I Nummer9s redaktion har vi naturligvis bemærket den heftige diskussionslyst, der altid opstår, når Frank Miller tjekker ind. Derfra er der ikke langt til tissemandslængdekonkurrencen “Dark Knight Returns vs. Watchmen”, og her kom redaktionsmedlemmerne Thomas Thorhauge og Matthias Wivel i tanke om, at det vist endda ikke var så lang tid siden at de i en emailkorrespondance nærmest rituelt praktiserede selvsamme discipliner. Anledningen var den amerikanske blogger Matt Senecas veloplagte og overbegejstrede indlæg om tegningerne i Dark Knight Returns. Læs Senecas tekst her, eller fortsæt direkte til Thorhauge og Wivels barnagtigheder:
TT: Jeg ved ikke hvorfor, men det er som Dark Knight Returns ikke helt får den respekt den fortjener længere, måske pga Millers deroute… lortet kører jo for vildt. Selvfølgelig er den bedre end Watchmen…
MW: Jeg er naturligvis ikke enig…
TT: Hvorfor synes du at Watchmen er bedst?
MW: Fordi den er mere intelligent i sit livssyn og følelsesmæssigt spiller på flere tangenter. Man har en tendens til sige Miller er en affektens mand, osv., men Watchmen finder jeg klart mere rørende. DKR er fantastisk, men den sidder altså lidt for fast i sine pulpmotiver til helt at blive så vedkommende.
TT: Pulpmotiver kan rumme ligeså meget sandhed som så meget andet, men jeg er med på hvad du mener. Til gengæld synes jeg Watchmen lider under noget lignende, bare med Moores temperament. Jeg synes jo at alle kunstværker er konstruktioner og postulater og er nok endegyldigt mere forført af den kraft, der er i DKR. Ja, Gibbons får maksimalt ud af Moores ni-delte sideopbygning, men resultatet er endegyldigt lidt blodfattigt. Man bliver simpelthen mere begejstret af Millers topfede visuals.
MW: Selvfølgelig kan pulpmotiver rumme lige så meget som så meget andet — Jack Kirby viser jo hvad Miller mangler. Og ja, der er mere smæk for skillingen i DKR, helt klart, men jeg synes nu også at Watchmen er en rig visuel oplevelse.
TT: Hvis de var slikposer, var der flere sjove og stærke bolsjer i DKR…
MW: Bolcher er naturligvis lækre, men nærende, det er de ikke.
TT: Haha, men sådan fungerer ting jo ikke. Et værk er jo ikke en Ding an sich — det handler om at engagere, sætte hjerneaktivitet og begejstring i gang. Watchmen får klart hjernen til at snurre og har naturligvis de kvaliteter, du anfører, men lader også en en liiiiillebitte smule kold, måske fordi den føles konstrueret og hjernet.
Jeg synes der er masser af værdier og hjerneguf i DKR, det er bare den Wagnerske klinge, der er tændt, men kulturkritik, sociopolitiske anliggender og grundlæggende eksistentielle udfordringer er til fulde tilstede. Det rigtigt fede ved DKR er, at den via sin energi får det hele til at spille. Jeg er i den henseende ret ligeglad med om Moores menneskesyn er mere sympatisk end Millers…
MW: Ikke sympatisk: intelligent og virkelighedsnært. Moores personer er langt mere genkendelige end Millers, der er meget enstrengede. Enstrengethed kan være fint — arketyper og alt det der — men Moore får så meget ud af de figurer, både på det symbolske og det realistiske plan. Der er meget mere at tænke over, og figurerne står meget klarere for en som mennesker, hvilket jeg synes er en værdi. Det er da klart, at Millers ærinde er et andet, men i sidste ende er det bare en tyndere affære. SÅ interesseret er jeg heller ikke i social vrede, selvtægt og forestillinger om overmennesket…
TT: Men det er teoretisk, det der. DKR kører bare på en vildere og rigere klinge, den er mere overrumplende, der er mere food for thought — Moore er i virkeligheden også mindre inddragende — sagt på en urimelig grov facon forelæser han, hvor Miller giver læseren mere udforskning. Moore og Gibbons laver alle der ensidige rebusting med genkommende smiley-motiver etc., etc., men har ikke meget at tilbyde i den afdeling jeg snakker om. Det der billede af Gotham City-billede på en lys og bagende varm dag er topklasse mod Gibbons vellykkede postulater à la scenen hvor Adrian Veidt griber kuglen, eller urværket dukker op af Mars.
MW: Ingen tvivl om at Miller er mere spændende visuelt end Gibbons, men fortællingen er ikke postuleret i Watchmen; figurerne er ikke postulater — det er intellektuelt, ja, men det er også indlevet. Tænk f.eks. over Silk Spectre-figuren, der er så meget rigere end man umiddelbart skulle tro. Eller forsøget paa at formidle hvordan tid føles — det er smidt i en SF-ramme, men det klinger rent, selvom man ikke er Dr. Manhattan.
Jeg synes ikke det er forelæsende, især ikke når man kigger efter. DKR mangler bare de dimensioner helt. Miller er ikke interesseret i dem, men det ændrer ikke på at værket ender med at blive mere ensidigt. Der er bestemt ikke mere food for thought i DKR!
TT: Jo, men kun hvis man går ind i helheden. Selvfølgelig byder Watchmens tekstside på mere intellektuelt materiale, og selvfølgelig er figurerne mere runde og menneskeligt komplicerede, men derefter begynder Watchmen at blive blodfattig — på et højt niveau, naturligvis.
MW: Arj, den må du altså lige kvalificere, den der. Jeg kan fra personligt hold i hvert fald klart melde, at Watchmen er en tegneserie jeg har tænkt meget mere over end DKR, og som har påvirket min måde at se verden på i ikke ubetydelig grad (sammen med Moores andre ting).
Der er bare mere at hente der.
TT: Det er jo ligesom [Coen-brødrenes] No Country for Old Men. Du var vild med scenen, hvor Chigurh slår plat eller krone om købmandens liv; jeg synes der var meget mere gods og film i Brolins flugt, selvom der beviseligt ikke bliver diskuteret noget som helst af eksistentiel eller moralsk betydning. Jeg kræver også krop, ikke bare Kopf. Jeg vil have en fyldigere oplevelse; jeg stimuleres bedst, når jeg bliver aroused på alle planer, så begynder jeg at tænke, så lever jeg stærkere, så skaber jeg mere mening.
MW: Ja, men med den logik kan du jo lige så godt fremhæve MI:3, der med sin broscene leverer korpsnær action. Er det lige så god en film som Ozus Late Spring?
Jeg er også vild med Brolins flugtscener i No Country, men hvis det kun var dem, kunne det jo være lige meget. Og scenen på tanken er jeg glad for, ikke fordi den har filosofiske undertoner, men fordi den er så eminent velspillet og virkelig formidler Chigurhs trussel. Jeg synes ham tankpasseren leverer en virkelig rørende, almenmenneskelig sårbarhed. Det er det, der er fedt, og det er følt helt lige så meget med hjertet som med hovedet, helt lige så meget som når Batman hopper ud af sin tank for at slås med mutantlederen.
I DKR er der en del klar tale, men det er der nu også i Watchmen, det er bare ikke tju-bangslagsen, så meget som det er følelser af forsømmelse, utilstrækkelighed, ansvar, osv. Meget mere universelle følelser. Hvad tilbyder DKR dér? Den formidler indignation, vrede og magt, samt fristelsen til magtmisbrug, men derudover..?
TT: Alene de der skift mellem Jansons og Millers rentegning giver en fabelagtig, overrumplende kant på diegesen. Varleys farver, alle de overmenneskeligt overskudsprægede iscenesættelser af figurer, forløb, ideer.
Stringensen i Watchmen er beundringsværdig, men hele urværksideen er også begrænset, fordi den lukker sig så stift om sig selv — der er en mangel på liv, som Miller på den anden side får frem, selvom hans figurer klart er mere monomane, og på trods af de tunge og vrede temaer. I virkeligheden bliver jeg revet mere med af fx Gordon i DKR, hvorimod jeg naturligvis er med på Silk Spectre eller hendes mor, eller måske mere interessant, i en perifer bifigur som fx hende den lesbiske avissælger, men jeg bliver ikke topengageret.
Jeg er mere med, når Batman er en stor sort klump af en posedame, og Bruno går amok i sprutbutikken, og Superman er en stråle, der får nedløbsrørerne til at snøre sig sammen. Der er et vildt og voldsomt overskud, som på en eller anden måde når længere og bredere end Watchmens suveræne intellings og forrygende struktur, som i sin kirurgiske præcision bliver noget kold og begrænset, og lidt mere usundt selvforelsket end DKR, som ikke bare er vild og kreativ, men jo også uhyre intelligent — måske ikke i sit menneskesyn, men i sin evne til at iscenesætte et værk.
