I mere end et årti har den amerikanske tegner Adrian Tomine leveret smukke, indfølende og melankolske tegninger til det legendariske tidsskrift The New Yorker. De er nu blevet samlet i ét lækkert feinschmecker-bind. Nummer 9s Felix Rothstein har læst “New York Drawings”.
To fremmede, der læser den samme bog, får øjenkontakt i subway’en. En boghandler åbner butikken i samme øjeblik som naboen modtager en Amazon-pakke. En hjemisbil holder stille i en februar-snestorm.
Når jeg hver mandag henter The New Yorker i min postkasse, er det første jeg kigger efter forsiden. Siden begyndelsen i 1925 har bladet været kendt for de fantastiske forsideillustrationer. Tidens største tegnere bidrager gerne, og med jævne mellemrum støder man på navne som Daniel Clowes, Chris Ware – og altså også Adrian Tomine, der har stået for nogle af de mest mindeværdige.
Da Adrian Tomine i 2004 flyttede fra Californien til New York opdagede han en ukendt by, som han alligevel kendte. På samme måde som alle vi andre kender den: fra bøger, fra film, fra tegneserier. Alle tegningerne i “New York Drawings” handler på den ene eller den anden måde om byen – og om livet i byen, ikke mindst. Bogen bygger da også på en samling af alle Adrian Tomines illustrationer fra det legendariske tidsskrift The New Yorker, som tegneren siden 1999 har bidraget til.
Udover illustrationerne fra The New Yorker er bogens tegninger samlet fra andre tidsskrift og aviser, fra bogomslag, fra albumcovers – ja sågar fra en indkøbspose. Men selvom der ikke er en egentlig fortløbende fortælling eller historie i “New York Drawings”, formår Adrian Tomine alligvel at skabe en let og elegant sammenhæng i stil og tematik. Den nærmest mytologiske storby lader vidt forskellige tegninger væve sig ind i hinanden i et net af personer og stemninger.
Men det er ikke kun byen, der binder tegningerne sammen. Temaer som kunst, litteratur, kærlighed, ensomhed, familieliv og nostalgi (ofte foranlediget af papirbogens tilsyneladende uundgåelige nederlag til iPad, Kindle og Amazon) strømmer gennem siderne. Og det er netop dét, der er styrken ved “New York Drawings”.
Løsrevet fra deres oprindelige sammenhæng får omslag, skitser og småserier nyt liv, og kontrasten mellem de store forsidetegninger og de hurtigere, mere løse illustrationer skaber en god dynamik i samlingen. Selvom de tidligere har været illustrationer til noveller og artikler, mister tegningerne ikke deres virkning, og Adrian Tomines poetiske og afdæmpede, næsten tyste stil kan være fængslende.
Især de mere detaljerede og gennemkomponerede af hans tegninger er imponerende. De står ubesværet alene og fortæller let en hel historie gennem en enkelt persons længselsfulde blik.
Som serieskaber er Adrian Tomine mest kendt for sin “Optic Nerve”-serie, der siden starten af 1990’erne er udkommet mere eller mindre regelmæssigt med kortere og længere fortællinger som “Summer Blonde” (2002) og “Shortcomings” (2007). Og udover de mange illustrationer og skitser, rummer “New York Drawings” også en lille håndfuld korte serier, hvor Adrian Tomine på en enkelt side viser, at han er en exceptionel historiefortæller, med en skarp og samtidig selvudslettende observationshumor.
Bogen er oven i købet lidt af et udstyrsstykke komplet med kommentarer, note-apperat og nytegnet forord. Det kraftige papir og de rummelige sider giver tegningerne de bedst mulige betingelser og gør “New York Drawings” til en flot og behagelig læseoplevelse.
“New York Drawings” er ikke et mesterværk. Men der er en slags afdæmpet virtuositet over tegningerne, der alligvel giver samlingen en speciel vemodig charme. Det er en kærlig og hengiven hyldest til Adrian Tomines hjemby gennem syv år, der i dén grad får læseren til at længes efter Broadway, Brooklyn og bagels.
Karakter: 4/5
Titel: New York Drawings – A decade of covers, comics, illustrations, and sketches from the pages of The New Yorker and beyond
Forlag: Faber and Faber (oprindelig udkommet hos Drawn & Quarterly)
Tegner/forfatter: Adrian Tomine
Form: Indbundet, 176 sider i farver
Pris: £ 16.99 (Vejledende pris)
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 9780571289059
Udgivelsesland: England