Den japanske tegneserieskaber Shigeru Mizuki, der især var kendt for en række værker om krigens rædsler og Japans moderne historie, er afgået ved døden i en alder af 93 år.
Egentlig burde han nok ikke have overlevet. Han var en elendig soldat. Og selv de gode soldater døde i tusindvis.
Shigeru Mizuki overlevede i modsætning til mange andre helvedet på Papua Ny Guinea under Anden Verdenskrig. Hans venstre arm kom dog ikke med hjem. Fra Onwards Towards Our Noble Death.
Hans første fallit som soldat i den kejserlige japanske hær var som trompetist. Han spillede den så dårligt, at han konstant blev sendt på stroppetur. Da han bad om at blive fritaget for trompet-tjans, fik han selv lov at vælge: Vil du nordpå eller sydpå?
Og sådan endte han i Rabaul i Papua Ny Guinea, hovedbasen for de japanske tropper i Stillehavet under Anden Verdenskrig – hvor de allieredes bomber regnede ned i sådan en grad, at byen blev brugt som et levende øvelsesterræn for de allieredes luftmandskaber. Skibet, han ankom med blev sænket af en ubåd på tilbageturen. Hele besætningen døde.
Den morgen, hvor hele hans enhed blev slagtet, kom han et par minutter for sent. Han havde været for optaget af at kigge på papegøjer til at komme til tiden og slap derfor som den eneste uskadt fra angrebet. Da han fik malaria blev hospitalet ramt af de allieredes bomber. Igen slap han med livet i behold – men mistede sin venstre arm.
127.600 japanere mistede livet i Papua Ny Guinea. Shigeru Mizuki var ikke en af dem. Med sin højre arm i god behold – og han var ellers venstrehåndet – blev han en af efterkrigstidens mest berømmede historiefortællere og tegnere.
Tresserne blev Mizukis årti. Med historierne om “kirkegårdsdrengen” Gegege no Kitaro, der lever sammen med sin afdøde fars ene øje, der har udviklet ben og arme, så han kan holde øje med sin søn efter sin egen død, der lever i en verden fyldt af yokai – japanske naturånder, der ofte må bekæmpes. Og med historierne i Akuma Kun, hvor drengen Shingo møder figurer som Dr. Faust og Mephisto.
Kitaros afdøde fars ene øje udvikler ben for at kunne være sammen med sin søn. Fra den kommende The Birth of Kitaro.
Historierne vækker overnaturlige væsner fra en verden, der eksisterede før krigen, til live igen. Et tyvernes japan, hvor en meget ung Shigeru, der endnu ikke hed Shigeru Mizuki, men Shigeru Maru, boede i havnebyen Sakaiminato, hvor han hørte fortællinger om naturåndene, yokai, fra en ældre dame i byen. Det var dengang, der ikke var elektricitet overalt. Elektriciteten slog yokai ihjel, ifølge Mizuki. Den var for stærk til, at de kunne blive boende i mørket.
Efter krigen brugte han meget af sin tid på at indsamle yokai-historier fra andre landsdele. Mange af dem blev siden til fortællinger i hans tegneserieunivers. Den moderne forestilling og kendskab til yokai er i høj grad præget af Mizukis version. Og den ældre dame fra landsbyen skildrede han i sit værk NonNonBa, der i 2007 vandt det nærmeste tegneserieverdenen kommer på en Oscar, prisen for bedste album på tegneseriefestivalen i Angoulême.
I halvfjerdserne vendte han blikket mod krigen igen.
Han skrev og tegnede biografien Hitler om Adolf Hitlers vej til magten og endeligt. Holocaust og krigens rædsler fylder ikke meget her – de er ikke glemt, men fokus er på den mand, der var skyld i så manges skæbne kunne have været anderledes. Også Mizukis egen, har han sagt om årsagen til, at han fandt det nødvendigt at skildre den tyske diktators liv.
To år senere kom den Eisner-vindende og Pingpris-nominerede Sōin Gyokusai Seyo! (eng.: Onwards Towards Our Noble Death) – en nærmest-biografisk fortælling om rædslerne i Papua Ny Guinea.
I disse to krigsfortællinger kommer Mizukis mest gennemgående stilistiske træk måske allermest til sin ret. Historiens levende elementer, de figurer vi følger, tegnes i en let, cartoony streg, mens historiens døde elementer, baggrunde og bifigurer, tegnes i en meget sirlig, stregrig realistisk stil. Ofte som taget ud af et fotografi – hvilket de sikkert ofte også er. I krigsfortællingerne bliver det stilistiske bogstaveligt: De levende er tegneseriefigurer – de døde er virkelighed.
Adolf Hitler under ølstuekuppet. Fra Shigeru Mizuki’s Hitler.
– Hver gang jeg skriver en historie om krigen, fyldes jeg af blind raseri. Mit gæt er, at raseriet er inspireret af alle de faldne soldater spøgelser, har han sagt.
I slutfirserne udkom Mizuki med monsterværket Showa, der er både en fysisk og læsemæssigt tung sag. På mere end totusind sider opruller han sin egen og Japans historie fra 1922 til 1989. 1989 markerede slutningen på den japanske Showa-æra, men ikke historien om Shigeru Mizuki.
Den sluttede først i mandags. Shigeru Mizuki blev 93 år. Han brugte livet på at vise resten af verden de ånder, der omgiver os – om de så kom fra fiktionen, myterne eller historien.
Læs også:
Drawing on experience – et interview med en 82 år gammel Mizuki i Japan Times.
Japan’s Folklore Chronicler, Shigeru Mizuki (1922-2015) – nekrolog af Ada Palmer
Mizuki på engelsk:
Alle de ovennævnte værker, på nær Akuma Kun, er tilgængelige på engelsk fra Drawn and Quarterly, der så sent som i sidste måned udgav Shigeru Mizuki’s Hitler. De planlægger også til næste år at udgive en serie på syv bind med Kitaro, der starter fra begyndelsen, i modsætning til det enkelte bind med udvalgte historier, de tidligere har udgivet.
