at forlaget skulle være mere politisk og decideret skulle gå efter at lave kommunistiske tegneserier og bane vejen for verdensrevolutionen – det var den ene fraktion – den anden fraktion var sådan nogle som mig, der bare syntes at det hele var sjovt og at man skulle lave noget, der kunne provokere borgerskabet og være grimt og dumt.
Hvem havde stiftet forlaget?
I den gruppe, der stiftede forlaget i midten af 70erne, var bla. Jørgen Nielsen, Terkild Marker, Peter Kielland, Rune Kidde og et par stykker til. Rune Kidde gik ret hurtigt ud. Den der meget stalinistiske, støvletrampende mentalitet, der herskede hos nogle af forlæggerne, passede ham absolut ikke. Hele forlaget faldt mere eller mindre fra hinanden omkring ‘80-‘81 med den sidste af de tre-fire tegneserieudstillinger i Huset, de havde været med til at arrangere med Det Danske Tegneserieforbund, DDT. Det var for øvrigt ganske glimrende arrangementer. Det var Jørgen Nielsen, der var den samlende kraft i Balder og Brage på det tidspunkt. Da vi andre forlod forlaget der i ‘80, valgte han at køre videre og genstiftede det med nogle nye folk og prøvede med en lidt mere ambitiøs strategi, hvor der skulle udkomme et album om måneden. Der nåede at komme to, så gik det i sig selv og Balder og Brage fortsatte derefter som en slags trykkeri og udgav et par enkelte publikationer inden de lukkede et par år senere.
Hvad har du af uddannelse?
Jeg gik på Gladsaxe kommunes ungdomsskole det sidste halvandet år af min skoletid og lavede dér en tegneserie sammen med det, der hed ‘Det kreative hold’ på skolen, og den blev faktisk udgivet på Balder og Brage som Skolebænken savler, af mangel på bedre titel. Jeg kom derefter på den alternative kunstskole Atelier 12, hvor jeg mødte Peter og blev del af Balder og Brage.
Havde du bestemt dig for at ville arbejde med tegneserier på det tidspunkt, eller havde du andre kreative ambitioner?
Når man er meget ung, jeg var 17 år, kan man forestille sig hvad som helst. Man forestiller sig at hele verden er sådan en fuldstændig åben mark for ens udfoldelse, så jeg havde forestillet mig at jeg skulle lave skulptur, tegneserier og alt muligt andet. Så bliver man forvirret og vælter sig rundt i alt muligt og prøver det af. Det var først langt senere, at jeg begyndte at koncentrere mig om de ting, jeg syntes var de væsentlige. Det der for mig betyder noget i en kreativ sammenhæng i dag, er ikke så meget billedkunst som det er illustration og tegneserier, ikke bare som rene popfænomener, men i et bredere perspektiv.
Du er også uddannet som stenhugger.
Ja. Det var sådan en lidt forvirret reaktion på det, der skete med mig dengang, efter at jeg havde gået på den dér meget nonkonformistiske kunstskole. Jeg har aldrig brugt den uddannelse til noget siden hen. Men det hjalp mig til at sætte nogle ting i perspektiv; i virkeligheden har det mere haft en terapeutisk virkning end så meget andet for mig.
Men du havde hele tiden tegnet?
Ja ja, jeg tegnede mit debutalbum, Spildte Guds ord på Balle-Lars, mens jeg var stenhugger og jeg fik også udgivet ting i diverse fanzines i begyndelsen af 80erne. Derudover lavede vi, Rune, Peter og mig, Besat af begær sammen. Det blad synes jeg egentlig den dag i dag er meget sjovt. Et eller andet sted er det noget, der kun har interesse for os selv – det var et meget privat projekt. Det var virkelig noget pis – det var fuldstændigt håbløst [MW griner], det kan jo ikke give nogen mening for nogen, det kan det virkelig ikke [latter].
Hvad var meningen?
Jamen, meningen var jo det sædvanlige pjat ikke? Det var jo sådan en blanding af fnisende ungdommeligheder og megalomaniske forestillinger om, hvad vi selv kunne drive det til. På den ene side har man bare lyst til at trække bukserne ned og vise hele verden sin bare røv og på den anden side mener man, at de evner man har vil gøre en i stand til at gå over i verdenshistorien – det er en meget… yderst bizar blanding! [latter]. Det er meget svært at sætte sig ind i i dag, det eneste jeg kan konstatere er, at jeg synes det er morsomt. Og jeg ved at det har betydet væsentlig mere for mig dengang – jeg syntes jo virkelig, at det stod til en Nobelpris.
PIK OG PATTER
Man kan sige at et fællestræk ved de ting flere af jer lavede er, [Mårdøn griner] at der går grov humor og overskridelse af seksuelle tabuer i den. Der går meget pik og patter og lort og tis i den…
Ekstremt meget.
… og det synes jeg egentlig er ret påfaldende for rigtig mange serier, ikke mindst i 70erne og 80erne, og ikke bare i Danmark.
Nu skal man jo tænke på, at man var lidt tættere på den seksuelle frigørelse, end vi er i dag. Dengang var det noget, der stadigvæk kunne få nogle sind i kog. Det kan man måske ikke sige gælder for 80erne, men det vi lagde os op ad, var den amerikanske undergrundstegneserie, som jo kun var en små 10 år væk fra os i tid. Vi var vokset op med undergrundstegneserien og nu var vi ved at blive voksne mænd, der havde lyst til at lave noget i stil med det. Så det har ligesom ligget i kortene – den tendens der lå i undergrundsserierne med fri sex og fri hash, var noget vi overtog, fordi det var noget af det fedeste vi kunne forestille os at lave i en tegneserie. Og selvfølgelig var der samtidig det, at hvis man kunne vise noget bar røv og nogle patter, så regnede man med at den store jubel var hjemme, fordi det ville få det bedre borgerskab til at tabe både næse og mund. Dét var selvfølgelig en noget overmodig tanke, for i begyndelsen af 80erne var hele det show kølet kraftigt af. Sex og snavs er altid et godt emne, det har en stor betydning for de fleste, men hvis 70erne ikke var gået forud med sin frigørelsesbevægelse, tror jeg aldrig at det emne var blevet så dominerende som det blev i vores serier.
Selvom du har et kritisk forhold til det du lavede dengang, er du jo fortsat med nogle af de ting, du arbejdede med op til i dag. Noget af det har vel på en eller anden måde rykket.
Ja, hvad skal man sige. Øøh, jeg tror at grunden til at jeg vender tilbage til de der pjattede elementer er fordi jeg er af en pjattet natur, som stadigvæk synes at det er utroligt sjovt at tingene har noget med numse, pik og fisse at gøre. Det synes jeg er sjovt. Jeg gider sgu ikke lave det i dag, men…
Du er jo fortsat med det i et vist mål.
Jaaeh… Jeg er jo sådan set stoppet med det i starten af 90erne. De ting jeg har lavet for Semic, Mumitroldene og Hieronymus Borsch var mere i retning af “mainstreamen”.
Nu tænker jeg også mest på de ting, du har lavet i Fahrenheit.
Det er rigtigt – de ting har været ude på et overdrev. Der er seksuelle elementer i, men jeg vil sige, at der altid er en idé med det. I hvert fald med sådan en serie som Stig & Martha, selvom det kan være svært at få øje på den, fordi det er så svært dechifrerbart. Men der har altid været en pointe – jeg har aldrig sat mig ned og sagt: “Nu vil jeg lave en serie med pik og fisse”, men hvis der tilfældigvis er pik og fisse med, er det fordi det er en del af pointen. Det er ikke, som det var i starten, noget jeg lavede for bare for at gøre det. Dengang var målsætningen meget: “Hvad er det værste jeg kan finde på i dag?”.
Men der er meget pik og fisse i Stig og Martha.
Der er noget. Der er en del og det er meget udpenslet. Men samtidig synes jeg, at der er nogle grundlæggende historier, som fortæller noget. F. eks. er den med fjernsynet, der bliver opdraget til at vise gameshows i stedet for sex og vold, jo en måde at fortælle noget om medierne og den virkelighed, de udfolder sig i på. Man bruger nogle udpenslede situationer, men det er ikke dem der i sig selv er de vigtige. Diskussionen om sex i tegneserier er som den slags diskussioner er flest – det kommer udelukkende til at handle om der er sex i serierne eller ej, i stedet for indholdet af serierne – hvad det er de gør, om de er gode eller dårlige og hvorfor. Jeg vil da vedkende mig, at der en meget, meget stor mængde pjat i mine tegneserier – jeg elsker pjat – men der er også en eftertænksomhed, som man nogle gange glemmer. Selv i Balle-Lars var der mange pointer – det var meget hysterisk og overspændt og er ikke særligt morsomt i dag, men der var da enkelte pointer.
Det synes jeg er rigtigt – man bliver noget overrasket, når der pludselig, midt i al fråden, dukker en pointe op. Og det er da klart at Stig & Martha har det.
Det lyder så utroligt bagstræberisk at sige det, men det er begyndt at interessere mig mere i takt med, at jeg er blevet ældre. Der er jo nogle andre ting, der bliver mere interessante her i livet, når man bliver ældre. Man begynder at operere med den erkendelse, at man ikke selv er ufejlbarlig og at man rent faktisk har nogle brister. I forlængelse af det begynder man, når man fortæller en historie, at tænke over grundene til, at en figur handler som den gør.
Den slags refleksion er særlig sjælden i tegneserier.
Ja, i tegneserier kan man lykkeligvis forsimple tingene på en måde, som man normalt ikke ville acceptere i en bog eller på film. Men jeg vil også sige, at tingene kan simplificeres for meget – at give figurerne følelser og gøre dem forståelige for læseren er væsentligt for mig. Jeg har ikke noget imod at lave en figur, der bare er grotesk, men det skal ikke være det bærende i en tegneserie – det bærende i en tegneserie skal være, at man kan forstå de figurer, der er i den.
Er denne mulighed for simplificering måske i virkeligheden grunden til, at der er så mange, der laver rent pjat?
Jeg tror egentlig, at de danske undergrundstegnere laver det, der falder dem ind, når de sidder ved tegnebordet. Folk har ikke nødvendigvis en ambition om at lave andet end pjat og, hvis de har noget der ligner, kommer de alligevel kun sjældent videre end pjattet. Og jeg synes at hvis det er pjattet, der er meningen med det, så opfylder serierne de krav, serieskaberne stiller til sig selv. Men det er klart, at man ikke får en eller anden stor oplevelse ud af at læse det [griner].
Hvis man tager de unge serieskaberes serier og prøver at se dem som ambassadører udadtil for hvad mediet kan, er det så ikke problematisk, at der er så meget pjat?
Det er ikke et spørgsmål om pik og patter – du kan sagtens lave tegneserier med pik og patter der er skidegode – det er Robert Crumb et glimrende eksempel på. Det er et spørgsmål om hvad den enkelte tegneserier gør. Problemet er simpelthen af de dersens tegneserier ikke er gode nok. Det er desværre alt for sjældent – også i mit eget tilfælde – at der bliver lavet noget, der virkelig holder.
I det hele taget må man for de danske seriers vedkommende sige – og det er jo kedeligt – at der er noget håndværksmæssigt, der ikke er på plads. Og det gælder både det tegnemæssige og det fortælletekniske. I Frankrig og Belgien er tegneserieindustrien et lokomotiv og hvis man vil noget med tegneserier og har evnerne til det, så kan man noget med tegneserier. I Danmark kan du ingenting med tegneserier. Der er ingen steder man kan gå hen og få den gode kritik, man har brug for og hvor man kan få prøvet forskellige ting af under kyndig vejledning.
TIDENS TEGNESERIER I
Men der er da flere, der har udviklet et ganske gedigent håndværk – især tegneteknisk. Dig selv, Ole Comoll, Jan Solheim osv. Der er da mange virkelig dygtige tegnere. Det er måske mere indholdet det er galt med.
Mange af de yngre tegnere, Jan Solheim osv., er jo oven i købet så fuldt udviklede, at de kan bide skeer med hvem som helst – også i udlandet. Der, hvor jeg synes problemet er med sådan noget som Jans Lava er, at der skulle have været en redaktør på. Hvis den serie havde haft en redaktør, ville den måske virkelig have været noget der rykkede i dag. Den slags mangler man simpelthen i Danmark.
Så vi mangler gode redaktører i dag?
Ja, Henning Kure er der jo ikke længere. Han er den eneste tegneserieredaktør, jeg har oplevet, der kunne give en tekstkritik og en visuel kritik på tingene. Han sidder og redigerer Onkel Joakim-historier for Egmont i dag. Der er for øjeblikket ikke nogen, der kan give den nødvendige kritik til de unge håbefulde, der kommer med deres egne ting.
Jeg vil gerne fortsætte lidt med det der med indholdssiden af serierne. Er det vejen at gøre som Peter Kielland og forklæde en kompliceret og stærk fortælling og pakke den ind i klassiske eventyrklæder eller skal man gøre som Thomas Thorhauge [Det der går forud, 2000] og lave noget helt genreløst?
Jeg synes at både Peter og Thomas har nogle rigtig stærke sider, men de har også nogle skønhedsfejl. Peters skønhedsfejl er jo nok nogle, der er vokset ind i hans arbejde og er blevet en del af det med årene – der er bla. nogle dramaturgiske, fortælletekniske problemer, der kommer på tværs – mens Thomas måske har nogle problemer i sin vægtning af tingene og med hvordan han fremstiller sine figurer. Men når han får noget mere hår på brystet i den sammenhæng, så tror jeg han kan gå hen og lave noget, der er virkelig godt. Jeg tror de veje de forskellige serieskabere går er gode nok – Thomas vil meget gerne fortælle noget meget snirklet og gør det med en ambitiøs serie, der henvender sig til voksne, Peter er mere inde i sine egne – hvad fanden var det, der var en der kaldte det? – “dystre gammelmandsfantasier” – det kan man ikke lave om på. Ikke fordi han ikke lægger meget tankekraft i sine serier, men har er ligesom vokset sammen med sit univers med årene, og det tror jeg ikke han fjerner sig så langt fra.
[Pause] I virkeligheden vil jeg i øvrigt meget nødigt sige nogle dårlige ting om folk, da jeg dybest set synes, at de alle sammen gør et stort og prisværdigt stykke arbejde for et spark i røven og jeg vil ikke stille mig op i køen og uddele spark.
Det er bestemt heller ikke det, der er meningen her, det handler mere om måske at finde frem til nogle måder at gøre situationen bedre for alle på.
Hvis man skal sige noget opsummerende – hvis danske tegneserier skal udvikle sig til noget virkeligt godt, så tror jeg personligt ikke at det er forlagene, der skal reklamere, tage initiativer, osv. Jeg tror, at de gode tegneserier skal vokse sig ud af de mennesker, der laver danske tegneserier i dag. Hvordan det skal ske – om det skal ske som hos Thomas Thorhauge, hvor det er meget reflekteret og gennemtænkt fra ende til anden og stiler efter et voksent publikum, eller om det som hos Peter Kielland skal være en organisk tegneserieform med et stærkt personligt udtryk – det ved jeg ikke. Der er mange bud på hvordan man kan gøre det. Teddy Kristiansen er, til trods for at han arbejder for amerikanerne, jo et godt eksempel på, at man kan komme langt med tegneserier i Danmark. Det skal også siges, at jeg straks får skyklapperne på, når jeg snakker om det her – jeg er vokset op med albumserier og synes, at det er det fedeste og glemmer så, at der faktisk er en masse andre ting på markedet. Avistegneserien har det f. eks. ganske glimrende i Danmark.
Men det er de gode tegneserier, der vil gøre forskellen. Vi skal have de der gode folk, der brænder for det og som gider gøre et stort stykke ulønnet arbejde, fordi de synes at det er fedt. Og så ville det hjælpe med noget redaktionel støtte – det ville kunne skubbe de serier, der rent faktisk er lige ved at nå toppen, op til at blive de fede serier.
Sådan som jeg oplever det, er kvaliteten til stede – især i den mere “voksne” del af spektret. Problemet er, at der ikke kommer nye læsere til, fordi børnene interesserer sig for andre ting og fordi der ikke er så mange tilbud til dem. Der mangler nye, gode børneserier.
Der er Anders And, men den kan ikke gøre det alene. Den kan maksimalt holde børnenes opmærksomhed til de er tolv-tretten år og så er den ikke længere. Før i tiden har der både været serier for de mindre og de større – vi har jo selvfølgelig stadig superhelteserierne for drenge, men udvalget og salgstallene er altså skrumpede.
Det er selvfølgelig lidt svært at vurdere, når man ikke har den rette alder længere, men et stort problem forekommer mig at være, at kvaliteten også er dalet for de fleste nye børneseriers vedkommende. Men måske skal man heller ikke sidde og være smagsdommer på børnenes vegne.
Det kan være svært, men jeg tror at der er noget helt naturgivent i, at der skal ske noget nyt. Et medie dør, hvis der ikke sker noget nyt med det. Jeg siger ikke nødvendigvis, at fornyelsen skal komme gennem en masse eksperimenter – mediet skal bare forny sig selv. Ellers dør tegneserien. Det skal også lige siges, at vi snakker om Danmark – tegneserier lever i bedste velgående andre steder i verdenen. Men det er ganske katastrofalt for det danske marked, hvis denne her udvikling fortsætter. Hvis der ikke er tegneserier ude i kioskerne, boghandlerne og de andre steder, hvor der er børn, så mister de interessen for mediet. Det er fra børnene det hele kommer – du begynder ikke at læse tegneserier som voksen.
Det kan måske ændres. Du kan i hvert fald få folk, der engang har læst tegneserier, men siden har droppet det, til at læse dem igen, hvis du får nogle serier der henvender sig til dem ud i boghandlerne.
Det tror jeg også, men de skal have læst dem som børn. Der er ingen som helst grund til at begynde at læse tegneserier som voksen, hvis du ikke har gjort det som barn. Kedeligt, men desværre sandt.
HÅRDE TIDER
Jeg synes, at vi skal vende tilbage til kronologien. Balle-Lars kom i ‘84, hvad lavede du derefter?
Umiddelbart efter det album begyndte jeg at arbejde for PIB [Pressebureau, som administrerer en række avisstriber], der havde brug for en afløser på Jan Lööfs Felix, fordi Ole Munk Rasmussen, der lavede serien på det tidspunkt, stoppede. Så det kastede jeg mig over, samtidig med at jeg lavede noget neger-arbejde på [Cosper Cornelius’ og Jørgen Mogensens] Alfredo. Jeg syntes meget om Jan Lööfs Felix, som jeg havde læst som barn, men jeg syntes at det der var blevet lavet, siden han havde forladt serien, var ynkeligt. Jeg syntes selv jeg kunne en helvedes masse og tænkte at nu skulle jeg komme og gøre det som det skulle gøres. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg overhovedet ikke – jeg skulle lave noget, der var læseligt, jeg skulle lave en god tegneserie og jeg skulle lave den til tiden, og det kunne jeg jo ikke finde ud af. Så efter et års tid var jeg godt trængt op i et hjørne og besluttede mig for at stoppe.
Det er vel også hårdt at lave en daglig stribe.
Ja, det kan man sige, men jeg havde jo overhovedet ikke nogen forudsætninger for at lave det godt nok. Jeg kunne ikke tegne godt nok, jeg kunne ikke levere et godt nok materiale til den rigtige tid, osv. osv. Og så syntes jeg også historierne var nogle lortehistorier, så den serie var simpelthen rent lort [MW griner]. Jeg blev senere flere gange spurgt af Carsten Søndergård om de ikke skulle udgive den som album på Carlsen og har hver gang sagt, at det syntes jeg var en rigtig dårlig idé [latter]. Det er en af de få gange jeg har haft held til at forhindre at noget rigtigt lort er blevet udgivet. Jeg hader simpelthen den serie. Men den tjente det formål, at den fik sat tingene i et lidt mere realistisk perspektiv. Jeg fandt ud af, at jeg ikke bare kunne gå ind og strø om mig med guldkorn fra venstre hånd, det var jeg simpelthen ikke dygtig nok til. Jeg begyndte at indse, at jeg skulle dygtiggøre mig. Men det var så først lang tid senere, at jeg kom godt i gang med det. Den sidste halvdel af 80erne var en meget forvirrende periode for mig. Jeg prøvede desperat på at få mandet mig selv op til at lave et eller andet, der virkelig var ramasjang, som var stort og velfungerende. Jeg ville godt lave en lang, fortsat serie, men jeg kunne ikke finde ud af skrive en historie. Jeg lavede en del tilløb til noget, men det var meget patetisk og det blev lykkeligvis aldrig til noget – det ville virkelig være forfærdeligt at sidde i dag og skulle se på de serier, jeg ville have lavet dengang. De ville virkelig have været elendige.
Du havde også et bidrag med i Bogfabrikkens antologi København.
Ja, der lavede jeg den, der hed Skamfulde skyer over København. Personligt synes jeg, at det er noget af det sjoveste jeg har lavet – det er noget jeg kan sidde og grine af den dag i dag. Men selve tilblivelsen af den var rædselsfuld. Det var jo som sagt et knæk for mig, at jeg ikke havde magtet Felix, så når jeg skulle lave bestillingsopgaver som denne her, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at det skulle blive state of the art indenfor tegneserier. Det resulterede i, at det tog mig et halvt år at tegne de 6 sider til Skamfulde skyer over København og særligt meget bedre af det blev det ikke, men der kom en masse detaljer i billederne. Jeg sad og kæmpede og kæmpede og kæmpede og kæmpede og det gjorde virkelig ondt. Det var virkelig en kamp at få det ned på papiret og så var det ikke engang det, jeg havde forestillet mig det skulle blive.
GENNEMBRUDDET
Udover tegneserier har jeg hele tiden beskæftiget mig med illustration. Og en af de ting, der for alvor satte et skel for mig, var da jeg blev tilknyttet Ekstra Bladet som tegner, hvor jeg arbejdede i et par år i starten af 90erne. Det og mit arbejde for Semic, som også startede der omkring, er det der har lært mig mest. Jeg blev stillet overfor nogle meget hårde krav og lærte en masse ting af ren og skær nød.
Hvad lavede du på Ekstra Bladet? Var det satire?
Jeg lavede det, der hedder ‘side 2 tegningen’, som var dagens redaktionelle tegning ved siden af lederen. Det var før den blev sparet væk. Den redaktionelle tegning i Ekstra Bladet blev lavet mellem kl. 10 om formiddagen og kl. 8 om aftenen. Man tog kontakt til dagens side 2-redaktør, ham der lavede lederartiklen, og aftalte hvilken tegning, der skulle laves. Derefter gik man i gang og skulle aflevere inden kl. 8 om aftenen. Den proces lærte mig meget hurtigt at økonomisere med mine kræfter på den rigtige måde.
Samtidig var jeg startet på at lave Mumitroldene for Semic i Sverige. Den første serie jeg lavede var Troldkarlens hat – det var jo adaptioner af Tove Janssons bøger vi lavede – og den blev meget, meget klattet. Jeg skulle lave 15 sider om måneden og det var alt for meget for mig, selvom jeg fik hjælp til baggrundene af Jan Solheim og en svensk tegner, der hedder Maria Blom. Efter at jeg havde lavet Troldkarlens hat stoppede jeg, men blev overtalt til at starte igen, hvilket skete på den betingelse, at jeg kunne korte mit månedlige arbejde ned til 10 sider, hvad der selvfølgelig alligevel var på grænsen af hvad jeg kunne præstere. Den næste historie jeg lavede var Troldvinter og med den besluttede jeg mig for at højne kvaliteten; til at lave en tegneserie jeg kunne være bekendt selv. Det syntes jeg lykkedes delvist i starten, men da jeg nåede hen mod slutningen var gassen gået af ballonen og jeg mistede fuldstændigt gløden igen.
Hvordan var arbejdsdelingen og hvad med den redaktionelle indblanden?
Til og med Kometen kommer, som var den næste mumihistorie, jeg lavede, lå dialog og billedbeskrivelse færdig i manuskriptform. Min største fortjeneste har været at tegne og lave en så spændende sideopbygning, som jeg nu kunne. Med Kometen kommer satte jeg mig og spekulerede grundigt over, hvad jeg skulle gøre for at lave det bedre end sidst. Og så besluttede jeg mig så til at gøre noget, som jeg ellers aldrig ville gøre før – at stjæle en stil direkte. Jeg lavede simpelthen Mumitroldene som jeg kunnet forestille mig den hollandske tegner Fred Julsing ville lave den og det gav pote – det blev som jeg ville have det.
Så du udviklede simpelthen din streg dér. Jeg spekulerede nemlig på om du holdt igen på Mumitroldene.
Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg har altid forsøgt at lave tingene bedst muligt, men har haft nogle mentale blokeringer, der gjorde, at det ikke lykkedes. De mentale blokeringer fik jeg brækket op her. Jeg gik simpelthen efter at lave noget, der så fedt ud – at lave det, som mit store idol lavede. Det er jo normalt noget man gør i sin ungdom, men det havde jeg aldrig gjort, måske fordi jeg følte mig for god til det. På den konto lykkedes det mig ikke bare at lave noget, der så fedt ud, jeg fik også en poesi ind i tegningerne. Jeg havde ikke før kunnet fange Tove Janssons poesi. Med Troldvinter var det lykkedes mig at bygge fortællingen godt op, men med Kometen kommer fik jeg fat i noget af poesien – det er en af de få gange, jeg har fået ros for at lave noget med en poetisk side og da mine serier ellers har været noget af det mindst poetiske man kan tænke sig, var det noget af en forfriskende fornyelse.
Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt om manuskripterne – de virker ret primitive. Der er meget “og så… og så…”-fortælling over albums’ne.
Set med mine briller, var der ikke nogen på Semic, eller i hvert fald på mumiprojektet, som tog indholdet alvorligt. Det blev opfattet lidt på samme måde som at fylde fars i pølser [MW griner], det var rent mekanisk og der var ingen grund til at gøre noget særligt ud af det. Det var jo kun et blad for børn – der skulle bare nogle farver på og så skulle det ellers smides ind i barnekammeret, så man kun tjene nogle penge. Det var holdningen til det og det er en holdning, jeg har dyb foragt for. Det er den der blinde kommercialisme, som der aldrig er kommet en skid godt ud af.
MUMI I MISANTROPOLIS
Jeg vil gerne høre lidt om din oplevelse af Tove Janssons fortællinger – hvorfor er hun interessant? Hvorfor er hun god?
De første tre-fire mumibøger hun skrev var de mest fantastiske eventyrhistorier, hvor det vælter rundt med eksotiske indslag. Derefter bliver bøgerne langsomt mere dystre og enkle. De kredser mere og mere om individet og eksistensen, om ensomhed kontra fællesskab og kærlighed. Jeg tror, at de der ville have størst glæde af de bøger er smertelige teenagere. Det der dystre univers, hvor det handler om det at høre til og om at føle, at der ikke er plads til én i verden, er jo skræddersyet til teenagere og i virkeligheden ikke så velegnet til små børn.
De senere bøger foregår tydeligvis nord for Polarcirklen. De er meget nordiske. I de første bøger derimod var der både krokodiller, spøgelsesaber og andre eksotiske dyr. Men Tove Jansson gik også i flere omgange ind og redigerede sine bøger, når de skulle udkomme i nye oplag. Hun har bevidst drevet sit værk i en mere og mere voksen retning og er begyndt at se det som en helhed, hvor det før var mere fragmenteret. Jeg kan godt lide begge dele – de første bøger er skønne og sprudler af en utæmmet fantasi, mens de sene også er utroligt gode, men har en mørkere grundtone.
Efter tre adaptioner, kommer der en historie, Rejsen til Misantropolis, du selv har stået for, hvor din streg udvikler sig ret kraftigt.
Den historie lavede jeg sammen med Noomi Hebert, som havde skrevet manus til Kometen kommer. Det var efterhånden ved at tynde ud i de bøger, man kunne lave som tegneserier – der var kun et par stykker tilbage, som ingen var særligt glade for at røre ved, fordi de var blandt de mere dystre af slagsen. Så vi syntes det kunne være sjovt at lave vores egen historie og det gjorde vi så via fax. Jeg kan ligeså godt med det samme sige, at historien nok mest af alt var en Mårdøn Smet idé – den er meget krøllet og langt ude. Noomi lavede et stort arbejde, men hovedideen var min. Efter min mening fungerer den ikke særligt godt. Den bærer præg af det problem, jeg altid har når jeg vil fortælle en lang historie – jeg vil have for mange ting med, der skal ske for meget, og når man så endelig kommer til afslutningen, skal det hele pludselig afvikles og så snubler alle ideerne over hinanden. Jeg synes, at der er nogle rigtig gode sekvenser i det første album, hvor dialog og handling bliver afviklet rapt, ligetil og på den rigtige måde og figurerne står godt. Mumitrolden er godt karakteriseret. På det tidspunkt havde vi arbejdet med Mumitrolden i tre-fire år og havde fået ham ind under huden, så vi kunne give læserne en klar fornemmelse af, hvem han er. Men jeg synes, at historien er en stor, overlæsset lagkage, der alligevel ikke rigtig smager af noget til sidst.
Rent tegnemæssigt flyttede den sig meget. Jeg prøvede at nærme mig mine hollandske forbilleder endnu mere og gøre stregen endnu mere krøllet, men på en eller anden måde klæder det ikke mumiuniverset særligt godt. Og de tænkepauser, som der var i Kometen kommer, hvor man kunne sidde og drømme lidt sammen med figurerne, var der jo slet ikke i Misantropolis – det hele blev jabbet igennem og der var tonsvis af figurer, du hele tiden skulle forholde dig til. Så set i bakspejlet er det ikke en særlig god serie, men det var for faen igen en erfaring, som jeg kan droppe ned sammen med alle de andre [griner].
Der er også en ambition om at fortælle noget på en helt anden måde, end der er i de andre mumialbums. Tematikkerne er til at tage og føle på – de to misforståede brødre, den gamle skriftkultur sat overfor den hektiske, moderne overflodskultur, osv.
Ja, der lå meget civilisationskritik i den. Hovedhistorien lå i kontrasten mellem den skriftkloge kultur, der er degenereret fordi den har lukket sig inde og den udfarende, tåbelige moderne kultur, som er degenereret fordi den har lukket alt andet ude. Den historie kan for så vidt være god nok [griner], men for det første kan det være svært at se hvad den skal i en børneserie, for det andet synes jeg aldrig rigtig pointen kom hjem, fordi der var for mange andre ting, der pressede sig på. Det man kan lære af at se på den i forhold til Tove Janssons bøger er, at den dystopiske tematik om kulturens undergang og den slags ikke altid er det, der tager stikkene rent hjem, ikke bare i forhold til børneserier, men i det hele taget. Den mere poetiske vej er ofte bedre. Og hvis man endelig vil have alle de der dystre tanker med, er der jo en masse af dem i Kometen kommer.
Jeg er, eller er i hvert fald blevet, mere analytisk anlagt og vil gerne tænke tingene grundigt igennem til en start – jeg vil gerne have, at tingene har en sammenhæng, men man skal sgu passe på, hvad man gør med en historie – den kan hurtigt blive for rigid. En historie skal ikke forære sig selv væk for billigt, der må meget gerne være en mystik og en poesi i tingene. Ikke bare for at mystificere folk, men for at ramme nogle følelser – man kan ikke bare tale til intellektet. Jeg er meget bundet af, at det jeg laver er gennemtænkt. Jeg kan godt lide at have kontrol over tingene og det går, som sagt, ret skævt i en historie som Misantropolis. Det var måske lykkedes bedre, hvis jeg havde nøjedes med at fortælle historien om de to kulturer og holdt alt det andet ude. Hvis man skal kigge på de mere gennemtænkte ting, jeg har lavet, synes jeg at Hieronymus Borsch fungerer langt bedre – den går tydeligt efter bolden.
Der er universet også skabt til det. I Mumitroldene virker meget af det, du tilføjer som fremmedelementer.
Ja, det er absolut ikke optimalt! [griner]. Jeg var lidt ked af det dengang, fordi det hele gik i skuddermudder. Jeg valgte jo at gå efter Misantropolis, fordi jeg syntes der manglede opbakning til den type historier, vi gerne ville lave og fordi der ikke rigtig blev sat noget i stedet for, når det nu ikke skulle være det. Jeg kunne ikke se, hvordan man kunne fortsætte med at lave de lange historier og at lave korte historier til Muminmagasinet ville være døden, fordi de historier, der blev skrevet var så ynkelige, at man tror det er løgn. Det var sådan noget med at Mumitrolden har en drage, der sætter sig fast i et træ og så kan han lave noget andet sjovt ud af den – den slags helt åndssvage spasserhistorier [MW griner], som du bare har fået smidt i nakken så mange gange før. Det er jo totalt spild af tid. Hvis jeg kunne være blevet enig med redaktørerne om at fortsætte serien dengang, havde jeg gjort det. Henning Kure prøvede at skrive en mumihistorie, som set i bakspejlet nok var noget ved siden af det mumiuniverset normalt byder på, men den blev blankt afvist uden nogen som helst form for kritik med den der indstilling: “bedre held næste gang”. Selvom det man har lavet ikke er i orden, har man, når man sætter sig ned og skriver et manuskript og gør sit bedste, krav på at få en ordentlig behandling. Jeg blev sur over den måde det nye manuskript blev affejet på, så jeg tog mit gode tøj og gik.
BØRNESERIENS SLARAFFENLAND
Du har efterhånden arbejdet med en del børneserier og har vel gjort dig nogle tanker om det. Hvad opfatter du som en god børneserie?
Børneserier er jo mange ting, fordi børn går fra nærmest at være grøntsager til at være mennesker, der forstår en helvedes masse ting. Børneserier er alt fra Gøg og Gokke og Bamse, verdens stærkeste bjørn til Henrik og Hagbard – der er et meget stort spring. Serier for de helt små skal kunne læses højt, serier for de lidt større kan indeholde forskellige elementer af mere grafisk art, fordi serien ikke afhænger af at blive læst højt. Generelt skal børneserier kunne læses højt – Anders And-bladet er faktisk ganske glimrende i den henseende. Med Mumitroldene havde jeg ikke noget at gøre med teksten, men med Slaraffenland forsøgte jeg virkelig at lave en serie, der egnede sig til højtlæsning. Jeg prøvede at undgå tavse passager – hvis der ikke er dialog i et billede, er der en lyd eller noget andet, så det kan lade sig gøre at læse den op.
Hvor godt synes du den serie er lykkedes?
[Griner] Den har jeg det også lidt blandet med. Jeg synes egentlig den er rigtig godt gennemtænkt, men jeg er lidt bange for, at den ikke får så godt fat i læseren. Jeg læste den for min mindste og kunne mærke, at den var alt for svær. Den skal læses af større børn – de vil kunne finde en fornøjelse i at læse den.
Jeg synes det er svært at finde pointen i den. Man fornemmer at rammefortællingen har noget at sige, men det drukner i de forskellige underhistorier. Der lægges op til noget med at alle ikke har adgang til Slaraffenland, men det hele slutter sådan lidt diffust.
Det som er pointen i historie, hvis man nu skal ødelægge det hele – nu tror jeg ikke, at det er et af verdenens 7-8 underværker, så det kan man vel ligeså godt – er, at den handler om vores verden vendt på hovedet. Vores samfund er et konsumsamfund, Slaraffenland er en spejlverden, et vrængbillede af vores, en slags infernal udgave af forbrugersamfundet. Man følger to figurer: der er pragmatikeren, det er grisen og så er der drømmeren, det er duen. De er begge slaver af den verden, de lever i. Duen drømmer om at overskride de begrænsninger, der ligger i dens liv, grisen siger: “Bliv ved din læst, det er den eneste måde at blive lykkelig på.” Grisen siger, at den, hvis den ikke bliver spist inden aften, vil forsvinde og blive til ingenting, hvorimod at den, hvis den lader sig spise, vil vende tilbage og så vil alt gentage sig og den vil blive lykkelig. Dette rejser et eksistentielt spørgsmål, som duen er fristet til at afprøve: har grisen ret, eller er det muligt at leve et andet liv end det der ligger lige for? Men der er også et andet spørgsmål, som ligger duen på sinde: hvis det er lykken at blive spist hver eneste dag, ville det så ikke være den størst tænkelige lykke at blive spist af selveste kongen? Dette spørgsmål distraherer den og afholder den fra at afprøve det endelige eksistentielle spørgsmål, der måske ville resultere i at den fandt ud af, at der var en anden måde at leve på end at blive spist hver evig eneste dag. Jeg tror, at mange af os har det på den måde; på den ene side lever vi for at konsumere, men på den anden har vi en fornemmelse af, at vi selv bliver konsumerede og ethvert forsøg på at tage livtag med de store spørgsmål i vores liv drukner hurtigt i tilværelsens talrige meningsløse distraktioner. Den modstilling syntes jeg var interessant. Til slut lader jeg så duen få svar på sit ligegyldige spørgsmål; den bliver spist af kongen og så bliver alting igen som det altid har været. Men den mangler stadig at få svar på det endelige spørgsmål. Det er pointen – historien slutter hvor den startede – alting gentager sig igen og igen i én uendelighed, men ingen er blevet et hak klogere. Og det er jo slemt!
Man fornemmer godt det med konsumkulturen og det frastødende ved det hele – der noget meget væmmeligt ved en bernaisesø…
Vi [Esben Horn, som farvelagde serien, og Mårdøn] gjorde os meget umage med at finde nogle ulækre ting [latter].
… men bliver det ikke for ambitiøst? Vil det ikke for meget? Det forekommer mig f. eks. at de tre i båden støjer lidt i forholdt til fortællingen om de to hovedpersoner.
Det er meget muligt. Grunden til at de er der, er jo at deres respektive historier hver især fortæller noget om hvilke grimme menneskelige egenskaber, man skal have for at blive lukket ind i Slaraffenland. Men selve grundhistorien er selvfølgelig den med grisen og duen. At den så går over på midten er meget muligt – jeg har hørt flere sige det. Jeg tror gerne på, at der er for mange elementer, der snubler over hinanden – det er jo lidt svært for mig at sætte mig ned og læse det [griner].
Jeg kunne forstå på Thomas Thorhauge, at hans datter havde det sjovt med at sidde og kigge på de der træer med pølser og karamelstænger i, selvom den var svær at læse op.
Det hjælper jo et fedt, at ungerne kan lide at sidde og se på serien, når man ikke kan læse den for dem! [latter]. Det kan man jo ikke rigtig bruge til noget.
Men den er jo meget visuelt opfindsom og gør nogle virkelig sjove ting, som også er meget vigtigt for børn. Behøver det nødvendigvis kunne læses, hvis det kan nogle andre ting?
Det er jo åndssvagt at komme med de der stensikre formler på, hvad der skal til. Men jeg må indrømme, belært af erfaringen, at de bedste børneserier er dem, der er relativt enkle. Der skal være en relativt enkel historie, hvorefter du kan bygge på med intriger, osv. Mange af historierne om Smølferne er jo f. eks. helt banale, lineære historier, men de har en god personkarakteristik, der gør at man lever sig ind i dem og griner ad dem. Det er i al sin enkelhed utroligt godt. Så jeg må indrømme, at man nok bør skrue lidt ned for hele den dér tematisering. Hvis jeg skulle lave en børneserie i dag, ville jeg nok skele lidt mere til Macherot og Peyo og prøve at få roen ind i serien og arbejde ud fra det enkelte og udvikle nogle gode karakterer.
TIDENS TEGNESERIER II
Slaraffenland er en del af Bogfabrikkens eventyrtegneserielinie og den er alt for dyr for sin målgruppe. Er strategien at møve sig ind på børnebogsområdet, hvor forældrene har en anderledes velvilje til at slippe slanterne?
Nej, jeg tror ikke nogen forældre i dag har råd til at købe de serier – de er udelukkende lavet til bibliotekerne. Efter at salget i butikkerne er begyndt at gå dårligere og dårligere, har forlagene sat priserne helt i vejret. Bibliotekerne har jo hidtil købt en vis del af, hvad der er udkommet, så set med de briller er der måske en vis mening i den politik. Problemet er bare, at bibliotekerne ikke får bevilliget penge til indkøb efter hvor meget bogpriserne stiger, så det er et projekt, der ender med at bide sig selv i halen. Man kan ikke bebrejde forlagene den udvikling – de kan jo ikke tvinge publikum til at købe deres udgivelser, men jeg tror at de er ofre for den inerti, der ligger i al erfaring. I og med at man får erfaring, mister man noget af sin uskyld. Når man har mange år bag sig i forlagsbranchen, ved man hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan lade sig gøre, men på den anden side kommer man ikke nogen vegne ved hele tiden at sætte sig og sige: “De her serier kan ikke sælge.” Så derfor er det nødvendigt, at der kommer nogle nye kræfter til, som siger: “Det kan godt være, at det før ikke har været muligt at sælge de her serier, men nu prøver vi det alligevel”, for det er den eneste måde, man kommer videre på.
Og så måske gøre det på en lidt anden måde…
Ja, nye ideer hjælper. Sådan en serie som [brdr. Ballarins] Slim, Slam & Slum, som de har formået at sælge til en helvedes masse medier og gøre opmærksom på alle mulige steder, er et godt eksempel. Den har de formået at banke op fra ingenting, selvom det er en serie om hvilken alle, inklusive jeg selv, har sagt: “Det dér kan ikke lade sig gøre.” De her mennesker har ikke haft den kæmpe ballast af erfaringer, der siger til dem, at det de foretager sig ikke kan lade sig gøre, så de er gået ud og har gjort det alligevel. Så man skal ikke være helt så skråsikker i sin vurdering. Der skal måske nogle nye mennesker til, for jeg tror ikke at de forlag, der har udgivet tegneserier hidtil, har særligt meget at byde på længere.
Det virker heller ikke som om de har fingeren på pulsen længere. Jeg snakkede med Jens Trasborg [redaktør på Carlsen] og han er ikke opmærksom på de mange nye franske ting – heller ikke dem, som kan kaldes mainstream, f. eks. Lewis Trondheim.
Jeg tror ikke at Jens Trasborg læser tegneserier længere.
Han siger bare: “Der bliver ikke lavet noget godt længere.” Og det gør der jo faktisk, det sker bare andre steder end før i tiden.
Men det er jo også sådan, at sådan noget som Lewis Trondheim, ud fra et erfaringsmæssigt skøn, ikke sælger en skid…
Han er da et stort navn i Frankrig.
Ja, men forlagene skal vel nok få ret i at hans serier ikke bliver det nye Splint & Co. Men igen: man kan kun få syn for sagen, hvis man prøver det af og det er forlagene ikke parate til – de udgiver udelukkende det, der ligner det de har udgivet de sidste 20 år. Det rykker ikke. Der skal noget andet til, hvis tegneserier nogensinde skal blive interessant som medie igen og det kan da godt være, at tegneseriens tid er ovre i Danmark, det skal jeg sgu ikke kunne sige.
BORSCH
Lad os snakke om Hieronymus Borsch, som på mange måder virker som en personlig ting, hvor du arbejder med noget af det du brænder for…
Jaeh… sådan relativt [griner]. Da jeg, kort efter jeg stoppede op Mumitroldene, blev spurgt om at lave noget til det nystartede svenske funny animal-serieblad fra Semic, Bacon & Ägg, prøvede jeg, ligesom jeg havde gjort med Kometen kommer, at spørge mig selv om, hvordan jeg ville have denne her tegneserie skulle se ud og jeg ville igen helst have, at den så ud som om Fred Julsing havde tegnet den. Derefter spurgte jeg mig selv, hvad denne her funny-animal serie skulle handle om. Hvad ville jeg helst lave en tegneserie om? Og så kom jeg til det resultat, at det skulle handle om en okkult detektiv. Gyserbøger og okkulte ting og sager har, på det mest platte plan, altid været min kop te. Samtidig var jeg, inden jeg gik i gang med serien, begyndt at læse om okkulte emner i forskellige bøger – ikke systematisk, men lidt hist og her. Og jeg fandt ud af, at der var en forestillingsverden dér, der sagde spar to til alt – det slog Star Wars, det slog Tolkien, det slår alt. De historier, der ligger i okkultismen efter teosofien er historier, man simpelthen ikke gør sig begreb om. Hvis man leder efter noget, der er langt ude – og det gør jeg jo notorisk [MW griner] – så finder man det der.
Du er ikke selv okkultist?
Nej, og derfor er jeg heller ikke gået til emnet fra en akademisk vinkel. Den viden jeg har om det okkulte, er udelukkende et resultat af lystlæsning og er derfor af gode grunde noget begrænset. Så Hieronymus Borsch er på ingen måde en indføring i hverken den ene eller den anden form for okkultisme – det er simpelthen en serie, der bruger okkultismen som en gimmick. Jeg synes imidlertid, at der er nogle interessante bagvedliggende temaer i stoffet, som jeg dog ikke prøver at udæske i serien. Den måde jeg har valgt at arbejde med det på her – i modsætning til Slaraffenland hvor jeg decideret gik efter at komme med en pointe – er at lege med emnet.
Hvis man opstiller nogle religiøse dogmer og disse bliver konfronteret med virkeligheden, opstår der en situation, hvor de, der værner om disse dogmer, bliver nødt til at bøje virkeligheden for at opretholde dogmerne. Disse mennesker leger et eller andet sted med deres religion, de leger med verdensaltet og det har okkultister, kristne og andet religiøst godtfolk gjort i umindelige tider. Der er adskillige bevægelser, der har prøvet at markedsføre en ny verdensfrelser – Jesu genkomst af den ene eller den anden slags, som så efter at det her forsøg endnu engang mislykkedes og Jesus eller Dommedag ikke indtraf, har skulle forsøge at bortforklare det, hvilket ofte har resulteret i endnu mere fantasifulde og kosmiske udredninger og det gør så at denne her lille religiøse programerklæring, man engang er startet med, er blevet til adskillige romaner. Det jeg så gør i Hieronymus Borsch er at bygge videre på de lege. Det man vil finde i serien er myter, som er meget gængse i okkultismen i dag, men som i min udgave er strukket til ukendelighed.
Så det bliver en gakket historie med en dynamisk intrige.
Ja ja, der skal jo komme en historie ud af det. Jeg havde bestemt mig til, at det skulle være en klassisk detektivhistorie, hvor der minimum skulle foregå et mord per episode, som detektiven så opklarede til slut. Det har hele tiden været meningen, at der skulle være et afsluttende kapitel, hvor alle trådene fra de foregående historier bliver samlet. Det er inspireret af en roman af Dashiell Hammett, der hedder Mord avler mord. Den blev lavet som føljeton og hvert kapitel endte med løsningen på en kriminalgåde, hvorefter alle løsninger i det sidste kapitel blev forkastet og der kom en endelig løsning. Den form tiltalte mig – at kunne fortælle en masse små historier, der tilsyneladende giver mening hver for sig, for så at vise at ingen af dem giver mening udenfor den store sammenhæng, hvor der er en overordnet mening.
GRAFISK MUSIK
Det virker som om din streg i serien er meget fuldendt. Det virker som om du har fundet din stil og ved hvad du skal og kan gøre med den.
Stregen i Hieronymus Borsch er jo endnu et forsøg på at kringle en lille smule videre på det jeg lavede i Mumitroldene, men samtidig var jeg jo klar over at den skulle være læselig og derfor sørgede jeg for at tegne serien på en måde, så det ikke blev fuldstændigt uoverskueligt. Stig & Martha, som jeg lavede til Fahrenheit, var jo et forsøg på at gøre det så umuligt som tænkes kan, for at gøre det så svært som overhovedet muligt at se hvad der foregik. Der er slet ingen idé i at lave en serie på den måde, men jeg gjorde det alligevel.
For sjov?
Jaeh… jeg har nu engang forelsket mig i den der stil. Det har været et forsøg på at gå helt ud af den tangent og se hvad der sker, at gå helt derud, hvor tingene krøller så meget sammen, så det næsten ikke er til at læse. Sådan en tegner som Daan Jippes har jo excelleret i det – nogle af hans tegninger er umulige at aflæse, figurerne er så krøllede og det har jeg altid været utroligt fascineret af. Det er en meget ufrugtbar fascination [MW griner] – det fører kun til at folk står og måber. Hieronymus Borsch var et forsøg på at lave noget i den stil, men at servere det i en spiselig form. Sideopbygningen i Borsch læner sig meget op ad den dynamik, man finder i nyere amerikanske actionserier, med stor variation af størrelsen på de enkelte billeder, billeder der går til skæring, dobbeltopslag, osv., mens Stig & Martha har mindre variation billederne imellem og så til gengæld har et mere kaotisk billedsprog.
Der er vel nogle tekniske problemer i at lave svært dechifrerbare tegninger og samtidig prøve at få tingene til at flyde som fortælling.
Ja. Nu har jeg som sagt ikke prøvet at lave tegningerne i Borsch svære – de er bare krøllede. Jeg har prøvet at gøre denne her krøllede stil så let tilgængelig som muligt. Ikke så let tilgængelig som Mumitroldene – deres fysiognomi kræver en vis kontrol over stregen, fordi de hænger sammen på en bestemt måde. Hvis du begynder at boble for meget rundt med dem og gøre dem for krøllede, er det ikke Mumitroldene længere. Det er det, der sker med Rejsen til Misantropolis – det begynder at bevæge sig for langt væk fra Mumitroldenes univers.
Jeg snakkede med Strid her forleden og han sagde, at han syntes at mange danske tegneserietegnere gik for meget op i at være gode tegnere og glemte, at de også skulle fortælle en historie – han sammenlignede med guitarister, der hele tiden vil spille soloer. Bliver stilen nogen gange et mål i sig selv for dig?
Først og fremmest er jeg ikke nogen stor historiefortæller, og det må man tage med i vurderingen. Jeg har ikke haft usædvanligt meget held i sprøjten med mine fortællinger, så det jeg hovedsageligt har slået mig op på er at være tegner. Grunden til at jeg sætter mig og laver en historie som Hieronymus Borsch, er fordi jeg ikke kan få øje på andre, der ville lave den slags, som jeg godt kan lide at læse. Ikke alene synes jeg de danske serier er for tamme, jeg synes også at de danske seriefortællere er for tamme. Det er for slattent, det der er blevet lavet de sidste mange år – også af de folk, der har slået sig op som fortællere. Jeg synes ligeså godt, at jeg kan skrive mine egne historier, hvis jeg skal vælge mellem det og et samarbejde med en dansk tegneserieforfatter. Ikke dermed sagt, at det jeg laver er fuldendt og jeg kan da godt forstå sammenligningen med guitarsoloen – at det er form uden indhold, men jeg må igen sige: Jeg arbejder som tegner. Når jeg laver en illustration til en bog, så er det 100% formen det handler om. Jeg har en sekundær opgave – jeg skal via formen illustrere en tekst så godt jeg kan. Det er ikke godt nok når man laver en tegneserie som Hieronymus Borsch, men jeg tror stadigvæk at de få mennesker, der er krøllede nok oven i hovedet til at synes, at sådan noget her er interessant, vil få en oplevelse med det, der er ud over det sædvanlige – en oplevelse de ikke vil få andre steder i danske tegneserier, heller ikke hos Jakob Martin Strid. Så for mig står Hieronymus Borsch som et frikvarter. Det bliver aldrig en stor serie nogen steder, men den ligner ikke noget andet.
Noget af det jeg tænker på er, om dette med formen kun er en ulempe – om vi ikke på en eller anden måde her kan snakke om et ‘totaludtryk’ af en art. At tegne i en stil, der har sit eget liv i en sådan grad, at den bliver nydelsen i sig selv.
Der er jo nogle der gør det – Moebius er et oplagt eksempel – men jeg vil sige, at så dygtig synes jeg ikke jeg er som tegner. Når Moebius laver en tegning af Jimi Hendrix, så laver han noget der er en symfoni i sig selv – en symfoni i streg og farver og det er i sig selv fint. Jeg synes, at det, når man snakker om det æstetiske i tegnehåndværket, er godt at bruge musikken som metafor. Vi accepterer nogle ting indenfor musik, som vi ikke altid er villige til at acceptere indenfor billedmedierne og det er, at tingene er rent æstetiske og kan bedømmes sådan – at de bare er en nydelse at opleve. Vi er meget tilbøjelige til at skælde serier ud for deres manglende indhold og der kan man, hvis man ser på min produktion, sige at Hieronymus Borsch er en hovedløs ting, der smider alle boldene op i luften og synes at det er evigt sjovt, hvor Slaraffenland er en serie, der gerne vil fortælle noget alvorligt som ligger mig på sinde – jeg kommer bare ikke så godt fra start med det. Så det viser, at det ikke altid er de gode fortsæt, der gør det – det æstetiske kan godt bære noget i sig selv.
Har det været et mål for dig?
Det æstetiske har aldrig været et mål i sig selv for mig, men jeg har det sådan, at hvis jeg ikke laver noget, der ikke tilfredsstiller mine æstetiske krav, har jeg det dårligt med det. Og hvis jeg har det dårligt med det jeg laver, synes jeg at jeg lever en mislykket tilværelse. Jeg har det dårligt med mit eget liv, hvis jeg ikke kan lave noget, som jeg synes er fedt. Jeg vil lave gode tegninger – det er simpelthen det jeg kan lide. Jeg interesserer mig ikke for penge. Jeg vil gerne tjene penge ligesom alle andre, det er fint nok, men jeg tager ikke et job for det i sig selv. Jeg tager et job for gennem det at virkeliggøre mine visuelle ideer og videreudvikle mig som tegner.
Interviewet har tidligere været bragt i tidsskriftet Rackham #4 (2000). Et lille udvalg af Mårdøn Smets senere arbejde kan ses her.
