Spiderman: Homecoming
Spiderman: Homecoming finder ind til kernen af sin hovedfigur og får ryddet ud i al det overflødige effektjageri, der har kendetegnet tidligere filmatiseringer og superheltegenren i det hele taget.
Vi har været heldige med superheltefilmatiseringerne i indeværende år. Først satte Logan et værdigt punktum for X-Men-serien med den bedste film heri. Så fik DC i Zack Snyders udgave endelig deres hårdt tiltrængte både kunstneriske og kommercielle succes med Wonder Woman (læs Nummer 9’s anmeldelse her). Og nu har Sony så også ramt Marvel Cinematic Universe rent med den tredje fortolkning af alle tiders mest elskelige superhelt.
Tom Holland som Spiderman/Peter Parker
Sidstnævnte opnår de med en meget stram, kontrolleret og velovervejet versionering, der mere end noget andet er baseret på en lang række fravalg. Vi skal ikke igennem Spidermans oprindelseshistorie igen-igen. Vi smider ikke 17 forskellige skurke efter ham og lægger halve storbyer øde. Vi behøver ikke 117 referencer til allerede anvendte historiebuer. De sjove replikker er vitterligt sjove, men falder naturligt og understøtter handlingen. Klog af skade navigerer det usædvanligt store forfatterhold bag denne film den uskadt og dygtigt uden om alle faldgruberne.
Spiderman: Homecoming skærer helt ind til kernen af, hvad der får Spiderman til at virke. Peter Parker er en stor dreng, der forsøger at begå sig i de voksnes verden. Han lader munden løbe, fordi han er usikker på sig selv. Han er en naturvidenskabsnørd i skolen og vil gerne spørge den søde pige fra paratvidensholdet om at tage til homecomingballet med ham, men er bange for at blive afvist. Og han vil gerne tages alvorligt af de rigtige superhelte og optages i Avengers. For at blive det, vil han vise, at han ikke kun kan fange cykeltyve og hjælpe gamle damer over gaden.
Jon Favreau (Happy), Robert Downey Jr. (Tony Stark) og Tom Holland (Peter Parker) i Avengers’ hovedkvarter
Og så kommer han heldigvis på sporet af en skurk, der ellers er fløjet under Avengers’ radar – og som også er under deres værdighed at beskæftige sig med. Det behøver ikke at være så stort anlagt; en biljagt gennem et villakvarter, hvor Spidermans net ikke er til stor nytte, er faktisk rigeligt spændende. Og redningsaktionen, hvor Peter forsøger at få sine nørdholdsvenner ud af en snart styrtende elevator i frihedsstøtten i Washington, er uendeligt mere nervepirrende end tre kvarters kamp mellem 300 transformers.
Uudholdeligt højdeskræksprovokerende scene
Den store actionfinale er et par grader overbords og ikke i filmens ånd, men ellers holder Homecoming sig disciplineret til det enkle og essentielle. Der er 4-5 velfungerende actionscener. Der er kun en skurk og et plotspor. Der er en webslingerbyscene og to indgreb i småkriminalitet, den ene en misforståelse. Og så er der den nødvendig tid til Tante May, Peters bedste ven Ned, hans plageånd Flash, den søde Liv (med MJ i kulissen og klar til fortsættelsen) og i det hele taget highschoollivet.
Zendaya (MJ), Laura Harrier (Liz) og Jacob Batalon (Ned)
Og sidst, men ikke mindst er alle roller fremragende castet. Michael Keaton er forståelig og tilpas farlig som Vulture. Marisa Tomey, Robert Downey Jr. og Jon Favreau leverer varen i de få minutter, de medvirker. De bedste er dog de unge og ukendte. Tom Holland er charmerende ud over alle grænser, men hans omgangskreds er i lige så høj grad søde og sjove og knuselskelige. De repræsenterer så mange etniciteter, at det næsten virker parodisk, men irriterer ikke, fordi de er så gennemført sympatiske.
Michael Keaton som The Vulture
Spiderman er nødvendigvis en meget bredt anlagt film, der skal kunne ses af både unge teenagere og midaldrende fans, i mange forskellige lande. Tonen er let og lystig, handlingen er aldrig svær at følge med i eller for uhyggelig. Og det får holdet bag filmen vendt til en fordel; den er et udtalt behageligt bekendtskab og som rent underholdningsprodukt, der ikke må støde eller kede nogen, noget nær ulastelig.
Og en gammel fandreng som undertegnede, der blev indfanget til superheltegenren af netop Spiderman, oplever for første gang, at figuren er overført helt rigtigt til lærredet. Peter Parkers appel er hans relative almindelighed og dermed relatérbarhed, og den drukner i for store armbevægelser og for meget superhelteri; det er en stor lettelse, at holdet bag denne film ikke bare har forstået det, men også har disciplin nok til lade konsekvenserne heraf slå fuldt igennem.
Brooklyns venlige lokalsuperhelt
