Marvel og DC er periferi. YA er det nye mainstream! Tag med Academaniac til tegneseriekonference i Seattle.
Efter en masse deadlines og eksamensgøgl på tværs af julen er jeg nu tilbage med en den sidste konference-reportage i noget tid. I november var jeg et lille smut til Seattle. Når det er første gang man er i USA (første gang man er i Island for den sags skyld, og med muligheden for at se tundra og ishav fra himlen), ja så er det temmelig frustrerende ikke at have tid eller råd til noget som helst fritid. Intet, simpelthen intet turist-agtigt nåede jeg, så jeg kan her udelukkende berette om tegneseriekonference (og et billigt hotel, men det var kun begrænset interessant).
USA =Peanutbutter and Jelly til morgenmad
Konferencen hedder ICAF (International Comic Art Forum) og er en traditionsbunden én af slagsen med næsten 20 år på bagen – det er meget i den unge verden af tegneserieforskning. Det er samtidig den største årlige saling af amerikanske akademikere der nørder tegneserier, men det kan nu stadig ikke sammenlignes med dét man sikkert kan opleve af gigant-konferencer i snart sagt alle andre fagområder – for slet ikke at tale om de der mennesker der ikke arbejder på universiteter, men har adgang til rigtige penge og flotte konferencecentre.
Vegetarburger al la foodcourt Seattle. Ad.
Burgere og queer-teori
Her på Washington Stat University blev der disket op med tre mellemstore klasselokaler og stolerækker uden borde. Let, betalt frokost den ene af dagene, men ellers må man sige at det var med fokus på indhold…ikke form. Der var dog en goodiebag med program, reklamer samt en gave fra den lokale tegneseriebutik – jeg fik hapset en pose med Lynda Barrys ”One Hundred Demons” som jeg stadig mangler at få (gen)læst. Til gengæld oplevede jeg en ægte amerikansk foodcourt (en hel kælderetage på uni med mad), og det var sådan set en fed kulturel oplevelse i sig selv.
Ramzi Fawaz begynder sit vanvittige ridt gennem queer-teori og Legion Lost.
En af de Legion Lost forsider som Fawaz brugte længst tid på.
Jeg ville (som altid) gerne tage jer med på en rejse gennem tre dages spændende 20-minutters oplæg om tegneserier, men det er nok smartere at holde det til en lille ramme og så ét enkelt oplæg som var særligt interessant (jeg skriver om mit eget oplæg en anden god gang). Vil man have den store tour, så er der faktisk samlet en habil twitter-story HER, og de der amerikanere twitter seriøst alle deres noter, så der er virkelig meget. Konferencen havde ikke noget egentligt tema, men der var en specielt inviteret forsker – Ramzi Fawaz – der lagde ud den første dag, og på den måde skabte en ramme for alle andre. De ting han sagde måtte man nødvendigvis forholde sit oplæg til (i hvert fald de der arbejde med queer-teori, køn eller identitet…og det gør de fleste amerikanere). Den karismatiske Ramzi Fawaz er en vild oplevelse både at lytte til og at læse, og hans altomfavnende queer-teorier er fascinerende at prøve at begribe. OG så leverede han intet mindre end en verdensklasses 45-minutters analyse af slut-90’ernes Legion Lost – en serie jeg helt klart ikke vidst at jeg ville få lyst til at læse.
Tegneseriens omstændigheder
Tidlig RAW forside fra 1980
En del af denne ramme som Fawaz fik sat for konferencen handlede om en grundlæggende opdeling i tegneserieforskningen. Mellem på den ene side at ville arbejde med tegneserier for sig selv og på den anden side at ville sætte tegneserier i forhold til resten af kulturen og samfundet. Trods sådanne uenigheder og forskelle var det dog alligevel tydeligt i hvor høj grad en stor del af denne branche interesserer sig for det man bredt set altså kunne kalde ’tegneseriens omstændigheder’. I en amerikansk kontekst betyder det blandt andet en masse oplæg om køn og race, men det betyder også en interesse for de materielle omstændigheder lige fra farvelægning til forlagspolitik i 1960’erne. En rigtig dygtig, yngre forsker, Colin Beinicke, har simpelthen skrevet om de oversete kunstnere der sjældent bliver talt om, og hans kerneeksempel var Francoise Mouly. Hun bliver alt for ofte omtalt som Art Speigelmans kone, men det er i virkeligheden svært at overvurdere hendes betydning for den vestlige tegneserie siden 1980’erne. Især når det kommer til bogdesign, trykning, forsider osv. og naturligvis især i forhold til magasinet RAW hvor hun stod for den helt særlige kunstneriske linje der har haft stor indflydelse (både direkte og indirekte) i de seneste årtier.
Fra tegneseriebutikker til boghandlere
Et af de bedste oplæg på konferencen kom fra Aaron Kashtan, og det var et oplæg der virkelig rykkede ved in forestilling om amerikanske mainstream tegneserier. Kashtans pointe er at der er opstået en fejlagtig ide om hvad der egentlig er mainstream og hvad der er periferi i amerikanske tegneserier – og at denne misforståelse især har at gøre med amerikanske fans, mediers og forskeres enorme fokus på ’direct to market’ som den væsentligste salgsform i tegneseriebranchen. Det var det helt klart også i 80’erne og 90’erne, men siden ca. 2000 har markedet jo ændret sig markant. Kasthan går så vidt som til at sige, at vi i stedet skal forstå (den amerikanske) tegneserie-markeds-historie som en lang og broget fortælling hvor 20 år så handler om den her særlige type af blade med superhelte man købte i en tegneseriebutik. I dag er der simpelthen flere penge i boghandlerne og via skoler og biblioteker. Mainstream og periferi har byttet plads.
De fire store!
Det betyder at den, uden sammenligning, vigtigste tegneserieskaber i USA lige nu ikke er eksempelvis Frank Miller eller Todd McFarlane (som det måske kunne argumenteres for var situationen i 90’erne), men i stedet er ingen ringere end Raina Telgemeier, kunstneren bag ”Smile” (2010, ”Sisters” (2014), ”Drama” (2012) og ”Ghosts” (2016). Bare i 2016 stod Telgemeier for 5% af hele det amerikanske tegneseriemarked. Seriøst. 5% af alle de penge der blev tjent på tegneserier i det år var de her fire ungdomstegneserier. Ingen andre tegneserieskabere kommer i nærheden af at have samme indflydelse som hende, og vi står i en situation hvor en generation af unge tegneserielæsere er ved at blive skabt. Og der er mange af dem. Og de bliver ved med at læse tegneserier hvis de får noget ordentligt at læse. Og de er ikke interesseret i hverken superhelte eller direct marketing. Når de som unge, håbefulde kunstnere skal ud med deres portefolio, sender de det ikke til Marvel og DC – de poster det på Tumblr og håber at lave en fed nok webcomic som kan give dem adgang til de virkelige mainstream-forlag: Scholastic, First Second, BOOM!, IDW, Top Shelf og så videre.
Fremtidens læsere!
En af de Marvel-titler der klarer sig dårligst i direct-to-market, MEN klarer sig bedst alle andre steder. Her er fremtiden!
Så indse det venner! Young Adult Graphic Novels med høj grad af diversitet og progressive problemstillinger er den nye mainstream. Marvel og DC er periferi, og vil efterhånden blive en decieret niche. At Disney sælger alle deres potentielle børne- og ungdoms-tegneserie-rettigheder til førnævnte forlag frem for at pushe dem via Marvel (som de jo ejer…hvis nogen skulle have glemt det), well det fortæller os jo det vi behøver at vide. Uanset at læserskaren er forandret hos et forlag som Marvel, og uanset diversitet og progressivitet, ja så sidder cheferne tydeligvis med et klart billede af at dét Marvel kan sælge er superhelte, og dét er for drenge og mænd. Det virker som et markedsføringsmæssigt selvmål. Men hey, Disney plejer at være gode til at skrabe penge til sig, så måske har de det bare fint med at tjene penge på madkasser og blockbustere. Interessant hvad der sker i fremtiden er det i hvert fald!
Der var meget mere i oplægget, og skriv hvis i vil høre mere. Nu må jeg hellere stoppe. Konferencen var rigtig god. Et højt bundniveau, og egentlig bare en masse inspirerende oplæg. OG så er de der amerikanere simpelthen så søde. Der er kvalmende much love hele tiden – også bare når man introducerer hinanden ved talerstolen. Fy for søren. Det var hårdt for os få udefrakommende at være så kærlige. Det betød dog at jeg er kommet hjem med gode kontakter og nye venner. Og så må jeg jo tilbage og rent faktisk opleve USA en anden gang.
Jeg stopper nu, men vil lige afsløre at jeg ikke har afsløret hele sandheden…konferencen var placeret side om side med den fabelagtige small press festival Short Run, og der var inviteret en håndfuld virkelig fede navne til såvel konference som festival. Mere om det i næste blogindlæg (hvor jeg skal fortælle om alle de tegneserier jeg denne gang lykkedes med at få købt!).
