Hellboy fejrede 20 års jubilæum i fjor, og samtidig vendte seriens ophavsmand Mike Mignola tilbage til serien som tegnende forfatter med ‘Hellboy in Hell’, som netop er udkommet i samlet form.
Da Mike Mignola blev færdig med ‘Hellboy: The Island’ i 2005 må en form for træthed have sat ind, for derfra blev tegnertjansen på serien udliciteret til andre tegnere – først og fremmest Duncan Fegredo, som gjorde det til en dyd at efterligne den karakteristiske Mignola-stil med arkaiske figurer, effektiv fortælletekniske kombination af store, grafiske tableau-scenerier med små vignet-agtige indstik og naturligvis den velgørende, lette odeur af Jack Kirby.
For lidt mere end et år siden vendte seriens skaber tilbage som tegner med ‘Hellboy in Hell’, der som traditionen foreskriver først udgives som hæfter, der senere opsamles i både trade paperbacks, hardcover ‘library’-serie og så videre. Normalt udgives Hellboy som miniserier med afsluttede historier, men ‘Hellboy in Hell’ er lanceret som en ny ‘on-going’ serie, altså uden planlagt slutning. Indtil videre er der udkommet 6 numre, hvoraf de første fem er samlet i den nyligt udgivne ‘Hellboy in Hell: The Descent’, som anmeldes i det følgende.
Et forklarende perspektiv er på sin plads: Jeg har altid betragtet Hellboy som en form for auteur-tegneserie, og selvom kloge og velinformede venner har forsikret mig, at spin-off-serien B.P.R.D (og hvad de ellers hedder) er fremragende, ja, endda bedre end den originale hovedserie, stoppede jeg med Hellboy, da Mignola stoppede som tegner.
Hey! Hvordan dør Hellboy?
Jeg har ingen speciel interesse i okkulte underholdningstegneserier, men er de veloplagt afleveret, napper jeg dem naturligvis bestemt gerne. Men Hellboy skal principielt set bare være lavet af Mignola (Dave Stewarts farvelægning anser jeg – lidt irrationelt måske – som en acceptabel feature af det ellers rent cartoonist-drevne ouevre). Så sådan er det.
Den indfaldsvinkel betyder at jeg faktisk ikke ved hvordan Hellboy dør, for det skete så vidt jeg kan regne ud i forrige historie ‘The Fury’, tegnet af Duncan Fegredo. Som sædvanlig gør det umiddelbart ikke så meget, for hånden på hjertet – det er ikke de uforglemmelige historier, man husker Hellboy for.
Så når man begynder læsningen af ‘Hellboy in Hell’ daler titelfiguren lige lukt ned i Helvede, hvor heksen Baba Yaga lader læseren vide, at Hellboy skal udrette “forfærdelig ting”. Herefter begynder en form for vandring i Helvedes kredse, hvor alt på den ene side er stille og dystert, på den anden side kaotisk, for Satan selv er død, og Hellboy har muligvis ført kniven.
Ind i mellem skal der uddeles Hellboy-håndmadder til diverse dumme dæmoner, og der diskes op med anekdoter og referencer og mystiske symboler.
Grundlæggende sker der ikke meget. Der er neddæmpet suspense i Baba Yagas forudsigelse om, at Hellboy skal gøre nogle forfærdelige ting, og hans guide Edward Grey (en okkult detektiv, som modstræbende røg i Helvede) lader læseren vide, at der nærmere bestemt er tale om tre gerninger, Hellboy skal udføre inden han bliver… fri.
Men det er som om, spændingen med vilje er drænet ud af fortællingen, som forekommer bevidst fragmenteret, anekdotisk. De få nævekampe, der bydes på, er helt mekaniske og udynamiske, og Hellboys evindelige og joviale one-liners (“Oh, crap”, “Jeez!” og “What the Hell?”(!)) er endnu trættere end sædvanligt. Der diskes undervejs ikke op med noget som helst, Hellboy-læseren ikke har set mange gange før, og alligevel er der – måske – et subtilt drive i historien.
Et depressionsværk?
For man bemærker lige så stille en form for tristesse i løjerne, en resignation, måske endda konturerne af en kreativ depression i siderne, som på en eller anden måde virker bevidst. Den ret tydelige reference til Dantes Inferno – der jo som bekendt fører videre til skærsilden og himlen, men som alt andet lige ender med at Dante ikke kommer tilbage de levendes verden – forlener projektet med en elegisk og melankolsk snert, og man tænker: “hvad hulen sker der her?”
Der er muligvis skabt stor kunst af udbrændthed og depression, men det er svært at forestille sig at der kommer noget rigtigt godt ud af underskud. ‘Hellboy in Hell’ er som sådan heller ikke genuint underskudsramt: Tværtimod er den absolut fyldt med kvalitet, og selvom Mignolas tegnestil er præget af økonomiseren og håndholdt enkelhed, er hans grafik og fortælleteknik stadig en stor nydelse – selvom alle visuelle elementer forekommer repetetivt deja-vu-agtige. Hvis ‘Hellboy in Hell’ er en eller anden form for depressionsværk, er det ikke interessant nok, ikke dystert og afgrundsagtigt nok. Der er en opgivende grundtone overfor Hellboy-mytologien i fortællingen, men ikke hovedkuls fortabelse og undergang, selvom vi er tættere på mørkets hjerte end nogensinde før.
Efter endt læsning filosoferer man over, hvor fed en tegneserie Hellboy egentlig var? Med sine nu mere end 20 år på bagen har den sat sine spor, inspireret især mange raske drenge til at tegne arkaiske sorte, zigzaggede skygger og i øvrigt efterladt Mike Mignola som Jack Kirbys mest succesfulde discipel og tillige en velhavende forretningsmand. Men hvor meget var der egentlig at komme efter?
Karakter: 3/5
Værkets titel: Hellboy in Hell: The Descent
Forfatter/tegner: Mike Mignola
Forlag: Dark Horse
Form: 160 sider softcover i farver
Vejledende pris: $17.99
ISBN: 978-1-61655-444-6
Udgivelsesår: 2014
