Japans thrillerkonge Naoki Urasawa er ikke blevet mindre produktiv med årene, men med Udgivelsen af “Master Keaton”, som blev til i samarbejde med forfatteren Hokusei Katsushika ( Hajime Kimura ) og oprindelig blev publiceret i Japan mellem 1988 og 1994, er VIZ Media gået tilbage i produktionen til en af Urasawas virkelig populære serier fra tiden før de prisvindende “Monster”, “Pluto” og “20th Century Boys”.
Indiana Jones er ikke en helt skudt reference for “Master Keaton”, men en lige så overgearet gang ramasjang er der nu ikke tale om, selvom begge har adventure-genren til fælles. Som for Dr. Jones er Taichi Hiraga-Keatons hjetebarn arkæologien, et fag han har studeret på Oxford University. Senere har han gjort tjeneste som instruktør i overlevelsesstrategi i den britiske hær, bl. a. under Falklands krigen, og har endelig fået ansættelse hos Lloyd’s of London som forsikringsefterforsker med hele verden som sin arbejdsplads. De brogede erfaringer kommer ham selvsagt til nytte i de følgende efterforskningssager, og i de livstruende strabadser han konstant bliver udsat for, skønt tempoet mere er til piberygning og slåbrok end jagten på den forsvundne skat.
Det er en let slentrende og for en manga meget teksttung og plot-orienteret serie. “Master Keaton” viser storform, men målt med f.eks. “20th Century Boys”-alen, er den en mere jævn affære. Alt fra plotkonstruktion og research til dialog er naturligvis mere end i orden, og tegnemæssigt kan der ikke sættes en finger på noget, men når man åbner en af Urasawas senere serier, står det bare klart, at man er vidne til noget fantastisk. Det er ikke i samme grad tilfældet her.
Keaton er derimod en slow-burner, og langsomt men sikkert vinder den terræn, på trods af de mange små bump og døde perioder undervejs. Humor er en af de sværest oversættelige ting på denne jord, og den asiatiske version kan virke lidt som et uægte barn af en Walther & Carlo film og den pinligste familiemiddag hvor ingen har noget fornuftigt at sige til hinanden. Det er der nok af her. Kærlig sexisme bliver der også tid til i mødet med Keatons datter Yuriko. Hun er en gæv pige. Ordet gæv bruges normalt om hystader med lilla hår som går i skidestilling med Kirsten Giftekniv som rygmærke, men Yuriko er såmænd en vaskeægte teenager skønt en gammelklog en af slagsen. Med krum hals belærer hun sin far om alt fra velsignelsen ved en strunk kropsholdning til kærlighedens mysterier. Det er cirka ligeså morsomt som at få benene sat af på grund af druk, men er det nu også pinedød nødvendigt?
At Urasawa kan bygge et helt univers på genreklichéer og som en anden Tarantino formå at løfte dem op til en supertændt oplevelse, har han fuldt ud bevist i sin senere produktion. “Master Keaton” er en mere sød og letbenet adventure serie, men det pulpede genbrug er simpelthen bare så påfaldende her i tiden inden fortælleren har fundet sin form.
De detaljerede bifigurer, de uventede historier som de bringer ind i det ellers så stramt komponerede plot, og Urasawas evne til at flette alle trådene sammen til en megakonstruktion grænsende til det kaotiske, er med årene blevet et varemærke for mandens produktion. Der virker “Master Keatons” korte og til tider summarisk afleverede episoder ved første øjekast lovlig mekaniske og straight, lidt i stil med en habil men småkedelig tv-serie, men det varer ikke længe inden sære karakterer vokser frem fra alle revner og sprækker, der måtte byde sig, for at kræve deres ret.
Og det er her serien for alvor begynder at få luft under vingerne, som i den fede episode, “A Journey With a Lady”, hvor historiens aristokratiske togrejsende pensionist stjæler billedet ganske fra hovedpersonen i en sødmefyldt og sentimental lille fortælling, der minder os om, at det ikke er så forfærdelig længe siden jerntæppet delte Europa. Det er stadig en omgang flæbende action light grænsende til det banale, men, for at blive i Spielberg-referencen, undskylder man gerne Urasawa ansatserne til følelsesporno, fordi hans hjertes godhed i lighed med hans filmskabende soulmate klinger så rent. Og så stiger underholdningsværdien betragteligt i løbet af bogen, og vi er kun lige begyndt. Det skal nok blive godt.
Det er ikke utænkeligt, at “Master Keaton” falder mere i smag, for de der synes at Urasawas senere produktion er blevet en kende for søgt. For dem er den gode nyhed, at han sammen med forfatteren Takashi Nagasaki, noget usædvanligt for de ellers så konsekvente japanere, i 2012 har genoptaget serien tyve år efter den lukkede og slukkede under titlen “Master Keaton Remaster”. Vi andre må så tålmodigt vente på, at det seneste skud på stammen, “Billy Bat”, finder nåde for de amerikanske forlæggere.
Karakter: 3/5
Titel: Master Keaton 1
Forfattere: Hokusei Katsushika, Takashi Nagasaki og Naoki Urasawa
Tegner: Naoki Urasawa
Forlag: VIZ media
Form: 321 sider, softcover, sort/hvid
Pris: ca. 160 kr.
Udgivelsesår: 2014
