Gary Trudeaus politiske stribeserie er (måske) slut. Nummer9s Christian Aarestrup anmelder seneste (og måske sidste) album og kaster et blik på seriens liv og levned.
Der er nogle stemmer, som synes altid at have været der, som en art allestedsnærværende baggrundstone i ens tilværelse. Just bortgangne Klaus Rifbjergs var en sådan. Altid potentielt kommenterende, prægnant umiskendelig med sin helt unikke klang, der kun kunne identificeres som springende fra én bestemt kilde, uanset budskabets eventuelle banalitet, og først og fremmest langt ældre end de fleste af os grænsende til det evige. Garry Trudeaus har været en tilsvarende i en lille menneskealder, ikke blot i sit hjemland USA’s kulturelle og politiske liv, men også i Danmark, som i højere grad end alle andre ikke-amerikanere har taget hans aktualitetssatiriske dagsstribe til sig, både i Information siden 1973 og albumopsamlinger siden 1982.
Doonesbury startede i 1968, året der også fostrede Led Zeppelin, 2001, Planet of the Apes, Hair, Lyndon B. Johnsons Civil Rights Act, studenteroprøret og de danske psykologistuderendes besættelse af Københavns universitet, Thuleulykken og -sagen, Kronprins Frederik og Casper Christensen, ”the troubles” (som briterne kaldte borgerkrigen der) i Nordirland, Khmer Rouge, Andreas Baaders første seriøse terroraktion, Crumbs første Zap Comix og dermed hele den undergrundsbevægelse, første afholdelse af Comicon med en purung Allan Moore på gæstelisten, DC version 2.0 med ansættelsen af bl.a. Dick Giordano og Joe Kubert og den første Olsen-banden-film, og som tog livet af Martin Luther King, Robert Kennedy, Charlie Chaplin, John Steinbeck, Carl Th Dreyer, Poul Reumert og Eik Skaløe og blandt mange vietnamesere en ung vietcong, der skulle blive det måske mest ikoniske henrettelsesoffer i historien næst efter Jesus Kristus på grund af Eddie Adams fotografi , i Yale Universitys studenterblad under titlen ”Bull Tales”. Det er også her stifterne af Universal Press Syndicate stiftede bekendtskab med serien og derefter gjorde den til en af grundstenene i deres lille forretningsidé om at syndikere indhold til aviser og sammen voksede de to sig til en verdensomspændende fænomen inden for hver sit område.
I den allerførste stribe ankommer den unge Mike Doonesbury til det fiktive college Walden og møder sin værelseskammerat B.D. og indleder dermed opbygningen af det store persongalleri, der er den ene af seriens to bærende søjler. I lang tid forbliver udgangspunktet Walden og bofællesskabet der, men i 1980’erne lader Trudeau de unge mennesker skilles og skabe sig hver deres selvstændige tilværelse. Quaterbacken B.D. gifter sig efter deltagelse i Vietnamkrigen med den dumme, men søde og storbarmede cheerleader Boopsie, der senere gør lidet gloværdig karriere som skuespillerinde. Mike gifter sig med den ældre medstuderende Joanie Caucus’ datter J.J. og sammen får de datteren Alex. Mark Slackmeyer bliver radiovært og springer ud som homoseksuel, hvilket ikke falder i god jord hos hans far, der på sit ensomme dødsleje stadig ikke kan forlige sig med, at hans søn ikke producerer nogen arvtager til familienavnets ’old money’. Surferhippien Zonker Harris får aldrig taget sin afgangseksamen, men i det seneste album giver den lempeligere cannibislovgivning i nogle amerikanske stater ham nu måske endelig mulighed for at cashe ind på sin eneste eksperticeområde (hvilket titlen på album nr. 35 refererer til) og undslippe 30 års nassen på universitetsvennerne. Og nogle af de oprindelige , men mindre interessante bofæller forsvinder også ud af serien og erstattes af figurer fra en bredere rekrutteringsbaggrund end et overvejende hvidt eliteuniversitet. Nogle af de oprindelige figurers børn bliver hen ad vejen bærende karakterer, fx Alex Doonesbury, som den faste læser har fulgt fra hendes fødsel over opvækst og forældres skilsmisse og finden sig nye ægtefæller til nu, hvor hun selv er blevet mor til tvillinger.
Det er en i sig selv velfungerende generationssoap, der både underholdende og effektivt punchline-producerende skildrer disse mennesker mere eller mindre almindelige livsforløb. Trudeau leverer upåklageligt varen i de harmløse striber om, at forældre til tvillingespædbørn ikke får særlig meget søvn og lignende hverdagshændelser på snart halvtredsindstyvende år. Seriens anden søjle er det samtidskommenterende, som når Alex, der selv har en ph.d. i datalogi, må ansætte en barnepige med en ph.d. i mikrobiologi for at passe sit arbejde som barista på Starbucks. Dens figurer er ikke lukket inde i deres eget univers, men lever i vores alle sammens virkelighed, forholder sig til den, repræsenterer tidens tendenser og typer, skaber endda til tider de begivenheder, vi andre hører om i nyhederne, mest fremtrædende Zonkers onkel Duke, der er modelleret over Hunter S. Thompson (portrætteret af Johnny Depp i Fear and Loathing in Las Vegas), og som mere eller mindre direkte er involveret i alle USA’s beskidte krige og politiske spil rundt omkring i verden sammen med sin kinesiske assistent Honey fra hans tid som ambassadør i Kina. Og virkelighedens aktører kan også optræde i striben, interagerende med eller helt erstattende dens fiktive persongalleri. Den amerikanske præsident og hans stab har været en fast bestanddel siden Gerald Ford. Trudeau leverer også stadig varen, når Obama stiller det truende telefonopkald fra sine Tea Party-forhandlingspartnere om til Obamacare, hvor de får at vide at være nr. 117 i køen af den indtalte stemme.
Det er denne kombination af levet liv og samtidskommenterende satire, der gør Doonesbury til noget helt særligt, et stykke amerikansk historie personficeret ved figurer, som det er svært ikke at komme til at opfatte som en fiktiv familie og holde af på samme måde som familiemedlemmer, selv de åndssvage af dem. Og derfor er det også ubehageligt at se dem blive gamle og affældige, som de er blevet, både fordi de ældes i serien, men også fordi Trudeau ikke længere rigtig gider dem. Han har nu holdt pause i over et år for at hellige sig arbejdet med Amazon-tv-serien Alpha House, og denne den 35. danske albumsamling består primært af søndagsstriber fra vinteren 2013/2014, hvor han allerede havde skåret leverancen af dagsstriber noget ned. Og man kan altså godt mærke, at det her ikke er lavet af en serieskaber, der har det som sit primære fokus. Der er stadig gode passager, veltunerede pointer, men også en ikke ubetydelig portion venstrehåndsarbejde i samlingen. Forsøgene på at hudflette tidens like- og selfie- og tweet-kultur, bl.a. via tv-journalisten Roland Hedley, som altid har været selvoptaget, men ikke så endimensionelt og altdominerende som her, udstiller lidt for direkte, at ophavsmanden efterhånden er oppe i årene, og hans modstand mod republikanernes forsøg på at fastholde deres nyvundne flertal i North Carolina ved at gøre det mere besværligt for bestemte vælgergrupper, unge, fattige, sorte, udtrykt i figuren Negative Ned, udstiller lidt for tydeligt, at dybfølt forargelse ikke i sig selv gør nogen satire, hvor berettiget den end måtte være.
Doonesbury har ofte været anledning til andres forargelse. Allerede i 1973 valgte den første aftager af striben at placere den i ’meningssektionen’ i stedet for sammen med de resterende og mere altfavnende tegneserier, og det siden blevet dens faste plads i mange aviser, i nogle side om side med den konservative pendant Mallard Filmore i et misforstået forsøg på at dele sol og vind lige ved at flytte barren for udgivelsesværdigt ned i kælderrummet med de halvtomme malebøtter og det jordslåede udendørstelt fra forrige års sommerfest. Trudeau er velsagtens en af de mest censurerede og udskældte tegneserieskabere i moderne tid, men har vedvarende forsvaret det enkelte nyhedsmedies ret til redaktionelle fravalg af hans striber, også når han ikke var enig i beslutningen. Til gengæld har han ikke holdt sig tilbage for at viderebringe fx direkte injurierende påstande om fremtrædende politikere eller lægge dem lidet flatterende ord i munden, og så overlade det til andre at sige stop, hvis det var nødvendigt. Det har efter manges mening, herunder selvfølgelig især dem, det gik ud overs, været langt over grænsen, og i visse tilfælde da nok også ganske urimeligt, fx beskyldningerne mod Dan Quayle om stofmisbrug. Og det har været utilsløret farvet af Trudeaus eget ståsted, forholdsvis langt ude på venstrefløjen og imod republikanerne, kirken, big business osv., som følgelig ikke har været serien særligt velvilligt indstillet. Men det har som hovedregel været langt mindre sort/hvidt og rent partipolitisk, end det er blevet opfattet og hængt ud som. Det fiktive republikanske kongresmedlem Lacey Davenport, som Mikes svigermor Joanie bliver juridisk rådgiver for, er indbegrebet af overklassedannelse og integritet og en form for ordentlighed, der ikke handler om parti- men derimod om generations-skel. Og selv den gamle Slackmeyer, der virkelig er et reaktionært og intolerant røvhul, er også en tragisk skikkelse udstyret med selvbevidsthed nok til at vide, at han er det. Selv om satiren isoleret set kan være ganske grovkornet, så afbalanceres den af karaktertegningens for en dagsstribes vedkommende forholdsvis fine nuancer.
George Bush Jr., der selvfølgelig er både ubegavet og forbryderisk i Trudueas optik, er alligevel fremstillet som en ret jovial, festlig og kækreplikket rodeoklovn med en nærmest ubevidst og barnlig farlighed. De to mænds karriere har antaget et slags symbiotisk forhold, begge studerende på Yale i overlappende år, og ifølge Trudeau blev hans allerførste satiretegning lavet som reaktion på en artikel i studenteravisen netop om den unge Bush og et måske lidt for hårdhændet studenterforeningsoptagelsesritual. Og det er Bush, der bliver seriens suverænt sjoveste figur og bringer det bedste og skarpeste frem i Truduea. Hvis man ikke har læst noget af ham endnu, så skal man læse den periode, hvor Bush sidder i det hvide hus, afbilledet som først en cowboyhat, siden en romersk imperatorhjelm, begge svævende frit i luften. Her skinner det trudeauske vid klarest, replikskiftene mellem præsidenten og alle hans mænd (og injurierne) fyger forrygende mellem talebobler med det hvide hus som eneste billedside, og indignationen over den førte politik er i balance med og underlagt den daglige morsomhed. Eller mange morsomheder, for i disse bedste striber afleveres der ikke blot den obligatoriske pointe, men væves et lige dele komisk og begavet flow, som minder mere om Aaron Sorkins dialoger end om set-up og pay-off i de striber, der ikke placeres under avisens leder. Da Bush trådte af, slukkede lyset lidt for Doonesbury, og man kan ikke fortænke Trudeau i at finde det hele lidt lige meget efter tabet af en så formidabel modstander og inspirationskilde for en satiriker og derfor at se sig om efter andre græsgange, fx det i disse år knap så stagnerende tv–serie-medie.
Netop denne udgivelse lider desuden under, at Trudeau er en af den slags serieskabere, der bare ikke kan lære at tegne særlig godt. Og retfærdigvis sikkert heller ikke går særligt op i det ud over, at hans streger skal kunne afkodes som genkendelige personer og genstande, hvilket de da også sagtens kan med hjælp til rentegningen fra den livslange assistent Don Carlton, der kom ombord allerede i 1971. Det har aldrig været et problem for Doonesbury, tværtimod medvirker det enkle og lidt naivistiske visuelle udtryk, hvor figurerne kun har to følelsesmæssige indstillinger, henholdsvis neutral og voldsomt animeret, til megen af morskaben såvel som det sympatiske feel af de til tider grove og/eller moraliserende løjer. Lige bortset fra hvis man blæser striberne op i stort format, som fx de mange søndagsstriber i denne udgivelse, der hver tildeles sin egen albumside. Dertil er stregen for svag og for fad, og det klæder den ikke at blive revet ud af sine vante omgivelser som et gnidret lille avissværtetryk.
Om end det var det, der var tilbage, og det da selvfølgelig skulle udgives, om ikke for andet så i det mindste at bære vidne om den tredje generation af små doonesbury’eres kommen til verden. Men det er måske også meget passende, hvis serien stopper her, tydeligvis havende toppet for år tilbage. Det er altid lidt trist at skulle tage afsked med de stemmer, der synes at have ledsaget én så længe, at de er blevet en del af ens faste verdensbillede, i sidste ende fordi det varsler om den endelige afskedtagen, men også uundgåeligt. Lige som med nævnte Rifbjerg, der ikke er så ulig Trudeau i hverken holdninger, tilstedeværelse eller tiltaleform i det danske offentlighedsrum, bliver det dog ikke mindre smerteligt af at se dem sygne langsomt hen til ekkoer af en svunden tid, en monoton messen af stadigt mindre relevans. Så hellere lade mr. D træde ud af rampelyset med et tak for alt og hellige sig morfarotiummet i fred, og billedet af Gerry Trudeau som skaberen af et tegneseriefænomen uden sidestykke stå tilbage. Og eventuelt få tjekket det der Alpha House ud ved lejlighed.
Karakter: Serien 5/5 og udgivelsen 3/5
Titel: Doonesbury 35 – Plantehviskeren
Forfatter: Garretson Beekman Trudeau
Forlag: Cobolt
ISBN: 978-87-7085-572-3
Format: 64 sider, sort/hvid
Pris: 168,- kr.
