Bear
Bear er et mesterligt fremført billeddigt. Hvad der over flere år blot var skriblerier i Staffan Gnosspelius’ kalender, er forvandlet til smukke raderinger om en bjørn som opsluges af sit eget tungsind – et altfortærende, indre dyb.
Vi møder bjørnen indesluttet i en gigantisk hundekrave, duknakket og blind for verden omkring den. En verden som bliver mere og mere dyster. Ind på scenen træder en kanin. Om kaninen er en ny eller gammel ven er uvist, men uomtvisteligt en ægte ven. Med opmuntring og sang forsøger den at bryde bjørnen fri af dens lænker, men bjørnen afviser sin ven og går dybere ind i den mørke skov. Igen og igen forsøger kaninen at hjælpe sin ven, hver gang uden held. Først da bjørnen i sin selvdestruktion bliver fanget i en bjørnesaks og endelig beder om hjælp, får kaninen lov til at hjælpe.
Grafiker Staffan Gnosspelius har selv været historiens kanin, og tegningerne udspringer af hans egne oplevelser. Skildringen af smerten hos begge figurer er gribende smuk og understreges af de meget smukke stik og tegninger. Melankoliens mørke og hvordan alting forvandles til kvælende tentakler eller spiddende pigge, skildres som kun den førstehåndserfarne kan det.
De fleste tegninger i bogen er kobberstik. Staffan Gnosspelius har med vilje valgt ikke at oppolere kobberpladerne, med en følgelig rustik æstetik som spiller godt sammen med de indflettede tegninger. Tegninger lavet på gamle kort og bogsider.
Der er ingen tekst i Bear, så alle kan være med. Al kommunikation illustreres med strømme af noder mellem de to figurer. Nogle milde og luftige, andre råbende og fortvivlede. Man er aldrig i tvivl om tonen.
Selvom Bear formentlig er tænkt til et voksent publikum, vil børn helt sikkert få meget ud af at læse bogen. Staffan Gnospelius skildrer overbevisende, hvor langt man kan komme med empati, men også hvor stærk en mur depression kan skabe overfor pårørende, og hvor let den modstår selv den største kærlighed.
Bear udkommer den 23. marts i England og USA. Vi må håbe at vi får bogen at se hos danske boghandlere også.