Hr. Gris
Peter Kielland er tilbage med en tegneserie om en gris, der handler om at være menneske.
“Hr. Gris” er en pantomime-tegneserie. Den handler om … Jeg ved ikke hvad den handler om. Den handler om at være menneske. Også selv om Hr. Gris er en Gris.
Det gør alle Peter Kiellands tegneserier, tror jeg.
I én af fortællingerne i “Hr. Gris” går Hr. Gris på stranden. Her er de høje bølger stivnet i tiden, med fisk, kæmpeblæksprutter, skibe og meget andet stikkende ud af sig. Hr. Gris, der er klædt passende i blomstrede badeshorts og solbriller, forcerer den første bølge med en stige og rutsjer ned på den anden side. Her sidder en grisedame og vinker og siger, “jeg elsker dig”. Eller det gør hun ikke, for “Hr. Gris” er en pantomineserie. Men der er et hjerte i hendes taleboble.
Hr. Gris prikker grisedamen på siden af hovedet og det falder af. Så tager han taleboblen med hjertet og går hjem til sig selv. Han går gennem sit hus og ind i et garderobeskab. Bagbeklædningen har et stort hjerteformet hul, og bag det er der et ny rum. Her hænger talebobler med hjerter i overalt. De er sømmet fast til væggen. Hr. Gris lægger sig på trægulvet i fosterstilling og græder mens han bidder i grisedamens taleboble.
Og sådan er “Hr. Gris”: mareridtsagtig og absurd, med de stivnede bølger man kan klatre over og hovedet der falder af; metakommenterende og legende med formen, som når tegneseriens talebobler bliver til fysiske objekter; bastant i sin symbolik – bevægelsen ind gennem huset, ind i skabet og videre til det hemmelige rum bliver også en bevægelsen ind i sjælen eller ned i underbevidstheden, hvor kærlighedserklæringerne er fysisk sømmet op på væggen; og, først og fremmest egentlig, eksistentiel.
Alle Peter Kiellands tegneserier synes eksistentielle. Hans hovedpersoner, hvad enten de er dyr, mennesker eller væsener, er aldrig kønne og altid såre fejlbarlige. De er ofte passive, og rager omkring i en grusom virkelighed, de ikke forstår, og som ikke vil dem godt. I “Hr. Gris” ligner den verden vores, med byer og biler og muremestervillaer og fast arbejde og fremmedhad, men infuseret med det fantastiske: hekse, skeletmænd, vampyrer. Og Hr. Gris, selvfølgelig, der, uden at have en egentlig personlighed (han er det moderne menneske som sådan, ikke noget specifikt menneske), i en række løst knyttede fortællinger må søge at klare hverdagens eksistentielle mareridt.
Det er ingen let opgave, og tit springer sveden frem på grisens pande. Kiellands hovedpersoner synes altid at svede – af liderlighed, udmattelse, angst, eller, som oftest, af desperation. Den desperat-svedende figur i mødet med den ubehagelige verden, det synes at være essensen, maggiterningen af Peter Kiellands særegne vision, uanset om han tegner punksatire (“Suicide Joe”), eventyr (Rune T. Kidde-samarbejdet “Det fille, det falle”), episk fantasy (“Jernpotte”) eller funny animal pantomine (“Fisk” og nu “Hr. Gris”).
Peter Kielland er om nogen den idiosynkratiske auteur i den store generation af serieskabere fra albummets danske gennembrud i starten af 80erne, der tæller navne som Peter Madsen, Sussi Bech, Niels Roland, Rune T. Kidde, og Mårdøn Smet, hvor især de to sidstnævnte har et punket, grænseoverskridende slægtskab med Kielland.
Nogen stor læseskare har han aldrig haft, og det får han heller ikke med “Hr. Gris”. Han er en “acquired taste”, som englænderne siger, også selvom hans markante tuschstreg og fortælleteknik over årene er blevet renere og strammere. Er man indviet, kan man savne tidligere tiders rå, grove udtryk.
Til gengæld får man en kunstner, der er i fuld kontrol over sine virkemidler. Som hos en David Lynch kan det være uklart, hvad meningen med det hele er, men det er altid fortalt fuldstændigt klart. Og ideerne, groteske, morsomme, absurde, ofte originale, myldrer ud over siderne. Kan man lide Kielland-land, bliver det ikke meget bedre end her.
