En månebase, en varulvmutant, en forsmået superskurk – og bogstavet Z. Den nye Splint & Co. lægger hårdt ud med alt hvad vi kan li’. Men det er ikke et album man læser to gange.
Af Felix Rothstein
Der er ikke meget hjælp at hente for nye læsere i ‘Månebase Z’, andet bind i franske Fabien Vehlmann og Yoanns videreførelse af den klassiske Splint & Co. Hvis man ikke har læst forløberen, ‘Zorkonerne kommer’, og hvis ens kendskab til Splint & Co. begrænser sig til Franquin og piccolo, er man hægtet af fra start. Og det præger i høj grad læsningen.
Splint og Kvik vågner op på godset hos deres ven Professor Champignac – og opdager at de er på månen! Det er selvfølgelig deres gamle ærkefjende, superskurken og videnskabsmanden Zorglub, der har været på spil. Han har bortført vores venner til sin nye store månebase, halvt laboratorium og halvt ferieparadis for multimilliardærer og superstjerner. Men Zorglub har denne gang kun gode intentioner – siger han selv: Han har brug for hjælp til sine nye eksperimenter. Målet er at erobre solsystemet, fordi jorden er overbefolket. Menneskeheden må snart forlade sin vugge og erobre solsystemet, fordi jorden ”er blevet for trang og for forurenet”, som det hedder i et klodset replikskifte mellem Zorglub og Splint: ”Hvad med om du brugte pengene på at rense jorden, Zozo?” siger seriens samvittighed Splint, den altid snusfornuftige spejderdrengetype, som vi kender fra f.eks. Tintin og Mickey Mouse.
Hovedhistoriens vigtigste problem, Splints mutation, er Vehlmann og Yoanns forsøg på at snige en meget tidstypisk samfundskritik ind. Splint udsættes for solens stråling og muterer – en slet skjult kommentar til ozonlagets forsvinden på jorden. Desværre er det alt for fortænkt, og klimasporet fungerer slet ikke i historien.
Undervejs bliver vi præsenteret for en snobbet basketballstjerne, en russisk oliemilliardær og en Hollywoodbabe, der kaster sin kærlighed på Splint. For ikke at tale om lejesoldaten Poppy Bronco, der er sikkerhedsansvarlig på månebasen. Da Splint bliver udsat for solstråling og muterer til en art varulv forsøger Zorglub at sabotere sin egen rumstation. Og herefter går alt galt: Mutant-Splint hærger månebasen, Poppy Bronco driver klapjagt på ham og Zorglub bruger sine zor-stråler til at underlægge sig basens mandskab.
Det er svært at følge med i historiens første del, der tager tråden direkte op fra forrige album. Og når man kommer over de første siders forvirring er der stadig ingen hjælp at hente. Det bliver hurtigt klart hvor fortænkt og kedelig historien egentlig er. Den fungerer simpelthen ikke, men stritter i alle mulige retninger, og hovedhistorien drukner i overflødige sidespring.
‘Månebase Z’ lover ellers godt som klassisk tegneseriealbum fordi det er rigtig godt tegnet. Yoanns streg er ambitiøs, og han løfter fint arven fra seriens berømteste tegner Franquin, der tegnede Splint & Co. fra 1946 til 1968 og bl.a. introducerede figurer som Zorglub og Champignac. Yoann bruger, f.eks. som Franquin, lydord som en aktiv grafisk effekt i tegningerne, og ikke bare som en sjov takket talebobbel.
De flotte og varierede tegninger med mange lækre detaljer løfter læsningen. F.eks. bliver den meget klassiske, stringente stil skubbet til siden i fremstillingen af Splints mareridt efter hans intergalaktiske solskoldning: De lige linjer bliver skæve, rudernes geometri opløses og tegningerne får en mere og mere grødet og farvekridtlignende streg. Lige indtil Splint vågner med et sæt og er tilbage i seriens vante stramme stil. Det er ganske vist ikke et revolutionerende stilgreb at forvrænge tegnestilen og sidens opsætning for at understrege mareridt eller en bestemt indre sindstilstand. Ikke desto mindre har det en fed effekt, der er med til at gøre serien lidt mere interessant at læse. Også selvom det kun er en enkelt side. (Se eksempel ovenfor til højre).
Selvom man kan bladre albummet igennem et par gange og finde sjove og klogt udtænkte detaljer, er det langt fra nok til, at man gider at læse det mere en én gang. Historien er på trods af de lovende takter i indledningen kedelig og klichepræget. Og forudsigelig. Alle og enhver kan – også uden at have læst en eneste Splint & Co. før – regne ud at Zorglub ikke er blevet god. Det er langt fra overraskende, at han viser sig at være den gode gamle skurk, der vil overtage verdensherredømmet.
Yoann og Vehlmann formår slet ikke at skabe det spil og den varme, der er så kendetegnende for Franquins historier. Der mangler dynamik, humor og stemning mellem Splint og Kvik, og på trods af flotte og ambitiøse tegninger kommer man ikke udenom, at ‘Månebase Z’ er en ganske konventionel og desværre ret så kedelig tegneserie.
Første bind af Vehlmann og Yoanns Splint & Co., ‘Zorkonerne kommer’, udkom ligeledes på Cobolt sidste år og blev i øvrigt anmeldt her på nummer9.dk.
– Anmeldelse af Felix Rothstein
Karakter: 2/5
Værkets titel: Månebase Z – Splint & Co. 52
Forlag: Cobolt
Forfatter og tegner: Fabien Vehlmann og Yoann (oversat af Ole Steen Hansen)
Form: Indbundet, 48 sider i farver
Pris: 148 kr. Vejledende pris.
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-87-7085-454-2
Udgivelsesland: Danmark
