Infection Vol. 1 - Rygning forbudt
Infection Vol. 1 – Rygning forbudt er en forrygende tegneserie-blockbuster der viser lovende potentiale med sit første bind. Det er et rablende eventyr der bruger sine gags og inspirationskilder med glimt i øjet. Fans af manga vil blive godt underholdt af Infection.
Nu er Casper Sands tegneserie Infection kommet på tryk i form af bind et med de første fire kapitler. Ellers har man kunne opleve den på hans hjemmeside caspersand.dk, men her har Sand med egne ord remastered og udvidet første del af sit værk med ti nye sider plus seks sider, hvor han kommer ind på processen og viser sine flotte skitser af sit tegneserie-univers.
Nogle af siderne har fået nye baggrunde, nytegnede billeder og ny dialog i taleboblerne og meget mere. Alt dette i den trykte version udgør en stor forskel for online-versionen og Sand nævner også i sin hjemmeside, at han er godt i gang med at gøre bind to og tre klar til udgivelse.
En rebel på vildt eventyr
Verdenen i Infection er mild sagt vild og minder lidt om virkelighedens nuværende problemer. I en nær fremtid har en såkaldt grøn pest lagt verdenen ned. Der er opstået en heftig krig om et antistof, der i forvejen er svært at fremstille i større mængder. Produktionen styres af oprydnings-organisationen Global Waste, der er begyndt at styre tingene på en knap så demokratisk måde.
En der særligt mærker det, er den benhårde kamptekniker Dave Blame. Efter en mission i Antarktis bliver Blame efterladt af sine kammerater fra Global Waste, hvilken Blame selv kommer ind på i en kvik flashback-sekvens. Det lykkedes ham at komme væk fra de kølige omgivelser og frem til varme breddegrader. Han render ind i den hotte pirat-tøs Jayne Diamond der sammen med sin skøre kaptajn-far Short John Diamond drager ud på de syv have i et efterladt hangarskib, som de bruger til deres togter. Blame ser muligheden for en ny fremtid med de skæve pirater med mål efter at komme til Det Nye Rusland for at få hævn på sine arbejdsgivere, men et gensyn med hans tidligere venner synes at være undgåeligt.
En flot dansk udgave af manga-stilen
På sin hjemmeside lægger Sand ikke skjul på sine tydelige inspirationskilder i skabelsen af Infection. Enhver dansk manga-fan kan med nemhed spotte de visuelle virkemidler fra Dragonball, men Sand formår at bruge dem på sin egen finurlige måde. Det er ingen hemmelighed at tegneseriekunstnere inspirer hinanden og låner bestemte stiltræk. Alene bare det at se Dave Blames øjne minder meget om de slagkraftige krigere fra Dragonball, mens de runde og kønne dådyr-øjne går til pigernes ansigter samt de bløde linjer der former deres kroppe. Stregen er en flot og vellykket hybrid af øst møder vest.
Actiondelen er umiskendeligt manga i udførelsen og har god crazy humor i kaoset med nogle fede gags. Der er fart over felt og Sand udviser flair for iscenesættelse af både action, humor og eventyr. Farverne i siderne giver hele balladen ekstra liv og som at se en lækker farvet udgave af en Jumbobog. Fortællestilen er meget loose and fast. De fire første kapitler går over stok og sten og man bliver hurtig færdig med at læse Infection. Det er mest hovedpersonen Blame, at man kommer ind på til at begynde med, men mon ikke at de kommende andre bind i serien kan give ekstra fylde til det gakkende persongalleri.
Casper Sand får meget ud af sin trykte version af sin serie og det vil gavne det publikum, der dyrker den særlige manga-stil. Dem der netop er til serier som Dragonball, One Piece og Black Lagoon vil nikke genkendende til den tempofyldte kombination af genrer der gør Infection til fin læsning i det varme sommervejr. I alt er Infection Vol. 1 – Rygning Forbudt er en lovende start på en tegneserie-blockbuster der har mulighed for at blive endnu bedre, som eventyret udvikler sig.