Utrættelige og ustoppelige Hermann (Huppen f. 1938) leverer album 34 i Jeremiah-serien, hvilket inviterer til øretæver, men netop derfor er det værd at starte et andet sted.
Der kan siges så meget negativt om Hermanns deroute og mangel på kvalitet som forfatter, at det er værd lige at tage en dyb indånding først – og huske hvordan det engang var. Sammen med forfatterne Jean-Luc Vernal og ikke mindst Greg tog Hermanns karriere fart fra sidste halvdel af 1960’erne. Historierne om den numidiske prins “Jugurtha” holdt kun i to album med Hermann som tegner, mens “Bernard Prince” blev startskuddet til cirka femten lykkelige års samarbejde med Greg, i hvert fald fra læsernes synspunkt. For her udviklede Hermann sig eksplosivt som tegner, mens Greg lod den tidligere politimand Bernard Prince og resten af besætningen på Cormoran komme rundt til alverdens miljøer og naturkatastrofer. Ægte fransk-belgisk ramasjang skræddersyet til udgivelse i fx danske “Fart og tempo”. Hurtigt tog makkerparret hul på en sideløbende serie, den altid produktive Hermann har aldrig haft problemer med at levere 1-2 album årligt. Og med “Red Kelly” leverede de, i 70’erne og starten af 80’erne, en stadig lysende klassiker inden for westerngenren. De ti bind i serien giver en fortløbende fortælling om de ægte cowboyderes sidste tid, hvor selvtægt stille og roligt, men heller ikke uden problemer, afløses af lov og orden.
Forholdet mellem Greg og Hermann var dog så anstrengt, at Hermann valgte at stå på egne ben herefter, men opretholde sin frekvens ved at lancere to nye serier, med sig selv som både forfatter og tegner: “Jeremiah” (1982-) og “Tårnene i Maury-skoven” (1984-1994). Sidstnævnte på mange måder et helstøbt værk i ti sammenhængende bind om højmiddelalderen med fint blik for vrangsiderne frem for gloværdige ridderkampe, i lighed med skildringen i “Red Kelly”, og klart Hermanns hovedværk på egen hånd.
Og så, suk, fra 1982 til i dag, “Jeremiah”. Ofte, og ikke med urette, kaldet en fremtidswestern, hvor de to hovedpersoner Jeremiah og Kurdy som tavse selvtægtscowboys frelser den ene by efter den anden som Clint Eastwood-kloner i et USA efter 3. verdenskrig. Men der var faktisk lagt op til langt mere fra seriens begyndelse. Religiøs fanatisme var et tidligt tema i serien, fx i “Sekten” (bind 6) eller raceuroligheder i “Afromerica” (bind 7). Også Jeremiahs søgen efter sine rødder og familie løb som en rød tråd gennem de første ti bind, hvor Jeremiah faktisk også var tæt på at slå sig ned og stifte familie med rigmandsdatteren Lena. I “Boomerang” (bind 10) valgte han dog familielivet fra til fordel for Kurdy og eventyret, hvilket siden har været drivkraften, men også seriens helt store akilleshæl. Siden har den største udvikling i serien været, da Jeremiah og Kurdy skiftede deres heste ud med motorcykler.
“Jungle City” ligner på den måde en tro kopi af rigtig mange øvrige bind i serien. Jeremiah og Kurdy ankommer på deres motorcykler til endnu en by i det ørkesløst triste og slumprægede post 3. verdenskrigs USA. I byen holder en skruppelløst kynisk rigmand, Hr. Nesstler, befolkningen i et jerngreb, denne gang er det vandressourcerne, han kontrollerer. Med sin magt vil han tvinge befolkningen til at flytte ind i sine ejendomme. Byens to grupperinger ’Ulvene’ og ’Rævene’ er uenige om, hvorvidt de skal lade sig føre eller gøre oprør, men så ruller Jeremiah og Kurdy, de to uovervindelige He-Men ind i byen og drages modvilligt (som altid) ind i konflikten. Her vælger de (som altid) de svage og undertryktes side i kampen mod de korrupte og uretfærdige magthavere.
Denne skabelon viger “Jungle City” ikke en tomme fra. Det giver alt efter behag en god omgang ramasjang eller en gabende kedsommelig tomgang frem mod den åbenlyse slutning. Højdepunktet er en slåskamp i bedste gladiatorstil mellem Jeremiah og Hr. Nesstlers stærke lejemorder. Men som trofaste læsere ved, så slår Jeremiah ifølge Kurdy en proper næve – en meget proper næve. Læg dertil klichetyper som den mentalt underudviklede landsbytosse (ses helt tilbage til “Ørkenens fribyttere”, bind 2), den søde, fristende unge kvinde, der får heltene til at involvere sig (ses helt tilbage til “Evigheden Tur-retur”, bind 5) samt det evindelige spil mellem den ansvarsforflygtigende Kurdy og den modvilligt heltemodige Jeremiah. På den konto er det mere end svært at se “Jungle City” som andet end en kopi af en kopi, og man savner den narrative udvikling i serien, som den havde i de første 10-15 bind, så den ikke ustandseligt går i tomgang.
Men samtidig er det en smukt udført kopi! Hermanns tegninger udviklede sig lige så eksplosivt i midten af 90’erne som tidligere i karrieren, nu med skift til pensler (se fx videoen her). Det er måske smag og behag, men jeg foretrækker klart hans tegninger fra perioden start 70’erne til midt 80’erne. Jeg har det meget svært med hans nuværende botox-læber, massive kæbepartier og ansigtskulører, der undertiden får personerne til at ligne pestramte florentinere fra 1300-tallet, men nyder fortsat de beskidte miljøer og den mørke thrillerstemning, han kan mane frem. På det område har Hermann stadig x-factor, hvilket tydeligt ses på inderomslaget, hvor et panel er blæst op til oversize, men stadig holder (modsat den voldsomt uinspirerede forside).
Siden bruddet med Greg har Hermann typisk valgt at arbejde alene eller i samarbejde med sin søn Yves Hermann. Kun i glimt har det dog givet mindelser om storhedstiden i 70’erne. I 1985 skrev Steffen Kronborg ligefrem en bog om Hermann “Eventyrets mange ansigter”, hvilket siger en del om Hermanns status på dette tidspunkt. Siden da er der kommet mange nye album til, men ikke mange der ville være værd at nævne i en opdateret udgave af bogen.
Karakter: 2/5
Titel: Jungle City
Forfatter/tegner: Hermann
Forlag: Faraos cigarer
Form: 48 sider, hardcover, farver
Pris: 148 kr.
ISBN: 9788793274235
