Amerikanske Charles Forsmans debut, The End of the Fucking World (TEOTFW), er en roadmovie i tegneserieformat. Oprindeligt udgivet som en serie af mini-comics i 2012 på Forsmans eget forlag, Oily Comics, hele historien er nu udkommet i en nydelig samlet udgave fra Fantagraphics.
Plottet kredser kort fortalt om de to teenagere James og Alyssa, der stjæler en bil og sammen, rejser igennem det amerikanske landskab i en målløs søgen efter en mening, der ikke er at finde i deres fattige og deprimerende hjemby i skyggen af Appalacherne. På denne rejse render de ind i andre skæve eksistenser inklusive monstre, der viser sig langt mere virkelige end deres egne psykologiske dæmoner. De første kapitler fremstår stærke og velkomponerede, i en vis kontrast til bogens anden halvdel, der er mere forudsigelig og lettere famlende og usikker i sit tempo.
Både plot og karakterer trækker direkte eller indirekte på seriemorderparret Charles Starkweather og Caril Ann Fugate, der hærgede USA i 1950erne og i dag nok er bedst kendt som den historiske inspiration for filmen Badlands. Selvom James har klare sociopatiske træk, et faktum der står klart allerede efter første kapitel, er han ikke nogen lystmorder og mens Alyssa nok er naiv, virker hun mere plaget af tvivl end af vrangforestillinger. TEOTFWs hovedpersoner er således mere sympatiske og langt lettere at holde med for læseren end for eksempel Badlands’ Kit og Holly eller Natural Born Killers’ Mickey og Mallory.
Tegnestilen er klart inspireret af Charles Schulz og associationer til Søren Brun som sociopatisk og misforstået teenager er næppe tilfældige. Til tider skinner Forsmans relativt uprøvede færdigheder igennem, men bogen har generelt et konsistent look, der afgjort hjælper til at underbygge og styrke historien. Han har desuden et øje for det trøstesløse landskab, der omgiver hovedpersonerne og som nødvendigvis må spille en central rolle i enhver god roadmovie.
Teenageangst, rodløshed og fremmedgørelse er ikke ligefrem dugfriske temaer at skrive om, men man må rose Forsman for hans måske overraskende subtile tilgang til emnet – både i de sparsomt illustrerede paneler og i den underspillede dialog. Læseren får sjældent direkte adgang til karakterernes indre univers, og dette hjælper gevaldigt til at højne kvaliteten af historien, der ellers let kunne være endt som et overfortolkende melodrama. Dette til trods svinger fortællingen sig aldrig op til at blive rigtig original eller interessant og tematisk virker bogen i det hele taget mere som genrepastiche end noget andet.
Forsman har gjort det klart i interviews, at TEOTFWs tilblivelse var drevet mere af format end af indhold, og dette synes til tider tydeligt i bogen. Selvom overførslen fra mini-comics til bogformat er veludført, er der heldigvis stadig en vis portion af den oprindelige selvudgivne indie-følelse at finde i siderne og i formatet, der er ulige andre typiske Fantagraphics bøger i sin relativt lille fysiske størrelse. Det er i øvrigt værd at nævne, at TEOTFW i øjeblikket er ved at blive filmatiseret som en online miniserie for videositet Vimeo – et format, der næsten synes skræddersyet til Forsmans moderne DIY-ånd.
Det er svært at kritisere denne tegneserie for, hvad den indeholder. Stregen er solid og leverer hvad den skal for at fortælle historien. Karaktererne er både troværdige og sympatiske, på trods af James’ klare sociopatiske træk. Længden og tempoet er generelt velafstemt og vidner om det originale mini-comics formats styrker på denne front. Men jeg kan ikke undgå at være efterladt med en og-hvad-så?- følelse.
Dette kommer måske af en generel skuffelse over det plot og tema, som Forsman har kastet sig over, for historien om to fremmedgjorte teenagere, der stjæler en bil og rejser gennem det amerikanske ingenmandsland, er om noget en gennemtærsket kliché, og på trods af et vist kunstnerisk bid og synlig empati bidrager Forsman ikke med meget mere til genren end letgenkendelige temaer samt en blodig og helt igennem forudsigelig krølle på historien. Alt dette til trods er TEOTFW en lovende første præstation af en ung og uden skyggen af tvivl talentfuld tegneserieskaber, og man kan kun håbe, at hans næste projekt er mere originalt i indhold såvel som i form.
Fantagraphics har lagt et udpluk af bogen online her.
Karakter: 3/5
Titel: The End of the Fucking World
Forfatter og tegner: Charles Forsman
Forlag: Fantagraphics Books (oprindelige mini-comics udgivet af Oily Comics)
Form: Softcover i sort/hvid
Sidetal: 176 sider
ISBN: 918-1-60699-667-6
Udgivelsesland og år: USA 2013