Goodnight Punpun 5-7
Inio Asanos stærkt personligemanga om den lille (metaforiske) fugl Punpuns sørgeligt mislykkede forsøg på at gå fra barndom til voksenliv slipper sit nærmest ubehagelige og knugende tag i læseren med syvende og sidste bind. Som læser sidder man tilbage med en masse spørgsmål, følelser og fornemmelsen af at have været vidne til noget mesterligt.
For cirka et år siden anmeldte jeg de første fire bind af “Goodnight Punpun”, hvor jeg vovede at smide en topkarakter efter et ufærdigt værk. Den slags skal man som anmelder passe meget på med, da det kan blive lidt småpinligt eller ærgerligt, når et værk så lander på maven få meter fra mållinjen.
Denne gang står jeg dog ved den oprindelige topkarakter og uddeler uden at ryste på hånden en til. Og hvorfor så det?
Igen er der en vis mængde mavefornemmelse på spil, men det er på mange måder fordi, vi har at gøre med et værk, det kan være svært at opleve og forholde sig til ved første gennemlæsning. I min anmeldelse af de første bind hæftede jeg mig ved historien om den unge Punpun, der bliver svigtet af sine forældre og sine nærmeste og trækker sig ind i sig selv og en ungdomsforelskelse, der kommer til at minde lidt for meget om en besættelse og en usund tvangstanke efterhånden som han nærmer sig voksenlivet. Der er frygt og angst blandet sammen med de følelser, der burde være søde og barnlige. Det er som om, at Punpun kommer skævt ind på det hele, og der er ikke nogen voksne til at give ham et puf i den rigtige retning. Jeg gjorde ikke så meget ud af, hvorvidt Punpuns mentale tilstand var et resultat af ydre påvirkninger og mangel på reelle muligheder, eller om han reelt set var psykisk syg. Jeg spurgte mig selv, om serien ville komme med et håb for fremtiden?
Ved endt læsning står jeg tilbage med en helt anden oplevelse af serien, end den jeg havde forventet mig. Jeg vidste jo godt, at “Goodnight Punpun” var vanvittigt uforudsigelig, så i sig selv kommer dette ikke bag på mig, men jeg var alligevel ikke forberedt på den følelsesmæssige omgang bunkeprygl, jeg ville modtage, imens jeg sad og læste. Asano går til den. Asano går HÅRDT til den.
Og så skal det nok lige siges, at selvom jeg har tænkt mig at gøre mit yderste, så er det nok svært at skrive om afslutningen på en serie og samtidigt holde sig helt fri for de dersens “spoilere”, som internettet er både fyldt med og rædselsslagne for. Så hvis man gerne vil være helt jomfruelig i sin læsning, så ses vi bare en anden god gang.
Der er flere spor i de sidste bind af serien. Naturligvis følger vi Punpun, der som hovedperson bliver ved med at være en flydende størrelse. Der er en plasticitet over Punpun, der konstant skifter form og størrelse alt efter, hvor han befinder sig mentalt. Eller hvordan han håber, at verden omkring ham opfatter ham. Urformen for Punpun er stadigvæk den lille, groft tegnede fugl, der stilistisk er meget langt væk fra de realistiske baggrunde og detaljeret tegnede mennesker omkring ham. Inio Asana fortsætter sin kollage af virkemidler fra de første bind. Mere om Punpuns form senere.
Historien om Punpun forsvinder ofte i baggrunden, og man sidder og undrer sig over, hvad der mon er blevet af ham? I et andet spor følger vi en kvindelig mangategner, der har forelsket sig i Punpun samtidigt med, at hun desperat prøver at slå igennem med sin kunst. Vi tjekker også ind med Punpuns far, og så følger vi to af Punpuns kammerater fra den barndom, der fyldte de første par bind. Derudover er der en slags mærkelig dommedagskult, der roder med det overnaturlige og forsøger at redde verden fra undergang via det, de konstant kalder “good vibrations”. Dette sideplot er helt tosset, men kan sagtens ses som en videreførelse af tråden om, at både Punpun og alle børnene omkring ham havde hver deres personlige guder, der talte med dem, da de var børn. Et par af disse guder findes endnu, og kulten bliver en slags manifestation af dette. Hvor konkret man skal tage dette sideplot og de overnaturlige elementer er dog lidt uvist.
Senere kommer barndomskærlighedshistorien op til overfladen igen, men desværre bliver det hele filtreret igennem Punpuns forkvaklede tilgang til voksenlivet og den depression eller psykiske lidelse, han tydeligvis lider af. Der er nemlig på nuværende tidspunkt ikke den store tvivl om, at Punpun langt fra er okay. Hans omverden opdager det dog ikke, og Punpun forsvinder ind i sit eget hoved, og det er ikke engang os læsere forundt at komme med på den rejse. Ikke alene trækker Punpun sig væk fra de andre personer, men også fra os læsere. Man kan spørge sig selv, om man overhovedet kender Punpun til sidst…
Kroppen er en flydende størrelse. Den ændrer sig, når man har det dårligt. Bliver noget andet og ganske uigenkendeligt. Også for Punpun selv. På et tidspunkt beslutter han sig for at være en anden, og så må han naturligvis også se anderledes ud. I ny og næ får han små tilbagefald til sin grundform, som vi kender den fra de tidlige bind. Han bliver atter barn og uskyldig, men det varer aldrig ved. Brugen af denne form fungerer som en påmindelse om, at den Punpun, vi fulgte i de første bind er helt og aldeles væk. Han kan aldrig komme tilbage. Tiden har gjort det, som tiden gør, og Punpuns sind kan ikke nulstilles. Det er altså ikke kun et forsøg på verfremdung, der gør, at Punpun skifter form eller i det hele taget ser anderledes ud end ikke alene de fleste andre figurer, men også resten af tegneseriens stil. Det er ikke kun for at lave en uovervindelig afstand imellem ham og os, ham og resten af serien, men også for at fremmedgøre ham fra sig selv.
Punpuns skiftende form kan også ses som et velkonstrueret metalag. En af seriens figurer er som nævnt mangaskaber, der overvejer at lave en manga, der lyder ret tæt på den serie, man som læser sidder med i hånden. Men hun får at vide, at det kan man ikke. Hovedpersonen vil virke for klynkende, usympatisk og patetisk. Man KAN ikke fortælle den slags historier. Måske er det netop derfor, at Asano har valgt at portrættere Punpun som et symbol og noget fremmedgørende for læseren. Hvis han havde lignet en almindelig ung mand, ville vi med lethed have kunne afvise hans lidelse, smerte og problemer. Vi ville have lagt alt muligt i ham. Ved at lade ham være et udtryk og et symbol, gør Asana det muligt at fortælle den type historie, han gerne vil fortælle.
“Goodnight Punpun” bliver så hård i de sidste bind, at det halve kunne være nok. Et helt bind bruges på at Punpun og hans livs udkårne støver rundt og laver ingenting som en reaktion på noget helt forfærdeligt, der er sket. Jeg skal ikke afsløre, hvad der sker, men et par af de mange tråde når til et dramatisk og grusomt klimaks, og Asano knækker serien, Punpun og vores forventninger midt over og efterlader os alle sammen i et traumeinduceret limbo og en forstenet (s)tilstand af regulært chok. Hvis jeg har læst noget mere foruroligende i de sidste mange år, så kan jeg ikke huske det. Bindet, der leder op til denne store begivenhed var dog heller ikke en rar omgang, men en deprimerende og nådesløs skildring af en usund kærlighedshistorie. Det er lige før, at den store mavepuster kommer som en slags forløsning. Så skete det endelig. Nu kan man tillade sig selv at synke ned i dyndet sammen med Punpun. Gudskelov for det. Og så alligevel ikke, for som læser kan man jo altid smide bogen fra sig. Men det gjorde jeg ikke, da jeg måske håbede på en eller anden form for forløsning.
At læse “Goodnigt Punpun” kan sammenlignes med at se den tredje sæson af Twin Peaks, som løb over skærmen i 2017. Ikke at de to narrativer minder om hinanden, men begge er ekstremt personlige i udtryk, rettet indad og gør deres yderste for at fremmedgøre seeren/læseren. Der er så mange særheder og skævheder, tematikker og symbolske og plotmæssige sammenhænge, at man ikke kan have dem i hovedet på en og samme gang. Især ikke, når man ikke ved, hvor man skal hen, og hvordan det hele bliver afrundet. Til gengæld sidder man i begge tilfælde tilbage med en oplevelse af, at det hele er blevet afrundet til perfektion, men det er ikke nødvendigvis muligt at forklare det for et menneske, der ikke selv har haft oplevelsen. Som hos David Lynch og Twin Peaks er det muligt at gribe fat i en enkelt tråd ad gangen og følge den til ende, men det giver ikke nødvendigvis en bedre forståelse for de utallige andre tråde, man ikke har fat i. Dem må man tage på et andet tidspunkt med fare for ikke længere at kunne have fat i den tråd, man lige har fulgt. Det bliver også klart, at det ikke nødvendigvis er muligt for andre end Asano selv at forstå alt, hvad der foregår. Det er en god ting, synes jeg. Værket er både følt og personligt.
Hvis man som læser er villig til at give slip og lade sig føre med af Asanos personlige og vilde tegneseriesprog, så bliver man belønnet med en tegneserie, der er ren oplevelse. Ikke nødvendigvis en behagelig oplevelse, men hvis man godt kan lide kunst, der udfordrer, provokerer og tager dig med ud på usikker grund og steder, man ikke selv tør besøge på egen hånd, så bliver man belønnet med en mesterlig og fuldstændigt original tegneserie, som jeg ikke er bange for at kalde en af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft med en tegneserie.
Og det er ellers også en af den slags udsagn, man skal passe lidt på med som anmelder.
