Esben er bitter
Siden 2015 har Ekstra Bladets læsere fået en daglig portion bitterhed fra Theis Christiansens stribe Esben er bitter. Nu er den første tids bitterhed, som forlaget selv beskriver det, udgivet i albumform under samme titel og med Esben og hans kroniske panderynke i hovedrollen.
Historien starter på Esbens fødselsdag, hvor hans gave fra konen Karla er en skilsmissebegæring, og så er tonen for striberne ellers lagt. Esben og Karla bor sammen i et hus i Ølstykke og har datteren Mille på tre år. Mille er centrum for dem begge, men udover hende har de ikke noget til fælles mere – overhovedet. Så Karla har besluttet at hun vil skilles fordi han ”er begyndt at lugte af nederlag”, som hun siger. Og så begynder en kamp, hvor Esben stritter imod skilsmissen af alle kræfter (og nægter at underskrive papirerne) og Karla desperat forsøger at komme igennem med sine holdninger (og narre ham til at give den underskrift).
Esben søger råd hos fætteren, når han har brug for hjælp i kampen mod Karla, der portrætteres som moderen, som prøver at holde styr på to børn, for det er hvad hun efterhånden ser Esben som – ofte med god grund. Det er hende, der sørger for at tingene kører, maden er sund, opdragelsen på plads, og det er Esben, der køber burgere, holder bøvsekonkurrencer og meget andet i samme stil.
Theis Christiansen skriver selv i efterskriftet, at Esben er skabt med udgangspunkt i hans egne følelser og oplevelser omkring sin skilsmisse i 2014 og at den skulle gå så langt, det ikke altid var sjovt, men også til tider gjorde ondt. Og det er også lykkedes ham at gennemføre i albummet her. Striberne er sjove, skøre, skæve, realistiske, karikerede og frem for alt lander man pludselig i en hudløst ærlig tristhed især omkring savnet af datteren, så det er som et slag i maven på læseren. Det kræver en del af en forfatter og tegner at evne det sidste i en stribe, der ellers primært er humoristisk – og det er en af albummets stærke sider.
Han formår også at arbejde med læserens sympatier, så man det ene øjeblik holder med Karla, der med et træt blik ser på sine to ”børn” og ikke magter virkeligheden. På næste side er hun så usympatisk, når hun fremstilles med kvindelig stereotypi og malker skilsmissen (og Esben) for alt hvad hun kan, bare fordi hun kan. Og netop dette, at Theis Christiansen er så loyal mod begge de to voksne, er en af albummets største kvaliteter og det, der efter min mening hæver den over en standard humor-stribe – for Esben bliver bestemt heller ikke altid fremstillet lige sympatisk, tværtimod, men er samtidig nogle gange så uendeligt menneskelig og god.
Esben ER en meget bitter mand, bl.a. på grund af skilsmissen – undervejs i albummet tager han dog bitterheden til nye højder. For en ting er at være bitter over alle skilsmissens uretfærdigheder, men da hans bofælle forsøger at kompensere for ikke at have fikset bruseren med et årskort med alt inklusive til det populære kurbad og svømmehal Øbro-Hallen, reagerer Esben med et ”vil det sige du ikke LAVER DEN FUCKING BRUSER?” – så ikke bare leder han efter ting at være bitter over, han kan ikke andet mere. Men det er sjovt – og det virker.
Selve tegningerne er enkle og udtryksfulde. En grønlig baggrund og ellers i starten stort set kun sort/hvide toner. Undervejs kommer der langsomt mere farve på nogle af elementerne, men stadig ikke så det dominerer – og karaktererne og følelserne står klarest frem i de mest rene billeder, hvor kun et enkelt element har farve. Indtrykket forstærkes også af, at der sjældent er baggrundstegninger udover enkelte møbler og måske en dør i baggrunden. Stort set ingen vægge, billeder eller træer, og på den måde får man som læser fokus på personerne, deres mimik og ageren. Det understreges af den enkle og naive streg, der benyttes i personskildringen, med arme og ben som tynde streger på en rund krop og med meget store hoveder i forhold til kroppen. Men resultatet er godt, fordi det netop er hovederne og især ansigtsudtrykkene, der bærer hele historien og følelserne. Det er imponerende, hvor mange forskellige udtryk, der ligger i det samlede album. På de sidste sider fortæller forfatteren, hvordan processen for stribernes skabelse har været, og det er interessant ekstralæsning – især den grafiske del, hvor man ser nogle af de forskellige stilarter, der har været forsøgt før det endelige resultat.
Esben er bitter er en af årets virkelig sjove udgivelser, og klart værd at læse – måske især, når ikke kender striben på forhånd. Det er tydeligt på opsætningen og indholdet, at de har været daglige avisstriber, men udgivet i sammenhængende albumform som her bevarer de fint humoren, især hvis man ikke læser dem i et stræk og derimod sluger dem over et par dage.
