Marianne Eskebæk anmelder ny, rigt illustreret bog om dansk bladtegning
”Folkets kærlighed vores styrke eller hvorfor bladtegning er kunst” er skrevet af kunsthistoriker Louise C. Larsen og billedmedieoversætter Amalie Bendix Foss (barnebarn af Hans Bendix). Forfatternes intention er at give en gennemgang af vigtige punkter i bladtegningens historie for derigennem at fremhæve bladtegningens betydning og understrege bladtegningen som kunstform.
Det lykkedes kun i nogen grad, tilgengæld er bogen fuld af stærke analyser af komposition og streg, hvilket udløser en tre-stjernet applaus, da bladtegning sjældent får ord – endsige kløgtige ord – med på vejen.
Hvad er så bladtegning? Bladtegning er først og fremmest et værk i kontekst, spændt ud mellem avissidens layout og teksten der omgiver billedet. Hvilket formodentlig har været medvirkende til, at bladtegningen har haft svært ved at blive anerkendt som kunst. Det påpeges at bladtegningens særkende er, hvad den skaber omkring sig af bl.a. debat, og det gør den ofte ved at vise de irrationelle sider af mennesket, hvad enten det drejer sig om magthavere eller medløbere.
Filosoffens bukser og ondskabens ordinære rekrutter
Bogen er struktureret omkring tre nedslag i den danske bladtegnings historie: Corsarens behandling af Søren Kierkegaard, forsiderne på avisernes søndagstillæg (originaltryk til ophængning i hjemmene) og de antinazistiske tegninger fra 30’erne. Det er sjovt at høre den velkendte Corsaren-Kierkegaard-fejde foldet ud med fokus på bladtegningen og ikke som vanligt filosoffen selv.
Man savner dog eksempler fra de franske blade La Carricature og Le Charivari, der nævnes som tegneren Peter Klæstrups forbillede – Klæstrup er manden bag tegningen af Kierkegaard i Corsaren i 1846. Kunstneren Bjørn Nørgaard påpeger, at Søren Kirkegaard uanset storslået begavelse og angrebets mangel på substans ikke kunne forsvare sig, for hvordan tage til genmæle mod satire? Det er svært at forestille sig Kierkegaard skrive et indlæg, hvori han kategorisk benægter at han, som en anden modelaps, lader sine bukser sy med forskellig bukselængde.
Bjørn Nørgaard kritiserer såvel venstre- som højrefløj for en romantisk opfattelse af danskheden, og nævner Roald Als som eksempel på førstnævnte. Tegnerens sympati for den lille mand med klaphatten og den nostalgiske olsen-banden-danskhed, betyder ifl. Nørgaard at tegningerne mister deres kritiske potentiale og ender med at blive omfavnet af magthaverne. Nørgaards revselse er mere end velkommen, dog kunne det være rart at man som læser kendte konteksten for interviewet og blev introduceret til de løsrevne sound-bites.
Det er relevant at få fastslået, hvordan tegnernes afbildning af nazister og facister som ordinære og alt andet end groteske næsten foregriber eftertidens erkendelse af banalitetens ondskab. Forfatterne gør opmærksom på, hvordan tegningerne får tydeliggjort i hvor høj grad den nazistiske og facistiske magtudøvelse foregik via råb og udråbstegn. Vi får ingen eksempler på danske bladtegnere som havde sympati med nazismen, og måske var der slet ingen tegnere som farede vild lig digteren Harald Bergstedt? Det kunne være interessant at få belyst, omend det harmonerer dårligt med bogens legitimeringsprojekt.
Billedeksempler og billedhenvisninger
Bogen er fuld af billeder af mange forskelige bladtegnere og mange får et par ord med på vejen. Analysen af Mette Dreyers tegning af Bush og Osama, der står og sviner hinanden til via sms, er præcis og rammende, og desto mere irritererende er det, at der ikke henvises til de tegninger der omtales i teksten. Hvorfor skal læseren bladre rundt for at finde de omtalte billeder? Eksempelvis får vi en meget indsigtsfuld analyse af Hans Bendixs force som tegner, der bl.a. ligger i hans evne til at skildre konkrete mennesker frem for typer.
Dette sker med udgangspunkt i en tegning, som der ikke henvises til selv om den (hvilket den ihærdige læser opdager) befinder sig ti sider længere fremme. Det beskrives hvordan tegnerne havde svært ved at finde det rigtige udtryk, da Dronning Ingrid døde, og det lykkedes først med Lars Andersens tegning af en forladt rollator uden for Skt. Peters port. Men hvorfor er tegningen ikke med? Når nu så mange andre royale tegninger af Ingrid og Frederik fylder så rigeligt. Tegninger der i al deres harmløse humor tydeliggør at kongemagten gør man ikke grin med for alvor.
Billedets vilkår: Sprogliggørelse lig synliggørelse
Den danske bladtegning formidles med stor entusiasme og viden. Tonen er dannet men uden akademiske dikkedarer. Det malende sprog tager sommetider overhånd, således at selve argumentet fortaber sig. Dog køber jeg gerne forfatternes forslag om at bruge betegnelsen ‘kritisk satire’ frem for ordet bladtegning, som i for høj grad er knyttet til de måske snart forhistoriske dagblade.
Forfatterne får aldrig rigtig redegjort for, hvorfor bladtegning er en kunstform, snarere postulerer bogen en hel del om dialog og kunst på et temmelig induktivt grundlag (Hans Bendix = dansk bladtegning). Tilgengæld får læseren et glimrende indblik i dansk bladtegning gennem de mange billedeeksempler og ikke mindst bliver bladtegningen synliggjort gennem nogle fremragende næranalyser.
De indfølende analyser af streg og komposition er med til at etablere en afsæt for en fremtidig bladtegnerkritik, og derved bidrager forfatterne til at sprogliggøre og derved synliggøre bladtegningen, som i modsætning til billedkunsten lever en nærmest stum tilværelse.
Et sprog som kan indfange bladtegningens egenart gør afstanden til institutionalisering, omtale, priser osv. meget mindre, for som vi alle ved: Ingen ord, ingen kager.
Karakter: 3/5
Titel: Folkets kærlighed vores styrke eller hvorfor bladtegning er kunst
Forlag: Paul Kristensens forlag
Forfatter: Amalie Foss og Louise C. Larsen
Format: Softcover, 110 side med farve og s/h
Vejl. pris: 150,- kr.
ISBN: 978-87-7851-319-9
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark
