Lasernonnen
Satansen har et nyt supervåben og han må stoppes. I en post-apokalyptisk verden hvor Helvedes horder har vundet kampen om Jorden, følger vi nonnen Marias kamp for at redde Paradise City. En kamp der gennem lasere, tidsrejser og episke opgør, åbenbarer en endnu vigtigere mission…
Nonnen som superhelt
Ok. Først skal der lige smides en highfive afsted for en sygt optur titel og en vildt flot forside på Peder Riis’ Lasernonnen. Centreret intenst nonneblik, det gode og det onde på skulderen, helvedes horder i forgrunden. Alt i smækre farver og sci-fi-lækker titelfont. What’s not to like?
Historien om lasernonnen Maria fortælles gennem heltindens øjne. I bedste superheltestil bliver nonnens karakter etableret gennem en dramatisk entre, et oprindelsesflashback og en gennemgående indre dialog, som på strålende vis fører os gennem tegneserien.
Netop fordi Riis evner at skabe en god forhistorie og en interessant kontekst køber jeg nonnen som superheltefigur. Hun har en mission, men er også skabt ud af nødvendighed, i en verden hvor hun har måttet tilpasse sig. Og så kan hun fejle, hvad der giver et element af spænding i kampen mod ærke-fjenden.
Charmerende selvironi og uforløst seriøsitet
Det er til gengæld lidt svært at tage den Brian-agtige superskurk i hawaiiskjorte seriøst. Især efter at heltinden har gennemsmadret en masse grumt udseende monster-dæmoner. Det har dog sin egen humoristiske charme og åbner måske også op for tanker om menneskets forhold til ondskab.
Den underspillede ironiske distance til sig selv er gennemgående for tegneserien. Det kommer til udtryk gennem det uskyldige barn som udbryder ’vi er reddet’ og de klumpedumpe-agtige håndlangere. Det fungerer for det meste, men virker også til tider en smule stilforvirret.
Historien opererer nemlig både på et umiddelbart superhelteplan, men fremstiller også til tider en kompleksitet i sine karakterers motiver, som skaber en noget uforløst seriøsitet i historien.
Dialogen er dog ikke min største anke, da jeg til trods for et par utroværdige replikker hist og pist, sagtens kan forblive i fortællingens univers.
Kaotisk layout
Jeg elsker normalt det simple sort/hvide look, men i Peder Riis’ meget dynamiske streg og layout, flyder tegningerne simpelthen for meget sammen. Det gør desværre læseoplevelsen meget kaotisk.
Tegningerne er meget flade, og den kompensation der findes når billederne bryder ud af deres rammer, er ikke helt nok til at skabe orden på siderne. Jeg anbefaler derfor at læse Lassernonnen med et vist overskud til at fokusere, og det syntes jeg egentlig er lidt synd for en ellers ret uhøjtidelig fortælling.
Overordnet har jeg dog stadig bare optur over Peder Riis’ serie om Lasernonnen. Jeg er vild med historiens præmis og det lille tvist til sidst skaber en helt ny kontekst som jeg syntes er fed. Fire 9-taller herfra.
