Louisiana - farvet af blod
Der er dele af vores kulturs historie som umuligt at begribe i al dens grusomme ringeagt af andre. Hvem disse andre er, skifter til stadighed, men den grundlæggende præmis om at nogen mener sig bemyndigede til at gøre mod en anden som det passer dem, må ligge fjernt for de fleste.
Louisiana – farvet af blod afbilder et kapitel i den amerikanske historie, som er netop så ubegribeligt. Et Amerika som på dette tidspunkt i verdenshistorien er nært koblet til Europa. En historie vi selv er med i.
Den danske udgivelse, samler de tre oprindelige franske bind. Historien følger en hvid familie af plantage-ejere gennem tre generationer og stiller særligt skarpt på børnene og den indledende farveblindhed, som i voksenlivet må se sig udskiftet med det samme racehad som har præget deres forældre. En perlekæde af begivenheder fastholder status quo fra én generation til den næste, nærmest i en arvesyndsfølge.
Vi starter historien i 1961 med Margaret Mitchells ikoniske roman Borthe med blæsten, hvor hovedpersonens børnebørn blændes af historien om den entreprenante sydstatskvinde, som med gå-på-mod og viljestyrke står igennem den amerikanske borgerkrig. Børnene ved, at bedstemoderen er vokset op på en plantage i Louisiana og plager om at høre hende fortælle om det de tror er endnu en romantisk historie om Scarlett O’Hara og Rhett Butler. De opnår imidlertid ingenting ved deres plageri og må gå tomhændede hjem. Men senere samme aften, får vi som læsere lejlighed til at høre hende overdrage sin beretning til hendes stuepige, i hvad der skal vise sig at være en personlig bodsgerning.
Bedstemoderens fortælling begynder hos hendes tipoldefar, som er slaveejer nær Louisiana i 1805. Meget hurtigt fokuseres på plantageejerens to meget forskellige børn. Den unge datter med det milde gemyt og hendes lidt ældre bror som spejler sig i faderen. Begge tankeløse; datteren ude af stand til at reflektere over den fare hun sætter andre i og sønnen uden at reflektere over den magt han har fået som ufortjent fødselsret. Ret hurtigt derfra korrumperes de begge og fører hinanden og familien ud i tragedie. Lidt kuriøst og måske en anelse mageligt, bruges den virkelige voodoo-præstinde fra Louisiana, Marie Laveau i en central og gentagen rolle i familiens interne kampe. Gennem hende hober gravstenene sig støt op på familiens plantage.
Som med Borte med blæsten, lider Louisiana af nærmest at miste slaverne af syne. Den usigelige rædsel de dag efter dag udsættes for, forbliver et bagtæppe i den rige families historie. Det er sådan set også i orden, hvis et mere universelt motiv for magthavernes misbrug kunne finde sin forklaring i fortællingen. Men hvis dét er ambitionen, lykkes det ikke rigtigt. De tre generationers fortvivlede kamp er personlig og forbliver alene déres kamp. Vi kan se i glimt hvordan slaverne udnyttes og bortkastes som affald, men den pinefulde evighed der er deres korte, korte liv i fangeskab, formår historien ikke at fremstille.
Lousiana er skrevet af Léa Chrétien og mesterligt oversat af Marlene Wulff Olsen, med det påtagede overklassefransk intakt. Handlingen er elegant i sin stringens og den åbenlyse gentagelse af forældrenes synder. Men det er også historiens akilleshæl. Det bliver som at læse den samme bog tre gange.
Tegner Gontran Toussaint har en klar streg, ikke ulig hans forbilleder Jean Giraud og Hermann Huppen. Men hvor hans tableauer bestemt er stemningsfulde og gennemført detaljerede, mangler han dynamik i sine personskildringer. Det er simpelthen som om de personbårne ruder er fasfrossede i tid, og måske netop der hvor Gontran Toussaint stilmæssigt adskiller sig mest fra sine idoler.
Farvelægning har forfatter Léa Chrétien stået for. Hun ér uddannet tegner, så et helt uhørt fagligt crossover er det ikke. Farverne er dystre i deres realisme og nogle gange lidt flade, men med sporadiske glimt af en Blueberry-krystalklar farvebombe.
Bevares, der er plothuller og ulogiske overgange mellem personernes tilstande, og tegningerne er af og til lidt sjuskede. Men historiens præmis er og bliver den skildrede families indre kamp i et miljø fuld af foragt for andre mennesker, som da den unge søn undrer sig over søsterens venskab med en slave og sammenligner det, ikke med at holde af et dyr, men som et venskab med et møbel. Allerede dér slår historien hovedet på sømmet… og det på et tidspunkt hvor der stadig er næsten 160 sider igen! Den væsentligste anke er dog, at slaveriets egentlige hovedpersoner levnes meget lidt plads i fortællingen.