Lady Vivian Hastings
De gode sørøvertakter slås flot an som lyden af et træben mod et skibsdæk, når Long John Silver tager sig friheden til at fortælle videre på Robert Louis Stevensons klassiske roman Skatteøen.
Regnen står som et tæt tæppe ned over en beskeden båd, der bevæger sig op ad Amazonfloden. Året er 1785 og i stævnen står en tydeligt slidt Lord Hastings i spidsen for en lige så slidt ekspedition efter den sagnomspundne by af guld.
Xavier Dorison og Mathieu Lauffray slår fra starten en hård og grum tone an i deres bud på en fortsættelse til Robert Louis Stevenson klassiske sørøverfortælling Skatteøen. Det er lige før siderne synes våde af den regn, som alene blot på de første par sider indhyller historien og figurer i en snigende fornemmelse af, at det hele nok skal blive meget værre.
Fortællingens egentlige hovedperson er den handlekraftige og smukke Lady Vivian Hastings, som derfor lægger navn til albummet. Ladt tilbage i England, mens manden er på skattejagt, er hun i en alt andet end gunstig økonomisk situation.
I bund og grund ville hun have stået bedst, hvis blot manden kunne være omkommet, så hun kunne gifte sig på ny – men i stedet ankommer der besked hjem om det store fund. Det tvinger Lady Hastings til et farligt dobbeltspil, for selvfølgelig vil hun have sin retmæssige andel af skatten, og derfor må hun indgå en aftale med djævelen: Den berygtede Long John Silver.
Dorison og Lauffrays helt store bedrift rent fortællermæssigt er at gemme Long John Silvers entre til halvvejs inde i albummet, og indtil da blot have ham som en isnende fornemmelse i læserens baghoved, hvor der får lov at herske tvivl om, hvorvidt manden og myten matcher hinanden.
Og da han så endelig træder ind på siderne i et dæmonisk rødt skær, som han står bøjet ind over en svineragout, formår serieskaberne at holde fast i en figur, som både er umådelig farlig og charmerende. Der leges med en tvetydighed i forhold til, om den legendariske sørøver er til at stole på, eller om det måske i virkeligheden er Lady Hastings, der er den farligste af de to. Det er fremragende skrevet.
Og så suppleres det hele af en stemningsmættet streg og en overvejende mørk farvelægning, hvor skumsprøjtet til tider står ud af siderne sammen med stanken af uvaskede mænd, grådighed og begær. Det lover godt for de kommende tre bind, for der er lagt i romtønderne til en forygende sørøverfortælling.