Goodnight Punpun 1-4
Overlegen manga fortæller historien om, hvor decideret kropumuligt det kan være at blive voksen – på en ganske ny måde. Inio Asanos “Goodnight Punpun” er sær, vild, dyster, ironisk, hjerteskærende, grum, sortseende og aldeles original.
Når man læser værker af Asano, har man næsten lyst til at sende ham en email bestående udelukkende af sætningen: “Er du okay?” For hans syn på barndom, ungdom, interpersonelle forhold, og hvordan de former en, kan i den grad godt virke lidt dunkle. I “Goodnight Punpun” møder vi drengen Punpun, der er godt og gevaldigt indadvendt og drømmer om at redde verden, når han bliver stor. Hans far er voldelig, moren drikker, hans onkel er ret håbløs, og Punpun kan simpelthen ikke forstå pigen Aiko, som han til gengæld er både inderligt forelsket i og lidt bange for. For måske slår hun ham ihjel en dag? Netop ungdomsforelskelsen i Aiko skal vise sig at være en noget usund plage, der vil blive ved med at hjemsøge Punpun. Selv som næsten voksen. Vi følger Punpun igennem årene fra stor dreng til (i hvert fald ved slutningen af fjerde bind) ung mand, imens han søger, leder og higer efter en mening med det hele.
Punpun er i øvrigt en groft tegnet (nærmest skitseret) fugl i en tegneserie befolket af yderst detaljerede mennesker og miljøer. Punpuns dialog bliver leveret af en altvidende, sarkastisk, men også lidt kærlig og naiv tredjepersonsfortæller, imens alle andre taler i almindelige talebobler. Vi får altså at vide, hvad Punpun siger, og hvad han føler, men aldrig af Punpun selv. Så hovedpersonen er ikke alene tegnet i en helt anden stil end (de fleste af) af seriens figurer, men hans tale er hensat til tekskasser. I forhold til læseren er han altså et ekstra skridt væk samtidigt med, at han er den eneste figur, vi kommer ind i hovedet på. Men han er anderledes, hvilket Asano bruger en god dosis excentrisk tegneseriesprog til at kommunikere til os. Punpun er nærmest bare et omrids af en figur. Et spøgelse. Der kommer ikke flere detaljer på ham, når man bevæger sig tættere på. Stregen bliver bare tykkere og grovere, som når man går tættere på en tegning eller et maleri på et museum. De andre personer ser ham ikke som en fugl, men som et menneske, og det er kun læseren, der har begrænset udsyn til Punpun i form af denne stiliserede repræsentation. Sommetider får vi et glimt af Punpuns menneskehånd eller det tøj, man må gå ud fra, at han har på. Men mere bliver det ikke til.
De andre børn er tegnet detaljeret, realistisk og med stor indfølelse og empati. Deres interaktioner er ægte, uden barndomsnostalgisk filter. De voksne er også tegnet realistisk, men forvrænges i første bind ofte i groteske udfald af ekstreme følelsesudbrud og bizar opførsel. Som hvis virkelige mennesker opførte sig som manga-figurer fra den mere hysteriske ende af skalaen. De er fremmedartede og ofte opfører de sig mere som børn end børnene gør. Og allerede her aner man et af de helt store temaer i serien: Voksne, der svigter deres børn. Alle børnene har mangelfulde forældre, hvilket betyder at de bliver overladt til sig selv og deres egen mangefulde opfattelse af verden. En opfattelse, der så aldrig udvikles, og så må man gå ud fra, at de selv ender med at være ligeså mangelfulde voksne. Igen er sortsynet til at tage at føle på. Som forældre er ens vigtigste opgave at opdrage velfungerende børn, der ikke er røvhuller. Og det er ikke nødvendigvis det, der foregår i denne serie. Det er hjerteskærende at være vidne til – overvæld af verfremdungseffekt eller ej.
Punpuns familie er også fugle. Men onklens øje bliver sommetider menneskelige bag ved hipsterbrillen. Han går fra at være familiær til at være fremmedartet – blandt andet når han kigger på kvinders bagdele, hvilket han ofte gør. For lille Punpun bliver onklen til noget andet, han ikke kan forholde sig til. Punpun (og hans familie) er i det hele taget visuelt set flydende størrelser, der tilpasser sig de følelser, der er i spil i en given situation. En repræsentation af en ide, en følelse, et tema og en metafor i stedet for en virkelighedstro gengivelse.
Baggrundene er sandsynligvis bearbejdede fotos, hvilket øger detaljegraden helt ud i det urimelige. Det fungerer fint især i kontrast til det grove, enkle og skitsesagtige udtryk hos Punpun og hans familie, der i den grad stikker ud fra resten. Hvis læseren er tvunget til at befinde sig en armslængde fra hovedpersonen, så er hovedpersonen også afskåret fra resten af seriens visuelle udtryk. Han passer simpelthen bare ikke ind, og denne enkle følelse af isolation skildrer Asano altså ved hjælp af alle disse ret excentriske virkemidler.
Det spirituelle fylder meget i serien, men også det er en flydende størrelse, som det er svært at få hold på og placere i en kasse, der kan passe. Punpun taler med Gud, der er et fotografi af en storsmilende, ung japansk mand, der ikke just er til megen hjælp. Asano copypaster nærmest bare dette ansigt ind i sine tegninger, og de mange forskellige udtryk kommer til at bære præg af at være en slags narrativ kollage af virkemidler. Onklen har fortalt Punpun om Gud, men Punpun har nok ikke helt forstået, hvad der blev sagt. Så han er mere en slags usynlig ven, som Punpun ikke kan finde ud af at tale med – selvom han velsagtens kun findes i den bette fugls eget hoved. GUD problematiseres i det hele taget. Alle går rundt med deres egne usynlige guder, som kun de kan føle og se. Men er det rent faktisk Gud, eller er det bare den nemme forklaring? I hvert fald opfører Punpuns udgave af Gud sig værre og værre, og som læser frygter man, at der i stedet er tale om et psykisk problem hos den bette fugl.
Det forventes af børnene, at de drømmer stort og slipper fantasien løs, men samtidig bliver de hele tiden mindet om, at det alligevel ikke nytter noget, at klimaet vil fucke verden op, inden de bliver voksne, og at de skal passe på med at håbe på for meget. Men drøm for helvede så stort som muligt, unger. Der er ikke noget at sige til, at Punpun og de andre unger er forvirrede og grænsende til deprimerede. Historien fra barndommens land er præcis og genkendelig. Også selvom den er grum, uden nåde og fyldt med mennesker, børn, forældre og fugle, der ikke kan kommunikere med hinanden. Det er en usentimental fortælling om en tid i livet, som vi alle har oplevet, men måske lidt har glemt. I hvert fald de barske detaljer. Tilbage er nostalgien og romantikken, og det er så den, Asano sparker til. Det er svært nok at være barn, men hvis de voksne ikke magter at være voksne, så er det nærmest umuligt.
Og alt det er bare bind et, der ikke nødvendigvis er repræsentativt for hele serien. Asano springer flere gange nogle år i tid og rusker op i hele herligheden. I bind to fylder Punpuns onkels historie en del. Og den er ikke for køn. Mandlig lummerhed og seksualitet udstilles og problematiseres. Det virker næsten som en slags tilståelse fra forfatterens side. Dog forsvinder sympatien aldrig helt for den gamle gris. For han – altså onklen – kæmper med det og ved godt, at han burde skamme sig. Det hjælper også, at den værste del af historien kommer som et flashback, en tilståelse og et ønske om at bedre sig. Spørgsmålet er så, om han overhovedet kan bedre sig. Findes der en bedre udgave af ham et sted derinde? Man håber til det sidste. Senere kigges der også lidt på seksuel lummerhed hos Punpuns mor, så det er ikke KUN mænd, der får et dask med skyldfølelsen. De voksne opfører sig mere normalt og knapt så manisk og bizart i dette bind i takt med, at Punpun selv nærmer sig voksenalderen, og sådan tilpasser Asano løbende sit visuelle sprog.
Punpun selv skifter også frem og tilbage imellem udtryk. I en kortere periode i et senere bind er han en flydende pyramide i stedet for en fugl, og det er naturligvis lidt sært. Men skitsefuglen er et slags grundudtryk og lige meget, hvor meget Punpun føler, at han forandrer sig, så glider han altid tilbage til denne form. Og Asanos brug af surrealisme føles hele tiden ret naturligt og slet ikke så fremmedgørende, som det kunne have gjort. Man standser ofte op og kigger på en side i dyb undren. For hvad er det egentlig for en følelse, Asano prøver at formidle her? Det er ikke altid, svaret åbenbarer sig helt uden læsesmerter, men hvis man vælger at lege med, så bliver man belønnet. Og det hele føles alligevel rigtigt og ægte. Der tilføjes efterhånden et lag af antydninger i retning af noget overnaturligt i kraft af en besynderlig kult, men det er i skrivende stund svært at vide, om man skal tage det for pålydende, eller om der er tale om flere repræsentationer og metaforer. Det må senere bind vise. I hvert fald kommer kultens motto, “Good vibrations” til at klinge både hult og lettere ironisk i Asanos univers.
Det er svært at tale for meget om historien fra bind tre og frem, så det vil jeg lade være med. Nævnes skal det dog, at Punpuns seksuelle debut naturligvis er en noget forkvaklet og følelsesmæssigt bøvlet omgang, der ender som blot endnu en af de mange, mange ting, som den unge Punpun oplever, før han er klar til at håndtere det. Ikke som sådan selve samlejet, men omstændighederne omkring det. Ligeledes er Punpuns fortsatte higen efter pigen Aiko et større og større problem i den stakkels knægts personlige udvikling. Det ER altså bare ikke meningen, at man skal blive hængende i den første, uskyldige kærlighed langt ind i voksenlivet. For så holder den op med at være uskyldig. Aiko hænger som en sort sky i horisonten for Punpun, og man aner, at det måske kommer til at ende i en katastrofe af en art.
Alle har deres egen Gud. Alle har deres egne drømme. Som barn får du at vide, at du skal huske at drømme stort. Som barn får også du at vide, at du ikke skal regne med noget specielt i livet. Som barn bliver du udsat for ting, du ikke er i stand til at forstå. Du bruger dit voksenliv på at håndtere disse ting. Ingen er specielle. Alle er ordinære. Vores tanker er forfærdelige og forråder konstant den, vi tror, vi er. Tak for kaffe, Asano. Er der lys for enden af serien? Har Asano slået for stort et brød op? Og mon ikke, at der er mere i vejen med Punpun end blot almindelig ungdomsblues? Det vil tiden vise. Indtil videre er det en urovækkende, foruroligende, men samtidigt djævelsk sjov og gennemført trist historie om at blive voksen, når der ikke rigtigt er nogen til at fortælle dig, hvordan du skal gøre. Om depression og mangel på håb for fremtiden. Et kynisk/realistisk modspil til Hollywoods glansbilledeudgave af den klassiske coming of age-historie.
“Goodnight Punpun” er en af tidens mest originale tegneserier. Der er kun grund til at se frem til anden halvdel af historien om Punpun.
