Antistoffer III: Mesterværk
Kim Bjørnholts Antistoffer III er en vild og ustyrlig refleksion over kunsten.
Antistoffer III arbejder med kontraster, der bliver stærke i tegneseriens udtryksform, hvor spændingsfeltet mellem billede og tekst peger på både kunstnerrollen og beskueren af værket. Det er et alvorligt, sjovt, overraskende og særdeles læseværdigt foretagende.
I Antistoffer sættes læseren i en interessant position, idet der springes mellem to yderligheder: på den ene side de mange kvaler ved at lave kunst, der sætter en stopper for selve udøvelsen af den. På den anden side den totale udfoldelse, hvor kunsten i høj grad praktiseres gennem seksualiteten, og hvor panelerne bliver ubevogtede pladser for fri leg.
Tegneseriens plot løber i to spor. I det ene følger vi karakteren Antistoffer, der kæmper med at male et mesterværk. I det andet følger vi Anna – en kendt figur fra børneudsendelsen Anna og Lotte, nu med bryster og en umættelig lyst til kropslig udfoldelse. Antistoffer og Anna er begge kunstnere, men hvor Antistoffer bruger det meste af sin tid på overvejelser centreret om værket, der ifølge ham selv udgør det teoretiske grundlag, er Anna i direkte kontakt med sine modeller, som består af to kvinder, der er med på lidt af hvert – i kunstens navn, naturligvis!
Antistoffers udgangspunkt er ønsket om at ville skabe et mesterværk, der er bedre end livet selv, fordi kunsten skal kunne vække misundelse hos mennesket. Med andre ord: idealisten vil give folket noget at stræbe efter.
Problemet er blot, at barren er sat så højt, at det er nemt at smadre det hele, før man overhovedet er gået i gang. Så derfor tænker han. Meget og grundigt. Og her taler indholdet sammen med formen: hver gang Antistoffer får en ny tanke omkring kunstens forhold til verden, indrammes tanken i et panel, der ligner de forrige paneler, som tilsammen bliver byggesten for hans tankerække. Han befinder sig i et hvidt rum, der fokuseres på det hvide lærred og hans bekymrede blik. Afstanden til lærredet virker helt uoverskuelig, og den regelmæssige afstand mellem den uforanderlige paneltype mimer måden, hvorpå ingenting sker i den ydre verden. I stedet er Antistoffer på hårdt arbejde i sin indre verden, i forsøget på at nå en ren samvittighed og et (be)greb om den sande kunst. Men hvad sker der, hvis denne Antistoffer med sin lyspære til hoved slet ikke viser sig at være et kunstnerisk geni?
Antistoffers særlige styrke er formen, hvor spændingsfeltet mellem billede og tekst, mellem Antistoffer og Anna, sætter spørgsmålstegn ved kunstens rolle, kunstnerens funktion og ikke mindst dennes selvforståelse. Det hvide lærred ligner paneler, der har svært ved at blive fyldt ud, hvormed Annas ustyrlige skabertrang bliver en fuckfinger til den gode smag, på lærredet såvel som i en smal forståelse af tegneserien som genre. Ironien trænger sig på i panelerne, hvor malerklatterne flyder på alt andet end lærredet, og jo længere Antistoffers overvejelser bevæger sig ind i de snævre kringelkroge, jo længere flyttes læserens blik fra lærredet.
Da Antistoffer skal male et portræt af en kardinal, begynder virkeligheden for alvor at trænge sig på: de to fortællespor ender i en sammensmeltning, og hvad sker der egentlig, når antistof møder sit stof? Afsløringen af Antistoffers maleri lader hans beskuere se utilsløret ind i billedet, alt imens det holdes skjult for læseren. Dog fornemmer man, at maleriet ikke bliver helt som forventet, og at kunstværket rummer en provokerende og sjov spejling, der peger tilbage på en fortælling, man bør tage et kig ind i – ikke mindst for at se nærmere på, hvad en tegneserie også kan formidle.
