Hvad der oprindeligt skulle have været tredje ombæring af Frank Millers legendariske livtag med The Dark Knight, er nu udkommet som et forstemmende banalt venstrehåndsarbejde, der markerer et såvel kunstnerisk som menneskeligt lavpunkt i Millers karriere.
SLAM! Den kutteklædte islamist får én på bærret, så tænderne står i en lind strøm ud af kæften på ham, og det er lige før de frit flyvende molarer tegner en opadgående kurve og mødes i en perfekt halvmånecirkel med de partiallakerede blodstænk, som lækkert nok springer fra forsidens titel: Holy Terror. Tonen er i bogstaveligste forstand slået an fra starten i Frank Millers nyeste opus, og den er lige så skinger, som den kunstneriske kanalisering af samme er pauver.
Med sit slagkraftige møde mellem en fiktiv helteskikkelse og en skurk hentet ud af samtidens skinbarlige virkelighed vækker Holy Terrors forside motivisk ikke så lidt mindelser om Jack Kirby og Joe Simons klassiske coverillustration fra 1940, hvor Captain America giver Adolf Hitler en kæberasler, der kan vaske sig. Og dagsordenen har i udgangspunktet da også været nogenlunde den samme her. I hvert fald har Miller mere end én gang i løbet af værkets næsten ti år lange tilblivelsesproces beskrevet Holy Terror som ”et stykke propaganda”.
Fra Gotham til Empire City
Projektet begyndte egentlig som et tredje livtag med den postmoderne udgave af DC-ikonet Batman, som Miller introducerede i midten af 1980’erne med den mesterlige The Dark Knight Returns, og som han 15 år senere tog op igen med den mere omdiskuterede The Dark Knight Strikes Again. Sidstnævnte blev i sin tid forsinket og ombrudt pga. terrorangrebene den 11. september – en begivenhed, som Miller insisterede på at inkludere og kommentere i værket. Holy Terror var oprindeligt tænkt som en direkte fortsættelse, hvor Batman skulle nedkæmpe terrororganisationen Al-Qaeda. I stedet er Gotham City nu blevet til Empire City, Catwoman til klatretyven Natalie Stack og Batman til The Fixer.
Præcis hvorfor Holy Terror blev aborteret som Batman-projekt og i stedet omtegnet som selvstændig fortælling står ikke helt klart. Ifølge Miller selv traf han valget halvvejs igennem arbejdet, fordi han indså, at der ikke længere var tale om en Batman-fortælling. Det er imidlertid mindst lige så nærliggende at tro, at forlaget DC – som er ejet af mediegiganten Time Warner – ikke har haft den store lyst til at se deres superhelteikon associeret med de ekstreme politiske udsagn, der kommer til udtryk i Holy Terror, og derfor har givet Miller løbepas.
Fra først til sidst er Holy Terror nemlig ikke blot et opgør med Al-Qaeda, men også med Islam – hvilket ifølge Miller i øvrigt synes at være to sider af samme sag. Bogen åbner med de ofte nok citerede linjer af profeten Muhammed: ”If you meet the infidel, kill the infidel”, og rundes af med en dedikation til den Islam-kritiske, hollandske filmskaber Theo van Gogh, som i 2004 blev myrdet af en yderligtgående muslimsk mand.
I én af værkets ganske få visuelt elegante sekvenser lader Miller fragmenter fra en detoneret sømbombe morfe over i den arabiske halvmåne, der så igen forvandles til et af de forvredne metalskrog, vi så den 11. september. I et indskudt flashback får vi da også lov at møde selvmordsbomberen: en kvindelig udvekslingsstudent ved navn Amina, som på falderebet lige når at forføre en jævnaldrende amerikansk mand og smage alkohol for første gang. Da den unge amerikaner bliver konfronteret med sidstnævnte faktum, spørger han: ”What are you? From the Dark Ages?”, hvor til hun svarer: ”Maybe from the future. We’ll see”.
Senere, da fortællingens heltinde, Natalie Stack, i bogens sidste tredjedel bliver taget til fange af Al-Qaeda, træder terrorcellens leder frem og leverer følgende svada: ”You Westerners slay me with your naiveté. We come right out and call ourselves Al-Qaeda – The Cell – and you don’t stop to consider what that means. We’re scarcely a microbe, a speck, a tiny part of an organism so vast as to be beyond belief.” Det udsagn kan dårligt læses på mere end én måde.
Rigtigt og forkert
I en exceptionelt smagløs sammenstilling trækker Miller ved hjælp af blot to billeder linjerne op imellem Os og Dem: det første motiv er hentet i en biograf fuld af begejstrede teenagere, der råber positive tilkendegivelser op imod det hvide lærred, hvor en Transformers-film udspiller sig; det andet afbilder en gruppe unge mænd, der kaster sten i hovedet på en kvinde begravet til halsen, mens de råber skældsord efter hende. Det er just another Saturday night i henholdsvis USA og Muslimistan.
Hele værket er gennemsyret af denne dikotomi, og anslås allerede på fortællingens første sider, hvor Empire Citys frihedsgudinde står nagelfast i stormen – dog uden faklen højt hævet og uden forvisninger om at tage imod de trætte og fortumlede masser. I stedet står Justitia med bind for øjnene og balancevægten i hånd, vejende for og imod ud fra en objektiv og blind retfærdighedssans.
Motivet går ganske godt i spænd med Millers erklærede begejstring for Ayn Rand, og lægger sig i klar forlængelse af Spider-Man-fader og tegneserieobjektivist Steve Ditkos senere arbejde, hvor godt og ondt, rigtigt og forkert til enhver tid er på forhånd givne størrelser i et ufravigeligt moralkodeks, der ikke levner plads til mellemregninger eller gråzoner.
Således også her, hvor mennesker fra den arabiske verden udelukkende er afbildet som flagafbrændende, bombeomspændte galninge, mens vores vestlige hovedpersoner konsekvent fremstilles i et heroisk lys, der til tider nærmer sig det perverst paradoksale. Der er fx sekvensen, hvor The Fixer under en afhøring brækker ryggen på en tilfangetagen terrorist, alt imens Nathalie Stack leverer one liners, der har et åbenlyst komisk sigte. Terroristen kalder de fx for ’Moe’, for som The Fixer siger, så er der jo gode chancer for, at hans navn er Muhammed. Sekvensen er højst sandsynligt nedfældet i kølvandet på afsløringerne fra Abu Ghraib, og kan snildt læses som Millers blåstempling af det dér passerede.
Verden efter 11. september
Hvor frastødende man end måtte finde de holdninger, Miller her bringer til torvs, kan de dog ikke tages til indtægt for værkets eklatante fiasko, og det er da også først og fremmest på et rent formelt plan, at Holy Terror fejler som kunstværk i snart sagt enhver henseende.
Plottet i Holy Terror kan i alt væsentligt genfortælles i ganske få ord: superhelten og hans sidekick bliver angrebet af en gedulgt fjende, som snart viser sig at stå bag en dommedagsplan, der må afværges for enhver pris. Heltene opsporer fjendens lejr, og sidekicket infiltrerer stedet, men tages til fange. Superhelten gør sin entré, nedkæmper fjenden og afværger dommedagsplanen. Et ganske fint – om end noget fortærsket – plot til et gennemsnitligt 20 siders superheltehæfte til 2 dollars.
Holy Terror er imidlertid en graphic novel på 120 sider til 35 dollars, der – uanset hvor meget forfatteren end måtte have nedtonet forventningerne og banaliseret projektet på forhånd – uvægerligt vil blive imødegået som et værk af en fremtrædende tegneseriekunstner, der forholder sig til den desværre stadigt aktuelle debat om terror og verden efter den 11. september 2001 i det hele taget. Det er bare ikke det man får.
Det tætteste man kommer på en politisk kommentar eller et bare nogenlunde substantielt udsagn om terror og krigen imod den, er en række opslag, der er indlejret i løbet af fortællingen. På det bedste af dem ser man en jernport med en Davidsstjerne blive søndersprængt, imens en trist Ariel Sharon – ikke just selv nogen fredsdue – ser bekymret til. Kort forinden er man blevet trakteret med burkaklædte kvinder med Stinger-missiler og andre vrede muslimer, der afbildes side om side med besynderligt arrangerede karikaturer af forskellige politikere og andre mediepersonligheder.
På ét opslag ser man fx filminstruktøren Michael Moore flankeret af George W. Bush og Donald Rumsfeld, på et andet bl.a. Muammar Ghaddafi, Kim Jong-il, Mahmoud Ahmadinejad og Hillary Clinton. Præcis hvad man skal med disse sammenstillinger bliver aldrig evident, og ganske sigende er alle opslagene da også helt blottet for tekst. Miller har simpelthen ikke noget reflekteret at føje til; han nøjes blot med at konstatere, at en masse mennesker havde en masse at sige i kølvandet på 11. september. Intet af det bliver diskuteret eller nuanceret, intet bliver belyst, og der er ikke så meget som ét eneste originalt udsagn at finde på disse sider. Sine steder har man faktisk svært ved at tro, at det er et voksent menneske, der har stået bag.
Tomme figurer
Holy Terror er en helt forrygende dårlig tegneserie, der fejler på snart sagt alle tænkelige planer, det være sig fortællemæssigt, tegnemæssigt som produktionsmæssigt. En del af det kan selvfølgelig henføres til værkets lange og knudrede tilblivelse, herunder det aborterede Batman-projekt.
Fx er bogen trykt i det horisontale format, som Miller anvendte med stor succes i 300, mens siderne fra det oprindelige Batman-projekt, hvoraf mange her genbruges i lettere omtegnet form, helt tydeligt har været tænkt og tegnet i et traditionelt, vertikalt format. Dette problem har man omgået ved at formindske og trykke to vertikale sider på én horisontal ditto i bogen, hvor Miller så forinden har tilføjet lidt tandbørstestænk og hvad der ligner tuschindsmurte fingeraftryk, for ligesom at give den sammenstykkede side en helhedsfornemmelse. Ikke alene fungerer det ikke visuelt, det skaber også tvivl om læseretningen.
Først og fremmest strander fortællingen dog på det fuldstændige fravær af vedkommende karaktertegning. Figurer, der bliver præsenteret som værende helt centrale for den smule plotfremdrift der er, køres i stilling og forsvinder så ud af fortællingen øjeblikket efter for aldrig at dukke op igen siden. Havde Holy Terror stadig været en Batman-fortælling, havde man som læser måske været i stand til at trække på det over årene akkumulerede kendskab til figurerne, og dermed selv forlene dem med en smule klangbund. Som det er nu, er man på helt bar bund, og Holy Terrors aktører efterlader ikke den fjerneste resonans i læseren.
Fx aner man ikke, hvad man skal stille op med en figur som David, en tidligere israelsk efterretningsagent, der introduceres som ”the most dangerous man alive”, og som i øvrigt har Davidstjernen tatoveret i ansigtet (man kan anklage Miller for meget, men subtil har han aldrig været). Parallellerne imellem Holy Terrors persongalleri og de klassiske Batman-aktører er selvfølgelig for størstepartens vedkommende til at tage og føle på, og det er derfor nærliggende at tro, at David oprindeligt har været The Joker. At Batman således i den oprindelige version stod over for en fjende så frygtindgydende depraveret, at selv hans galeste modstander ville bistå ham i kampen, ville have føjet alen til fortællingen. Som det er nu, aner man ikke, hvad man skal bruge figuren til.
Det samme gælder politikommissæren, hvis engagement i hele affæren pludseligt ændrer sig med et slag i fortællingens sidste del. Havde det været gammelkendte James Gordon, der var i spil, havde der været tale om en højst uventet og chokerende karakterudvikling; nu trækker man højst på skulderen. Andre figurer stirrer man på med forbløffelse, som fx ireren, der har hjulpet Al-Qaeda med at kreere deres dommedagsvåben. Hvem er han og hvad er det præcis, han føjer til plottet? Og hvorfor er han irer? Miller har alle dage haft en sjælden evne til at puste nyt liv i allerede etablerede og måske lidt slidte fiktionsuniverser. I Holy Terror formår han imidlertid på ingen måde at overføre det til noget, der bare tilnærmelsesvis kan stå på egne ben.
Man tænker på de intrikate plotstrukturer Miller kunne overskue, og de på en gang medrivende og menneskeligt vedkommende historier han kunne fortælle, da han som blot 23-årig overtog forfatter- og tegnearbejdet på Marvel-serien Daredevil, og man undrer sig over, hvad der dog blev af alt det talent. At Holy Terror er signeret af den samme mand som ham, der gav os mesterstykkerne The Dark Knight Returns, Ronin og Born Again, er ærlig talt helt ufatteligt, og man føler sig overbevist om, at bogen aldrig ville have set dagens lys, hvis der havde stået et andet navn på forsiden.
Store fede bogstaver
Holy Terror er udkommet på et helt nyt forlag, Legendary Comics – en gren af medieselskabet Legendary Entertainment, der også har stået bag en række kommercielt succesfulde Miller-filmatiseringer som Sin City og 300. Forlaget ledes i øvrigt af Bob Schreck, en tidligere DC-redaktør, som blev fyret nogenlunde samtidig med at Miller annoncerede, at Holy Terror ikke længere ville blive realiseret som en Batman-fortælling. I forlagets bombastiske lanceringsmateriale bliver der slået på, at værket har været ti år undervejs. Og dét bærer det præg af – bare ikke på nogen god måde.
Det færdige værk bærer tydeligt præg af at være blevet til ad flere omgange, og at der har været perioder, hvor materialet har haft Millers fulde bevågenhed og så perioder, hvor det hele bare har skullet overstås. Det er helt klart medvirkende til at gøre Holy Terror til en mere end ujævn læseoplevelse, der – trods den fuldstændigt ensidige vinkling af det politiske indhold – i den grad savner fokus som kunstværk.
Som nævnt er plottet nærmest fornærmende banalt, men selv den smule Miller har at fortælle, bliver forvaltet og formidlet på en så ustruktureret måde, at der står skrevet venstrehåndsarbejde med store fede bogstaver henover det hele. Der er skævvridninger i plotfremdriften, som er så skamløse, at de dårligt kan forklares som et bevidst kunstnerisk valg, men snarere må tilskrives ligegyldighed fra kunstnerens side.
Ouverturen, hvor The Fixer jagter Nathalie Stack henover hustagene og gennem en lang række helsidesbilleder, optager den første fjerdedel af fortællingen, uden at man egentlig når at blive nævneværdigt klogere på nogen af figurerne undervejs. Så sprænger bomben, og vi må igennem lige så mange helsidesillustrationer, hvor de samme to figurer forholder sig til katastrofen i de for Miller efterhånden tvangsmæssigt hårdkogte ytringer af tvivlsom litterær værdi à la: ”I’ve got a goddamn nail stuck in my goddamn leg. How fucked up is that? Damn”. Og for nu at blive i terminologien, så er vi goddamn halvvejs igennem bogen, før der begynder at tegne sig bare så meget som konturerne af et plot.
Den lange åbningssekvens besidder helt sikkert en vis frenetisk energi, og der er da også noget fascinerende over de ind imellem nærmest Pollock-abstrakte regnvejrssekvenser, hvor Miller med rundhåndet skødesløshed pisker sine penselstrøg og tandbørstestænk nedover siderne. Det er ren action painting, som sine steder imidlertid også resulterer i et foruroligende højt antal billeder, hvor man selv med den bedste vilje simpelthen ikke kan afkode, hvad det er, der foregår.
Grafisk er stilen den knaldhårde, kontrastfyldte sort/hvid, vi også kender fra Millers Sin City, som sine steder kunsthøjskolekækt er applikeret en knaldrød eller magenta staffagefarve. Ikke sjældent, formoder man, for at hjælpe til med at anskueliggøre hvad det rent faktisk er, vi ser på. Og selvom staffagefarverne hjælper til, bliver det ikke altid mere klart af den grund: hvad skal vi fx stille op med en helsidesillustration af en rød damesko og en masse små (legetøjs?)biler? At også kvinder og børn bliver ofre for terror? Det vidste vi godt i forvejen.
Ned i undergrunden
Der er et tilbagevendende motiv i Frank Millers tegneserier, som har været til stede lige fra begyndelsen: idéen om, at der er en verden nedenunder den, vi opholder os i, hvortil helten må søge hen for at hente en forsvunden kvinde med tilbage. Det er selvfølgelig fortællingen om Orfeus og Eurydike, der ligger til grund herfor, og vi ser det først anvendt i Daredevil-kapitlet ”The Damned”, hvor motivet indgår som led i – og får afgørende betydning for udfaldet af – et større magtpolitisk spil. Kort efter anvender Miller med betragtelig succes motivet igen, denne gang i en mere klassisk, rendyrket form i kærlighedstragedien Ronin.
I Holy Terror anvendes det selvsamme, prægnante motiv til ingen verdens nytte: det har ingen nævneværdig betydning i den overordnede plotmæssige sammenhæng, og som emotionelt kunstgreb falder det til jorden med et brag, fordi man som læser undervejs simpelthen ikke har fået muligheden for at engagere sig følelsesmæssigt i figurerne.
Frank Miller har i de senere år genanvendt så mange motiver og plotkonstruktioner fra tidligere værker, at hans nyere produktion (filmene inklusive) efterhånden antager karakter af et spejlkabinet, hvor det, der kastes tilbage, bliver mere og mere forvansket og mere og mere grotesk i sit udtryk. Det er på alle måder et sørgeligt syn, og nærværende værk lover alt andet end godt for fremtiden. Det eneste sådan rigtigt imponerende ved Holy Terror er egentlig, at Miller har formået at koble et så passioneret had med en så ligeglad eksekvering.
Karakter: 2 af 5
Titel: Holy Terror
Forlag: Legendary Comics
Forfatter/tegner: Frank Miller
Farve og form: Sort/hvid/farve
Sidetal: 120
Pris: 240 kr
ISBN: 978-1937278007
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: USA
